250

Ludvig 18 (1814—1824). Frankrig havde ved Bourbonnernes gjenindsættelse (restaurationen) i 1814 og 1815 faaet en fri forfatning med to kamre. Emigranterne vendte samtidig tilbage. De vilde ikke blot have igjen sine under revolutionen inddragne og solgte eiendomme, men ønskede i det hele mest muligt at gjenindføre de gamle samfundsforhold. Ludvig 18 var dog saa fornuftig, at han indsaa det fordærvelige i deres planer. Han havde imidlertid møie nok med at holde igjen ligeoverfor det yderliggaaende konservative (ultraroyalistiske) parti.

Karl 10 (1824—1830). Ved Ludvigs død besteg hans broder Karl 10 tronen. Karl var indskrænket og stivsindet; han havde været emigrantpartiets fører (side 221) og stillede sig som konge ganske paa dets side. Emigranterne fik stor erstatning af statskassen for sine tabte eiendomme, og tilsidst blev en af deres ledere, Polignac (Polinják)), førsteminister. Jesuiterne blev kaldt tilbage og fik stor indflydelse. Misnøien med dette styre vokste hurtig. Selv de deputeredes kammer, som var meget kongeligsindet, bad kongen om at afskedige sit nye ministerium. Til svar lod kongen kamret opløse og udskrev valg til et nyt. Han søgte forøvrigt at aflede opmerksomheden fra de indre forhold ved at begynde krig mod Algier. Hovedstaden Algier blev taget, og landets erobring paabegyndt.¹ Valgene til kamret faldt uheldig ud for regje-

251ringen; det liberale parti fik majoritet. Da lod Karl 10 sig forlede til at udstede en række lovstridige forordninger; han opløste det nye kammer før det endnu var traadt sammen; han indskrænkede betydelig stemmeretten og indførte censur.

Julirevolutionen (1830). Disse forordninger blev udstedt sammen med underretningen om Algiers fald. Man haabede at folket i sin glæde over denne begivenhed skulde finde sig i det forsøgte statskup. Befolkningen i Paris svarede med øieblikkelig at gjøre opstand. Dette skede i juli 1830; deraf opstandens navn julirevolutionen. I tre dage kjæmpedes der mellem folket og besætningen i Paris. Da begyndte enkelte hærafdelinger at gaa over, og tropperne maatte trækkes ud af byen. Kongen var nu villig til at afskedige sit ministerium og tage forordningerne tilbage, ja til at nedlægge regjeringen til fordel for sin sønnesøn Henrik af Bordeaux (Henrik 5, greven af Chambord). Men hans eftergivenhed kom for sent. Opstanden var nærmest udgaaet fra borgerstanden; dens ledere¹ frygtede for en gjentagelse af den store revolutions tilstande. De tilkaldte derfor hertug Ludvig Filip af Orleans², som i største hast af kamret blev valgt til «de franskes konge». Samtidig blev forfatningen forandret noget i liberal retning. Karl 10 maatte gaa i landflygtighed og døde nogle aar efter.

Opstanden i Belgien (1830). Julirevolutionen vakte stor bevægelse ogsaa udenfor Frankrig. Overalt vaagnede det liberale parti til nyt liv; med den hellige allianses magt var det paa det nærmeste forbi. Størst betydning fik bevægelsen i Belgien og Polen. Belgien var af Wiener-kongressen blevet forenet med Holland til et kongerige Nederlandene under huset Oraniens styre. Belgierne var fra første stund af misfornøiede med denne ordning. Der var ogsaa meget som skilte mellem de to folk. Hollænderne er germaner, belgierne nærmest romaner; hollænderne er mest protestanter, belgierne ivrige katholiker; hollænderne lever som jordbrugere og sjøfarende; belgierne driver industri og bergverksdrift.

252Hollænderne betragtede sig som det herskende folk; af dem toges de ledende embedsmænd; de beherskede hæren. Belgierne vilde ikke finde sig i denne uselvstændige stilling, og da efterretningen om julirevolutionen naaede Brüssel, gjorde befolkningen opstand. Dette skridt blev efterfulgt af en lignende bevægelse over det hele land. En nationalforsamling blev indkaldt; den erklærede Belgien for uafhængigt, gav landet en fri forfatning og valgte Leopold af Sachsen-Koburg til konge. En hollandsk hær rykkede ind; men belgierne fik hjælp af Frankrig og England. Der var derfor ikke andet at gjøre for hollænderne end at give slip paa foreningen, som nu, da belgiernes nationalfølelse for alvor var vakt, kun lod sig opretholde ved vaabenmagt. Adskillelsen har vist sig heldig for begge lande; de har siden staaet venskabelig ved hinandens side og har begge udviklet sig raskt.

Opstanden i Polen (1830). Det af Wiener-kongressen oprettede og med Rusland forenede kongerige Polen havde af Aleksander I faaet en slags fri forfatning, som dog ikke blev overholdt. End værre blev det for Polen, da Aleksander døde i 1825 og efterfulgtes af sin broder, den myndige keiser Nikolaus (1825—1855). Julirevolutionen bragte polakkernes misnøie til at bryde ud i aaben opstand. Denne bredte sig ogsaa over Ruslands gamle polske besiddelser, som vilde forenes med kongeriget. De russiske tropper maatte først trække sig ud af landet. Men da de havde faaet forsterkninger, rykkede de atter ind. Polakkerne kjæmpede med den største tapperhed; men nu som bestandig lammedes deres kræfter af indre uenighed og splid. Warschau blev stormet af russerne, og de gjenværende polske afdelinger trængtes over den østerrigske og preussiske grænse. Polen straffedes haardt; den frie forfatning ophævedes, og en mængde polakker sendtes til Sibirien. Endnu et par gange har polakkerne gjort opstand, men forgjæves. Den sidste var i 1863. Efter den ophørte Polen at danne et eget rige og blev fuldstændig indlemmet i Rusland. Siden har russerne gjort alt muligt for at kue og udrydde den polske nationalitet.

250

Ludvig 18 (1814—1824). Frankrig hadde ved Bourbonnernes gjeninnsettelse (restaurasjonen) i 1814 og 1815 fått en fri forfatning med to kamre. Emigrantene vendte samtidig tilbake. De ville ikke blot have igjen sine under revolusjonen inndratte og solgte eiendommer, men ønsket i det hele mest mulig å gjeninnføre de gamle samfunnsforhold. Ludvig 18 var dog så fornuftig, at han innså det fordervelige i deres planer. Han hadde imidlertid møye nok med å holde igjen ligeoverfor det ytterliggående konservative (ultraroyalistiske) parti.

Karl 10 (1824—1830). Ved Ludvigs død besteg hans bror Karl 10 tronen. Karl var innskrenket og stivsinnet; han hadde vært emigrantpartiets fører (side 221) og stillede seg som konge ganske på dets side. Emigrantene fikk stor erstatning av statskassen for sine tapte eiendommer, og til sist ble en av deres ledere, Polignac (Polinják)), førsteminister. Jesuittene ble kalt tilbake og fikk stor innflytelse. Misnøyen med dette styre vokste hurtig. Selv de deputeredes kammer, som var meget kongeligsinnet, bad kongen om å avskjedige sitt nye ministerium. Til svar lot kongen kammeret oppløse og utskrev valg til et nytt. Han søkte forøvrig å avlede oppmerksomheten fra de indre forhold ved å begynne krig mot Algier. Hovedstaden Algier ble tatt, og landets erobring påbegynt.¹ Valgene til kammeret falt uheldig ut for regje-

251ringen; det liberale parti fikk majoritet. Da lot Karl 10 sig forlede til å utstede en rekke lovstridige forordninger; han oppløste det nye kammer før det ennå var trådt sammen; han innskrenket betydelig stemmeretten og innførte sensur.

Julirevolusjonen (1830). Disse forordninger ble utstedt sammen med underretningen om Algiers fall. Man håpet at folket i sin glede over denne begivenhet skulle finne seg i det forsøkte statskupp. Befolkningen i Paris svarte med øyeblikkelig å gjøre oppstand. Dette skjedde i juli 1830; derav oppstandens navn julirevolusjonen. I tre dage kjæmpedes der mellom folket og besetningen i Paris. Da begynte enkelte hæravdelinger å gå over, og troppene måtte trekkes ut av byen. Kongen var nå villig til å avskjedige sitt ministerium og ta forordningene tilbake, ja til å nedlegge regjeringen til fordel for sin sønnesønn Henrik av Bordeaux (Henrik 5, greven av Chambord). Men hans ettergivenhet kom for sent. Oppstanden var nærmest utgått fra borgerstanden; dens ledere¹ fryktede for en gjentagelse av den store revolutions tilstander. De tilkalte derfor hertug Ludvig Filip av Orleans², som i største hast av kammeret ble valgt til «de franskes konge». Samtidig ble forfatningen forandret noe i liberal retning. Karl 10 måtte gå i landflyktighet og døde noen år etter.

Oppstanden i Belgien (1830). Julirevolusjonen vakte stor bevegelse også utenfor Frankrig. Overalt våknet det liberale parti til nytt liv; med den hellige allianses makt var det på det nærmeste forbi. Størst betydning fikk bevegelsen i Belgien og Polen. Belgien var av Wiener-kongressen blitt forenet med Holland til et kongerike Nederlandene under huset Oraniens styre. Belgierne var fra første stund av misfornøyde med denne ordning. Der var også meget som skilte mellom de to folk. Hollenderne er germaner, belgierne nærmest romaner; hollenderne er mest protestanter, belgierne ivrige katholiker; hollenderne lever som jordbrukere og sjøfarende; belgierne driver industri og bergverksdrift.

252Hollenderne betraktede seg som det herskende folk; av dem toges de ledende embetsmenn; de beherskede hæren. Belgierne ville ikke finne seg i denne uselvstendige stilling, og da etterretningen om julirevolusjonen nådde Brüssel, gjorde befolkningen oppstand. Dette skritt ble etterfulgt av en lignende bevegelse over det hele land. En nasjonalforsamling ble innkalt; den erklærede Belgien for uavhengig, ga landet en fri forfatning og valgte Leopold av Sachsen-Koburg til konge. En hollandsk hær rykket inn; men belgierne fikk hjelp av Frankrig og England. Der var derfor ikke annet å gjøre for hollenderne enn å gi slip på foreningen, som nå, da belgiernes nasjonalfølelse for alvor var vakt, kun lot seg opprettholde ved våpenmakt. Adskillelsen har vist seg heldig for begge lande; de har siden stått vennskapelig ved hinandens side og har begge utviklet seg raskt.

Oppstanden i Polen (1830). Det av Wiener-kongressen oprettede og med Rusland forenede kongerike Polen hadde av Aleksander I fått en slags fri forfatning, som dog ikke ble overholdt. Enda verre ble det for Polen, da Aleksander døde i 1825 og etterfulgtes av sin bror, den myndige keiser Nikolaus (1825—1855). Julirevolusjonen brakte polakkenes misnøye til å bryte ut i åpen oppstand. Denne bredte seg også over Ruslands gamle polske besittelser, som ville forenes med kongeriket. De russiske tropper måtte først trekke seg ut av landet. Men da de hadde fått forsterkninger, rykket de atter inn. Polakkene kjempet med den største tapperhet; men nå som bestandig lammedes deres krefter av indre uenighet og splid. Warschau ble stormet av russerne, og de gjenværende polske avdelinger trengtes over den østerrikske og preussiske grense. Polen straffedes hardt; den frie forfatning ophævedes, og en mengde polakker sendtes til Sibirien. Ennå et par gange har polakkene gjort oppstand, men forgjeves. Den siste var i 1863. Etter den opphørte Polen å danne et eget rike og ble fullstendig innlemmet i Rusland. Siden har russerne gjort alt mulig for å kue og utrydde den polske nasjonalitet.