Trods det langvarige tyrkiske herredømme havde grækerne bevaret baade sit sprog og sin religion. I begyndelsen af det 19de aarhundrede greb den almindelige nationale og politiske bevægelse ogsaa dem. Især var dette tilfældet med de unge grækere, som opholdt sig ved forskjellige slags undervisningsanstalter udenfor hjemlandet, og der stiftedes blandt dem foreninger med Grækenlands befrielse som formaal. I 1821 begyndte en opstand (grækernes frihedskamp) baade paa de græske øer og paa fastlandet. Den tyrkiske sultan, som ikke selv magtede at dæmpe opstanden, fik hjælp af sin mægtige vasal Mehemet Ali, som var vicekonge i Ægypten. En stor ægyptisk flaade og hær blev sendt op. Halvøen Morea blev herjet paa det grusomste, og samme skjæbne rammede Mellemhellas. Længe ventede grækerne forgjæves paa understøttelse fra Europa. I tusendvis strømmede vistnok unge europæere, som var begeistrede for Grækenlands store fortid, derned og deltog i grækernes heltemodige kamp. Men i denne den hellige allianses tid syntes Europas statsmænd ikke at de kunde hjælpe oprørske undersaatter, selv om disse var kristne og undertrykkerne muhammedanere. Tilsidst lykkedes det dog Englands liberale minister Canning at faa Frankrig og Rusland med paa at sende hver sin flaade til de græske farvande. Under den engelske admirals anførsel ødelagde de forenede flaader de tyrkiske og ægyptiske skibe i slaget ved Navarino (i det sydvestlige Morea). En fransk hær jog derpaa tyrkerne bort fra Morea. Samtidig erklærede den russiske keiser Nikolaus Tyrkiet krig. En russisk hær gik over Balkan, og en anden rykkede gjennem Lilleasien frem mod Konstantinopel. Den tyrkiske sultan saa sig da nødt til at slutte fred i Adrianopel (1829). Der oprettedes et frit, selvstændigt kongerige Grækenland, bestaaende af Morea, Mellemhellas og øerne i Ægæerhavet. 250Grækerne gav sig en fri forfatning og fik prins Otto af Baiern til konge. Der opstod efterhaanden misnøie med ham, og i 1862 blev han afsat. Nu blev en dansk prins konge under navn af Georg I. Ved denne anledning aftraadte England de joniske øer (side 239) til Grækenland. Senere har grækerne vundet Thessalien og en del af Epirus fra tyrkerne.

Trass det langvarige tyrkiske herredømme hadde grekerne bevaret både sitt språk og sin religion. I begynnelsen av det 19de århundre grep den alminnelige nasjonale og politiske bevegelse også dem. Især var dette tilfellet med de unge grekere, som oppholdt seg ved forskjellige slags undervisningsanstalter utenfor hjemlandet, og der stiftedes blant dem foreninger med Grækenlands befrielse som formål. I 1821 begynte en oppstand (grekernes frihetskamp) både på de greske øyer og på fastlandet. Den tyrkiske sultan, som ikke selv magtede å dempe oppstanden, fikk hjelp av sin mektige vasall Mehemet Ali, som var visekonge i Ægypten. En stor egyptisk flåte og hær ble sendt opp. Halvøyen Morea ble herjet på det grusomste, og samme skjebne rammede Mellemhellas. Lenge ventet grekerne forgjeves på understøttelse fra Europa. I tusenvis strømmet vistnok unge europeere, som var begeistrede for Grækenlands store fortid, derned og deltok i grekernes heltemodige kamp. Men i denne den hellige allianses tid syntes Europas statsmenn ikke at de kunne hjelpe opprørske undersåtter, selv om disse var kristne og undertrykkerne muhammedanere. Til sist lyktes det dog Englands liberale minister Canning at få Frankrig og Rusland med på å sende hver sin flåte til de greske farvann. Under den engelske admirals anførsel ødela de forenede flåter de tyrkiske og egyptiske skip i slaget ved Navarino (i det sydvestlige Morea). En fransk hær jog derpå tyrkerne bort fra Morea. Samtidig erklærte den russiske keiser Nikolaus Tyrkiet krig. En russisk hær gikk over Balkan, og en annen rykket gjennom Lilleasien frem mot Konstantinopel. Den tyrkiske sultan så seg da nødt til å slutte fred i Adrianopel (1829). Der oprettedes et fritt, selvstendig kongerike Grækenland, bestående av Morea, Mellemhellas og øyene i Ægæerhavet. 250Grekerne ga seg en fri forfatning og fikk prins Otto av Baiern til konge. Der opstod etterhånden misnøye med ham, og i 1862 ble han avsatt. Nå ble en dansk prins konge under navn av Georg I. Ved denne anledning aftraadte England de joniske øyer (side 239) til Grækenland. Senere har grekerne vundet Thessalien og en del av Epirus fra tyrkerne.