Siden den franske revolutions dage er det især tre spørgsmaal, som har havt indgribende betydning for Europas historie. Det er det politiske, det nationale og det sociale spørgsmaal. Ved det politiske spørgsmaal tænkes paa folkenes fordring paa politisk frihed, paa andel i statsstyrelsen, og ophævelse af de standsprivilegier som endnu maatte findes; det er den samme fordring som der var kjæmpet for under den franske revolution. Ved det nationale spørgsmaal forstaaes kravet paa national enhed; de mennesker som er knyttet sammen ved fælles sprog og historiske minder, og deraf følgende lighed i karakter, seder og skikke, skal danne et statssamfund for sig. Denne tanke vandt frem til forstaaelse og kraft under det tyranni og den undertrykkelse, som franskmændene paa Napoleons tid udøvede mod Europas forskjellige folk; det var den som reiste spanierne til kamp mod Napoleon; det var den som satte hele Tyskland i bevægelse under befrielseskrigen; det var den som gav nordmændene kraften til at vinde frihed og selvstændighed i 1814. Ved det sociale spørgsmaal forstaar man de lavere klassers kamp for en bedre økonomisk stilling, og en større udjevning i de forskjellige samfundsklassers livsvilkaar. Europas senere udvikling bestaar af en række omveltninger og forandringer, ved hvilke disse tre krav stadig er trængt mere og mere igjennem.
I tiden nærmest efter 1814 var det de politiske spørgsmaal som traadte i forgrunden. Efter Napoleons endelige nederlag længtede folkene efter fred og ro. Revolutionens frihedsidéer fik skylden for de sidste 25 aars stadige kamp 248og uorden. Der indtraadte derfor et tilbageslag eller en reaktion, en tid da frihedstankerne blev mødt med mistillid og blev bekjæmpet af de raadende i samfundet. Samtidig vandt kristendommen frem til seier over det 18de aarh.'s vantro. Denne reaktionsperiode varer fra 1815 til julirevolutionen i 1830, og kaldes den hellige allianses tid. Da keiser Aleksander 1 af Rusland, keiser Frants af Østerrig og kong Fredrik Vilhelm 3 af Preussen var samlet i Paris efter Napoleons fald, stiftede de nemlig et forbund som fik navn af den hellige allianse. De blev enige om, som det hedte, at behandle sine folk med kristendommens bud for øie, og styre dem med faderlig kjærlighed og retfærdighed; indbyrdes skulde de holde fred og betragte hverandre som brødre. Alle Europas fyrster sluttede sig til forbundet, undtagen den engelske konge, som var hindret ved sit lands forfatning, og den tyrkiske sultan, som ikke fik være med, da han ikke var kristen. Men den egentlige tanke med alliansen viste sig dog snart; det blev en pakt fyrsterne imellem til bevarelsen af deres uindskrænkede magt og til bekjæmpelse af alle frihedskrav blandt folkene. Den hellige allianse blev saaledes et kraftigt redskab i reaktionens tjeneste. Den østerrigske minister Metternich, som blev alliansens ledende aand, forstod udmerket at udnytte den med dette maal for øie. Overalt i Tyskland, Italien og paa Pyrenæerhalvøen blev den uindskrænkede fyrstemagt atter indført.
Frihedsideérne vedblev dog at leve. Især var dette tilfældet blandt de studerende og borgerne i byerne, medens adelen og geistligheden i regelen stillede sig paa fyrsternes side. Der dannede sig herigjennem et liberalt parti, som kjæmpede for politisk frihed eller andel for folket i statens styre. Ved strenge love, bogcensur, hemmeligt politi og vaabenmagt søgte de styrende at holde disse idéer nede. Især i Spanien og Neapel rasede kongerne og den med dem nøie forbundne katholske geistlighed haardt mod alt som smagte af folkefrihed. I 1820 reiste begge steder folket sig og tvang sine konger til at gaa med paa frie forfatninger. Men den hellige allianse blandede sig i sagen; paa dens beslutning rykkede en østerrigsk hær ind i Neapel, og en fransk 249ind i Spanien, og gjenoprettede den uindskrænkede kongemagt.