239

Helt til 1805 holdt baade Danmark-Norge og Sverige sig udenfor de store krige, som den franske revolution og Napoleon gav anledning til; kun slaget paa Kjøbenhavns red i 1801 dannede en kort afbrydelse i fredstilstanden (side 231). Disse fredsaar var en gylden tid for næringsveiene, ikke mindst i Norge; trælast og jern stod i høi pris, og skibsfarten blomstrede.

I Sverige blev Gustav 4 Adolf (1792—1809) konge efter sin fader Gustav 3. I de første aar af sin regjeringstid var han endnu mindreaarig, og hans farbroder hertug Karl førte da styret. Gustav var ganske anderledes end sin fader; han var en sedelig og skikkelig mand, men lidet begavet og i høieste grad stivsindet og halsstarrig; han havde fattet et glødende had til Napoleon og troede sig af skjæbnen bestemt til at blive hans bane. I 1805 tiltraadte han den 3dje koalition. Han viste sig uduelig som feltherre, men vilde alligevel ikke slutte fred, da Østerrig og senere Preussen og Rusland gjorde det, men fortsatte kampen som Englands eneste forbundsfælle. Aftalerne i Tilsit (1807) mellem Napoleon og keiser Aleksander indviklede derpaa, som allerede fortalt (side 234), Sverige i krig med Rusland, og Danmark-Norge i krig med England og Sverige. Kort efter døde den sindssvage kong Kristian 7, og kronprins Fredrik, som allerede længe 240havde ført styret (side 215), fulgte efter ham som Fredrik 6 (1808—1839).

Krigen i 1808.

Med de gode tider var det nu forbi. I Norge, hvor der før havde hersket velstand og overflod, blev der nød og elendighed. Vor udførsel hørte næsten op, vore skibe toges af englænderne, og landet var afskaaret fra tilførsel fra udlandet. Krigsflaaden var tabt, saa der ingen modstand kunde gjøres mod de engelske krydsere, som blokerede vore kyster, og al regelmæssig forbindelse mellem Danmark og Norge var afbrudt. Norge maatte under disse forhold faa sit eget styre, og der indsattes en regjeringskommission med sæde i Kristiania. I spidsen for denne stod prins Kristian August af Augustenborg¹, som tillige havde kommandoen over den norske hær.

I 1808 faldt en russisk hær ind i Finland. Den svensk-finske hær, som var for svag til at forsvare landet, trak sig tilbage under den mest heltemodige kamp mod overmagten; blandt dens anførere vandt Adlercreutz og Sandels stor berømmelse. Ved Oravais stod et hovedslag; den svenske hær tabte og maatte rømme Finland. Medens Gustav 4 saaledes ikke magtede at forsvare sit land, drømte han om erobringer i Danmark og Norge. En større hær, som kunde have gjort god nytte i Finland, sendtes ind i Norge. Dette angreb mislykkedes ganske. De svenske mødte en kraftig modstand af den norske hær under den afholdte Kristian Augusts anførsel; svenskerne blev slaaet ved Toverud (i Urskoug), og afdelinger blev fanget ved Trangen (i Solør) og Prestebakke (syd for Fredrikshald). Kristian August fik derpaa fra Fredrik 6 befaling til at rykke ind i Sverige, samtidig med at der forberedtes et russisk angreb paa Stockholm; ja der var tale om, at Napoleon og Aleksander havde isinde at dele Sverige. Trods alt dette vilde Gustav 4 ikke høre tale om fred. Adlercreutz og endel andre officerer blev da enige om at fjerne den halsstarrige konge. Adlersparre, som stod ved den norske grænse, sluttede sig til dem og fik Kristian August til at love ikke at angribe Sverige, medens 241han rykkede mod Stockholm med sin hær. Adlersparres og hærens hjælp blev dog ikke nødvendig; det lykkedes Adlercreutz med et par mand at tage Gustav 4 tilfange (1809). Hertug Karl overtog derpaa styret som rigsforstander, og rigsdagen afsatte Gustav 4, som henlevede resten af sine dage i landflygtighed. Det kongelige enevælde blev ophævet, og rigsdagen gav Sverige en fri forfatning, hvorpaa hertug Karl blev taget til konge under navn af Karl 13 (1809—1818). Karl var gammel og barnløs; til tronfølger valgtes prins Kristian August, der dog ikke modtog valget, før der var sluttet fred mellem Sverige og Danmark-Norge (1809). Med Rusland sluttedes fred i Fredrikshamn (i Sydøstfinland). Her fik Rusland hele Finland med Aalandsøerne. Kort efter fik Sverige ogsaa fred med Napoleon og tiltraadte fastlandssystemet.

Selvstændighedsfølelsens vekst i Norge.

Imidlertid fortsattes Danmark-Norges krig med England. Norge led meget under denne krig; især faldt det vanskeligt at faa landet forsynet med korn, noget der føltes dobbelt haardt, da der flere aar i træk raadede misvekst heroppe. Krigene og nedgangen i næringslivet bragte pengevæsenet i den sørgeligste uorden. I 1813 maatte statskassen erklære sig ude af stand til at indløse sine papirpenge uden med en liden del af sedlernes paalydende værdi. Denne statsbankerot ruinerede mange tidligere velstaaende familier. Ganske ustraffet fik dog ikke engelskmændene blokere kysterne. Der udrustedes en hel flaade af smaa kanonbaade til landets forsvar, og private folk byggede kapere, som tog engelske skibe med ofte kostbare ladninger.

I disse krigsaar, da Norge mest var henvist til sine egne kræfter, var det naturligt at der hos mange begyndte at røre sig tanker om at Norge heller burde løse sig ud af forbindelsen med Danmark, end finde sig i den uselvstændige stilling inden foreningen. Forholdet mellem Norge og Danmark var ikke længer det samme som i 1536. Siden den tid havde Norge udviklet sig meget; vore næringsveie, især skovdriften, bergverksdriften og skibsfarten, havde taget stort opsving; folkemængden var gode 900 000, det vil sige vel dobbelt saa stor som den havde været det nævnte aar. Sam-

16 — Historie for middelskolen.

242tidig var Danmark snarere gaaet tilbage, og dets folkemængde var ikke større end Norges. Den norske odelsbonde var langt bedre stillet end den danske bonde, og under de heldige aar i slutningen af det 18de aarh. havde der i byerne udviklet sig en velstaaende norsk borgerstand. Den norske nationalfølelse var vaagnet; nordmændene begyndte at kræve sin ret som selvstændigt folk ved siden af det danske, og de havde ogsaa i fælleslitteraturen begyndt at gjøre sin nationalitet gjældende (det norske selskab i Kjøbenhavn, den norske digterskole, Johan Herman Wessel, Johan Nordal Brun). Den heldige krig med Sverige havde bidraget sit til at øge selvtilliden. Den nøie forbindelse landet i lange tider havde havt med det frie England, og kjendskabet til den franske revolutions grundsætninger havde desuden vakt begeistring for frihed og selvstyre. I 1809 stiftedes selskabet til Norges vel, som med kraft reiste nordmændenes gamle fordring paa at faa et eget universitet. Fredrik 6 imødekom ogsaa dette ønske, og allerede 2den septbr. 1811 oprettedes universitetet i Kristiania.

Kieler-freden.

Kristian August, som var blevet svensk kronprins, døde ikke længe efter at han var kommet til Sverige. Til tronfølger efter ham valgte rigsdagen den franske marschal Bernadotte¹ eller Karl Johan, som han fra nu af kalder sig. Da Karl 13 var svag, kom ledelsen straks til at ligge i hans haand. Der opstod snart et spændt forhold mellem Napoleon og Sverige, som ikke overholdt fastlandssystemet. Da Napoleon foretog sit tog til Rusland, vilde han have Sverige med i krigen; han kunde som løn byde gjenerobringen af Finland. Karl Johan mente imidlertid at det vilde være mere fordelagtigt for Sverige at vinde Norge; han afslog derfor Napoleons tilbud og fik den russiske keisers løfte om Norge, mod at Sverige holdt sig neutral i krigen. Efter toget til Rusland tiltraadte Karl Johan 243forbundet mod Napoleon og fik foruden Ruslands ogsaa Preussens og Englands løfte om Norge. Han deltog derpaa i krigen i Tyskland og førte de forbundnes nordarmé. Efter slaget ved Leipzig gik han mod Danmark og tvang Fredrik 6 til ved freden i Kiel (14de januar 1814) at afstaa til den svenske konge Norge, undtagen bilandene Færøerne, Island og Grønland, mod som en slags erstatning at faa svensk Pommern. Derefter drog Karl Johan efter de andre forbundne mod Frankrig.

Norge i 1814.

Da efterretningen om Kielerfreden naaede Norge, vakte den den største harme. Der var her kun faa som ønskede en forbindelse med Sverige, og de som fandt en saadan ønskelig, vilde have en forening mellem selvstændige riger, og ikke at Norge skulde gaa op i Sverige. Prins Kristian Fredrik var dengang statholder heroppe og havde forstaaet at gjøre sig meget afholdt blandt nordmændene. Han var en søn af arveprins Fredrik (side 215) og var nærmest arveberettiget til Danmark efter den sønneløse Fredrik 6. Den almindelige opfatning af Kieler-freden var i Norge den at Norge derigjennem var løst fra enhver forbindelse med Danmark; den danske konge havde selvfølgelig ret til at opgive Norge. Men dermed var ogsaa hans ret ude; han kunde ikke afstaa sine rettigheder til en fremmed fyrste; det blev nordmændenes egen sag videre at bestemme angaaende sit lands skjæbne. Under disse forhold forblev Kristian Fredrik i landet, og om 244ham samlede alle sig som vilde Norges selvstændighed. Prinsens tanke var først den, at han uden videre kunde bestige Norges trone i kraft af sin arveret. Men dette var ikke nordmændenes mening; med Kieler-freden var det forbi med Oldenburgernes arveret til Norge. Han holdt et møde med Østlandets første mænd; her blev man enig om at udskrive valg til en grundlovgivende nationalforsamling; midlertidig overtog prinsen styret som regent med et statsraad under sig. Den svenske konge udstedte en kundgjørelse til nordmændene, at han var deres konge i kraft af Kieler-freden, og meddelte at det var hans agt at give landet en forfatning og indsætte en statholder. Foreløbig maatte han nøie sig med denne kundgjørelse, da han ikke havde magt til at tilvinge sig lydighed, saalænge Karl Johan og hæren var borte.

Den 10de april traadte rigsforsamlingen sammen paa Eidsvold.¹ Den talte 112 medlemmer. Der dannede sig to partier. Det ene, som kaldtes selvstændighedspartiet, vilde ikke vide noget af forening med Sverige. Det andet parti, foreningspartiet, fandt det under de givne forhold tjenligst at indgaa paa en forening med Sverige, naar det kunde ske saaledes, at rigets frihed og selvstændighed sikredes. Blandt dette partis ledere kan merkes grev Herman Wedel Jarlsberg, jernverkseier Jakob Aall, amtmand Løvenskjold og presten Nikolai Wergeland. Førere for selvstændighedspartiet, hvortil ³/₄ af forsamlingen hørte, og som støttedes af prinsregenten, var sorenskriver Falsen, sorenskriver Christie, professor Sverdrup og kaptein Motzfeldt. En ting var alle enige om, nemlig at give landet en fri forfatning, efter hvilken kongen skulde dele magten med et folkevalgt storting. Der blev nedsat en konstitutionskomité, som skulde komme med forslag til grundlov. Komiteen fulgte under sit arbeide nærmest et udkast, som var udarbeidet af sorenskriver Falsen og lektor Adeler; deres nærmeste forbillede var den franske forfatning af 1791. Komiteen var snart færdig med sit forslag, og rigsforsamlingen tog det straks under behandling. Allerede den 17de mai 245var grundloven færdig og blev vedtaget. Samme dag valgtes Kristian Fredrik til Norges konge. Et par dage efter opløste rigsforsamlingen sig.

Krigen mod Napoleon var imidlertid endt, og Karl Johan var kommet tilbage med sin hær. Efter hans opfordring sendte Europas stormagter udsendinger herop, som skulde tilholde nordmændene at give sig under kong Karl 13 (juni 1814). Sendebudene forsøgte at mægle mellem Norge og Karl Johan, men uden noget endeligt resultat. Karl Johan vilde ikke opgive den formentlige ret Sveriges konge havde til Norge ifølge Kieler-freden, medens nordmændene ikke vilde

anerkjende nogen saadan ret. Følgen heraf var et svensk angreb paa Norge i slutningen af juli maaned. Den svenske flaade drog mod Fredrikstad, medens landhæren faldt ind i tre afdelinger. Den sydligste lagde sig for Fredriksten. Hovedhæren under Karl Johan rykkede ind syd for Kongsvinger, medens den nordlige afdeling under Gahn trængte ind ved Kongsvinger fæstning. Den norske hær var svagere end den svenske og var i mange retninger daarlig forsynet; men baade soldaterne og officererne brændte af kampiver. Men Kristian Fredrik var ingen kriger; han gav ordre til at tropperne skulde trække sig bort fra Fredrikstad, som faldt i svenskernes hænder, samt at hovedhæren skulde 246gaa tilbage til Glommens vestre side. Gahns korps blev slaaet af nordmændene under oberst Krebs, først ved Lier (2den august) og dernæst ved Matrand (5te august), hvorpaa det maatte gaa tilbage over grænsen. Karl Johan saa at han vilde møde kraftigere modstand end han havde ventet. Tillige vidste han, at stemningen ude i Europa var saadan at det var heldigst at faa hele sagen ordnet, inden Wienerkongressen tog fat paa sine forhandlinger. Han indgik derfor paa konventionen i Moss (14de august). Karl Johan opgav her den svenske konges formentlige rettigheder ifølge Kieler-freden, og lovede at anerkjende Norges nye grundlov, hvis nordmændene vilde vælge Karl 13 til konge. Kristian Fredrik lovede paa sin side at indkalde et overordentligt storting, som havde at afgjøre sagen paa Norges vegne; selv skulde han frasige sig al ret til Norges trone og indtil videre overlade regjeringen til statsraadet. Som pant skulde svenskerne besætte landet østenfor Glommen, saaledes ogsaa fæstningen Fredriksten, der nu frivillig aabnede sine porte for svenskerne.

Det overordentlige storting traadte sammen i Kristiania 7 oktober. Det bestod af 80 medlemmer, hvoraf omtrent 20 havde været med paa Eidsvold; sorenskriver Christie valgtes til præsident. Kristian Fredrik nedlagde 3 dage efter regjeringen og frasagde sig al ret til Norge for sig og sine efterkommere. Udsendinger fra Karl 13 kom derpaa til Kristiania for at forhandle med stortinget. Man kom snart til enighed. Den 20 oktober udtalte stortinget, at Norge var villigt til som et selvstændigt rige at vælge Karl 13 til sin konge. Man begyndte derpaa at forhandle om de forandringer i grundloven, som var nødvendige i anledning af foreningen. Ogsaa her opnaaedes enighed, og den 4de november blev de foretagne grundlovsændringer vedtaget og Karl 13 valgt til Norges konge. Norge og Sverige skulde have samme konge og staa sammen i krig og fred; ellers skulde de styre sig selv som selvstændige riger. Kongen skulde have ret til at indsætte en statholder i Norge; hertil kunde han tage en nordmand eller en svenske. Det var saaledes ifølge frivillig overenskomst, ikke i kraft af Kieler-freden, at foreningen kom istand. 247Karl Johan kom derpaa til Kristiania. Paa kongens vegne aflagde han ed til Norges grundlov og udnævnte et statsraad med grev Wedel som ledende mand; statholder blev den svenske grev Essen. De svenske tropper rykkede tilbage til Sverige. De nærmere vilkaar for foreningen blev fastsat ved rigsakten, som i 1815 blev vedtaget af det norske storting og den svenske rigsdag.

239

Helt til 1805 holdt både Danmark-Norge og Sverige seg utenfor de store krige, som den franske revolusjon og Napoleon ga anledning til; kun slaget på Kjøbenhavns red i 1801 dannede en kort avbrytelse i fredstilstanden (side 231). Disse fredsår var en gylden tid for næringsveiene, ikke minst i Norge; trelast og jern stod i høy pris, og skipsfarten blomstret.

I Sverige ble Gustav 4 Adolf (1792—1809) konge etter sin far Gustav 3. I de første år av sin regjeringstid var han ennå mindreårig, og hans farbroder hertug Karl førte da styret. Gustav var ganske annerledes enn sin far; han var en sedelig og skikkelig mann, men lite begavet og i høyeste grad stivsinnet og halsstarrig; han hadde fattet et glødende hat til Napoleon og trodde seg av skjebnen bestemt til å bli hans bane. I 1805 tiltrådte han den 3dje koalisjon. Han viste seg udugelig som feltherre, men ville allikevel ikke slutte fred, da Østerrig og senere Preussen og Rusland gjorde det, men fortsatte kampen som Englands eneste forbundsfelle. Avtalene i Tilsit (1807) mellom Napoleon og keiser Aleksander innviklet derpå, som allerede fortalt (side 234), Sverige i krig med Rusland, og Danmark-Norge i krig med England og Sverige. Kort etter døde den sinnssvake kong Kristian 7, og kronprins Fredrik, som allerede lenge 240hadde ført styret (side 215), fulgte etter ham som Fredrik 6 (1808—1839).

Krigen i 1808.

Med de gode tider var det nå forbi. I Norge, hvor der før hadde hersket velstand og overflod, ble der nød og elendighet. Vår utførsel hørte nesten opp, våre skip toges av englenderne, og landet var avskåret fra tilførsel fra utlandet. Krigsflåten var tapt, så der ingen motstand kunne gjøres mot de engelske kryssere, som blokkerte våre kyster, og all regelmessig forbindelse mellom Danmark og Norge var avbrutt. Norge måtte under disse forhold få sitt eget styre, og der indsattes en regjeringskommisjon med sete i Kristiania. I spidsen for denne stod prins Kristian August av Augustenborg¹, som tillike hadde kommandoen over den norske hær.

I 1808 falt en russisk hær inn i Finland. Den svensk-finske hær, som var for svak til å forsvare landet, trakk seg tilbake under den mest heltemodige kamp mot overmakten; blant dens anførere vant Adlercreutz og Sandels stor berømmelse. Ved Oravais stod et hovedslag; den svenske hær tapte og måtte rømme Finland. Mens Gustav 4 således ikke magtede å forsvare sitt land, drømte han om erobringer i Danmark og Norge. En større hær, som kunne ha gjort god nytte i Finland, sendtes inn i Norge. Dette angrep mislyktes ganske. De svenske møtte en kraftig motstand av den norske hær under den avholdte Kristian Augusts anførsel; svenskene ble slått ved Toverud (i Urskoug), og avdelinger ble fanget ved Trangen (i Solør) og Prestebakke (syd for Fredrikshald). Kristian August fikk derpå fra Fredrik 6 befaling til å rykke inn i Sverige, samtidig med at der forberedtes et russisk angrep på Stockholm; ja der var tale om, at Napoleon og Aleksander hadde i sinne å dele Sverige. Trass alt dette ville Gustav 4 ikke høre tale om fred. Adlercreutz og endel andre offiserer ble da enige om å fjerne den halsstarrige konge. Adlersparre, som stod ved den norske grense, sluttet seg til dem og fikk Kristian August til å love ikke å angripe Sverige, mens 241han rykket mot Stockholm med sin hær. Adlersparres og hærens hjelp ble dog ikke nødvendig; det lyktes Adlercreutz med et par mann å ta Gustav 4 tilfange (1809). Hertug Karl overtok derpå styret som rigsforstander, og riksdagen avsatte Gustav 4, som henlevede resten av sine dage i landflyktighet. Det kongelige enevelde ble opphevet, og riksdagen ga Sverige en fri forfatning, hvorpå hertug Karl ble tatt til konge under navn av Karl 13 (1809—1818). Karl var gammel og barnløs; til tronfølger valgtes prins Kristian August, der dog ikke mottok valget, før der var sluttet fred mellom Sverige og Danmark-Norge (1809). Med Rusland sluttedes fred i Fredrikshamn (i Sydøstfinland). Her fikk Rusland hele Finland med Aalandsøerne. Kort etter fikk Sverige også fred med Napoleon og tiltrådte fastlandssystemet.

Selvstendighetsfølelsens vekst i Norge.

Imidlertid fortsattes Danmark-Norges krig med England. Norge led meget under denne krig; især falt det vanskelig å få landet forsynet med korn, noe der føltes dobbelt hardt, da der flere år i trekk rådde misvekst heroppe. Krigene og nedgangen i næringslivet brakte pengevæsenet i den sørgeligste uorden. I 1813 måtte statskassen erklære seg ute av stand til å innløse sine papirpenger uten med en liten del av sedlenes pålydende verdi. Denne statsbankerott ruinerte mange tidligere velstående familier. Ganske ustraffet fikk dog ikke engelskmennene blokkere kystene. Der udrustedes en hel flåte av små kanonbåter til landets forsvar, og private folk bygde kapere, som tok engelske skip med ofte kostbare ladninger.

I disse krigsår, da Norge mest var henvist til sine egne krefter, var det naturlig at der hos mange begynte å røre seg tanker om at Norge heller burde løse seg ut av forbindelsen med Danmark, enn finne seg i den uselvstendige stilling innen foreningen. Forholdet mellom Norge og Danmark var ikke lenger det samme som i 1536. Siden den tid hadde Norge utviklet seg meget; våre næringsveier, især skogdriften, bergverksdriften og skipsfarten, hadde tatt stort oppsving; folkemengden var gode 900 000, det vil si vel dobbelt så stor som den hadde vært det nevnte år. Sam-

16 — Historie for middelskolen.

242tidig var Danmark snarere gått tilbake, og dets folkemengde var ikke større enn Norges. Den norske odelsbonde var langt bedre stillet enn den danske bonde, og under de heldige år i slutningen av det 18de aarh. hadde der i byene utviklet seg en velstående norsk borgerstand. Den norske nasjonalfølelse var våknet; nordmennene begynte å kreve sin rett som selvstendig folk ved siden av det danske, og de hadde også i felleslitteraturen begynt å gjøre sin nasjonalitet gjeldende (det norske selskap i Kjøbenhavn, den norske dikterskole, Johan Herman Wessel, Johan Nordal Brun). Den heldige krig med Sverige hadde bidraget sitt til å øke selvtilliten. Den nøye forbindelse landet i lange tider hadde hatt med det frie England, og kjennskapet til den franske revolutions grunnsetninger hadde dessuten vakt begeistring for frihet og selvstyre. I 1809 stiftedes selskapet til Norges vel, som med kraft reiste nordmennenes gamle fordring på å få et eget universitet. Fredrik 6 imøtekom også dette ønske, og allerede 2den septbr. 1811 oprettedes universitetet i Kristiania.

Kieler-freden.

Kristian August, som var blitt svensk kronprins, døde ikke lenge etter at han var kommet til Sverige. Til tronfølger etter ham valgte riksdagen den franske marskalk Bernadotte¹ eller Karl Johan, som han fra nå av kaller seg. Da Karl 13 var svak, kom ledelsen straks til å ligge i hans hånd. Der opstod snart et spent forhold mellom Napoleon og Sverige, som ikke overholdt fastlandssystemet. Da Napoleon foretok sitt tog til Rusland, ville han ha Sverige med i krigen; han kunne som løn by gjenerobringen av Finland. Karl Johan mente imidlertid at det ville være mer fordelaktig for Sverige å vinne Norge; han avslo derfor Napoleons tilbud og fikk den russiske keisers løfte om Norge, mot at Sverige holdt seg neutral i krigen. Etter toget til Rusland tiltrådte Karl Johan 243forbundet mot Napoleon og fikk foruten Ruslands også Preussens og Englands løfte om Norge. Han deltok derpå i krigen i Tyskland og førte de forbundnes nordarmé. Etter slaget ved Leipzig gikk han mot Danmark og tvang Fredrik 6 til ved freden i Kiel (14de januar 1814) å avstå til den svenske konge Norge, unntagen bilandene Færøerne, Island og Grønland, mot som en slags erstatning å få svensk Pommern. Deretter drog Karl Johan etter de andre forbundne mot Frankrig.

Norge i 1814.

Da etterretningen om Kielerfreden nådde Norge, vakte den den største harme. Der var her kun få som ønsket en forbindelse med Sverige, og de som fant en sådan ønskelig, ville ha en forening mellom selvstendige riker, og ikke at Norge skulle gå opp i Sverige. Prins Kristian Fredrik var dengang stattholder heroppe og hadde forstått å gjøre seg meget avholdt blant nordmennene. Han var en sønn av arveprins Fredrik (side 215) og var nærmest arveberettiget til Danmark etter den sønneløse Fredrik 6. Den alminnelige oppfatning av Kieler-freden var i Norge den at Norge derigjennom var løst fra enhver forbindelse med Danmark; den danske konge hadde selvfølgelig rett til å oppgi Norge. Men dermed var også hans rett ute; han kunne ikke avstå sine rettigheter til en fremmed fyrste; det ble nordmennenes egen sag videre å bestemme angående sitt lands skjebne. Under disse forhold forble Kristian Fredrik i landet, og om 244ham samlede alle seg som ville Norges selvstendighet. Prinsens tanke var først den, at han uten videre kunne bestige Norges trone i kraft av sin arverett. Men dette var ikke nordmennenes mening; med Kieler-freden var det forbi med Oldenburgernes arverett til Norge. Han holdt et møte med Østlandets første menn; her ble man enig om å utskrive valg til en grunnlovgivende nasjonalforsamling; midlertidig overtok prinsen styret som regent med et statsråd under seg. Den svenske konge utstedte en kunngjørelse til nordmennene, at han var deres konge i kraft av Kieler-freden, og meddelte at det var hans akt å gi landet en forfatning og innsette en stattholder. Foreløpig måtte han nøye seg med denne kunngjørelse, da han ikke hadde makt til at tilvinge seg lydighet, så lenge Karl Johan og hæren var borte.

Den 10de april trådte riksforsamlingen sammen på Eidsvold.¹ Den talte 112 medlemmer. Der dannede seg to partier. Det ene, som kaltes selvstendighetspartiet, ville ikke vite noe av forening med Sverige. Det andre parti, foreningspartiet, fant det under de gitte forhold tjenligst å inngå på en forening med Sverige, når det kunne ske således, at rigets frihet og selvstendighet sikredes. Blant dette partis ledere kan merkes grev Herman Wedel Jarlsberg, jernverkseier Jakob Aall, amtmann Løvenskjold og presten Nikolai Wergeland. Førere for selvstendighetspartiet, hvortil ³/₄ av forsamlingen hørte, og som støttedes av prinsregenten, var sorenskriver Falsen, sorenskriver Christie, professor Sverdrup og kaptein Motzfeldt. En ting var alle enige om, nemlig å gi landet en fri forfatning, etter hvilken kongen skulle dele makten med et folkevalgt storting. Der ble nedsatt en konstitusjonskomité, som skulle komme med forslag til grunnlov. Komiteen fulgte under sitt arbeide nærmest et utkast, som var utarbeidet av sorenskriver Falsen og lektor Adeler; deres nærmeste forbillede var den franske forfatning av 1791. Komiteen var snart ferdig med sitt forslag, og riksforsamlingen tok det straks under behandling. Allerede den 17de mai 245var grunnloven ferdig og ble vedtatt. Samme dag valgtes Kristian Fredrik til Norges konge. Et par dage etter oppløste riksforsamlingen seg.

Krigen mot Napoleon var imidlertid endt, og Karl Johan var kommet tilbake med sin hær. Etter hans oppfordring sendte Europas stormakter utsendinger herop, som skulle tilholde nordmennene å gi seg under kong Karl 13 (juni 1814). Sendebudene forsøkte å megle mellom Norge og Karl Johan, men uten noe endeligt resultat. Karl Johan ville ikke oppgi den formentlige rett Sveriges konge hadde til Norge ifølge Kieler-freden, mens nordmennene ikke ville

anerkjenne noen sådan rett. Følgen heraf var et svensk angrep på Norge i slutningen av juli måned. Den svenske flåte drog mot Fredrikstad, mens landhæren falt inn i tre avdelinger. Den sydligste la seg for Fredriksten. Hovedhæren under Karl Johan rykket inn syd for Kongsvinger, mens den nordlige avdeling under Gahn trengte inn ved Kongsvinger festning. Den norske hær var svakere enn den svenske og var i mange retninger dårlig forsynet; men både soldatene og offiserene brente av kampiver. Men Kristian Fredrik var ingen kriger; han ga ordre til at troppene skulle trekke seg bort fra Fredrikstad, som falt i svenskenes hender, samt at hovedhæren skulle 246gå tilbake til Glommens vestre side. Gahns korps ble slått av nordmennene under oberst Krebs, først ved Lier (2den august) og dernest ved Matrand (5te august), hvorpå det måtte gå tilbake over grensen. Karl Johan så at han ville møte kraftigere motstand enn han hadde ventet. Tillike visste han, at stemningen ute i Europa var sådan at det var heldigst å få hele sagen ordnet, innen Wienerkongressen tok fat på sine forhandlinger. Han inngikk derfor på konvensjonen i Moss (14de august). Karl Johan oppga her den svenske konges formentlige rettigheter ifølge Kieler-freden, og lovede å anerkjenne Norges nye grunnlov, hvis nordmennene ville velge Karl 13 til konge. Kristian Fredrik lovede på sin side å innkalle et overordentligt storting, som hadde å avgjøre sagen på Norges vegne; selv skulle han frasige seg all rett til Norges trone og inntil videre overlate regjeringen til statsrådet. Som pant skulle svenskene besette landet østenfor Glommen, således også festningen Fredriksten, der nå frivillig åpnet sine porter for svenskene.

Det overordentlige storting trådte sammen i Kristiania 7 oktober. Det bestod av 80 medlemmer, hvorav omtrent 20 hadde vært med på Eidsvold; sorenskriver Christie valgtes til president. Kristian Fredrik nedla 3 dage etter regjeringen og frasa seg all rett til Norge for seg og sine etterkommere. Utsendinger fra Karl 13 kom derpå til Kristiania for å forhandle med stortinget. Man kom snart til enighet. Den 20 oktober uttalte stortinget, at Norge var villig til som et selvstendig rike å velge Karl 13 til sin konge. Man begynte derpå å forhandle om de forandringer i grunnloven, som var nødvendige i anledning av foreningen. Også her oppnåddes enighet, og den 4de november ble de foretagne grunnlovsendringer vedtatt og Karl 13 valgt til Norges konge. Norge og Sverige skulle ha samme konge og stå sammen i krig og fred; ellers skulle de styre seg selv som selvstendige riker. Kongen skulle ha rett til å innsette en stattholder i Norge; hertil kunne han ta en nordmann eller en svenske. Det var således ifølge frivillig overenskomst, ikke i kraft av Kieler-freden, at foreningen kom i stand. 247Karl Johan kom derpå til Kristiania. På kongens vegne avla han ed til Norges grunnlov og utnevnte et statsråd med grev Wedel som ledende mann; stattholder ble den svenske grev Essen. De svenske tropper rykket tilbake til Sverige. De nærmere vilkår for foreningen ble fastsatt ved rigsakten, som i 1815 ble vedtatt av det norske storting og den svenske riksdag.