229

Krigen mod udlandet var imidlertid fortsat med held af de nye generaler, som kom op under revolutionen. Belgien var erobret og indlemmet i Frankrig. Holland var beseiret og omdannet til en med Frankrig forbundet republik. Spanien gik over fra at være Frankrigs fiende til at blive dets forbundsfælle, og Preussen trak sig ud af krigen (1795). I 1796 tog krigen mod Østerrig en uventet gunstig vending. Dette skyldtes Napoleon Bonaparte. Denne var født i aaret 1769 paa Korsika, som dengang netop var bleven fransk. Som officer fik han først anledning til at vise sin dygtighed under Toulons beleiring. Senere havde han hjulpet konventet med at kue en opstand i Paris. Til belønning herfor blev han udnævnt til general og fik i 1796, blot 26 aar gammel, befaling over en hær som skulde angribe østerrigerne i Norditalien, samtidig med at to større hære sendtes ind i Tyskland. De tropper Napoleon fik anførselen over, var i en elendig forfatning; krigskassen var tom, og det var daarligt baade med klæder, vaaben og mad. Men han førte dem fra seier til seier og vandt ved sin personlige tapperhed og sin glimrende førerdygtighed soldaternes beundring og hengivenhed. De italienske stater maatte slutte fred. Østerrigerne blev slaaet gang paa gang, og Napoleon trængte frem mod Wien. Da maatte ogsaa Østerrig opgive kampen (1797). Det afstod Belgien og Lombardiet. Lombardiet omgjordes til den cisalpinske republik, som knyttedes nær til Frankrig.

Toget til Ægypten (1798).

England stod nu alene igjen af Frankrigs fiender. Napoleon foreslog at bekjæmpe England ved erobring af Ægypten; derfra kunde man rette et angreb paa Indien og søge at fravriste England dette land, paa hvis besiddelse dets velstand for en stor del beroede. I 1798 drog Napoleon afsted med en hær og flaade. Han landede lykkelig i Ægypten, som beherskedes af de krigerske mameluker, men stod under Tyrkiets overhøihed. Ved foden af pyramiderne blev mamelukernes rytterhær slaaet, og landet blev erobret af franskmændene. Men deres 230flaade blev ødelagt af engelskmændene under admiral Nelson i slaget ved Abukir, og Napoleon og hans hær var saaledes afskaaret fra enhver forbindelse med hjemlandet.

Napoleon bliver første-konsul (1799).

I Frankrig var der imidlertid paany blevet uro. Det lykkedes ikke direktorerne at skaffe orden tilveie; den største forvirring raadede overalt. Værst var det med pengevæsenet; dette havde under hele revolutionen været i uorden; men nu var tilstanden blevet rent haabløs, og misnøien var stor. Ikke desto mindre optraadte regjeringen meget hensynsløst og overmodig ligeoverfor udlandet. Der dannedes derfor en ny, den anden koalition med England, Østerrige og Rusland i spidsen (1798—1801). De franske blev fordrevet fra hele Italien, og selve Frankrig truedes. Disse tidender fik Napoleon i Ægypten; engelskmændene sendte ham nemlig endel aviser, i den tro at det ganske skulde betage ham og hans hær modet. Men Napoleon overlod kommandoen til en af sine generaler og gik ombord paa et fransk skib, som tilfældig kom indom. Lykken fulgte ham; han slap forbi de engelske krydsere og naaede Frankrig. Her modtoges han overalt med jubel. Man saa i ham den der skulde fri landet ud af den herskende forvirring og nød, og føre krigen mod udlandet til en seierrig ende. Han ilede til Paris for ved hærens hjælp at styrte den bestaaende regjering. De lovgivende forsamlinger blev sprængt ved vaabenmagt, og direktorerne blev afsat. Der udarbeidedes en ny forfatning. I spidsen for staten skulde der staa 3 konsuler, hvoraf dog den ene, førstekonsulen, havde magten. Folket skulde udøve sine rettigheder gjennem en repræsentation; men da det kom til stykket, fik denne lidet at betyde. Magten samledes i Napoleons haand, da han udnævntes til førstekonsul (1799).

2den koalitionskrig endes.

Napoleons første opgave var at skaffe landet en ærefuld fred. I 1800 rykkede han ad uveisomme passe over Alperne ned i Italien og overraskede her østerrigerne, som han efter en haardnakket kamp slog ved Marengo (syd for Po). Hermed var Italien vundet tilbage, og Østerrig maatte slutte fred (1801). Rusland havde allerede trukket sig ud af krigen. Atter stod England alene 231igjen. Engelskmændene havde benyttet kampen med Frankrig og dets forbundsfæller Spanien og Holland til end mere at befæste sit herredømme paa havet. Deres optræden mod de neutrale magters skibe var endnu mere hensynsløs, end

den havde været under nordamerikanernes frihedskamp (side 196). Danmark-Norge, Sverige og Rusland fornyede derfor i 1800 den væbnede neutralitet. Men England svarede med at sende ud en stor flaade, som under Nelson angreb den dansk-norske flaade udenfor Kjøbenhavn (slaget paa 232Kjøbenhavns red den 2den april 1801). Engelskmændene mødte tapper modstand og maatte trække sig ud af slaget med uforrettet sag. Men da Sverige og Rusland faldt fra, satte de alligevel igjennem at faa den væbnede neutralitet opløst. Ogsaa i England begyndte man imidlertid at blive kjed af krigen, saa det i 1802 kom til fred, efterat franskmændene havde rømmet Ægypten.

Konsularregjeringen (1799—1804).

Napoleon tog nu fat paa ordningen af Frankrigs indre forhold. Revolutionen havde ophævet det gamle uden at naa til at sætte noget nyt isteden. Alt maatte derfor ordnes fra nyt af. Napoleon viste ogsaa under dette arbeide stor dygtighed. I flere aar havde man følt savnet af en lovbog, som gjennemførte alle borgeres lighed for loven. Nu udgaves Code Napoleon (Kaad Napoleóng), som var et udmerket arbeide og endnu er gjældende ret. Den katholske kirke gjenindførtes atter, og der kom en overenskomst istand med paven (konkordatet). Men fremfor alt søgte Napoleon at udslette alle spor af de gamle partier; han samlede om sig og benyttede alle dygtige mænd uden hensyn til tidligere partistilling. De ivrigste kongeligsindede og de ivrigste republikanere kunde han dog ikke vinde. Disse stiftede gjentagne gange sammensvergelser mod ham, og der gjordes flere forsøg paa at myrde ham; men alle mislykkedes, og førte blot til at han vandt en endnu fastere stilling. Man mente at den største sikkerhed for landets ro laa i at gjøre Napoleons magt livsvarig og arvelig. I 1804 udraabtes han til keiser efter almindelig stemmegivning af alle voksne mænd. Paven kom endog til Paris for at salve ham; men han satte selv kronen paa sit hoved. Dette skede 2 dec. 1804.

Keiserdømmet.

Som keiser regjerede Napoleon uindskrænket; alt bøiede sig for hans vilje. Han omgav sig med et glimrende hof. Hans brødre blev prinser og hans søstre prinsesser; hans første generaler ophøiedes til marschaller, og der oprettedes en ny adel med titler af hertuger og grever; allerede tidligere var æreslegionens orden stiftet. Trods alt bevaredes dog alles lighed for loven, og den nye adel fik ikke arvelige forrettigheder, saaledes som den gamle havde havt. Samtidig fortsatte Napoleon med sine bestræbelser for 233landets opkomst. Der byggedes veie og kanaler; fabrikdrift og andre næringsveie tog et stort opsving.

3dje koalitionskrig (1805).

Da Napoleon var blevet keiser, omdannede han den cisalpinske republik til kongeriget Italien og lod sig selv vælge til konge. Østerrig og Rusland vilde ikke finde sig i at han paa denne maade ogsaa underlagde sig Italien, og sluttede forbund med England, som allerede tidligere igjen havde begyndt krig med Frankrig. Ogsaa Sverige tiltraadte forbundet, og den 3dje koalitionskrig begyndte (1805). Englænderne ødelagde den fransk-spanske flaade i sjøslaget ved Trafalgár (syd for Cadix); i slaget faldt deres store admiral Nelson. Men tillands var Napoleon som sedvanlig heldig; han kastede sig med sin hær over Østerrig. Wien blev taget, og aarsdagen efter Napoleons kroning stod trekeiserslaget ved Austerlitz i Mähren (2 dec. 1805). Foruden Napoleon deltog keiser Aleksander af Rusland og keiser Frants af Tyskland i slaget. Franskmændene var de forenede russere og østerrigere underlegne i tal, men vandt en afgjørende seier. Østerrig maatte derpaa slutte fred.

Slaget ved Austerlitz skaffede Napoleon herredømmet ogsaa i Tyskland. Det tysk-romerske keiserrige ophævedes i 1806, og keiser Frants førte fra nu af titelen keiser af Østerrig. Baiern og Würtemberg blev kongeriger og dannede med endel andre syd- og vesttyske lande Rhinforbundet, der tog Napoleon til protektor eller overherre. Samtidig indsatte Napoleon sin ældste broder Josef til konge i Neapel, og den yngre Ludvig til konge i Holland. Hans stedsøn Eugen blev vicekonge i Italien.

Krig med Preussen (1806—1807). Fastlandssystemet.

Kongen af Preussen vilde ikke taale at Napoleon saaledes spilte herre i Tyskland. Han forlangte at franskmændene skulde rømme Tyskland. Napoleon svarede med straks at angribe Preussen. Han slog i en fart den preussiske hær¹ (1806), tog Berlin og holdt næsten hele landet besat. Russerne kom Preussen til hjælp, men blev fuldstændig beseiret i slaget ved Friedland i Østpreussen. Der sluttedes derpaa fred i 234Tilsit i samme landskab (1807). Preussen mistede halvparten af sine lande. Af de afstaaede landskaber i Vesttyskland dannede Napoleon kongeriget Westfalen, som han gav til sin yngste broder Jerome. Af Preussens polske besiddelser dannedes storhertugdømmet Varschau, som blev givet til kongen af Sachsen. Den unge russiske keiser Aleksander 1 blev under samværet i Tilsit grebet af den største beundring for Napoleon, og de to keisere blev enige om at dele herredømmet i Europa og i fællesskab bekjæmpe England. Dette skulde først og fremst ske ved det saakaldte fastlandssystem. Det skulde paasees at ingen engelske varer indførtes paa det europæiske fastland; hensigten var at knække England ved at lamme dets handel og industri. Alle magter i Europa skulde drives til at gaa ind herpaa. Rusland fik i opgave at tvinge Sverige, hvis stivsindede konge Gustav 4 Adolf fremdeles fortsatte kampen mod Napoleon. Aleksander erklærede Sverige krig og benyttede leiligheden til at tage Finland.

Der blev i Tilsit truffet en hemmelig aftale om at Napoleon skulde sætte sig i besiddelse af den store dansk-norske krigsflaade for at benytte den mod England. Dette fik englænderne at vide, uvist hvorledes. De sendte straks en flaade og en hær til Danmark og fordrede flaaden udleveret indtil krigens slutning. Denne fordring blev afslaaet, og den engelske hær gjorde landgang paa Sjælland og bombarderede Kjøbenhavn (Kjøbenhavns bombardement 1807). Den danske regjering blev nødt til at give efter, og engelskmændene tog hele flaaden med sig og gav den aldrig tilbage. Dette overfald havde til følge, at Danmark-Norge sluttede forbund med Napoleon og erklærede England og Sverige krig.

Efter Tilsiter-freden lod Napoleon Portugal besætte og kundgjorde: «Huset Braganza har ophørt at regjere i Portugal.» Kongefamilien flygtede til Brasilien. Den spanske konge havde den hele tid været Napoleons tro forbundsfælle; men Napoleon lod sig ikke længere nøie dermed. Han tvang ham til at nedlægge regjeringen, og skjænkede Spaniens trone til sin broder Josef, tidligere konge i Neapel. I Josefs sted indsattes Napoleons svoger, ryttergeneralen Murat (Myrá), 235til konge i Neapel. Spanierne blev dybt krænket over denne fremfærd og gjorde opstand mod sin nye konge. De førte kampen mest som guerillakrig (smaakrig). Napoleon maatte tilsidst selv derned med sin storarmé. Denne kamp i Spanien kostede ham et par hundrede tusende af hans bedste soldater, og alligevel blev opstanden ikke dæmpet. Spanierne fik siden hjælp af en engelsk hær under den dygtige general Wellington.

Napoleon paa høiden af sin magt.

Napoleon blev kaldt bort fra Spanien, da Østerrig atter vovede at erklære ham krig (1809). Den østerrigske hær kjæmpede tappert og gjorde en haardnakket modstand; men alt var uden nytte. Napoleon vandt en afgjørende seier ved Wagram (nord for Wien), og keiser Frants maatte kjøbe sig fred ved at afstaa sine illyriske provinser. Omtrent samtidig opgav ogsaa Sverige krigen. Napoleon havde nu fred med alle undtagen med England, og hans magt strakte sig ud over store dele af Europa. Men en ting manglede han, og det var en arving til sit store rige. Han var gift med Josefine, enke efter general Beauharnais (Baaharnæ). Hun havde to børn af første egteskab, en søn Eugen, vicekonge i Italien, og en datter Hortense, gift med kong Ludvig af Holland; men hendes egteskab med Napoleon var barnløst. Han lod sig derfor skille fra Josefine og egtede i 1810 keiser Frants's datter Marie Louise. Hun fødte ham aaret efter en søn, som i vuggen kaldtes konge af Rom.

Toget til Rusland (1812).

Snart kjølnede forholdet mellem Napoleon og keiser Aleksander. Napoleon beskyldte Aleksander for ikke at overholde fastlandssystemet, og erklærede Rusland krig. Med en hær paa over en halv million drog han i 1812 ind i Rusland. Marschen gik bent paa Moskva. Russerne trak sig tilbage og ødelagde landet rundt omkring; først i nærheden af Moskva satte de sig til modverge, men blev slaaet efter en haardnakket og blodig kamp. Moskva blev besat af de franske; men russerne satte ild paa byen, og trods alle forsøg paa at slukke, brændte størstedelen og dermed alle forraad som fandtes der. Russerne forstod dernæst at opholde Napoleon ved underhandlinger, og da han 236tilsidst maatte bestemme sig for at gaa tilbage, stod vinteren for døren. Den kom dette aar meget tidlig og var usedvanlig haard. Soldaterne var ikke rustet paa et vinterfelttog og led forfærdelig af kulde og sult. En stor mængde frøs ihjel, andre dræbtes af de forfølgende russere. Værst gik det da hæren skulde over elven Berésina (en bielv til Dnjepr). Overgangen skede midt under russernes angreb; en bro gik istykker, og en mængde omkom. Baade ved denne leilighed, og ellers under tilbagetoget udmerkede især marschal Ney (Næ) sig ved sit mod og sin udholdenhed. Kun med nogle tusende mand naaede Napoleon grænsen og ilede øieblikkelig til Paris for at reise en ny hær.

Befrielseskrigen (1813—1814).

Napoleons uheld i Rusland gav det undertrykte Tyskland nyt mod. De franske var her forhadte paa grund af sin overmodige optræden, og fædrelandssindede mænd havde længe arbeidet paa at vække nationalfølelsen i det før splittede land, og vise det nedværdigende i at tyskerne fandt sig i at trælle under franskmændene. Kongen af Preussen udstedte et opraab til sit folk, hvori han opfordrede det til at reise sig til kamp mod Napoleon, som endnu holdt de fleste tyske fæstninger besat. Fra alle kanter strømmede det unge mandskab til fanerne. I Sverige styrede dengang kronprinsen Karl Johan, tidligere marschal Bernadotte; mod løfte om at faa Norge sluttede han sig til England, Rusland og Preussen, og satte med en svensk hær over til Nordtyskland. Vaaren 1813 rykkede Napoleon ind i Tyskland med en ny hær og var i begyndelsen heldig. Keiser Frants søgte at mægle fred; men da Napoleon afslog hans meget fordelagtige tilbud, forenede han sig med hans fiender. Disse trak sig nu tættere og tættere sammen om den franske hovedhær, og i oktober kom det til et afgjørende slag ved Leipzig. Napoleon havde ikke mere end halvdelen saa mange folk som hans modstandere. Kampen rasede i tre dage. Tilsidst maatte franskmændene vige, og tilbagetoget gik over til vild flugt; først vest for Rhinen lykkedes det Napoleon at samle levningerne af sin hær.

Alle de underkuede folk afkastede nu det franske herredømme, saa Napoleon stod alene mod hele Europa. Fra alle 237kanter satte de forenede hære sig i bevægelse mod Frankrig. Karl Johan drog dog først med sin af svensker, russer og tyskere bestaaende hær mod Danmark og tvang kong Fredrik 6 til i freden til Kiel at afstaa Norge (14de januar 1814). Derpaa gik ogsaa han mod Frankrig. Napoleon havde kun en ringe styrke at stille mod sine overmægtige fiender; men aldrig har han vist en større, en mere glimrende dygtighed end under denne sidste fortvilelsens kamp vaaren 1814. Han vandt en række slag, men kunde ikke hindre fienden i at nærme sig Paris. Da ogsaa denne by overgav sig, opgav han kampen. Han gjorde for sig og sine arvinger afkald paa Frankrigs trone, men beholdt keisertitelen og fik øen Elba. Ludvig 16's broder, Ludvig 18¹, blev fransk konge, og med ham sluttedes fred i Paris (1ste Pariser-fred 1814). Frankrig mistede alle sine erobringer. Der aftaltes videre, at der skulde holdes en kongres i Wien, hvor Europas forstyrrede forhold atter skulde ordnes.

Wiener-kongressen. De hundrede dage. (1814—1815).

I Wien samledes en hel del af Europas fyrster og første statsmænd. Man blev enig om mest muligt atter at indsætte de gamle (legitime) fyrstehuse. Men samtidig vilde de magter som havde kjæmpet mod Napoleon, have nogen løn herfor; især stillede Preussen og Rusland store krav. Der opstod saaledes snart rivninger og uenighed. Dette gav Napoleon mod til at vende tilbage til Frankrig. Vaaren 1815 landede han med kun 1100 mand i Sydfrankrig. Overalt sluttede soldaterne sig til ham; naar han med blottet bryst gik mod dem og raabte: «Hvo som vil, han skyde sin keiser!» svarede de med raabet: «Keiseren leve!» og gik over. Marschal Ney havde lovet Ludvig 18 at fange Napoleon; men det gik ligedan med ham. Napoleon stod snart i Paris; Ludvig 18 havde maattet flygte. Keiserdømmet oprettedes paany, og de saakaldte 100 dage begynder; kun saa længe varede nemlig Napoleons magt denne gang.

Napoleon skrev til Wiener-kongressen og lovede at ville holde fred, hvis man vilde anerkjende ham som Frankrigs keiser. Tilbudet afvistes; han erklæredes for en forstyrrer af 238Europas fred, og 1 million soldater rettede atter sin marsch mod Frankrig. Napoleon rykkede ind i Belgien og slog her en preussisk hær under Blücher. To dage efter (18de juni 1815) mødte han ved Waterloo (syd for Brüssel) engelskmændene under Wellington. Englænderne maatte efter en blodig kamp vige; men i sidste øieblik kom Blücher, som havde forstaaet at undgaa sine forfølgere, til undsætning. En ny kamp begyndte. De udmattede franske soldater kunde ikke længer holde stand; kun Napoleons gamle garde vilde ikke flygte, men lod sig hugge ned. Napoleon selv ilede til Paris for at redde tronen for sin søn. Men forgjæves; alt var tabt. Han vilde flygte til Amerika; men alle havne var spærret af engelskmændene. Han gik da ombord paa et engelsk krigsskib og gav sig til fange. Efter Wiener-kongressens beslutning førtes han til den lille klippeø St. Helena og holdtes her i fangenskab til sin død i 1821. Hans lig blev senere ført til Paris og hviler nu i Invalidehotellets gravhvælving.

Ludvig 18 indsattes atter paa Frankrigs trone, og den anden Pariser-fred sluttedes. Frankrig maatte betale en stor sum penge i krigserstatning, og finde sig i at en fremmed hær i tre aar holdt vagt i dets grænsefæstninger.

Samme aar (1815) blev Wiener-kongressen færdig med sit arbeide. De vigtigste af dens bestemmelser var følgende:

1. Af storhertugdømmet Varschau oprettedes et kongerige Polen, som forenedes med Rusland. Dette land beholdt ogsaa Finland.

2. Preussen fik til erstatning for tabte polske besiddelser halvdelen af kongeriget Sachsen samt provinserne Westfalen og Rhinprovinsen.

3. Østerrig fik Venedig og Dalmatien istedenfor Belgien.

4. Belgien forenedes med Holland til et kongerige Nederlandene under det oraniske hus's styre.

5. I Italien gjenoprettedes de gamle stater undtagen republikerne Venedig og Genua; den sidste gaves til kongen af Sardinien; Venedig gaves til Østerrig.

2396. England fik Malta, de joniske øer samt endel kolonier, som Kaplandet.

7. Det tyske rige gjenoprettedes ikke paany. De tyske stater, som var svundet ind til et antal af omtrent 40, forenedes til det tyske forbund med Østerrig i spidsen. Alle fællessager skulde afgjøres af forbundsdagen, som samledes i Frankfurt am Main og bestod af udsendinger fra alle de tyske stater; den østerrigske udsending førte forsædet.

Norden havde imidlertid selv ordnet sine forhold. Norge havde som selvstændigt kongerige indgaaet forening med Sverige, og Danmark havde af Preussen tilbyttet sig hertugdømmet Lauenburg for svensk Pommern.

229

Krigen mot utlandet var imidlertid fortsatt med held av de nye generaler, som kom opp under revolusjonen. Belgien var erobret og innlemmet i Frankrig. Holland var beseiret og omdannet til en med Frankrig forbundet republikk. Spanien gikk over fra å være Frankrigs fiende til å bli dets forbundsfelle, og Preussen trakk seg ut av krigen (1795). I 1796 tog krigen mot Østerrig en uventet gunstig vending. Dette skyldtes Napoleon Bonaparte. Denne var født i året 1769 på Korsika, som dengang nettopp var blitt fransk. Som offiser fikk han først anledning til å vise sin dyktighet under Toulons beleiring. Senere hadde han hjulpet konventet med å kue en oppstand i Paris. Til belønning herfor ble han utnevnt til general og fikk i 1796, blot 26 år gammel, befaling over en hær som skulle angripe østerrikerne i Norditalien, samtidig med at to større hære sendtes inn i Tyskland. De tropper Napoleon fikk anførselen over, var i en elendig forfatning; krigskassen var tom, og det var dårlig både med klæder, våpen og mat. Men han førte dem fra seier til seier og vant ved sin personlige tapperhet og sin glimrende førerdyktighet soldaternes beundring og hengivenhet. De italienske stater måtte slutte fred. Østerrikerne ble slått gang på gang, og Napoleon trengte frem mot Wien. Da måtte også Østerrig oppgi kampen (1797). Det avstod Belgien og Lombardiet. Lombardiet omgjordes til den cisalpinske republikk, som knyttedes nær til Frankrig.

Toget til Ægypten (1798).

England stod nå alene igjen av Frankrigs fiender. Napoleon foreslo å bekjempe England ved erobring av Ægypten; derfra kunne man rette et angrep på Indien og søke å fravriste England dette land, på hvis besittelse dets velstand for en stor del beroede. I 1798 drog Napoleon av sted med en hær og flåte. Han landet lykkelig i Ægypten, som beherskedes av de krigerske mamelukker, men stod under Tyrkiets overhøyhet. Ved foten av pyramidene ble mamelukernes rytterhær slått, og landet ble erobret av franskmennene. Men deres 230flåte ble ødelagt av engelskmennene under admiral Nelson i slaget ved Abukir, og Napoleon og hans hær var således avskåret fra enhver forbindelse med hjemlandet.

Napoleon blir første-konsul (1799).

I Frankrig var der imidlertid paany blitt uro. Det lyktes ikke direktorerne å skaffe orden til veie; den største forvirring rådde overalt. Verst var det med pengevæsenet; dette hadde under hele revolusjonen vært i uorden; men nå var tilstanden blitt rent håpløs, og misnøyen var stor. Ikke desto mindre opptrådte regjeringen meget hensynsløst og overmodig ligeoverfor utlandet. Der dannedes derfor en ny, den annen koalisjon med England, Østerrige og Rusland i spidsen (1798—1801). De franske ble fordrevet fra hele Italien, og selve Frankrig truedes. Disse tidender fikk Napoleon i Ægypten; engelskmennene sendte ham nemlig endel aviser, i den tro at det ganske skulle betage ham og hans hær motet. Men Napoleon overlot kommandoen til en av sine generaler og gikk ombord på et fransk skip, som tilfeldig kom innom. Lykken fulgte ham; han slapp forbi de engelske kryssere og nådde Frankrig. Her modtoges han overalt med jubel. Man så i ham den der skulle fri landet ut av den herskende forvirring og nød, og føre krigen mot utlandet til en seierrik ende. Han ilede til Paris for ved hærens hjelp å styrte den bestående regjering. De lovgivende forsamlinger ble sprengt ved våpenmakt, og direktorerne ble avsatt. Der udarbeidedes en ny forfatning. I spidsen for staten skulle der stå 3 konsuler, hvorav dog den ene, førstekonsulen, hadde makten. Folket skulle utøve sine rettigheter gjennom en representasjon; men da det kom til stykket, fikk denne lite å bety. Makten samledes i Napoleons hånd, da han utnevntes til førstekonsul (1799).

2den koalitionskrig endes.

Napoleons første oppgave var å skaffe landet en ærefull fred. I 1800 rykket han ad uveisomme passe over Alperne ned i Italien og overraskede her østerrikerne, som han etter en hårdnakket kamp slo ved Marengo (syd for Po). Hermed var Italien vundet tilbake, og Østerrig måtte slutte fred (1801). Rusland hadde allerede trukket seg ut av krigen. Atter stod England alene 231igjen. Engelskmennene hadde benyttet kampen med Frankrig og dets forbundsfeller Spanien og Holland til enda mer å befeste sitt herredømme på havet. Deres opptreden mot de neutrale magters skip var enda mer hensynsløs, enn

den hadde vært under nordamerikanernes frihetskamp (side 196). Danmark-Norge, Sverige og Rusland fornyede derfor i 1800 den væbnede nøytralitet. Men England svarte med å sende ut en stor flåte, som under Nelson angrep den dansk-norske flåte utenfor Kjøbenhavn (slaget på 232Kjøbenhavns red den 2den april 1801). Engelskmennene møtte tapper motstand og måtte trekke seg ut av slaget med uforrettet sak. Men da Sverige og Rusland falt fra, satte de allikevel igjennom å få den væbnede nøytralitet oppløst. Også i England begynte man imidlertid å bli kjed av krigen, så det i 1802 kom til fred, etter at franskmennene hadde rømmet Ægypten.

Konsularregjeringen (1799—1804).

Napoleon tog nå fat på ordningen av Frankrigs indre forhold. Revolusjonen hadde opphevet det gamle uten å nå til å sette noe nytt isteden. Alt måtte derfor ordnes fra nytt av. Napoleon viste også under dette arbeide stor dyktighet. I flere år hadde man følt savnet av en lovbok, som gjennomførte alle borgeres likhet for loven. Nå utgaves Code Napoleon (Kaad Napoleóng), som var et utmerket arbeide og ennå er gjeldende rett. Den katolske kirke gjeninnførtes atter, og der kom en overenskomst i stand med paven (konkordatet). Men fremfor alt søkte Napoleon å utslette alle spor av de gamle partier; han samlet om seg og benyttet alle dyktige menn uten hensyn til tidligere partistilling. De ivrigste kongeligsindede og de ivrigste republikanere kunne han dog ikke vinde. Disse stiftede gjentatte gange sammensvergelser mot ham, og der gjordes flere forsøk på å myrde ham; men alle mislyktes, og førte blot til at han vant en enda fastere stilling. Man mente at den største sikkerhet for landets ro lå i å gjøre Napoleons makt livsvarig og arvelig. I 1804 udraabtes han til keiser etter alminnelig stemmegivning av alle voksne menn. Paven kom endog til Paris for å salve ham; men han satte selv kronen på sitt hode. Dette skjedde 2 dec. 1804.

Keiserdømmet.

Som keiser regjerte Napoleon uinnskrenket; alt bøyde seg for hans vilje. Han omgav seg med et glimrende hof. Hans brødre ble prinser og hans søstre prinsesser; hans første generaler ophøiedes til marskaller, og der oprettedes en ny adel med titler av hertuger og grever; allerede tidligere var æreslegionens orden stiftet. Trass alt bevaredes dog alles likhet for loven, og den nye adel fikk ikke arvelige forrettigheder, således som den gamle hadde hatt. Samtidig fortsatte Napoleon med sine bestrebelser for 233landets oppkomst. Der byggedes veie og kanaler; fabrikkdrift og andre næringsveier tog et stort oppsving.

3dje koalitionskrig (1805).

Da Napoleon var blitt keiser, omdannet han den cisalpinske republikk til kongeriket Italien og lot seg selv velge til konge. Østerrig og Rusland ville ikke finne seg i at han på denne måte også underla seg Italien, og sluttet forbund med England, som allerede tidligere igjen hadde begynt krig med Frankrig. Også Sverige tiltrådte forbundet, og den 3dje koalitionskrig begynte (1805). Englenderne ødela den fransk-spanske flåte i sjøslaget ved Trafalgár (syd for Cadix); i slaget falt deres store admiral Nelson. Men tillands var Napoleon som sedvanlig heldig; han kastet seg med sin hær over Østerrig. Wien ble tatt, og årsdagen etter Napoleons kroning stod trekeiserslaget ved Austerlitz i Mähren (2 dec. 1805). Foruten Napoleon deltok keiser Aleksander av Rusland og keiser Frants av Tyskland i slaget. Franskmennene var de forenede russere og østerrikere underlegne i tal, men vant en avgjørende seier. Østerrig måtte derpå slutte fred.

Slaget ved Austerlitz skaffet Napoleon herredømmet også i Tyskland. Det tysk-romerske keiserrike ophævedes i 1806, og keiser Frants førte fra nå av tittelen keiser av Østerrig. Baiern og Würtemberg ble kongeriker og dannede med endel andre syd- og vesttyske lande Rhinforbundet, der tok Napoleon til protektor eller overherre. Samtidig innsatte Napoleon sin eldste bror Josef til konge i Neapel, og den yngre Ludvig til konge i Holland. Hans stesønn Eugen ble visekonge i Italien.

Krig med Preussen (1806—1807). Fastlandssystemet.

Kongen av Preussen ville ikke tåle at Napoleon således spilte herre i Tyskland. Han forlangte at franskmennene skulle rømme Tyskland. Napoleon svarte med straks å angripe Preussen. Han slo i en fart den preussiske hær¹ (1806), tog Berlin og holdt nesten hele landet besatt. Russerne kom Preussen til hjelp, men ble fullstendig beseiret i slaget ved Friedland i Østpreussen. Der sluttedes derpå fred i 234Tilsit i samme landskap (1807). Preussen mistet halvparten av sine lande. Av de avståtte landskaper i Vesttyskland dannede Napoleon kongeriket Westfalen, som han ga til sin yngste bror Jerome. Av Preussens polske besittelser dannedes storhertugdømmet Varschau, som ble gitt til kongen av Sachsen. Den unge russiske keiser Aleksander 1 ble under samværet i Tilsit grepet av den største beundring for Napoleon, og de to keisere ble enige om å dele herredømmet i Europa og i fellesskap bekjempe England. Dette skulle først og fremst ske ved det såkalte fastlandssystem. Det skulle paasees at ingen engelske varer indførtes på det europeiske fastland; hensikten var å knekke England ved å lamme dets handel og industri. Alle makter i Europa skulle drives til å gå inn herpå. Rusland fikk i oppgave å tvinge Sverige, hvis stivsinnede konge Gustav 4 Adolf fremdeles fortsatte kampen mot Napoleon. Aleksander erklærte Sverige krig og benyttet leiligheten til å ta Finland.

Der ble i Tilsit truffet en hemmelig avtale om at Napoleon skulle sette seg i besittelse av den store dansk-norske krigsflåte for å benytte den mot England. Dette fikk englenderne å vite, uvist hvorledes. De sendte straks en flåte og en hær til Danmark og fordret flåten utlevert inntil krigens slutning. Denne fordring ble avslått, og den engelske hær gjorde landgang på Sjælland og bombarderede Kjøbenhavn (Kjøbenhavns bombardement 1807). Den danske regjering ble nødt til å gi etter, og engelskmennene tog hele flåten med seg og ga den aldri tilbake. Dette overfall hadde til følge, at Danmark-Norge sluttet forbund med Napoleon og erklærede England og Sverige krig.

Etter Tilsiter-freden lot Napoleon Portugal besette og kunngjorde: «Huset Braganza har opphørt å regjere i Portugal.» Kongefamilien flyktet til Brasilien. Den spanske konge hadde den hele tid vært Napoleons tro forbundsfelle; men Napoleon lot seg ikke lenger nøye dermed. Han tvang ham til å nedlegge regjeringen, og skjenket Spaniens trone til sin bror Josef, tidligere konge i Neapel. I Josefs sted indsattes Napoleons svoger, ryttergeneralen Murat (Myrá), 235til konge i Neapel. Spanierne ble dypt krenket over denne fremferd og gjorde oppstand mot sin nye konge. De førte kampen mest som guerillakrig (småkrig). Napoleon måtte til sist selv derned med sin storarmé. Denne kamp i Spanien kostet ham et par hundre tusende av hans beste soldater, og allikevel ble oppstanden ikke dempet. Spanierne fikk siden hjelp av en engelsk hær under den dyktige general Wellington.

Napoleon på høyden av sin makt.

Napoleon ble kalt bort fra Spanien, da Østerrig atter vovede å erklære ham krig (1809). Den østerrikske hær kjempet tappert og gjorde en hårdnakket motstand; men alt var uten nytte. Napoleon vant en avgjørende seier ved Wagram (nord for Wien), og keiser Frants måtte kjøpe seg fred ved å avstå sine illyriske provinser. Omtrent samtidig oppga også Sverige krigen. Napoleon hadde nå fred med alle unntagen med England, og hans makt strakte seg ut over store dele av Europa. Men en ting manglet han, og det var en arving til sitt store rike. Han var gift med Josefine, enke etter general Beauharnais (Baaharnæ). Hun hadde to barn av første ekteskap, en sønn Eugen, visekonge i Italien, og en datter Hortense, gift med kong Ludvig av Holland; men hennes ekteskap med Napoleon var barnløst. Han lot seg derfor skille fra Josefine og egtede i 1810 keiser Frants's datter Marie Louise. Hun fødte ham året etter en sønn, som i vuggen kaltes konge av Rom.

Toget til Rusland (1812).

Snart kjølnet forholdet mellom Napoleon og keiser Aleksander. Napoleon beskyldte Aleksander for ikke å overholde fastlandssystemet, og erklærede Rusland krig. Med en hær på over en halv million drog han i 1812 inn i Rusland. Marsjen gikk bent på Moskva. Russerne trakk seg tilbake og ødela landet rundt omkring; først i nærheten av Moskva satte de seg til motverge, men ble slått etter en hårdnakket og blodig kamp. Moskva ble besatt av de franske; men russerne satte ild på byen, og trass alle forsøk på å slukke, brente størstedelen og dermed alle forråd som fantes der. Russerne forstod dernest å oppholde Napoleon ved underhandlinger, og da han 236til sist måtte bestemme seg for å gå tilbake, stod vinteren for døren. Den kom dette år meget tidlig og var usedvanlig hard. Soldatene var ikke rustet på et vinterfelttog og led forferdelig av kulde og sult. En stor mengde frøs ihjel, andre dræbtes av de forfølgende russere. Verst gikk det da hæren skulle over elven Berésina (en bielv til Dnjepr). Overgangen skjedde midt under russernes angrep; en bro gikk i stykker, og en mengde omkom. Både ved denne leilighet, og ellers under tilbaketoget udmerkede især marskalk Ney (Næ) sig ved sitt mot og sin utholdenhet. Kun med noen tusende mann nådde Napoleon grensen og ilede øyeblikkelig til Paris for å reise en ny hær.

Befrielseskrigen (1813—1814).

Napoleons uhell i Rusland ga det undertrykte Tyskland nyt mot. De franske var her forhatte på grunn av sin overmodige opptreden, og fædrelandssindede menn hadde lenge arbeidet på å vekke nasjonalfølelsen i det før splittede land, og vise det nedverdigende i at tyskerne fant seg i å trelle under franskmennene. Kongen av Preussen utstedte et opprop til sitt folk, hvori han oppfordret det til å reise seg til kamp mot Napoleon, som ennå holdt de fleste tyske festninger besatt. Fra alle kanter strømmet det unge mannskap til fanene. I Sverige styrte dengang kronprinsen Karl Johan, tidligere marskalk Bernadotte; mot løfte om å få Norge sluttet han seg til England, Rusland og Preussen, og satte med en svensk hær over til Nordtyskland. Våren 1813 rykket Napoleon inn i Tyskland med en ny hær og var i begynnelsen heldig. Keiser Frants søkte å megle fred; men da Napoleon avslo hans meget fordelaktige tilbud, forente han seg med hans fiender. Disse trakk seg nå tettere og tettere sammen om den franske hovedhær, og i oktober kom det til et avgjørende slag ved Leipzig. Napoleon hadde ikke mer enn halvdelen så mange folk som hans motstandere. Kampen raste i tre dage. Til sist måtte franskmennene vike, og tilbaketoget gikk over til vill flukt; først vest for Rhinen lyktes det Napoleon å samle levningene av sin hær.

Alle de underkuede folk afkastede nå det franske herredømme, så Napoleon stod alene mot hele Europa. Fra alle 237kanter satte de forenede hære seg i bevegelse mot Frankrig. Karl Johan drog dog først med sin av svensker, russer og tyskere bestående hær mot Danmark og tvang kong Fredrik 6 til i freden til Kiel å avstå Norge (14de januar 1814). Derpå gikk også han mot Frankrig. Napoleon hadde kun en ringe styrke å stille mot sine overmektige fiender; men aldri har han vist en større, en mer glimrende dyktighet enn under denne siste fortvilelsens kamp våren 1814. Han vant en rekke slag, men kunne ikke hindre fienden i å nærme seg Paris. Da også denne by overgav seg, oppga han kampen. Han gjorde for seg og sine arvinger avkall på Frankrigs trone, men beholdt keisertitelen og fikk øen Elba. Ludvig 16's bror, Ludvig 18¹, ble fransk konge, og med ham sluttedes fred i Paris (1ste Pariser-fred 1814). Frankrig mistet alle sine erobringer. Der aftaltes videre, at der skulle holdes en kongress i Wien, hvor Europas forstyrrede forhold atter skulle ordnes.

Wiener-kongressen. De hundre dage. (1814—1815).

I Wien samledes en hel del av Europas fyrster og første statsmenn. Man ble enig om mest mulig atter å innsette de gamle (legitime) fyrstehus. Men samtidig ville de makter som hadde kjempet mot Napoleon, have noen løn herfor; især stillede Preussen og Rusland store krav. Der opstod således snart rivninger og uenighet. Dette ga Napoleon mot til å vende tilbake til Frankrig. Våren 1815 landet han med kun 1100 mann i Sydfrankrig. Overalt sluttet soldatene seg til ham; når han med blottet bryst gikk mot dem og ropte: «Hvo som vil, han skyde sin keiser!» svarte de med raabet: «Keiseren leve!» og gikk over. Marskalk Ney hadde lovet Ludvig 18 å fange Napoleon; men det gikk likedan med ham. Napoleon stod snart i Paris; Ludvig 18 hadde måttet flykte. Keiserdømmet oprettedes paany, og de såkalte 100 dage begynner; kun så lenge varte nemlig Napoleons makt denne gang.

Napoleon skrev til Wiener-kongressen og lovede å ville holde fred, hvis man ville anerkjenne ham som Frankrigs keiser. Tilbudet avvistes; han erklæredes for en forstyrrer av 238Europas fred, og 1 million soldater rettet atter sin marsj mot Frankrig. Napoleon rykket inn i Belgien og slo her en preussisk hær under Blücher. To dage etter (18de juni 1815) møtte han ved Waterloo (syd for Brüssel) engelskmennene under Wellington. Englenderne måtte etter en blodig kamp vike; men i siste øyeblikk kom Blücher, som hadde forstått å unngå sine forfølgere, til unnsetning. En ny kamp begynte. De utmattede franske soldater kunne ikke lenger holde stand; kun Napoleons gamle garde ville ikke flykte, men lot seg hugge ned. Napoleon selv ilede til Paris for å redde tronen for sin sønn. Men forgjeves; alt var tapt. Han ville flykte til Amerika; men alle havne var sperret av engelskmennene. Han gikk da ombord på et engelsk krigsskip og ga seg til fange. Etter Wiener-kongressens beslutning førtes han til den lille klippeø St. Helena og holdtes her i fangenskap til sin død i 1821. Hans lig ble senere ført til Paris og hviler nå i Invalidehotellets gravhvelving.

Ludvig 18 indsattes atter på Frankrigs trone, og den annen Pariser-fred sluttedes. Frankrig måtte betale en stor sum penger i krigserstatning, og finne seg i at en fremmed hær i tre år holdt vagt i dets grensefestninger.

Samme år (1815) ble Wiener-kongressen ferdig med sitt arbeide. De viktigste av dens bestemmelser var følgende:

1. Av storhertugdømmet Varschau oprettedes et kongerike Polen, som forenedes med Rusland. Dette land beholdt også Finland.

2. Preussen fikk til erstatning for tapte polske besittelser halvdelen av kongeriket Sachsen samt provinsene Westfalen og Rhinprovinsen.

3. Østerrig fikk Venedig og Dalmatien istedenfor Belgien.

4. Belgien forenedes med Holland til et kongerike Nederlandene under det oraniske hus's styre.

5. I Italien gjenoprettedes de gamle stater unntagen republikkene Venedig og Genua; den siste gaves til kongen av Sardinien; Venedig gaves til Østerrig.

2396. England fikk Malta, de joniske øyer samt endel kolonier, som Kaplandet.

7. Det tyske rike gjenoprettedes ikke paany. De tyske stater, som var svunnet inn til et antall av omtrent 40, forenedes til det tyske forbund med Østerrig i spidsen. Alle fellessaker skulle avgjøres av forbundsdagen, som samledes i Frankfurt am Main og bestod av utsendinger fra alle de tyske stater; den østerrikske utsending førte forsetet.

Norden hadde imidlertid selv ordnet sine forhold. Norge hadde som selvstendig kongerike inngått forening med Sverige, og Danmark hadde av Preussen tilbyttet seg hertugdømmet Lauenburg for svensk Pommern.