219

I mai 1789 samledes rigets stænder i Versailles. Der mødte 300 adelsmænd, 300 geistlige og 600 fra tredjestanden. Spørgsmaalet var, om de tre stænder som i gamle dage skulde forhandle 220hver for sig, eller i fællesskab. Tredjestanden forlangte det sidste; kun da vilde den have nytte af sine 600 stemmer; ellers vilde den blive overstemt af de to andre stænder. Adelen og geistligheden fordrede at hver stand skulde forhandle for sig og hver have én stemme. Da erklærede tredjestandens medlemmer sig for nationalforsamling; de tilsvor hverandre ikke at skilles før de havde givet Frankrig en ny grundlov, og opfordrede de andre stænder til at slutte sig til dem. Kongen indkaldte alle tre stænder til et møde, kundgjorde som sin vilje at hver stand skulde forhandle for sig, og befalede dem at gaa til sine forsamlingsrum. Kongen fjernede sig, og adel og geistlighed adlød befalingen; men tredjestanden blev siddende. Kongens ceremonimester spurgte om de ikke havde hørt kongens befaling. Grev Mirabeau¹ (Mirabaa) gav da til svar at de sad der som det franske folks udsendinger og kun veg for bajonetternes magt. Kongen gav efter og opfordrede de andre stænder til at forene sig med tredjestanden. De fleste gjorde saa, og den grundlovgivende forsamling kunde nu tage fat paa sit arbeide: at give Frankrig en ny forfatning.

Snart fik atter hoffet magten over den svage konge. Han begyndte at trække tropper sammen om Versailles og Paris for at opløse eller ialfald øve tryk paa nationalforsamlingen. Da rygterne herom naaede Paris, opstod den voldsomste gjæring; thi hele byens befolkning stod paa tredjestandens side. Folketalere ophidsede mængden. Vaabenhandlernes lagere plyndredes, og den 14de juli 1789 rykkede store skarer frem mod fæstningen Bastillen, der beherskede Paris med sine kanoner, og desuden var forhadt som gammelt statsfængsel. Besætningen var svag, og efter et par timers kamp negtede den at kjæmpe mod folket. Borgen maatte overgive sig; kommandanten og andre af forsvarerne blev myrdet, og deres afhuggede hoveder blev baaret rundt i byen paa stænger. Et folkevalgt kommuneraad indsattes i Paris for at styre byens anliggender, og en borgervæbning (nationalgarde) 221oprettedes. Til chef for denne valgtes Lafayette (side 196). Bastillen blev nedrevet og jevnet med jorden.

Paris's eksempel smittede. I byerne og paa landet reiste folket sig og stormede adelens slotte. En mængde adelsmænd flygtede ud af landet, dels for at redde livet, dels for at bevæge fremmede fyrster til at skride ind i Frankrig. Disse flygtninger kaldtes emigranterne; den første af dem var kongens yngste broder Karl af Artois. Nationalforsamlingen, som foreløbig ikke havde noget at frygte, ophævede

natten 4de—5te august al standsforskjel og alle særrettigheder; alle skulde være lige i byrder som i rettigheder. Hele den gamle samfundsorden omstyrtedes saaledes med ett slag.

I Paris vedblev der at herske uro og uorden; opløb og plyndringer hørte til dagens orden. Derved blev arbeidsløsheden endnu større, og den føltes dobbelt haardt, da der just var den største dyrtid, især paa korn; der havde nemlig været misvekst i Frankrig flere aar itræk. Regjeringen anvendte store summer paa Paris's forsyning, men uden synderlig nytte. Mængden mente at det vilde blive bra, hvis kongen flyttede til byen. I de første dage af oktober drog store skarer, mest 222kvinder, ud til Versailles og tvang den kongelige familie til at blive med til Paris. Nationalforsamlingen fulgte, og baade den og kongen kom derved i afhængighed af Pariser-mængden. Ledelsen kom mere og mere til at ligge hos de mange politiske foreninger (klubber), som beherskede mængden. Vigtigst blandt disse blev jakobinerklubben.1

Den grundlovgivende forsamling fortsatte sit arbeide med at ordne Frankrigs forhold og særlig forfatningen. Man blev enig om at der skulde være en konge med indskrænket magt samt en nationalforsamling bestaaende af ett kammer. Kongen skulde kun have suspensivt eller udsættende veto ligeoverfor nationalforsamlingens beslutninger. Den gamle provinsinddeling afskaffedes, og landet blev delt i departementer. Klostrene ophævedes; deres og kirkens store jordgods inddroges under staten. Presterne skulde lønnes af staten og vælges af menighederne; paven mistede al magt over den franske kirke. Denne nye kirkeordning havde til følge, at størsteparten af den lavere geistlighed, d. v. s. de almindelige prester, forlod nationalforsamlingens parti, som de hidtil havde støttet. De vilde ikke aflægge ed paa den nye ordning, som de fandt stridende mod den katholske kirkes lære. Disse ednegtende prester blev afsat og senere haardt forfulgt. De inddragne godser blev efterhaanden solgt i mindre dele; derved opstod en talrig jordeiende bondestand, noget landet hidtil havde savnet.

Under disse forhandlinger havde gjæringen uafbrudt holdt sig i Paris. Der udøvedes et stadig stigende tryk paa nationalforsamlingen og regjeringen fra Parisermængdens side. Kongens stilling blev mere og mere vanskelig; han var næsten en fange i sit eget slot. Det saa en stund ud til at han skulde finde støtte hos Mirabeau, som i begyndelsen havde været revolutionens leder, men havde begyndt at nærme sig kongen for atter at faa indført ordnede forhold; men han døde pludselig. Kongen bestemte sig tilsidst til at flygte. Med sin familie slap han ud af Paris og nærmede sig allerede den 223belgiske grænse, da han blev gjenkjendt og ført tilbage til Paris. Det blev besluttet at magten midlertidig skulde fratages ham, indtil den nye forfatning var færdig. Denne blev vedtaget ud paa høsten 1791 og blev straks besvoret af kongen. Den grundlovgivende forsamling blev derpaa opløst.

Den lovgivende forsamling (1791—1792).

Dagen efter traadte den i grundloven bestemte folkerepræsentation (svarende til vort storting) sammen. Den har faaet navn af den lovgivende forsamling, da dens vigtigste opgave var at give love, som passede til den nye frie forfatning. De fleste inden forsamlingen var tilhængere af det indskrænkede kongedømme, som nu var Frankrigs regjeringsform. Disse satte sig i forsamlingssalen paa høire side; til venstre sad republikanerne; paa den maade opstod navnene høire og venstre. Blandt republikanerne var der to partier: girondinerne1 og jakobinerne. De sidste var de som gik videst; de stod ogsaa i forbindelse med mængden i Paris og styredes af jakobinerklubben. Den som havde ledelsen i denne, var Robespierre (Robespiérr), en ung, ærgjerrig sagfører, der var en blind tilhænger af Rousseaus meninger. Han besad ikke nogen større dygtighed, men havde en merkelig evne til at skaffe sig magt og indflydelse. Dette opnaaede han mest ved at nedsætte og vække mistanke mod andre, medens han forstod at fremstille sig selv som den uegennyttige og ubestikkelige frihedsven, noget hvortil hans personlig hæderlige vandel hjalp ham. Stor indflydelse havde ogsaa den djerve, veltalende Danton (Dantóng). Ogsaa han var sagfører og overgik Robespierre i dygtighed. Endelig maa nævnes Marat (Mará), som tidligere havde været dyrlæge. Han var et blodtørstigt uhyre, fuld af had mod alle som stod over ham.

Gironden fik efter en tid ledelsen i forsamlingen, og kongen maatte tage sit statsraad blandt dens tilhængere. Imidlertid havde emigranterne samlet sig i store skarer langs Frankrigs grænser og rustede sig til væbnet indfald. Den lovgivende forsamling bestemte at alle emigranter inden en 224vis frist skulde vende hjem; ellers skulde de dømmes til døden som landsforrædere og deres godser inddrages. Da de ikke vendte tilbage, blev deres eiendomme gjort til statseiendom og solgt. Forholdet til emigranterne førte til brud med de tyske fyrster i hvis lande de opholdt sig. I 1792 erklærede Frankrig Østerrig og Preussen krig. Landet var kun daarlig rustet. De fleste officerer var blandt emigranterne, og der fandtes ingen disciplin blandt soldaterne. En preussisk-østerrigsk hær gik over grænsen. Dens anfører udstedte en kundgjørelse til det franske folk, hvori han truede den lovgivende forsamling og Paris med død og ødelæggelse, dersom der tilføiedes kongen den mindste overlast. Dette kunde med rette opfattes som om kongen stod i hemmelig forbindelse med fienden, og vist er det at hoffets herrer og damer talte timerne, til den preussiske hær som befrier kunde rykke ind i Paris.

Følgen af kundgjørelsen var en almindelig forbitrelse, især i Paris. Ivrige frihedsvenner strømmede til fra hele Frankrig, og aabent forberedtes en opstand mod kongedømmet. Den 10de august 1792 brød det løs. Ved stormklokkernes lyd drog væbnede skarer frem mod slottet. Kongen viste sig vaklende og modløs; han opgav dog snart at tænke paa modstand og forlod med sin familie slottet og begav sig til den lovgivende forsamling, hvor de fik opholde sig i et lidet værelse bag forsamlingssalen. Kongen gav befaling til schweizergarden, som holdt slottet besat, om ikke at skyde paa mængden. Schweizerne adlød og lod sig nedsable sammen med slottets betjening. Efter denne bedrift togede pøbelen til den lovgivende forsamling, drog gjennem salen og fordrede kongens afsættelse og republikens indførelse. Forsamlingen havde ikke ret til at foretage nogen forandring i grundloven. Den bestemte derfor at den skulde give plads for en ny grundlovgivende forsamling. Kongen blev indtil videre afsat og holdt i forvaring med sin familie. Styret skulde føres af statsraadet, hvor Danton fik sæde som justitsminister. Lafayette, som førte kommandoen paa nordgrænsen, søgte at formaa sine soldater til at gaa mod Paris og gjenindsætte kongen; men de vilde ikke være med, og Lafayette maatte flygte over grænsen.

225Pøbelen var nu herre i Paris. Danton gjorde intet forsøg paa at opretholde orden. Alle fængsledes, som mistænktes for at være republikens fiender. Da fængslerne var fyldt, drog mængden om og nedsablede fangerne. Denne rædselstid er bekjendt under navnet septemberdagene i 1792.

Nationalkonventet (1792—1795).

Den 21de september 1792 traadte den anden grundlovgivende forsamling eller nationalkonventet sammen. Samme dag vedtoges enstemmig at Frankrig skulde være en republik. Men hermed var det ogsaa forbi med enigheden, idet girondinerne, som nu indtog pladsen tilhøire, kom i strid med jakobinerne. Dette parti kaldtes ogsaa for bjerget, da det sad høiest oppe tilvenstre. Først gjaldt det at afgjøre hvad man skulde gjøre med kongen. Man bestemte at han skulde tiltales og stilles for konventets skranke. Anklagen lød paa forræderi mod folket og forbund med landets fiender. Nogle dokumenter som blev fundet i et hemmeligt skab paa slottet, godtgjorde at kongen havde staaet i forbindelse med østerrigerne. Omtrent enstemmig blev han erklæret skyldig; men angaaende straffen var meningerne delte. Bjerget forlangte at han skulde henrettes; men gironden var splittet. Med kun faa stemmers overvegt blev han dømt til døden, og den 21de januar 1793 faldt hans hoved under faldøksen (guillotinen). Ludvig viste i sine sidste dage en fasthed som man tidligere havde savnet; han gik rolig døden imøde og døde, ligesom han havde levet, som en oprigtig kristen. Hans sidste ord var en bøn for Frankrig.

Vaaren 1793 optoges af strid mellem gironden og bjerget. Bjerget beskyldte girondinerne for ved departementernes hjælp at ville omstyrte republiken og friheden. Gironden kunde med langt bedre ret beskylde bjerget for ved Pariserpøbelens hjælp at ville beherske konventet og skaffe Paris magten paa det øvrige lands bekostning. Bjerget seirede; juni 1793 omringede Pariser-mængden konventet og tvang det til at lade girondens førere fængsle (girondens fald). Mange af dem undkom dog og drog om i Frankrig og fik reisninger istand mod konventet. I Sydfrankrig greb byerne Bordeaux, Lyon, Marseille og Toulon til vaaben.

15 — Historie for middelskolen.

226Allerede straks efter kongens henrettelse var der udbrudt oprør i landskabet Vendée (Vangdé) ved Loires munding. Disse opstande i det indre var saa meget farligere for konventet, som krigen med udlandet samtidig tog en ugunstig vending. Frankrig var sluppet heldig fra krigen i 1792. Den preussisk-østerrigske hær, som var rykket ind, havde maattet vende om og gaa tilbage over Rhinen. Kongens henrettelse og konventets hensynsløse optræden udadtil havde imidlertid bevirket, at England, Spanien og de fleste italienske stater sluttede sig til Østerrige og Preussen, og dannede den første koalition mod Frankrig. England understøttede de andre magter med penge, og sjælen i det hele forbund var den engelske førsteminister, den yngre Pitt. Vaaren 1793 trængte fienderne fra alle kanter frem mod den franske grænse. Saadan var stillingen, da bjerget efter girondens fald vandt magten i konventet. De raadende bestemte sig til at anvende alle midler, selv de mest yderliggaaende, for at slaa ned al modstand i det indre og jage fienderne ud af landet. Den tid som nu kommer, kaldes skrækregjeringen eller terrorismen; den varede fra sommeren 1793 til sommeren 1794.

Al magt blev lagt i velfærdskomitéens haand. Inden velfærdskomiteen, som bestod af 9 mænd, der blev valgt blandt konventets medlemmer, lykkedes det Robespierre at vinde ledelsen. Der indsattes ogsaa en egen domstol, revolutionstribunalet, der havde at dømme alle fiender af republiken. For at drive fienderne ud af landet opbødes folket i masse, og man var saa heldig i Carnot (Karnaa) at finde en mand som kunde bringe orden tilveie. Carnot var officer, og som medlem af velfærdskomiteen ledede han krigsvæsenet. Nye officerer indsattes; disciplin og lydighed indførtes atter i armeen. Det viste sig at fienderne ikke kunde staa sig mod republikens begeistrede soldater; de kastedes overalt tilbage, og ved nytaarstid 1794 stod der ikke nogen fiende paa fransk grund. Samtidig rasede kampen mod de oprørske byer og landskaber. Den ene by erobredes efter den anden, og de rædsomste straffe rammede de overvundne. Lyon blev saaledes ødelagt, og indbyggerne, som mest bestod 227af fabrikarbeidere, blev skudt ned med kanoner. Længst holdt Toulon sig; byen fik hjælp af engelskmændene og faldt først efter en haard beleiring, under hvilken Napoleon Bonaparte første gang fik anledning til at udmerke sig. Haardest var dog modstanden i Vendée, hvis bønder kjæmpede med fortvilelsens raseri. De gav sig først da hele deres land var ødelagt, deres landsbyer og huse brændt, deres kvæg hugget ned, og de fleste af indbyggerne dræbt. Inden aarets udgang var ogsaa opstanden i det indre kuet.

Under alt dette fortsattes henrettelserne i Paris. Dronning Marie Antoinette var blandt ofrene. Dernæst kom turen til de fangne girondiner og en hel del af frihedens varmeste tilhængere, som nu ikke var yderliggaaende nok. Den kristne religion blev afskaffet, ligesaa den gamle tidsregning. Aarene skulde regnes fra republikens indførelse; maanederne fik nye navne; ugeinddelingen skulde ikke mere benyttes. De mest yderliggaaende i Paris og inden konventet vilde indføre en ny religion, en dyrkelse af fornuften, og gjorde ogsaa en begyndelse dermed. Men dette syntes Robespierre gik for vidt. Han lod konventet vedtage, at det franske folk troede paa en høieste gud og paa sjælens udødelighed.

Det var saaledes allerede kommet til uenighed inden det raadende parti. Da de ydre fiender og opstandene i det indre var beseiret, kom det til aaben strid. Danton mente at det kunde være paa tide at vende tilbage til roligere forhold igjen; man havde havt nok af henrettelser og tvang; skrækregjeringen havde jo naaet hvad der var tilsigtet. Men de samme som havde prøvet sig med dyrkelsen af fornuften, syntes at man ikke var gaaet vidt nok; de fordrede henrettelserne øget efter en stor maalestok. Robespierre¹ benyttede først Danton og hans tilhængere til at faa disse fanatikere henrettet. Men derpaa vendte han sig mod Danton. Denne laa under i kampen og maatte bøde med livet for sit forsøg paa at stanse revolutionen.

Robespierre troede nu at tiden var kommet, da han som enevoldshersker skulde styre Frankrig og gjennemføre Rousseaus 228idéer om frihed, lighed og broderskab. Alle som vovede at staa mod ham, sendtes til retterstedet. Men misnøien med Robespierres tyranni og rædselsstyret steg stadig, og tilsidst besluttede det usle konvent at slaa et slag for at fri sig for ham. Robespierre kom for at forlange en hel del konventsmedlemmers død. Han modtoges med raabet: «Ned med tyrannen!» Forgjæves søgte han at komme til orde; under den vildeste larm vedtoges det at han og hans vigtigste tilhængere skulde fængsles. Paa veien til fængslet blev fangerne befriet af pøbelen og i triumf ført til Paris's raadhus. Herfra udsendtes befaling til forstædernes beboere om at væbne sig og gaa løs paa konventet. Dette lod opbyde borgerne i de indre dele af Paris, og inden forstædernes mængde kom til, var der samlet saa mange af konventets tilhængere, at de kunde storme raadhuset. Robespierre blev igjen fanget og sendtes skjælvende af dødsangst med sine vigtigste hjælpere til guillotinen. Dette foregik 9 thermidor aar 2 (27 juli 1794).

Hermed er det forbi med bjergets herredømme og med terrorismen. Konventet udarbeidede en ny forfatning. Ifølge denne skulde regjeringen føres af 5 direktorer. Den lovgivende magt skulde ligge hos to kamre, de ældres og de yngres raad. Høsten 1795 opløstes til alles glæde det almindelig forhadte og foragtede nationalkonvent.

219

I mai 1789 samledes rigets stender i Versailles. Der møtte 300 adelsmenn, 300 geistlige og 600 fra tredjestanden. Spørsmålet var, om de tre stender som i gamle dage skulle forhandle 220hver for seg, eller i fellesskap. Tredjestanden forlangte det siste; kun da ville den ha nytte av sine 600 stemmer; ellers ville den bli overstemt av de to andre stender. Adelen og geistligheten fordret at hver stand skulle forhandle for seg og hver have én stemme. Da erklærte tredjestandens medlemmer seg for nasjonalforsamling; de tilsvor hverandre ikke å skilles før de hadde gitt Frankrig en ny grunnlov, og oppfordret de andre stender til å slutte seg til dem. Kongen innkalte alle tre stender til et møte, kunngjorde som sin vilje at hver stand skulle forhandle for seg, og befalte dem å gå til sine forsamlingsrum. Kongen fjernet seg, og adel og geistlighet adlød befalingen; men tredjestanden ble sittende. Kongens seremonimester spurte om de ikke hadde hørt kongens befaling. Grev Mirabeau¹ (Mirabaa) ga da til svar at de satt der som det franske folks utsendinger og kun veg for bajonettenes makt. Kongen ga etter og oppfordret de andre stender til å forene seg med tredjestanden. De fleste gjorde så, og den grunnlovgivende forsamling kunne nå ta fat på sitt arbeide: å gi Frankrig en ny forfatning.

Snart fikk atter hoffet makten over den svage konge. Han begynte å trekke tropper sammen om Versailles og Paris for å oppløse eller i alle fall øve trykk på nationalforsamlingen. Da ryktene herom nådde Paris, opstod den voldsomste gjæring; thi hele byens befolkning stod på tredjestandens side. Folketalere ophidsede mengden. Våpenhandlernes lagere plyndredes, og den 14de juli 1789 rykket store skarer frem mot festningen Bastillen, der beherskede Paris med sine kanoner, og dessuten var forhatt som gammelt statsfengsel. Besetningen var svak, og etter et par timers kamp negtede den å kjempe mot folket. Borgen måtte overgi seg; kommandanten og andre av forsvarerne ble myrdet, og deres afhuggede hoder ble båret rundt i byen på stenger. Et folkevalgt kommuneråd indsattes i Paris for å styre byens anliggender, og en borgervæpning (nationalgarde) 221oprettedes. Til chef for denne valgtes Lafayette (side 196). Bastillen ble nedrevet og jevnet med jorden.

Paris's eksempel smittede. I byene og på landet reiste folket seg og stormet adelens slott. En mengde adelsmenn flyktet ut av landet, dels for å redde livet, dels for å bevege fremmede fyrster til å skride inn i Frankrig. Disse flyktninger kaltes emigrantene; den første av dem var kongens yngste bror Karl av Artois. Nationalforsamlingen, som foreløpig ikke hadde noe å frykte, opphevde

natten 4de—5te august all standsforskjell og alle særrettigheter; alle skulle være like i byrder som i rettigheter. Hele den gamle samfunnsorden omstyrtedes således med ett slag.

I Paris vedble der å herske uro og uorden; oppløp og plyndringer hørte til dagens orden. Derved ble arbeidsløsheten enda større, og den føltes dobbelt hardt, da der just var den største dyrtid, især på korn; der hadde nemlig vært misvekst i Frankrig flere år i trekk. Regjeringen anvendte store summer på Paris's forsyning, men uten synderlig nytte. Mengden mente at det ville bli bra, hvis kongen flyttet til byen. I de første dage av oktober drog store skarer, mest 222kvinner, ut til Versailles og tvang den kongelige familie til å bli med til Paris. Nationalforsamlingen fulgte, og både den og kongen kom derved i avhengighet av Pariser-mengden. Ledelsen kom mer og mer til å ligge hos de mange politiske foreninger (klubber), som beherskede mengden. Viktigst blant disse ble jakobinerklubben.1

Den grunnlovgivende forsamling fortsatte sitt arbeide med å ordne Frankrigs forhold og særlig forfatningen. Man ble enig om at der skulle være en konge med innskrenket makt samt en nasjonalforsamling bestående av ett kammer. Kongen skulle kun have suspensivt eller utsettende veto ligeoverfor nationalforsamlingens beslutninger. Den gamle provinsinndeling afskaffedes, og landet ble delt i departementer. Klostrene ophævedes; deres og kirkens store jordgods inddroges under staten. Prestene skulle lønnes av staten og velges av menighetene; paven mistet all makt over den franske kirke. Denne nye kirkeordning hadde til følge, at størsteparten av den lavere geistlighet, d. v. s. de alminnelige prester, forlot nationalforsamlingens parti, som de hittil hadde støttet. De ville ikke avlegge ed på den nye ordning, som de fant stridende mot den katolske kirkes lære. Disse ednegtende prester ble avsatt og senere hardt forfulgt. De inndratte godser ble etterhånden solgt i mindre dele; derved opstod en talrig jordeiende bondestand, noe landet hittil hadde savnet.

Under disse forhandlinger hadde gjæringen uavbrutt holdt seg i Paris. Der udøvedes et stadig stigende trykk på nationalforsamlingen og regjeringen fra Parisermængdens side. Kongens stilling ble mer og mer vanskelig; han var nesten en fange i sitt eget slott. Det så en stund ut til at han skulle finne støtte hos Mirabeau, som i begynnelsen hadde vært revolutionens leder, men hadde begynt å nærme seg kongen for atter å få innført ordnede forhold; men han døde plutselig. Kongen bestemte seg til sist til å flykte. Med sin familie slapp han ut av Paris og nærmet seg allerede den 223belgiske grense, da han ble gjenkjent og ført tilbake til Paris. Det ble besluttet at makten midlertidig skulle fratages ham, inntil den nye forfatning var ferdig. Denne ble vedtatt ut på høsten 1791 og ble straks besvoret av kongen. Den grunnlovgivende forsamling ble derpå oppløst.

Den lovgivende forsamling (1791—1792).

Dagen etter trådte den i grunnloven bestemte folkerepresentasjon (svarende til vårt storting) sammen. Den har fått navn av den lovgivende forsamling, da dens viktigste oppgave var å gi lover, som passet til den nye frie forfatning. De fleste innen forsamlingen var tilhengere av det innskrenkede kongedømme, som nå var Frankrigs regjeringsform. Disse satte seg i forsamlingssalen på høyre side; til venstre satt republikanerne; på den måte opstod navnene høyre og venstre. Blant republikanerne var der to partier: girondinerne1 og jakobinerne. De siste var de som gikk videst; de stod også i forbindelse med mengden i Paris og styredes av jakobinerklubben. Den som hadde ledelsen i denne, var Robespierre (Robespiérr), en ung, ærgjerrig sakfører, der var en blind tilhenger av Rousseaus meninger. Han besatt ikke noen større dyktighet, men hadde en merkelig evne til å skaffe seg makt og innflytelse. Dette oppnådde han mest ved å nedsette og vekke mistanke mot andre, mens han forstod å fremstille seg selv som den uegennyttige og ubestikkelige frihetsven, noe hvortil hans personlig hederlige vandel hjalp ham. Stor innflytelse hadde også den djerve, veltalende Danton (Dantóng). Også han var sakfører og overgikk Robespierre i dyktighet. Endelig må nevnes Marat (Mará), som tidligere hadde vært dyrlege. Han var et blodtørstig uhyre, full av hat mot alle som stod over ham.

Gironden fikk etter en tid ledelsen i forsamlingen, og kongen måtte ta sitt statsråd blant dens tilhengere. Imidlertid hadde emigrantene samlet seg i store skarer langs Frankrigs grenser og rustet seg til væpnet innfall. Den lovgivende forsamling bestemte at alle emigranter innen en 224viss frist skulle vende hjem; ellers skulle de dømmes til døden som landsforrædere og deres godser inndras. Da de ikke vendte tilbake, ble deres eiendommer gjort til statseiendom og solgt. Forholdet til emigrantene førte til brud med de tyske fyrster i hvis lande de oppholdt seg. I 1792 erklærte Frankrig Østerrig og Preussen krig. Landet var kun dårlig rustet. De fleste offiserer var blant emigrantene, og der fantes ingen disciplin blant soldatene. En preussisk-østerriksk hær gikk over grensen. Dens anfører utstedte en kunngjørelse til det franske folk, hvori han truet den lovgivende forsamling og Paris med død og ødeleggelse, dersom der tilføyedes kongen den minste overlast. Dette kunne med rette oppfattes som om kongen stod i hemmelig forbindelse med fienden, og vist er det at hoffets herrer og damer talte timene, til den preussiske hær som befrier kunne rykke inn i Paris.

Følgen av kunngjørelsen var en alminnelig forbitrelse, især i Paris. Ivrige frihetsvenner strømmet til fra hele Frankrig, og åpent forberedtes en oppstand mot kongedømmet. Den 10de august 1792 brød det løs. Ved stormklokkernes lyd drog væbnede skarer frem mot slottet. Kongen viste seg vaklende og motløs; han oppga dog snart å tenke på motstand og forlot med sin familie slottet og begav seg til den lovgivende forsamling, hvor de fikk oppholde seg i et lite værelse bak forsamlingssalen. Kongen ga befaling til sveitsergarden, som holdt slottet besatt, om ikke at skyde på mengden. Sveitserne adlød og lot seg nedsable sammen med slottets betjening. Etter denne bedrift togede pøbelen til den lovgivende forsamling, drog gjennom salen og fordret kongens avsettelse og republikens indførelse. Forsamlingen hadde ikke rett til å foreta noen forandring i grunnloven. Den bestemte derfor at den skulle gi plass for en ny grunnlovgivende forsamling. Kongen ble inntil videre avsatt og holdt i forvaring med sin familie. Styret skulle føres av statsrådet, hvor Danton fikk sete som justisminister. Lafayette, som førte kommandoen på nordgrensen, søkte å formå sine soldater til å gå mot Paris og gjeninnsette kongen; men de ville ikke være med, og Lafayette måtte flykte over grensen.

225Pøbelen var nå herre i Paris. Danton gjorde intet forsøk på å opprettholde orden. Alle fengsledes, som mistenktes for å være republikens fiender. Da fengslene var fylt, drog mengden om og nedsablede fangerne. Denne redselstid er bekjent under navnet septemberdagene i 1792.

Nasjonalkonventet (1792—1795).

Den 21de september 1792 trådte den annen grunnlovgivende forsamling eller nasjonalkonventet sammen. Samme dag vedtoges enstemmig at Frankrig skulle være en republikk. Men hermed var det også forbi med enigheten, idet girondinerne, som nå indtog plassen til høyre, kom i strid med jakobinerne. Dette parti kaltes også for bjerget, da det satt høyest oppe tilvenstre. Først gjaldt det å avgjøre hva man skulle gjøre med kongen. Man bestemte at han skulle tiltales og stilles for konventets skranke. Anklagen lød på forræderi mot folket og forbund med landets fiender. Noen dokumenter som ble funnet i et hemmelig skap på slottet, godtgjorde at kongen hadde stått i forbindelse med østerrikerne. Omtrent enstemmig ble han erklært skyldig; men angående straffen var meningene delte. Bjerget forlangte at han skulle henrettes; men gironden var splittet. Med kun få stemmers overvekt ble han dømt til døden, og den 21de januar 1793 falt hans hode under falløksen (guillotinen). Ludvig viste i sine siste dage en fasthet som man tidligere hadde savnet; han gikk rolig døden imøte og døde, likesom han hadde levet, som en oppriktig kristen. Hans siste ord var en bøn for Frankrig.

Våren 1793 optoges av strid mellom gironden og bjerget. Bjerget beskyldte girondinerne for ved departementenes hjelp å ville omstyrte republikken og friheten. Gironden kunne med langt bedre rett beskylde bjerget for ved Pariserpøbelens hjelp å ville beherske konventet og skaffe Paris makten på det øvrige lands bekostning. Bjerget seiret; juni 1793 omringet Pariser-mengden konventet og tvang det til å la girondens førere fengsle (girondens fall). Mange av dem unnkom dog og drog om i Frankrig og fikk reisninger i stand mot konventet. I Sydfrankrig grep byene Bordeaux, Lyon, Marseille og Toulon til våpen.

15 — Historie for middelskolen.

226Allerede straks etter kongens henrettelse var der utbrutt opprør i landskapet Vendée (Vangdé) ved Loires munning. Disse oppstander i det indre var så meget farligere for konventet, som krigen med utlandet samtidig tok en ugunstig vending. Frankrig var sluppet heldig fra krigen i 1792. Den preussisk-østerrikske hær, som var rykket inn, hadde måttet vende om og gå tilbake over Rhinen. Kongens henrettelse og konventets hensynsløse opptreden udadtil hadde imidlertid bevirket, at England, Spanien og de fleste italienske stater sluttet seg til Østerrige og Preussen, og dannede den første koalisjon mot Frankrig. England understøttet de andre makter med penger, og sjelen i det hele forbund var den engelske førsteminister, den yngre Pitt. Våren 1793 trengte fiendene fra alle kanter frem mot den franske grense. Sådan var stillingen, da bjerget etter girondens fall vant makten i konventet. De rådende bestemte seg til å anvende alle midler, selv de mest ytterliggående, for å slå ned all motstand i det indre og jage fiendene ut av landet. Den tid som nå kommer, kalles skrekkregjeringen eller terrorismen; den varte fra sommeren 1793 til sommeren 1794.

All makt ble lagt i velfærdskomitéens hånd. Innen velferdskomiteen, som bestod av 9 menn, der ble valgt blant konventets medlemmer, lyktes det Robespierre å vinne ledelsen. Der indsattes også en egen domstol, revolusjonstribunalet, der hadde å dømme alle fiender av republikken. For å drive fiendene ut av landet opbødes folket i masse, og man var så heldig i Carnot (Karnaa) å finne en mann som kunne bringe orden til veie. Carnot var offiser, og som medlem av velferdskomiteen ledet han krigsvesenet. Nye offiserer indsattes; disciplin og lydighet indførtes atter i armeen. Det viste seg at fiendene ikke kunne stå seg mot republikens begeistrede soldater; de kastedes overalt tilbake, og ved nytaarstid 1794 stod der ikke noen fiende på fransk grunn. Samtidig raste kampen mot de opprørske byer og landskaper. Den ene by erobredes etter den annen, og de rædsomste straffe rammede de overvundne. Lyon ble således ødelagt, og innbyggerne, som mest bestod 227av fabrikkarbeidere, ble skudt ned med kanoner. Lengst holdt Toulon seg; byen fikk hjelp av engelskmennene og falt først etter en hard beleiring, under hvilken Napoleon Bonaparte første gang fikk anledning til å utmerke seg. Hardest var dog motstanden i Vendée, hvis bønder kjempet med fortvilelsens raseri. De ga seg først da hele deres land var ødelagt, deres landsbyer og huse brent, deres kveg hugget ned, og de fleste av innbyggerne drept. Innen årets utgang var også oppstanden i det indre kuet.

Under alt dette fortsattes henrettelsene i Paris. Dronning Marie Antoinette var blant ofrene. Dernest kom turen til de fangne girondiner og en hel del av frihetens varmeste tilhengere, som nå ikke var ytterliggående nok. Den kristne religion ble avskaffet, likeså den gamle tidsregning. Årene skulle regnes fra republikens indførelse; månedene fikk nye navn; ukeinndelingen skulle ikke mer benyttes. De mest ytterliggående i Paris og innen konventet ville innføre en ny religion, en dyrkelse av fornuften, og gjorde også en begynnelse dermed. Men dette syntes Robespierre gikk for vidt. Han lot konventet vedta, at det franske folk trodde på en høyeste gud og på sjælens udødelighet.

Det var således allerede kommet til uenighet innen det rådende parti. Da de ytre fiender og oppstandene i det indre var beseiret, kom det til åpen strid. Danton mente at det kunne være på tide å vende tilbake til roligere forhold igjen; man hadde hatt nok av henrettelser og tvang; skrekkregjeringen hadde jo nået hva der var tilsiktet. Men de samme som hadde prøvet seg med dyrkelsen av fornuften, syntes at man ikke var gått vidt nok; de fordret henrettelsene øket etter en stor målestokk. Robespierre¹ benyttet først Danton og hans tilhengere til å få disse fanatikere henrettet. Men derpå vendte han seg mot Danton. Denne lå under i kampen og måtte bøde med livet for sitt forsøk på å stanse revolusjonen.

Robespierre trodde nå at tiden var kommet, da han som enevoldshersker skulle styre Frankrig og gjennomføre Rousseaus 228idéer om frihet, likhet og broderskap. Alle som vovede å stå mot ham, sendtes til retterstedet. Men misnøyen med Robespierres tyranni og redselsstyret steg stadig, og til sist besluttet det usle konvent å slå et slag for å fri seg for ham. Robespierre kom for å forlange en hel del konventsmedlemmers død. Han modtoges med raabet: «Ned med tyrannen!» Forgjeves søkte han å komme til orde; under den villeste larm vedtoges det at han og hans viktigste tilhengere skulle fengsles. På veien til fengslet ble fangerne befriet av pøbelen og i triumf ført til Paris's rådhus. Herfra udsendtes befaling til forstedenes beboere om å væpne seg og gå løs på konventet. Dette lot oppby borgerne i de indre dele av Paris, og innen forstedenes mengde kom til, var der samlet så mange av konventets tilhengere, at de kunne storme rådhuset. Robespierre ble igjen fanget og sendtes skjelvende av dødsangst med sine viktigste hjelpere til guillotinen. Dette foregikk 9 thermidor år 2 (27 juli 1794).

Hermed er det forbi med bjergets herredømme og med terrorismen. Konventet udarbeidede en ny forfatning. Ifølge denne skulle regjeringen føres av 5 direktorer. Den lovgivende makt skulle ligge hos to kamre, de eldres og de yngres råd. Høsten 1795 opløstes til alles glede det alminnelig forhatte og foragtede nasjonalkonvent.