216

Efter Karl 12's fald i 1718 besteg hans søster Ulrike Eleonore og kort derefter hendes mand Fredrik af Hessen Sveriges trone (side 192). Ulrike Eleonore og Fredrik maatte opgive den enevoldsmagt som havde raadet siden Karl 11's dage. Den afgjørende myndighed skulde ligge hos rigsdagen eller stænderforsamlingen, medens regjeringen skulde føres af rigsraadet. Kongen var raadets formand, men havde forøvrigt omtrent ingen magt. Det endte med at ikke engang kongens underskrift var nødvendig paa raadets bestemmelser; raadet kunde isteden benytte kongens navnstempel. Baade inden stænderforsamlingen og inden rigsraadet var det adelen som var den raadende. For dens vedkommende passer det navn tidsrummet har faaet, nemlig frihedstiden, godt. Men de andre stænder havde ikke stort at sige.

Der opstod snart to partier, huerne og hatterne.¹ 217Huerne indsaa at Sverige var for svagt og ødelagt til at prøve paa at spille en stormagts rolle. Først gjaldt det at hjælpe landet paafode igjen; men hertil var fred en nødvendig betingelse. At bevare fred blev saaledes huernes politik; de søgte derfor at staa paa en venskabelig fod med Rusland, den eneste magt det kunde være tale om at føre krig med. I begyndelsen af frihedstiden, da huepartiet med den dygtige Arvid Horn i spidsen havde ledelsen, lykkedes dette godt. Landet kom sig efter de forudgaaende ulykker; velstanden og folkemængden vokste hurtig. Men hermed steg ogsaa, især hos den yngre slegt, lysten til at gjenvinde for Sverige dets gamle magt og fratage Rusland Østersjøprovinserne.

Huerne blev derfor efter en tids forløb styrtet af hatterne, som kastede Sverige ind i krig med Rusland (1741), hvor keiserinde Elisabeth netop var kommet paa tronen. Svenskerne blev fuldstændig slaaet, og Finland blev besat af russerne. Paa denne tid skulde der vælges en tronfølger i Sverige, da kong Fredrik var gammel og barnløs. Keiserinde Elisabeth vilde gjerne at Adolf Fredrik af det holsten-gottorpske hus skulde blive taget til tronfølger. Hun fik ogsaa svenskerne til at gaa ind herpaa ved at give tilbage næsten hele Finland. Ikke længe efter døde kong Fredrik. Adolf Fredrik, som da blev konge, var ligesaa svag og udygtig som sin forgjænger. Hatterne, der fremdeles var ved roret, søgte mere og mere støtte hos Frankrig. De gik med dette land ind i forbundet mod Fredrik den store og indviklede derved Sverige i syvaarskrigen. Krigen førtes med den største slaphed fra svensk side, saa Fredrik ved fredslutningen haanede svenskerne ved at lade som om han ikke vidste at han havde krig med Sverige. Disse meningsløse krige havde tømt statskassen, og der herskede blandt de lavere stænder stor misnøie med tingenes tilstand. Huer og hatter afløste hverandre i styrelsen; men det var igrunden den russiske og den franske udsending i Stockholm som skiftvis raadede i landet. Den af dem som havde mest penge til sin raadighed, skaffede ved bestikkelser sine tilhængere magten, russerne huerne og franskmændene hatterne. Saadan var tilstanden da Adolf Fredrik døde (1771).

218Gustav 3 (1771—1792).

Adolf Fredriks ældste søn Gustav 3 var dengang i Paris. Han ilede hjem og underskrev den ham forelagte haandfæstning uden engang at læse den ordentlig igjennem; han tænkte ikke paa at holde den alligevel. Hans plan var alt lagt; han vilde gjenoprette den sunkne kongemagt og atter hæve Sveriges anseelse. Gustav havde et elskværdigt, vindende væsen og forstod godt at belægge sine ord. Under sit forsøg paa at berøve adelen magten kunde han vente hjælp af de lavere stænder, som havde saa god grund til misnøie.

Gustav fik en af sine venner til at faa istand et slags oprør nede i Skaane. Dette skulde skaffe ham paaskud til at samle tropper, som han kunde bruge til at gjennemføre en forandring i statsforfatningen. Huepartiet var dengang ved magten. Dets førere fattede mistanke, og der var endog tale om at lade Gustav fængsle. Men han kom dem i forkjøbet; han vandt Stockholms garnison og fængslede rigsraadets og stænderforsamlingens ledende mænd. Gustav forelagde derpaa stænderne en ny forfatning, som disse straks vedtog. Saaledes lykkedes Gustavs statskup i 1772, uden at en draabe blod havde flydt. Kongen fik en meget udstrakt myndighed; dog kunde han ikke begynde krig uden stændernes samtykke. Sverige var atter paa det nærmeste blevet et enevoldsrige.

Gustavs regjering udmerkede sig i begyndelsen ved mildhed og flere gavnlige reformer; ogsaa han var en tilhænger af det oplyste enevælde. Den svenske kunst havde under Gustav en blomstringstid; paa hans tid levede Sveriges største billedhugger Sergel. Ogsaa videnskaben fandt en støtte hos kongen; i naturvidenskaberne fortsattes med iver paa det grundlag som blev lagt af den store botaniker Linné († 1778).

Men Gustavs feil og svage sider viste sig mere og mere. Han elskede fornøielser og pragt; ved hoffet førtes paa fransk vis et lystigt liv med fester og theaterforestillinger, og under den ydre pragt skjulte der sig stor usedelighed. Ved Gustavs ødselhed blev statskassens tilstand daarligere og daarligere; man maatte stadig tage sin tilflugt til nye skatter. Saaledes søgte Gustav at skaffe penge ved at forbyde al privat 219tilvirkning af brændevin. Hensigten med dette «statsmonopol» skulde være at indskrænke brændevinsdrik; men det blev ganske anderledes. Forat staten kunde tjene saa meget som muligt, oprettedes udskjænkningssteder paa alle kanter, og drukkenskaben tiltog i en uhyggelig grad.

Snart herskede der almindelig misnøie. Da gjorde Gustav et forsøg paa at gjenvinde sin gamle anseelse gjennem en heldig krig. Han angreb Rusland (1788), hvor Katharina 2 netop var optaget med en krig mod tyrkerne. Gustav havde imidlertid begyndt krigen uden stændernes samtykke. Heraf benyttede en del adelige officerer sig, og da kongen stod med en hær i Finland, stiftede de et forbund mod ham og negtede at rykke ind i Rusland. Gustav befandt sig i en slem stilling. Det var da et held for ham at Danmark-Norge, som var Ruslands forbundsfælle, erklærede ham krig. Denne krig, der snart endte, gav Gustav et velkomment paaskud til at vende tilbage til Sverige, hvor han forstod at faa stemningen paa sin side og rette den mod adelen. En rigsdag sammenkaldtes i 1789, og den vedtog den saakaldte sikkerhedsakt, som gjorde kongemagten ganske enevældig. Gustav drog derpaa til Finland og førte krigen med ære, men uden noget resultat. Ved freden blev alt som før.

Adelen kunde ikke glemme Gustav at han havde berøvet den magten. Der stiftedes en sammensvergelse mod ham. Paa et slotsbal blev han saaret af et pistolskud og døde nogle dage efter (1792). Pistolen viste sig at tilhøre en kaptein Ankarström, som tilstod at være den skyldige, og henrettedes.

216

Etter Karl 12's fall i 1718 besteg hans søster Ulrike Eleonore og kort deretter hennes mann Fredrik av Hessen Sveriges trone (side 192). Ulrike Eleonore og Fredrik måtte oppgi den enevoldsmakt som hadde rådet siden Karl 11's dage. Den avgjørende myndighet skulle ligge hos riksdagen eller stenderforsamlingen, mens regjeringen skulle føres av riksrådet. Kongen var rådets formann, men hadde forøvrig omtrent ingen makt. Det endte med at ikke engang kongens underskrift var nødvendig på rådets bestemmelser; rådet kunne isteden benytte kongens navnstempel. Både innen stenderforsamlingen og innen riksrådet var det adelen som var den rådende. For dens vedkommende passer det navn tidsrummet har fått, nemlig frihetstiden, godt. Men de andre stender hadde ikke stort å si.

Der opstod snart to partier, huene og hattene.¹ 217Huerne innså at Sverige var for svakt og ødelagt til å prøve på å spille en stormagts rolle. Først gjaldt det å hjelpe landet på fote igjen; men hertil var fred en nødvendig betingelse. Å bevare fred ble således huernes politikk; de søkte derfor å stå på en vennskapelig fot med Rusland, den eneste makt det kunne være tale om å føre krig med. I begynnelsen av frihetstiden, da huepartiet med den dyktige Arvid Horn i spidsen hadde ledelsen, lyktes dette godt. Landet kom seg etter de forutgående ulykker; velstanden og folkemengden vokste hurtig. Men hermed steg også, især hos den yngre slekt, lysten til å gjenvinne for Sverige dets gamle makt og frata Rusland Østersjøprovinserne.

Huene ble derfor etter en tids forløp styrtet av hattene, som kastet Sverige inn i krig med Rusland (1741), hvor keiserinne Elisabeth nettopp var kommet på tronen. Svenskene ble fullstendig slått, og Finland ble besatt av russerne. På denne tid skulle der velges en tronfølger i Sverige, da kong Fredrik var gammel og barnløs. Keiserinne Elisabeth ville gjerne at Adolf Fredrik av det holsten-gottorpske hus skulle bli tatt til tronfølger. Hun fikk også svenskene til å gå inn herpå ved å gi tilbake nesten hele Finland. Ikke lenge etter døde kong Fredrik. Adolf Fredrik, som da ble konge, var likeså svak og udyktig som sin forgjenger. Hattene, der fremdeles var ved roret, søkte mer og mer støtte hos Frankrig. De gikk med dette land inn i forbundet mot Fredrik den store og indviklede derved Sverige i syvaarskrigen. Krigen førtes med den største slapphet fra svensk side, så Fredrik ved fredsslutningen haanede svenskene ved å la som om han ikke visste at han hadde krig med Sverige. Disse meningsløse krige hadde tømt statskassen, og der hersket blant de lavere stender stor misnøye med tingenes tilstand. Huer og hatter avløste hverandre i styrelsen; men det var i grunnen den russiske og den franske utsending i Stockholm som skiftvis rådde i landet. Den av dem som hadde mest penger til sin rådighet, skaffet ved bestikkelser sine tilhengere makten, russerne huene og franskmennene hattene. Sådan var tilstanden da Adolf Fredrik døde (1771).

218Gustav 3 (1771—1792).

Adolf Fredriks eldste sønn Gustav 3 var dengang i Paris. Han ilede hjem og underskrev den ham forelagte håndfestning uten engang å lese den ordentlig igjennom; han tenkte ikke på å holde den allikevel. Hans plan var alt lagt; han ville gjenopprette den sunkne kongemakt og atter heve Sveriges anseelse. Gustav hadde et elskverdig, vindende vesen og forstod godt å belegge sine ord. Under sitt forsøk på å berøve adelen makten kunne han vente hjelp av de lavere stender, som hadde så god grunn til misnøye.

Gustav fikk en av sine venner til å få i stand et slags opprør nede i Skaane. Dette skulle skaffe ham påskudd til å samle tropper, som han kunne bruke til å gjennomføre en forandring i statsforfatningen. Huepartiet var dengang ved makten. Dets førere fattet mistanke, og der var endog tale om å la Gustav fengsle. Men han kom dem i forkjøpet; han vant Stockholms garnison og fængslede riksrådets og stænderforsamlingens ledende menn. Gustav forela derpå stendene en ny forfatning, som disse straks vedtok. Således lyktes Gustavs statskupp i 1772, uten at en dråpe blod hadde flytt. Kongen fikk en meget utstrakt myndighet; dog kunne han ikke begynne krig uten stendenes samtykke. Sverige var atter på det nærmeste blitt et enevoldsrike.

Gustavs regjering utmerket seg i begynnelsen ved mildhet og flere gavnlige reformer; også han var en tilhenger av det opplyste enevelde. Den svenske kunst hadde under Gustav en blomstringstid; på hans tid levde Sveriges største billedhugger Sergel. Også vitenskapen fant en støtte hos kongen; i naturvitenskapene fortsattes med iver på det grunnlag som ble lagt av den store botaniker Linné († 1778).

Men Gustavs feil og svage sider viste seg mer og mer. Han elsket fornøyelser og prakt; ved hoffet førtes på fransk vis et lystig liv med fester og teaterforestillinger, og under den ytre prakt skjulte der seg stor usedelighet. Ved Gustavs ødselhet ble statskassens tilstand dårligere og dårligere; man måtte stadig ta sin tilflukt til nye skatter. Således søkte Gustav å skaffe penger ved å forby all privat 219tilvirkning av brennevin. Hensikten med dette «statsmonopol» skulle være å innskrenke brennevinsdrikk; men det ble ganske annerledes. For at staten kunne tjene så meget som mulig, oprettedes utskjenkningssteder på alle kanter, og drukkenskapen tiltok i en uhyggelig grad.

Snart hersket der alminnelig misnøye. Da gjorde Gustav et forsøk på å gjenvinne sin gamle anseelse gjennom en heldig krig. Han angrep Rusland (1788), hvor Katharina 2 nettopp var optaget med en krig mot tyrkerne. Gustav hadde imidlertid begynt krigen uten stendenes samtykke. Heraf benyttet en del adelige offiserer seg, og da kongen stod med en hær i Finland, stiftede de et forbund mot ham og negtede å rykke inn i Rusland. Gustav befandt seg i en slem stilling. Det var da et held for ham at Danmark-Norge, som var Ruslands forbundsfelle, erklærte ham krig. Denne krig, der snart endte, ga Gustav et velkomment påskudd til å vende tilbake til Sverige, hvor han forstod å få stemningen på sin side og rette den mot adelen. En riksdag sammenkaltes i 1789, og den vedtok den såkalte sikkerhetsakt, som gjorde kongemakten ganske eneveldig. Gustav drog derpå til Finland og førte krigen med ære, men uten noe resultat. Ved freden ble alt som før.

Adelen kunne ikke glemme Gustav at han hadde berøvet den makten. Der stiftedes en sammensvergelse mot ham. På et slottsball ble han såret av et pistolskudd og døde noen dage etter (1792). Pistolen viste seg å tilhøre en kaptein Ankarström, som tilstod å være den skyldige, og henrettedes.