210

Ludvig Holberg. Siden reformationens tid var Tyskland omtrent det eneste land som Danmark-Norge underholdt en nøiere forbindelse med. Det er allerede fortalt (side 166) hvor dybt aandslivet i Tyskland sank efter tretiaarskrigen. En uselvstændig efterligning af alt fransk og en tør, ufrugtbar videnskabelighed blev tidens særkjende. Dette virkede tilbage paa forholdene hos os; en ufrugtbar lærdom og slavisk efterligning af det tyske blev raadende, indtil et omslag fandt sted ved Ludvig Holberg. Holberg var født i Bergen 1684 af norsk slegt. Sin uddannelse fik han, foruden i Norge, under gjentagne ophold i Holland og England og endelig i Frankrig og Italien. Efter sin tilbagekomst slog han sig ned i Kjøbenhavn, hvor han blev professor. Holberg havde paa sin udenlandstur stiftet bekjendtskab med det aandsliv og den nye litteratur, som paa den tid begyndte at gjøre sig gjældende i Vesteuropa, og da især i England. Selv var han en dygtig videnskabsmand og satte sig som maal at bekjæmpe al tør, ufrugtbar lærdom og søge at udbrede virkelig nyttig kundskab, samt at gjøre ende paa tankeløs efterligning ved at vække folk til at tænke selv. For dette maal virkede han hele sit liv. Han skrev videnskabelige verker; blandt disse kan især merkes en stor Danmarks historie. Han skrev ogsaa komedier og andre satiriske arbeider (Peder Paars og Nils Klims underjordiske reise). Overalt er hensigten den samme: at angribe og latterliggjøre det som er uselvstændigt og dumt, og fremme selvstændighed og dygtighed. Det var Peder Paars og komedierne som for øieblikket havde størst virkning paa den store mængde. Holberg, som ogsaa i sine videnskabelige verker skrev paa dansk, medens tidligere forfattere mest havde skrevet paa latin eller tysk, er med rette kaldt den nye dansk-norske litteraturs fader. Sansen for det almene vel og for offentlige sager, som havde tabt sig saa sørgelig efter enevældets indførelse (side 184), begyndte atter at stige. Holberg vandt stor berømmelse ved 211sine skrifter; han blev endog adlet med titel af baron. Han samlede sig ogsaa en stor formue, som han ved sin død skjænkede til Sorø akademi.

Pietismen. Samtidig med at Vesteuropas aandsliv naaede til Norden gjennem Holberg, kom en anden aandsretning fra Tyskland, der i mangt og meget stod i modsætning til Holberg og hans virken, og som ogsaa for en tid øvede en hemmende indflydelse paa denne. Det friske liv som i reformationsaarhundredet havde raadet inden den lutherske kirke, var stilnet af. Hovedvegten blev lagt paa rettroenhed; den mindste afvigelse fra Luthers lære dømtes som den farligste vranglære, som maatte forfølges og udryddes. Derimod lagdes mindre vegt paa hvordan ens liv var; aabenbare synder ansaaes ikke for saa farlige som selv en mindre uoverensstemmelse med den lutherske bekjendelse. Mod denne religiøse opfatning reiste der sig omkring aar 1700 en sterk bevægelse. I Tyskland fremstod mænd (som Francke og Spener), der med kraft og varme fremholdt at troen skulde vise sin frugt i et fromt levnet. Denne bevægelse har faaet navnet pietisme (af pius = from).

Bevægelsen naaede snart til Norden. En af dens ædleste repræsentanter var Hans Egede, som var prest i Nordland. Han bestemte sig til at drage til Grønland for at tage sig af eskimoerne.¹ Han lærte sig deres sprog og drog ledsaget af sin dygtige og fromme hustru omkring fra bygd til bygd, fra hytte til hytte. En frygtelig koppeepidemi herjede paa hans tid landet. Egede og hans hustru var utrættelige i at tage 212sig af de syge og pleie dem. Saaledes virkede han i mange aar paa Grønland, prædikede kristendommen og gjorde overmaade meget godt. Omtrent samtidig begyndte en anden prest, Thomas von Westen, at drive missionsgjerning blandt de norske lapper, som hidtil havde været og delvis endnu længe vedblev at være hedninger. Ogsaa paa andre omraader bar den pietistiske aandsretning gode frugter. Konfirmation blev indført (1736), og i forbindelse hermed anordnedes regelmæssig undervisning i den kristelige børnelærdom; dette var begyndelsen til folkeskolerne i Danmark og Norge.

Men retningen havde ogsaa andre, mindre heldige virkninger, som især kom tilsyne under kong Kristian 6. Denne var selv grebet af pietismen, og slotsprest Bluhme, en ivrig pietist, havde stor indflydelse paa ham. Kongen udstedte den saakaldte sabbatordning. Heri betegnedes alle slags fornøielser som syndige, og der fastsattes straf for ikke at gaa i kirke om søndagen. Theatret blev lukket, saa det ikke nyttede Holberg at skrive komedier i kong Kristians tid. I Kjøbenhavn blev byens porte stængt hver helligdag til langt ud paa eftermiddagen, forat ikke folk skulde fristes til at benytte saadanne dage til ture ud i det frie. Der opstod nye regler for folks opførsel og ydre væsen. Man talte med sagte, begrædelig stemme, klagede over verdens daarlighed og førte gjerne bibelsteder i munden. Alene den som opførte sig saaledes, kunde gjøre regning paa de styrendes gunst; men dette fremkaldte selvfølgelig hykleri og paatagen fromhed. Efter kong Kristians død tabte pietismen sig snart, især blandt de høiere klasser; men nede blandt folket holdt den sig her og der, saaledes blandt bønderne i Jylland. I Norge gjorde den sig paany gjældende ved begyndelsen af dette aarhundrede, efterat bonden Hans Nilssøn Hauge var optraadt mod den raadende rationalisme (fornuftstro) og havde vakt nyt liv blandt folket, og den har siden været en magt i vort samfund. I den senere del af det 18de aarh. blev imidlertid det aandsliv, som udgik fra Holberg og siden stadig fik større styrke ved paavirkning fra oplysningstiden i Frankrig, bestemmende for udviklingen i Danmark og Norge. 213Kristian 6 (1730—1746). I modsætning til Kristian 6's pietisme staar hans og hans dronnings pragtsyge. Flere kostbare slotte byggedes; blandt dem var det store, senere nedbrændte Kristiansborg, som blev Kjøbenhavns hovedslot. Den strengeste etikette indførtes ved hoffet; kongen var vanskelig at faa i tale; han viste sig kun tilvogns og ledsaget af en ridende vagt; over slotspladsen maatte man gaa med hatten i haanden; mødte kjørende eller ridende den kongelige vogn, maatte de stige af. For alt tysk næredes en sterk forkjærlighed; ved hoffet brugtes kun det tyske sprog.

Paa kong Kristians tid gjordes der adskilligt for at ophjælpe landets industri og fabrikdrift. Dette skede i overensstemmelse med det saakaldte «merkantile system», som dengang raadede i Europa, og som gik ud paa at ethvert land skulde se at forsyne sig selv med alle mulige slags varer. For at opnaa dette understøttede staten alle slags fabriker og lagde stor told paa fremmede varer. Regjeringens hjælp kom især Kjøbenhavn tilgode, hvor der fremelskedes adskillig fabrikdrift.

Fredrik 5 (1746—1766). Efter Kristian fulgte hans søn Fredrik 5. Denne lignede ikke sin fader, men var godmodig og omgjængelig og elskede fornøielser. Med ham forsvandt baade pietismen og den strenge etikette ved hoffet; theatret aabnedes igjen, og Holberg begyndte atter at skrive komedier. Fredrik tog som regel dygtige ministre og lod dem raade; den som havde mest at sige, var den ældre Bernstorf, som med iver fortsatte arbeidet paa at udvikle den indenlandske fabrikdrift.

Under kong Fredrik truedes riget med krig. I Rusland var Peter 3 blevet keiser i 1762 (side 208). Han var tillige hertug i Holsten-Gottorp og vilde benytte sin magt som russisk keiser til at gjenvinde den del af Slesvig, der var indlemmet i Danmark under den store nordiske krig (side 193). Før det kom til noget sammenstød, blev Peter 3 styrtet, og kort efter blev det ordnet saaledes, at de russiske keisere afstod til kongen af Danmark ogsaa sin del af Holsten mod til erstatning at faa Oldenburg, som paa den tid tilhørte den danske kongeslegt. Paa denne maade kom begge hertugdømmerne 214i sin helhed til at staa umiddelbart under den danske konge.

Kristian 7 (1766—1808).

Ved Fredriks død besteg hans ældste søn Kristian 7 tronen. Kristian havde faaet en uheldig opdragelse og kom tidlig i daarligt selskab. Da han 17 aar gammel blev konge og slap fri for alle baand, styrtede han sig ud i de vildeste udskeielser og ødelagde sig snart baade paa aand og legeme; tilsidst blev han fuldstændig sindssvag. I navnet vedblev han imidlertid at regjere, men var fuldstændig afhængig af dem som var om ham.

Struensée (1770—1772).

Paa en udenlandsreise som kongen foretog, havde tyskeren Struensee ledsaget ham som læge og forstaaet at vinde hans og end mere hans unge dronning Karoline Mathildes yndest, og benyttede sig heraf til at skaffe sig politisk indflydelse. Han blev første mand i raadet og opnaaede at faa ret til skriftlig at udfærdige alle de ordrer som kongen gav ham; alt som havde Struensees underskrift, skulde gjælde som kongens afgjørelse. Han indsatte sin ven grev Brandt til at holde kongen med selskab og passe paa at ingen fik indflydelse paa ham. Struensee var som saa mange andre af tidens statsmænd en elev af Voltaire og foresatte sig at bringe dennes tanker til udførelse. Det lykkedes ham ogsaa at udrette adskilligt godt, bogcensuren blev ophævet, og trykkefrihed indførtes; tortur afskaffedes; mange uduelige embedsmænd blev afsat. Han begyndte ogsaa at arbeide paa at ophjælpe den undertrykte danske bondestand.

Disse i og for sig gode foranstaltninger kom imidlertid for hurtig og vakte derfor misnøie. Hertil bidrog ogsaa at Struensee ikke med urette ansaaes for en tilhænger af Voltaire ogsaa i hans angreb paa kristendommen. Ikke mindre forargelse vakte hans aabenbare forkjærlighed for alt tysk; alle hans embedsskrivelser var affattet paa tysk, og ansøgninger som man vilde der skulde tages hensyn til, maatte skrives paa dette sprog. Struensee skaffede sig saaledes mange uvenner, især ved hoffet, noget hvortil ogsaa hans borgerlige byrd bidrog. Blandt hans bitreste fiender var kongens stedmoder, enkedronning Juliane Marie, og hendes søn, kongens lidet begavede halvbroder arveprins Fredrik; 215men den egentlige leder for modpartiet var arveprinsens tidligere lærer Guldberg. En sammensvergelse blev stiftet. I begyndelsen af 1772 trængte de sammensvorne en nat ind i kongens sovekammer og tvang ham til at underskrive en arrestordre mod Struensee og Brandt. Begge blev straks fængslet og henrettet, og dronning Karoline Mathilde maatte forlade landet.

Den guldbergske tid (1772—1784).

I det nye styre som kom istand efter Struensees fald, skulde arveprins Fredrik føre forsædet; men det blev Guldberg som fik mest at sige, og efter ham kaldes tidsrummet den guldbergske tid. Guldberg var en bestemt modstander af Voltaires retning, og de fleste af Struensees forandringer ophævedes atter. Men Guldberg var ogsaa meget imod det tyske væsen og tyskernes indtrængen i landet: han gav en lov som bestemte at kun danske, norske og holstenere kunde blive embedsmænd inden riget (indfødsretten). I begyndelsen af den guldbergske tid var den yngre Bernstorf statsraad. Han var en ven af fremskridt og maatte derfor senere gaa af. I 1780 lykkedes det Bernstorf at faa istand den første væbnede neutralitet (side 197), som i høi grad bidrog til at hæve især Norges skibsfart.

Kronprins Fredrik (1784—1808).

I 1784 blev kongens søn kronprins Fredrik voksen; han forlangte at blive stillet i spidsen for regjeringen og tog sig et nyt ministerium, hvori den yngre Bernstorf fik sæde. Kronprinsen var gunstig stemt for reformer og støttedes deri af Bernstorf. Mest paakrævet var en forandring i de danske bønders stilling. Det er allerede nævnt (side 112), at kun faa af Danmarks bønder havde bevaret eiendomsret til jorden. De fleste levede som fæstebønder paa herremændenes store godser og var som saadanne meget afhængige; alle maatte gjøre et ofte meget haardt pligtarbeide («hoveritjeneste») paa herrens gaard. Paa øerne herskede indtil Fredrik 4's tid vornedskabet, som gjorde bønderne omtrent til træller (side 100). Efterat vornedskabet var blevet ophævet af Fredrik 4, havde man faaet det militære stavnsbaand, som forpligtede bønderne til i næsten hele deres liv at opholde sig paa det gods 216hvor de var født. Stavnsbaandet blev indført for soldaterudskrivningens skyld, men gav godseierne en farlig magt, der saa meget lettere kunde misbruges, som godseierne havde en udstrakt dommer- og straffemyndighed ligeoverfor sine bønder. I 1788 blev stavnsbaandet afskaffet; pligten til hoveritjeneste blev begrænset, og man gjorde meget for at hjælpe bønderne til at skaffe sig eiendomsret til sin jord. Denne reform viste sig meget heldbringende; Danmarks jordbrug, som under den gamle ordning stadig var gaaet tilbage, gik nu raskt fremover.

I Norge ophævedes en bestemmelse om at den søndenfjeldske del af landet skulde kjøbe sit korn i Danmark. Handelen paa Finmarken havde i den senere tid været bortforpagtet, først til nogle kjøbmænd i Bergen, senere i Kjøbenhavn. Nu blev den givet fri; dette havde til følge at Finmarken tog en rask udvikling, og byerne Tromsø, Hammerfest og Vardø grundedes paa denne tid.

210

Ludvig Holberg. Siden reformationens tid var Tyskland omtrent det eneste land som Danmark-Norge underholdt en nøyere forbindelse med. Det er allerede fortalt (side 166) hvor dypt åndslivet i Tyskland sank etter trettiårskrigen. En uselvstendig etterligning av alt fransk og en tør, ufruktbar vitenskapelighet ble tidens særkjenne. Dette virket tilbake på forholdene hos oss; en ufruktbar lærdom og slavisk etterligning av det tyske ble rådende, inntil et omslag fant sted ved Ludvig Holberg. Holberg var født i Bergen 1684 av norsk slekt. Sin utdannelse fikk han, foruten i Norge, under gjentatte opphold i Holland og England og endelig i Frankrig og Italien. Etter sin tilbakekomst slo han seg ned i Kjøbenhavn, hvor han ble professor. Holberg hadde på sin utenlandstur stiftet bekjentskap med det åndsliv og den nye litteratur, som på den tid begynte å gjøre seg gjeldende i Vesteuropa, og da især i England. Selv var han en dyktig vitenskapsmann og satte seg som mål å bekjempe all tør, ufruktbar lærdom og søke å utbre virkelig nyttig kunnskap, samt å gjøre ende på tankeløs etterligning ved å vekke folk til å tenke selv. For dette mål virket han hele sitt liv. Han skrev vitenskapelige verker; blant disse kan især merkes en stor Danmarks historie. Han skrev også komedier og andre satiriske arbeider (Peder Paars og Nils Klims underjordiske reise). Overalt er hensikten den samme: å angripe og latterliggjøre det som er uselvstendig og dumt, og fremme selvstendighet og dyktighet. Det var Peder Paars og komediene som for øyeblikket hadde størst virkning på den store mengde. Holberg, som også i sine vitenskapelige verker skrev på dansk, mens tidligere forfattere mest hadde skrevet på latin eller tysk, er med rette kaldt den nye dansk-norske litteraturs far. Sansen for det almene vel og for offentlige sager, som hadde tapt seg så sørgelig etter eneveldets indførelse (side 184), begynte atter å stige. Holberg vant stor berømmelse ved 211sine skrifter; han ble endog adlet med tittel av baron. Han samlet seg også en stor formue, som han ved sin død skjenket til Sorø akademi.

Pietismen. Samtidig med at Vesteuropas åndsliv nådde til Norden gjennom Holberg, kom en annen åndsretning fra Tyskland, der i mangt og meget stod i motsetning til Holberg og hans virken, og som også for en tid øvede en hemmende innflytelse på denne. Det friske liv som i reformationsaarhundredet hadde rådet innen den lutherske kirke, var stilnet av. Hovedvekten ble lagt på rettroenhet; den minste avvikelse fra Luthers lære dømtes som den farligste vranglære, som måtte forfølges og utryddes. Derimot lagdes mindre vekt på hvordan ens liv var; åpenbare synder ansaaes ikke for så farlige som selv en mindre uoverensstemmelse med den lutherske bekjennelse. Mot denne religiøse oppfatning reiste der seg omkring år 1700 en sterk bevegelse. I Tyskland fremstod menn (som Francke og Spener), der med kraft og varme fremholdt at troen skulle vise sin frukt i et fromt levnet. Denne bevegelse har fått navnet pietisme (av pius = from).

Bevegelsen nådde snart til Norden. En av dens edleste representanter var Hans Egede, som var prest i Nordland. Han bestemte seg til at drage til Grønland for å ta seg av eskimoene.¹ Han lærte seg deres språk og drog ledsaget av sin dyktige og fromme hustru omkring fra bygd til bygd, fra hytte til hytte. En fryktelig koppeepidemi herjede på hans tid landet. Egede og hans hustru var utrettelige i å ta 212seg av de syke og pleie dem. Således virket han i mange år på Grønland, prekte kristendommen og gjorde overmåte meget godt. Omtrent samtidig begynte en annen prest, Thomas von Westen, å drive misjonsgjerning blant de norske lapper, som hittil hadde vært og delvis ennå lenge vedble å være hedninger. Også på andre områder bar den pietistiske åndsretning gode frukter. Konfirmasjon ble innført (1736), og i forbindelse hermed anordnedes regelmessig undervisning i den kristelige barnelærdom; dette var begynnelsen til folkeskolene i Danmark og Norge.

Men retningen hadde også andre, mindre heldige virkninger, som især kom til syne under kong Kristian 6. Denne var selv grepet av pietismen, og slotsprest Bluhme, en ivrig pietist, hadde stor innflytelse på ham. Kongen utstedte den såkalte sabbatordning. Heri betegnedes alle slags fornøyelser som syndige, og der fastsattes straff for ikke å gå i kirke om søndagen. Teatret ble lukket, så det ikke nyttet Holberg å skrive komedier i kong Kristians tid. I Kjøbenhavn ble byens porter stengt hver helligdag til langt ut på ettermiddagen, for at ikke folk skulle fristes til å benytte sådanne dage til ture ut i det frie. Der opstod nye regler for folks oppførsel og ytre vesen. Man talte med sakte, begredelig stemme, klagede over verdens daarlighed og førte gjerne bibelsteder i munnen. Alene den som oppførte seg således, kunne gjøre regning på de styrendes gunst; men dette fremkalte selvfølgelig hykleri og påtatt fromhet. Etter kong Kristians død tapte pietismen seg snart, især blant de høyere klasser; men nede blant folket holdt den seg her og der, således blant bøndene i Jylland. I Norge gjorde den seg paany gjeldende ved begynnelsen av dette århundre, etter at bonden Hans Nilssøn Hauge var opptrådt mot den rådende rasjonalisme (fornuftstro) og hadde vakt nyt liv blant folket, og den har siden vært en makt i vårt samfunn. I den senere del av det 18de aarh. ble imidlertid det åndsliv, som utgikk fra Holberg og siden stadig fikk større styrke ved påvirkning fra opplysningstiden i Frankrig, bestemmende for utviklingen i Danmark og Norge. 213Kristian 6 (1730—1746). I motsetning til Kristian 6's pietisme står hans og hans dronnings praktsyke. Flere kostbare slott byggedes; blant dem var det store, senere nedbrente Kristiansborg, som ble Kjøbenhavns hovedslot. Den strengeste etikette indførtes ved hoffet; kongen var vanskelig å få i tale; han viste seg kun til vogns og ledsaget av en ridende vagt; over slottsplassen måtte man gå med hatten i hånden; møtte kjørende eller ridende den kongelige vogn, måtte de stige av. For alt tysk næredes en sterk forkjærlighet; ved hoffet brugtes kun det tyske språk.

På kong Kristians tid gjordes der adskillig for at ophjælpe landets industri og fabrikkdrift. Dette skjedde i overensstemmelse med det såkalte «merkantile system», som dengang rådde i Europa, og som gikk ut på at ethvert land skulle se å forsyne seg selv med alle mulige slags varer. For å oppnå dette understøttet staten alle slags fabrikker og la stor toll på fremmede varer. Regjeringens hjelp kom især Kjøbenhavn tilgode, hvor der fremelskedes adskillig fabrikkdrift.

Fredrik 5 (1746—1766). Etter Kristian fulgte hans sønn Fredrik 5. Denne lignede ikke sin far, men var godmodig og omgjengelig og elskede fornøyelser. Med ham forsvant både pietismen og den strenge etikette ved hoffet; teatret åpnedes igjen, og Holberg begynte atter å skrive komedier. Fredrik tog som regel dyktige ministre og lot dem råde; den som hadde mest å si, var den eldre Bernstorf, som med iver fortsatte arbeidet på å utvikle den innenlandske fabrikkdrift.

Under kong Fredrik truedes riket med krig. I Rusland var Peter 3 blitt keiser i 1762 (side 208). Han var tillike hertug i Holsten-Gottorp og ville benytte sin makt som russisk keiser til å gjenvinne den del av Slesvig, der var innlemmet i Danmark under den store nordiske krig (side 193). Før det kom til noe sammenstøt, ble Peter 3 styrtet, og kort etter ble det ordnet således, at de russiske keisere avstod til kongen av Danmark også sin del av Holsten mot til erstatning å få Oldenburg, som på den tid tilhørte den danske kongeslegt. På denne måte kom begge hertugdømmene 214i sin helhet til å stå umiddelbart under den danske konge.

Kristian 7 (1766—1808).

Ved Fredriks død besteg hans eldste sønn Kristian 7 tronen. Kristian hadde fått en uheldig oppdragelse og kom tidlig i dårlig selskap. Da han 17 år gammel ble konge og slapp fri for alle bånd, styrtet han seg ut i de villeste utskeielser og ødela seg snart både på ånd og legeme; til sist ble han fullstendig sinnssvak. I navnet vedble han imidlertid å regjere, men var fullstendig avhengig av dem som var om ham.

Struensée (1770—1772).

På en utenlandsreise som kongen foretok, hadde tyskeren Struensee ledsaget ham som lege og forstått å vinne hans og enda mer hans unge dronning Karoline Mathildes yndest, og benyttet seg heraf til å skaffe seg politisk innflytelse. Han ble første mann i rådet og oppnådde å få rett til skriftlig å utferdige alle de ordrer som kongen ga ham; alt som hadde Struensees underskrift, skulle gjelde som kongens avgjørelse. Han innsatte sin venn grev Brandt til å holde kongen med selskap og passe på at ingen fikk innflytelse på ham. Struensee var som så mange andre av tidens statsmenn en elev av Voltaire og foresatte seg å bringe dennes tanker til utførelse. Det lyktes ham også å utrette adskillig godt, boksensuren ble opphevet, og trykkefrihet indførtes; tortur afskaffedes; mange uduelige embetsmenn ble avsatt. Han begynte også å arbeide på at ophjælpe den undertrykte danske bondestand.

Disse i og for seg gode foranstaltninger kom imidlertid for hurtig og vakte derfor misnøye. Hertil bidrog også at Struensee ikke med urette ansaaes for en tilhenger av Voltaire også i hans angrep på kristendommen. Ikke mindre forargelse vakte hans åpenbare forkjærlighet for alt tysk; alle hans embedsskrivelser var avfattet på tysk, og ansøkninger som man ville der skulle tas hensyn til, måtte skrives på dette språk. Struensee skaffet seg således mange uvenner, især ved hoffet, noe hvortil også hans borgerlige byrd bidrog. Blant hans bitreste fiender var kongens stemor, enkedronning Juliane Marie, og hennes sønn, kongens lite begavede halvbror arveprins Fredrik; 215men den egentlige leder for motpartiet var arveprinsens tidligere lærer Guldberg. En sammensvergelse ble stiftet. I begynnelsen av 1772 trengte de sammensvorne en natt inn i kongens sovekammer og tvang ham til å underskrive en arrestordre mot Struensee og Brandt. Begge ble straks fengslet og henrettet, og dronning Karoline Mathilde måtte forlate landet.

Den guldbergske tid (1772—1784).

I det nye styre som kom i stand etter Struensees fall, skulle arveprins Fredrik føre forsetet; men det ble Guldberg som fikk mest å si, og etter ham kalles tidsrummet den guldbergske tid. Guldberg var en bestemt motstander av Voltaires retning, og de fleste av Struensees forandringer ophævedes atter. Men Guldberg var også meget imot det tyske vesen og tyskernes inntrengen i landet: han ga en lov som bestemte at kun danske, norske og holstenere kunne bli embetsmenn innen riket (innfødsretten). I begynnelsen av den guldbergske tid var den yngre Bernstorf statsråd. Han var en venn av fremskritt og måtte derfor senere gå av. I 1780 lyktes det Bernstorf at få i stand den første væbnede nøytralitet (side 197), som i høy grad bidrog til å heve især Norges skipsfart.

Kronprins Fredrik (1784—1808).

I 1784 ble kongens sønn kronprins Fredrik voksen; han forlangte å bli stillet i spidsen for regjeringen og tok seg et nytt ministerium, hvori den yngre Bernstorf fikk sete. Kronprinsen var gunstig stemt for reformer og støttedes deri av Bernstorf. Mest påkrevet var en forandring i de danske bønders stilling. Det er allerede nevnt (side 112), at kun få av Danmarks bønder hadde bevaret eiendomsrett til jorden. De fleste levde som festebønder på herremennenes store godser og var som sådanne meget avhengige; alle måtte gjøre et ofte meget hardt pliktarbeid («hoveritjeneste») på herrens gård. På øyene hersket inntil Fredrik 4's tid vornedskabet, som gjorde bøndene omtrent til treller (side 100). Etter at vornedskabet var blitt opphevet av Fredrik 4, hadde man fått det militære stavnsbånd, som forpligtede bøndene til i nesten hele deres liv å oppholde seg på det gods 216hvor de var født. Stavnsbåndet ble innført for soldaterudskrivningens skyld, men ga godseierne en farlig makt, der så meget lettere kunne misbrukes, som godseierne hadde en utstrakt dommer- og straffemyndighet ligeoverfor sine bønder. I 1788 ble stavnsbåndet avskaffet; plikten til hoveritjeneste ble begrenset, og man gjorde meget for å hjelpe bøndene til å skaffe seg eiendomsrett til sin jord. Denne reform viste seg meget heldbringende; Danmarks jordbruk, som under den gamle ordning stadig var gått tilbake, gikk nå raskt fremover.

I Norge ophævedes en bestemmelse om at den sønnenfjelske del av landet skulle kjøpe sitt korn i Danmark. Handelen på Finmarken hadde i den senere tid vært bortforpaktet, først til noen kjøpmenn i Bergen, senere i Kjøbenhavn. Nå ble den gitt fri; dette hadde til følge at Finmarken tok en rask utvikling, og byene Tromsø, Hammerfest og Vardø grundedes på denne tid.