Katharina 2 (1762—1796). I Rusland havde efter Peter den stores død den ene tronrevolution afløst den anden. De indre kampe og udygtige regenter stansede landets fremgang i de af Peter anviste spor. Det er allerede fortalt (side 206), at Peters datter Elisabeth i 1762 efterfulgtes af Peter 3. Med ham afløser huset Holsten-Gottorp huset Ramánov paa Ruslands trone; Peter var nemlig en sønnesøn af den holstenske hertug Fredrik, som i den store nordiske krig havde været Karl 12's forbundsfælle, og en søn af Peter den stores datter Anna. Peter 3 blev imidlertid kort efter sin tronbestigelse styrtet af sin hustru Katharina, som derpaa besteg tronen. Katharina, som var en tysk prinsesse, er en af Ruslands merkeligste herskere. Hun fortsatte Peter den stores verk: at udvide riget og indføre europæisk civilisation. Katharina besad store herskeregenskaber og interesse for sin virksomhed; men hun manglede den rette udholdenhed, saa det mange gange blev med begyndelsen og skinnet. Dertil kom hendes lidet agtværdige privatliv; hendes yndlinger, som ofte var raa og uduelige mænd, fik stor magt over hende og misbrugte denne til at berige sig. Mest bekjendt blandt dem er Potémkin. Katharina udrettede dog ikke lidet. Landets næringsveie kom op, skole- og retsvæsenet forbedredes. Hun var ligesom Fredrik 2 en stor beundrer af Voltaire, med hvem hun skriftlig raadførte sig om alskens regjeringsforetagender.
Katharina havde held med sig i sine bestræbelser for at udvide sit rige. Dette skede dels paa Tyrkiets, dels paa Polens bekostning. I syd fratog hun tyrkerne landet nord for det sorte hav og bemægtigede sig Krim. Sit store maal at frarive tyrkerne Konstantinopel naaede hun derimod ikke.
209Polens delinger. Polen var i middelalderen og i begyndelsen af den nyere tid en betydelig stat baade i udstrækning og folkemængde. Det polske rige strakte sig nemlig fra Østersjøen til henimod det sorte hav og var næst Rusland det største rige i Europa. Men den polske stat var aldrig saa sterk som den var stor. Grundene dertil var dels de eiendommelige befolkningsforhold, dels mangler ved statsforfatningen. Al jord eiedes af en mægtig, ridderlig adel samt af den rige romersk-katholske geistlighed. Bønderne var livegne paa de stores godser, og nogen polsk borgerstand fandtes saa at sige ikke. De talrige jøder traadte i denne stands sted; de befolkede byerne og dannede handels- og haandverksstanden; men de havde ingen politiske rettigheder. Der var saaledes en uoverstigelig kløft mellem stænderne. I spidsen for styret stod en valgt konge; men hans hænder var fuldstændig bundet, og forfatningen var nærmest republikansk. Vigtigere sager afgjordes paa rigsdagen, hvor alle adelsmænd, men ogsaa kun disse havde stemme. Der fandtes imidlertid den ulykkelige bestemmelse at en eneste adelsmand ved at sige nei kunde hindre enhver beslutning. Dette førte til stadig uenighed, som ofte udartede til slagsmaal og kamp. Alt dette svækkede Polen, som forøvrigt aldrig kom sig af den knæk landet fik under krigen med Karl 12.
Katharina 2 forstod udmerket at benytte sig af partistriden i Polen til at blande sig ind i landets indre forhold. I 1772 indgik Rusland, Preussen og Østerrig et forbund og tog uden videre hver sin del af landet (Østerrig fik næsten hele Galizien). Dette er Polens første deling. Polakkerne søgte nu at enes og vinde styrke ved en forfatningsforandring, men til ingen nytte. I 1793 tog Rusland og Preussen hver sit stykke (Polens anden deling). Nu reiste polakkerne sig til en sidste fortvilelsens kamp, anførte af Kosciusko (Koschjúsko). De kjæmpede med sedvanlig tapperhed, men kunde ikke staa sig mod de overlegne russiske hære. I 1795 endte kampen med at Rusland, Preussen og Østerrig delte resten af landet mellem sig (Polens tredje deling); Rusland fik nu som før broderparten af byttet. Aaret efter døde Katharina 2 (1796).
14 — Historie for middelskolen.