203

Tyskland var gaaet svækket ud af tretiaarskrigen (side 166). Dets enhed var brudt; keiseren havde ikke længere noget at sige over de flere hundrede selvstændige stater som 204landet var delt i. Habsburgerne vedblev vistnok at være mægtige fyrster. Men dette var ikke i kraft af deres stilling som keisere eller paa grund af nogen magt i Tyskland; det skyldtes udelukkende deres store østerrigske og ungarske arvelande.¹

Preussens opkomst. Blandt Nordtysklands stater hævede lidt efter lidt en sig til større betydning end de andre. Det var Brandenburg, hvor i aarhundreder den hohenzollerske æt havde regjeret. I begyndelsen af det 17de aarh. arvede den brandenburgske kurfyrste hertugdømmet Østpreussen, som tidligere havde tilhørt de tyske riddere (side 67). Ved Westfalerfreden vandt Fredrik Wilhelm, den store kurfyrste (1640—1688), en del af Bagpommern samt besiddelser i Sachsen. Ogsaa paa andre maader arbeidede denne dygtige fyrste for sit lands udvikling. Han tog sig varmt af dets næringsveie; blandt andet kom industrien op ved hjælp af indvandrede franske hugenotter (side 171). Fredrik Vilhelms søn Fredrik var en meget pragtsyg og forfængelig mand; han antog kongenavn og kaldte sig konge af Preussen.² Brandenburg vedblev dog at være hovedlandet og Berlin rigets hovedstad. Fredriks søn og efterfølger Fredrik Vilhelm I (død 1740) var en streng og myndig hersker. Han gjorde kongemagten uindskrænket og bidrog paa samme tid sit til at udjevne standsforskjellen i sine lande ved at fratage adelen dens skattefrihed. Han øgede den allerede før forholdsvis store hær, og eksercis var hans største fornøielse. Særlig glad var han i sit garderegiment, som bestod bare af rigtig høie folk. Men han var raa og uvidende; for kunst og andre aandelige sysler havde han ingen sans.

Han søn Fredrik var meget musikalsk og nærede stor interesse for tidens franske litteratur; han blev selv en dygtig forfatter paa det franske sprog. Disse hans interesser synes faderen ikke om, og han lod ofte sønnen smage stokken, endog som voksen i hoffets paasyn. Tilsidst blev Fredrik 205saa kjed af den behandling han var udsat for, at han besluttede at flygte til England. Hans planer blev imidlertid opdaget, og faderen var saa forbitret, at han var nær ved at lade sønnen henrette som desertør. Fredrik maatte sidde længere tid i fængsel, og de som havde hjulpet ham, blev strengt straffet. Senere føiede Fredrik sig efter faderen og tog sig med iver af militære øvelser.

Fredrik 2 (1740—1786). I 1740 døde Fredrik Vilhelm I, og Fredrik besteg tronen som Fredrik 2. Han satte sig som maal med alle de midler som stod til hans raadighed, at gjøre Preussen til en stormagt i Europa. Samme aar som Fredrik blev konge, døde keiser Karl 6 (side 174). Han havde ingen sønner, kun en datter Maria Theresia, og hele hans arbeide havde i de senere aar været rettet paa at sikre denne datter alle sine lande, og hindre at de østerrigske Habsburgeres lande skulde splittes, saaledes som det kort i forveien var gaaet med de spanske lande. Han havde ogsaa tilsidst opnaaet at de forskjellige magter anerkjendte Maria Theresia som arving til hele riget. Men ikke før var han død, før mange fyrster trods sine løfter og forpligtelser fremkom med fordringer, og det faldt dem ikke vanskeligt at faa støtte hos Frankrig, Habsburgernes gamle fiende. Følgen var den østerrigske arvefølgekrig (1740—1748).

Blandt dem der kom med krav, var ogsaa Fredrik 2; han forlangte Schlesien, og det lykkedes ham med sin udmerkede hær at besætte dette landskab, medens Marias øvrige fiender paa forskjellige kanter faldt ind i hendes andre lande. I sin nød tog Maria sin tilflugt til ungarerne og lagde sin sag i deres haand; den tapre ungarske adel reiste sig som én mand til kamp for sin unge dronning og jog de forskjellige fiender ud; kun Fredrik lod sig ikke fordrive; han holdt fast paa sit bytte. Maria Theresia maatte tilsidst overlade Fredrik saa godt som hele Schlesien, medens hun fik fred med sine andre fiender uden synderlige opofrelser. Hendes mand Frants af Lothringen blev samtidig valgt til tysk keiser. Fra ham og Maria nedstammer Østerrig-Ungarns senere herskere; disse kalder sig helst Habsburgere, uagtet de kun paa kvindesiden tilhører denne æt.

206Maria Theresia pønsede stadig paa hevn over Fredrik, og hun fik dannet et forbund mod Preussen. Keiserinde Elisabeth af Rusland, Peter den stores lidet agtværdige datter, gik med i forbundet, fordi Fredrik havde tilladt sig at gjøre endel ligesaa skarpe som sande bemerkninger om hendes liv. Frankrig optraadte til stor harme for det franske folk nærmest efter markisen af Pompadours tilskyndelse som forbundsfælle af sin gamle fiende Østerrig. Ogsaa Sverige, Sachsen og Spanien optraadte mod Fredrik. I syvaarskrigen (1756—1763) fik Fredrik at kjæmpe mod størsteparten af Europa. Han havde kun hjælp hos England, som var indviklet i krig med Frankrig angaaende kolonierne i Amerika og Indien (side 194). Fredrik viste under den ulige kamp en glimrende dygtighed; han forstod at angribe sine fiender enkeltvis og vandt en række store slag. Men til andre tider led han ikke mindre haarde nederlag. Fredriks og hans folks udholdenhed fortjener den største beundring; han fandt altid, hvor mørkt det saa ud, nye udveie, og hans folk viste den største offervillighed. Tilsidst var dog hans stilling omtrent haabløs; landets kræfter syntes udtømte. Da reddedes han ved keiserinde Elisabeths død. Hendes efterfølger Peter 3 var en ivrig beundrer af den store preusserkonge og tog hans parti. Rigtignok blev der intet af det russisk-preussiske forbund, da Peter snart blev afsat og myrdet; men hans hustru Katharina 2, som fulgte ham paa tronen, trak sig ud af krigen, og det varede ikke længe før ogsaa de andre magter sluttede fred. Fredrik beholdt alle sine lande, deriblandt Schlesien. Preussen havde saaledes med ære bestaaet en kamp med flere stormagter paa en gang og kunde da ikke negtes en plads blandt dem.

Naar man undtager at Fredrik senere var med og berigede sig ved Polens 1ste deling, var hele den sidste halvdel af hans regjering (1763—1786) fredelig. Han søgte i denne tid at læge de saar som krigen havde tilføiet hans lande. Dette lykkedes ogsaa over al forventning; det var som der var kommet ny livskraft i det tyske folk. Fredrik hjalp til med alle de midler han raadede over, og gjorde her en udmerket brug af den uindskrænkede magt han sad 207inde med. De haardest hjemsøgte egne fik skattelettelser og pengehjælp, og ved Fredriks død befandt hans lande sig i en bedre økonomisk forfatning end nogensinde.

Fredrik havde en merkelig arbeidskraft; tidlig om morgenen var han oppe, og hele dagen var han optaget med sit arbeide. Alle breve blev lagt paa hans bord; han gjennemlæste dem alle og traf sin afgjørelse. Hyppig foretog han reiser rundt om i sine lande for at undersøge alt og tale med folk. Fredrik var tarvelig og nøisom for sin egen person; ogsaa ellers viste han sig meget sparsom. Han opholdt sig mest paa sit yndlingsslot Sanssouci (Sangsusí) ved Potsdam.¹ Her omgav han sig mest med folk med sans for kunst og litteratur. De fleste af disse var franskmænd; thi Fredrik havde kun liden tro paa at hans egne landsmænd duede i den retning. Denne opfatning var saa meget urimeligere, som der netop paa hans tid fremtraadte store tyske forfattere, som skulde komme til at gjøre den tyske litteratur toneangivende i Europa. Blandt de mænd han en tid havde om sig paa Sanssouci, maa merkes Voltaire (side 200), der øvede en meget stor indflydelse paa Fredrik, som i mangt var en fyrste efter Voltaires sind. Han var jo en enevældig konge, men en som ansaa sig for sit folks første tjener, og som gjorde brug af sin store magt til at bedre folkets kaar og ophjælpe landets næringsveie, til at udvikle skolevæsenet, afskaffe tortur og i en ikke ringe grad udjevne standsforskjellen. Fredrik staar 208for saa vidt som et mønster blandt det «oplyste enevældes» fyrster. Saaledes fortsatte Fredrik sit arbeide lige til det sidste. Han pleiede at sige: «En konge skal dø staaende.» 74 aar gammel døde han siddende i sin stol. Preussen har æret ham med tilnavnet «den store» eller «den eneste».

203

Tyskland var gått svekket ut av trettiårskrigen (side 166). Dets enhet var brutt; keiseren hadde ikke lenger noe å si over de flere hundre selvstendige stater som 204landet var delt i. Habsburgerne vedble vistnok å være mektige fyrster. Men dette var ikke i kraft av deres stilling som keisere eller på grunn av noen makt i Tyskland; det skyldtes utelukkende deres store østerrikske og ungarske arveland.¹

Preussens oppkomst. Blant Nordtysklands stater hevet litt etter litt en seg til større betydning enn de andre. Det var Brandenburg, hvor i århundrer den hohenzollerske ætt hadde regjert. I begynnelsen av det 17de aarh. arvede den brandenburgske kurfyrste hertugdømmet Østpreussen, som tidligere hadde tilhørt de tyske riddere (side 67). Ved Westfalerfreden vant Fredrik Wilhelm, den store kurfyrste (1640—1688), en del av Bagpommern samt besittelser i Sachsen. Også på andre måter arbeidet denne dyktige fyrste for sitt lands utvikling. Han tok seg varmt av dets næringsveier; blant annet kom industrien opp ved hjelp av indvandrede franske hugenotter (side 171). Fredrik Vilhelms sønn Fredrik var en meget praktsyk og forfengelig mann; han antok kongenavn og kalte seg konge av Preussen.² Brandenburg vedble dog å være hovedlandet og Berlin rigets hovedstad. Fredriks sønn og etterfølger Fredrik Vilhelm dere (død 1740) var en streng og myndig hersker. Han gjorde kongemakten uinnskrenket og bidrog på samme tid sitt til å utjevne standsforskjellen i sine lande ved å frata adelen dens skattefrihet. Han økte den allerede før forholdsvis store hær, og eksersis var hans største fornøyelse. Særlig glad var han i sitt garderegiment, som bestod bare av riktig høye folk. Men han var rå og uvitende; for kunst og andre åndelige sysler hadde han ingen sans.

Han sønn Fredrik var meget musikalsk og nærede stor interesse for tidens franske litteratur; han ble selv en dyktig forfatter på det franske språk. Disse hans interesser synes faren ikke om, og han lot ofte sønnen smake stokken, endog som voksen i hoffets påsyn. Til sist ble Fredrik 205så kjed av den behandling han var utsatt for, at han besluttet å flykte til England. Hans planer ble imidlertid oppdaget, og faren var så forbitret, at han var nær ved å la sønnen henrette som desertør. Fredrik måtte sitte lenger tid i fengsel, og de som hadde hjulpet ham, ble strengt straffet. Senere føyet Fredrik seg etter faren og tok seg med iver av militære øvelser.

Fredrik 2 (1740—1786). I 1740 døde Fredrik Vilhelm dere, og Fredrik besteg tronen som Fredrik 2. Han satte seg som mål med alle de midler som stod til hans rådighet, å gjøre Preussen til en stormakt i Europa. Samme år som Fredrik ble konge, døde keiser Karl 6 (side 174). Han hadde ingen sønner, kun en datter Maria Theresia, og hele hans arbeide hadde i de senere år vært rettet på å sikre denne datter alle sine lande, og hindre at de østerrikske Habsburgeres lande skulle splittes, således som det kort i forveien var gått med de spanske lande. Han hadde også til sist oppnådd at de forskjellige makter anerkjente Maria Theresia som arving til hele riket. Men ikke før var han død, før mange fyrster trass sine løfter og forpliktelser fremkom med fordringer, og det falt dem ikke vanskelig å få støtte hos Frankrig, Habsburgernes gamle fiende. Følgen var den østerrikske arvefølgekrig (1740—1748).

Blant dem der kom med krav, var også Fredrik 2; han forlangte Schlesien, og det lyktes ham med sin utmerkede hær å besette dette landskap, mens Marias øvrige fiender på forskjellige kanter falt inn i hennes andre lande. I sin nød tog Maria sin tilflukt til ungarerne og la sin sak i deres hånd; den tapre ungarske adel reiste seg som én mann til kamp for sin unge dronning og jog de forskjellige fiender ut; kun Fredrik lot seg ikke fordrive; han holdt fast på sitt bytte. Maria Theresia måtte til sist overlate Fredrik så godt som hele Schlesien, mens hun fikk fred med sine andre fiender uten synderlige oppofrelser. Hennes mann Frants av Lothringen ble samtidig valgt til tysk keiser. Fra ham og Maria nedstammer Østerrig-Ungarns senere herskere; disse kaller seg helst Habsburgere, uaktet de kun på kvinnesiden tilhører denne ætt.

206Maria Theresia pønsede stadig på hevn over Fredrik, og hun fikk dannet et forbund mot Preussen. Keiserinne Elisabeth av Rusland, Peter den stores lite aktverdige datter, gikk med i forbundet, fordi Fredrik hadde tillatt seg å gjøre endel likeså skarpe som sande bemerkninger om hennes liv. Frankrig opptrådte til stor harme for det franske folk nærmest etter markisen av Pompadours tilskyndelse som forbundsfelle av sin gamle fiende Østerrig. Også Sverige, Sachsen og Spanien opptrådte mot Fredrik. I syvaarskrigen (1756—1763) fikk Fredrik å kjempe mot størsteparten av Europa. Han hadde kun hjelp hos England, som var innviklet i krig med Frankrig angående koloniene i Amerika og Indien (side 194). Fredrik viste under den ulige kamp en glimrende dyktighet; han forstod å angripe sine fiender enkeltvis og vant en rekke store slag. Men til andre tider led han ikke mindre harde nederlag. Fredriks og hans folks utholdenhet fortjener den største beundring; han fant alltid, hvor mørkt det så ut, nye utveier, og hans folk viste den største offervillighed. Til sist var dog hans stilling omtrent håpløs; landets krefter syntes uttømte. Da reddedes han ved keiserinne Elisabeths død. Hennes etterfølger Peter 3 var en ivrig beundrer av den store preusserkonge og tok hans parti. Riktignok ble der intet av det russisk-preussiske forbund, da Peter snart ble avsatt og myrdet; men hans hustru Katharina 2, som fulgte ham på tronen, trakk seg ut av krigen, og det varte ikke lenge før også de andre makter sluttet fred. Fredrik beholdt alle sine lande, deriblant Schlesien. Preussen hadde således med ære bestått en kamp med flere stormakter på en gang og kunne da ikke nektes en plass blant dem.

Når man unntar at Fredrik senere var med og beriket seg ved Polens 1ste deling, var hele den siste halvdel av hans regjering (1763—1786) fredelig. Han søkte i denne tid å lege de sår som krigen hadde tilføyet hans lande. Dette lyktes også over all forventning; det var som der var kommet ny livskraft i det tyske folk. Fredrik hjalp til med alle de midler han rådde over, og gjorde her en utmerket bruk av den uinnskrenkede makt han satt 207inne med. De hardest hjemsøkte egne fikk skattelettelser og pengehjelp, og ved Fredriks død befandt hans lande seg i en bedre økonomisk forfatning enn noensinne.

Fredrik hadde en merkelig arbeidskraft; tidlig om morgenen var han oppe, og hele dagen var han optaget med sitt arbeide. Alle brev ble lagt på hans bord; han gjennomleste dem alle og traff sin avgjørelse. Hyppig foretok han reiser rundt om i sine lande for å undersøke alt og tale med folk. Fredrik var tarvelig og nøysom for sin egen person; også ellers viste han seg meget sparsom. Han oppholdt seg mest på sitt yndlingsslott Sanssouci (Sangsusí) ved Potsdam.¹ Her omgav han seg mest med folk med sans for kunst og litteratur. De fleste av disse var franskmenn; thi Fredrik hadde kun liten tro på at hans egne landsmenn dugde i den retning. Denne oppfatning var så meget urimeligere, som der nettopp på hans tid fremtrådte store tyske forfattere, som skulle komme til å gjøre den tyske litteratur toneangivende i Europa. Blant de menn han en tid hadde om seg på Sanssouci, må merkes Voltaire (side 200), der øvede en meget stor innflytelse på Fredrik, som i mangt var en fyrste etter Voltaires sinn. Han var jo en eneveldig konge, men en som anså seg for sitt folks første tjener, og som gjorde bruk av sin store makt til å bedre folkets kår og ophjælpe landets næringsveier, til å utvikle skolevesenet, avskaffe tortur og i en ikke ringe grad utjevne standsforskjellen. Fredrik står 208for så vidt som et mønster blant det «opplyste eneveldes» fyrster. Således fortsatte Fredrik sitt arbeide like til det siste. Han pleide å si: «En konge skal dø stående.» 74 år gammel døde han sittende i sin stol. Preussen har æret ham med tilnavnet «den store» eller «den eneste».