198

Ved Ludvig 14's død blev hans sønnesøns søn Ludvig 15 konge. Han var dengang blot 5 aar gammel. I hans mindreaarighed var kongens frænde, den begavede, men usedelige hertug af Orleans, regent; han bragte ved sin letsindighed og sine uheldige foranstaltninger landets pengevæsen i endnu værre tilstand end før. Senere overtog kongen selv regjeringen og vilde, ligesom tidligere Ludvig 14, være sin egen førsteminister. Men hertil var han ingenlunde skikket. Han manglede sin forgjængers forstand, arbeidskraft og interesse for sit kald. Han sank desuden ned i usedelighed og dovenskab og tænkte kun paa at tilfredsstille sine lyster og fornøie sig. Han var fuldstændig i sine elskerinders magt; især var markisen af Pompadour (Pompadúr) i en række af aar omtrent enemægtig i Frankrig; hun raadede over statskassen og indsatte og afsatte generaler og statsmænd. Frankrig indvikledes i to krige, den østerrigske arvefølgekrig og syvaarskrigen (side 205—6). I begge spilte Frankrig gjennemgaaende en lidet ærefuld rolle, medens de store udgifter gjorde statskassens stilling rent fortvilet. Et saadant styre maatte bidrage til at berøve den franske kongemagt den sidste rest af kjærlighed og agtelse. Ludvig saa den stigende misnøie, men trøstede sig med at det vilde gaa saalænge han levede. («Efter os kommer syndfloden»).

Frankrigs tilstand paa Ludvig 15's tid.

Frankrig var siden Ludvig 14's tid et enevoldsrige. Kongen havde 199den mest uindskrænkede magt over alle sine undersaatters liv og eiendom; han gav love og paalagde skatter; han raadede over statskassen. Denne sin store magt brugte kongen nærmest med tanke paa sig selv, ikke paa sit folk. Han bortødslede statens midler paa et over alle grænser kostbart hothold og paa hæren, men tog sig kun lidet af landets opkomst. Værst var det at kongen intet gjorde for at udjevne den store standsforskjel som fandtes; det var dog netop for at sætte ham istand dertil, at de lavere klasser i sin tid havde hjulpet kongen til hans store magt.

Adelen og den rige katholske geistlighed eiede ²/₃ af al Frankrigs jord, og dog var de omtrent skattefrie. Og ikke nok hermed. Adelen havde eneret til alle bedre lønnede poster i statens og kirkens tjeneste. Desuden havde adel og geistlighed en hel del andre forrettigheder (privilegier); de blev saaledes dømt af egne domstole og tildels efter andre love end de borgerlige.

Skatterne hvilede paa borgere og bønder, som holdt paa at segne under den svære byrde. Især var bøndernes stilling fortvilet. De eiede som regel ikke sin jord og var for en del endnu livegne. De havde foruden skatterne til staten ogsaa at betale tiende til kirken og en mængde afgifter til herremanden som eiede jorden. Man regner at en bonde dengang havde at betale mindst ⁴/₅ af sin fortjeneste i forskjellige slags skatter.

Ved siden heraf raadede der den største ufrihed i alle forhold; det var saaledes ved lov bestemt hvor mange kjøbmænd og haandverkere af hver slags der skulde være i de forskjellige byer. Hertil kom den store uvidenhed som herskede blandt de lavere klasser. Den katholske geistlighed, i hvis haand undervisningsvæsenet laa, gjorde intet for at sprede oplysning blandt folket; under den herskende vankundighed og overtro havde den størst udsigt til at bevare den blinde lydighed ligeoverfor kirke og konge.

Under det elendige styre sank landet dybere og dybere ned i fattigdom. Jorden gav ikke mere end ¹/₅ af det udbytte den nu giver. Hungersnød hjemsøgte alt i et det frugtbare land; folk døde i tusendvis af sult. Selvfølgelig maatte 200saadanne forhold vække forbitrelse. Men denne hindredes paa alle maader fra at komme tilorde. Kneb det, anvendtes vaabenmagt til at kue alle oprørsforsøg. Regjeringens almindeligste vaaben mod dem som gjorde sig til talsmænd for misnøien, var dog de hemmelige arrestordrer (side 170). Med disse dreves der den skammeligste misbrug; ministrene og hoffets damer og herrer beskyldtes endog for at sælge saadanne til privatfolk, som paa denne maade letvindt kunde skaffe sig af med uvenner og modstandere.

Oplysnings-litteraturen.

Det lykkedes dog ikke at bringe kritiken til taushed. Der fremstod en række forfattere, som gjorde det til sin opgave at paavise manglerne ved de herskende tilstande og foreslaa forandringer og forbedringer. Denne bevægelse var begyndt i England; men sine navnkundigste talsmænd fandt den i Frankrig. Det er især to mænd som her fik betydning, Voltaire (Voltær) og Rousseau (Rusaa).

Voltaire (død som gammel mand i 1778) viste alt som gut sin skarpe evne til at iagttage og finde ud mangler og forstod at give et kvikt og træffende udtryk for sine tanker. Disse egenskaber, anlæg for kritik og vid, fulgte ham livet igjennem. Allerede som ung blev han et par gange sat i Bastillen; en tid levede han landflygtig i England, hvor han lærte den nye frisindede engelske litteratur at kjende. Hele hans senere liv er en uafbrudt kamp mod alt, han ansaa for usandt og urimeligt. Han skrev en mængde, baade dramaer, historiske og 201filosofiske arbeider og var en uforfærdet talsmand for alle der led uret. Voltaire angreb ikke egentlig det kongelige enevælde; han mente tvertimod at dette, foreløbig ialfald, var nødvendigt; men fyrsten skulde være folkets første tjener og anvende sin store magt til at indføre en retfærdigere samfundsorden; standsforskjellen skulde hæves, byrder og rettigheder fordeles ligeligere, tortur og uretfærdig retspleie skulde forsvinde; livegenskabet skulde ophæves, trykkefrihed indføres,

og der skulde sørges for folkeoplysningen. Men Voltaire gik videre; hans harme vendte sig i særlig grad mod den katholske kirke og geistlighed; han revsede dens mange feil og synder; men skjønt han ikke negtede Guds tilværelse, rettede han ogsaa sine angreb mod den kristne lære. Voltaires skrifter fik en vid udbredelse og en umaadelig betydning; de læstes ikke blot i Frankrig, men ogsaa i Europas andre lande. Overalt vandt han begeistrede tilhængere, baade inden borgerklassen og blandt fyrster og statsmænd. Der fremstod en

202række saadanne, som søgte at gjennemføre hans idéer, «det oplyste enevældes fyrster», som de gjerne kaldes.¹ Voltaire maatte fortrække fra Frankrig; han boede mest paa et gods i Schweiz, nær Genf. Efter Ludvig 15's død kom han til Paris, men døde kort efter.

Rousseau virkede især gjennem sine romaner og politiske skrifter. Han mente at civilisationen havde bragt menneskene fordærvelse og ulykke, og at det gjaldt at vende tilbage til menneskenes oprindelige naturtilstand, der for ham stod som en uskyldighedstilstand, da menneskene var gode og alle lige. Han ivrede især mod den bestaaende standsforskjel. Alle mennesker skulde være lige i rettigheder og pligter; men denne lighed troede Rousseau ikke kunde naaes uden under et frit styre. Han angreb derfor kongemagten og blev en talsmand for republiken. «Lighed, frihed og broderskab» var Rousseaus løsen. Et skrift af ham om opdragelsen, hvori han sterkt hævder barnenaturens ret, fik grundlæggende betydning for den senere udvikling af undervisnings- og skolevæsen. Rousseaus skrifter læstes med begjærlighed og vandt stor tilslutning. Ligesom Voltaire er det oplyste enevældes læremester, saaledes er det Rousseaus elever der tager ledelsen under den franske revolution og der søger at gjennemføre hans idéer.

Ludvig 16 (1774—1792).

Ved underretningen om Ludvig 15's død udbrød hans tronarving, sønnesønnen Ludvig 16: «Gud hjælpe mig; jeg er for ung til at regjere.» Og han havde ret. Neppe har vel nogen konge besteget tronen under vanskeligere forhold. Det der trængtes, var en sterk, hensynsløs mand, som magtede at bryde med alt det gamle og med kraftig haand gjennemføre de nødvendige reformer; især gjaldt det at udjevne standsforskjellen. Men en saadan mand var ikke Ludvig 16. Han var ærlig og rettænkende; hans vilje var god; men kraften og indsigten manglede. Hans interesse var at læse reisebeskrivelser og smede laaser; regjeringssager laa over hans evne. Han tog dog fat med en redelig vilje; men naar modstanden kom, veg han tilbage. 203Hans svaghed gjorde at han blev afhængig af sine omgivelser. Især udøvede hans dronning Marie Antoinette (Antoanét) stor magt over ham. Hun var en datter af den myndige keiserinde Maria Theresia; hun var ung og smuk, og havde ingen forstaaelse af hvor farlig stillingen var, men troede at alt kunde fortsættes i det gamle spor med fester og fornøielser. Heller ikke kongens to brødre øvede nogen heldig indvirkning paa ham. Den ældste, Ludvig, greve af Provence, var en forsigtig, beregnende mand; den yngre, Karl, greve af Artois (Artoá), en indskrænket, fanatisk tilhænger af det gamle styre.

Ludvig forsøgte i begyndelsen at foretage endel reformer; men da de mødte modstand hos adel og geistlighed, opgav han snart det hele. Samtidig indlod Ludvig sig paa at støtte nordamerikanerne i deres frihedskamp. Dette medførte at de franskmænd som deltog i krigen derover, vendte hjem som ivrige tilhængere af den nyskabte amerikanske frihed, og ivrige for at indføre noget lignende i sit hjemland. Krigen kostede desuden store summer og gjorde pengenøden end større. Tilsidst var der ikke mere penge at opdrive, og hele statsmaskineriet truede med at gaa istaa af mangel paa mynt. Den ene finansminister afløste den anden, men uden nytte. Tilsidst blev Necker, en rig schweizer som drev bankforetninger i Paris, finansminister. Han indsaa at der maatte en indgribende omveltning til, hvis det skulde kunne gaa længere. Men adel og geistlighed vilde ikke opgive sin skattefrihed, og kongen blev tilslut nødt til at indkalde rigets stænder (les états généraux), som ikke havde været sammen paa snart 200 aar. Kongen gik ogsaa ind paa at «tredjestanden», d. v. s. borgerstanden i byerne og paa landet, paa stænderforsamlingen skulde have ligesaa mange repræsentanter som de to andre stænder, adel og geistlighed, tilsammen.

198

Ved Ludvig 14's død ble hans sønnesøns sønn Ludvig 15 konge. Han var dengang blot 5 år gammel. I hans mindreårighet var kongens frende, den begavede, men usedelige hertug av Orleans, regent; han brakte ved sin letsindighed og sine uheldige foranstaltninger landets pengevæsen i enda verre tilstand enn før. Senere overtok kongen selv regjeringen og ville, likesom tidligere Ludvig 14, være sin egen førsteminister. Men hertil var han ingenlunde skikket. Han manglet sin forgjængers forstand, arbeidskraft og interesse for sitt kald. Han sank dessuten ned i usedelighet og dovenskap og tenkte kun på å tilfredsstille sine lyster og fornøye seg. Han var fullstendig i sine elskerinders makt; især var markisen av Pompadour (Pompadúr) i en rekke av år omtrent enemektig i Frankrig; hun rådde over statskassen og innsatte og avsatte generaler og statsmenn. Frankrig indvikledes i to krige, den østerrikske arvefølgekrig og syvaarskrigen (side 205—6). I begge spilte Frankrig gjennomgående en lite ærefull rolle, mens de store utgifter gjorde statskassens stilling rent fortvilet. Et sådant styre måtte bidra til å berøve den franske kongemakt den siste rest av kjærlighet og aktelse. Ludvig så den stigende misnøye, men trøstet seg med at det ville gå så lenge han levde. («Etter oss kommer syndfloden»).

Frankrigs tilstand på Ludvig 15's tid.

Frankrig var siden Ludvig 14's tid et enevoldsrike. Kongen hadde 199den mest uinnskrenkede makt over alle sine undersaatters liv og eiendom; han ga lover og paalagde skatter; han rådde over statskassen. Denne sin store makt brukte kongen nærmest med tanke på seg selv, ikke på sitt folk. Han bortødslede statens midler på et over alle grenser kostbart hothold og på hæren, men tok seg kun lite av landets oppkomst. Verst var det at kongen intet gjorde for å utjevne den store standsforskjell som fantes; det var dog nettopp for å sette ham i stand dertil, at de lavere klasser i sin tid hadde hjulpet kongen til hans store makt.

Adelen og den rike katolske geistlighet eide ²/₃ av all Frankrigs jord, og dog var de omtrent skattefrie. Og ikke nok hermed. Adelen hadde enerett til alle bedre lønnede poster i statens og kirkens tjeneste. Dessuten hadde adel og geistlighet en hel del andre forrettigheder (privilegier); de ble således dømt av egne domstoler og tildels etter andre lover enn de borgerlige.

Skattene hvilte på borgere og bønder, som holdt på å segne under den svære byrde. Især var bøndernes stilling fortvilet. De eide som regel ikke sin jord og var for en del ennå livegne. De hadde foruten skattene til staten også å betale tiende til kirken og en mengde avgifter til herremannen som eide jorden. Man regner at en bonde dengang hadde å betale minst ⁴/₅ av sin fortjeneste i forskjellige slags skatter.

Ved siden heraf rådde der den største ufrihet i alle forhold; det var således ved lov bestemt hvor mange kjøpmenn og håndverkere av hver slags der skulle være i de forskjellige byer. Hertil kom den store uvitenhet som hersket blant de lavere klasser. Den katolske geistlighet, i hvis hånd undervisningsvæsenet lå, gjorde intet for å sprede opplysning blant folket; under den herskende vankundighet og overtro hadde den størst utsikt til å bevare den blinde lydighet ligeoverfor kirke og konge.

Under det elendige styre sank landet dypere og dypere ned i fattigdom. Jorden ga ikke mer enn ¹/₅ av det utbytte den nå gir. Hungersnød hjemsøkte alt i et det fruktbare land; folk døde i tusenvis av sult. Selvfølgelig måtte 200sådanne forhold vekke forbitrelse. Men denne hindredes på alle måter fra å komme til orde. Knep det, anvendtes våpenmakt til å kue alle opprørsforsøk. Regjeringens alminneligste våpen mot dem som gjorde seg til talsmenn for misnøyen, var dog de hemmelige arrestordrer (side 170). Med disse dreves der den skammeligste misbruk; ministrene og hoffets damer og herrer beskyldtes endog for å selge sådanne til privatfolk, som på denne måte letvindt kunne skaffe seg av med uvenner og motstandere.

Opplysnings-litteraturen.

Det lyktes dog ikke å bringe kritikken til taushet. Der fremstod en rekke forfattere, som gjorde det til sin oppgave å påvise manglene ved de herskende tilstander og foreslå forandringer og forbedringer. Denne bevegelse var begynt i England; men sine navnkundigste talsmenn fant den i Frankrig. Det er især to menn som her fikk betydning, Voltaire (Voltær) og Rousseau (Rusaa).

Voltaire (død som gammel mann i 1778) viste alt som gut sin skarpe evne til å iaktta og finne ut mangler og forstod å gi et kvikt og treffende uttrykk for sine tanker. Disse egenskaper, anlegg for kritikk og vid, fulgte ham livet igjennom. Allerede som ung ble han et par gange satt i Bastillen; en tid levde han landflyktig i England, hvor han lærte den nye frisinnede engelske litteratur å kjenne. Hele hans senere liv er en uavbrutt kamp mot alt, han anså for usant og urimelig. Han skrev en mengde, både dramaer, historiske og 201filosofiske arbeider og var en uforferdet talsmann for alle der led urett. Voltaire angrep ikke egentlig det kongelige enevelde; han mente tvertimod at dette, foreløpig i alle fall, var nødvendig; men fyrsten skulle være folkets første tjener og anvende sin store makt til å innføre en retfærdigere samfunnsorden; standsforskjellen skulle heves, byrder og rettigheter fordeles ligeligere, tortur og urettferdig rettspleie skulle forsvinne; livegenskapet skulle oppheves, trykkefrihet innføres,

og der skulle sørges for folkeopplysningen. Men Voltaire gikk videre; hans harme vendte seg i særlig grad mot den katolske kirke og geistlighet; han revsede dens mange feil og synder; men skjønt han ikke nektet Guds tilværelse, rettet han også sine angrep mot den kristne lære. Voltaires skrifter fikk en vid utbredelse og en umåtelig betydning; de lestes ikke blot i Frankrig, men også i Europas andre lande. Overalt vant han begeistret tilhengere, både innen borgerklassen og blant fyrster og statsmenn. Der fremstod en

202rekke sådanne, som søkte å gjennomføre hans idéer, «det opplyste eneveldes fyrster», som de gjerne kalles.¹ Voltaire måtte fortrekke fra Frankrig; han bodde mest på et gods i Schweiz, nær Genf. Etter Ludvig 15's død kom han til Paris, men døde kort etter.

Rousseau virket især gjennom sine romaner og politiske skrifter. Han mente at sivilisasjonen hadde brakt menneskene fordervelse og ulykke, og at det gjaldt å vende tilbake til menneskenes opprinnelige naturtilstand, der for ham stod som en uskyldighetstilstand, da menneskene var gode og alle like. Han ivret især mot den bestående standsforskjell. Alle mennesker skulle være like i rettigheter og plikter; men denne likhet trodde Rousseau ikke kunne nås uten under et fritt styre. Han angrep derfor kongemakten og ble en talsmann for republikken. «Likhet, frihet og broderskap» var Rousseaus løsen. Et skrift av ham om oppdragelsen, hvori han sterkt hevder barnenaturens rett, fikk grunnleggende betydning for den senere utvikling av undervisnings- og skolevesen. Rousseaus skrifter lestes med begjærlighet og vant stor tilslutning. Likesom Voltaire er det opplyste eneveldes læremester, således er det Rousseaus elever der tar ledelsen under den franske revolusjon og der søker å gjennomføre hans idéer.

Ludvig 16 (1774—1792).

Ved underretningen om Ludvig 15's død utbrøt hans tronarving, sønnesønnen Ludvig 16: «Gud hjelpe meg; jeg er for ung til å regjere.» Og han hadde rett. Neppe har vel noen konge besteget tronen under vanskeligere forhold. Det der trengtes, var en sterk, hensynsløs mann, som magtede å bryte med alt det gamle og med kraftig hånd gjennomføre de nødvendige reformer; især gjaldt det å utjevne standsforskjellen. Men en sådan mann var ikke Ludvig 16. Han var ærlig og rettenkende; hans vilje var god; men kraften og innsikten manglet. Hans interesse var å lese reisebeskrivelser og smede låser; regjeringssaker lå over hans evne. Han tok dog fat med en redelig vilje; men når motstanden kom, veg han tilbake. 203Hans svakhet gjorde at han ble avhengig av sine omgivelser. Især udøvede hans dronning Marie Antoinette (Antoanét) stor makt over ham. Hun var en datter av den myndige keiserinne Maria Theresia; hun var ung og smuk, og hadde ingen forståelse av hvor farlig stillingen var, men trodde at alt kunne fortsettes i det gamle spor med fester og fornøyelser. Heller ikke kongens to brødre øvede noen heldig innvirkning på ham. Den eldste, Ludvig, greve av Provence, var en forsiktig, beregnende mann; den yngre, Karl, greve av Artois (Artoá), en innskrenket, fanatisk tilhenger av det gamle styre.

Ludvig forsøkte i begynnelsen å foreta endel reformer; men da de møtte motstand hos adel og geistlighet, oppga han snart det hele. Samtidig innlot Ludvig seg på å støtte nordamerikanerne i deres frihetskamp. Dette medførte at de franskmenn som deltok i krigen derover, vendte hjem som ivrige tilhengere av den nyskapte amerikanske frihet, og ivrige for å innføre noe lignende i sitt hjemland. Krigen kostet dessuten store summer og gjorde pengenøden enda større. Til sist var der ikke mer penger å oppdrive, og hele statsmaskineriet truet med å gå i stå av mangel på mynt. Den ene finansminister avløste den annen, men uten nytte. Til sist ble Necker, en rik sveitser som drev bankforetninger i Paris, finansminister. Han innså at der måtte en inngripende omveltning til, hvis det skulle kunne gå lenger. Men adel og geistlighet ville ikke oppgi sin skattefrihet, og kongen ble til slutt nødt til å innkalle rigets stender (les états généraux), som ikke hadde vært sammen på snart 200 år. Kongen gikk også inn på at «tredjestanden», d. v. s. borgerstanden i byene og på landet, på stenderforsamlingen skulle ha likeså mange representanter som de to andre stender, adel og geistlighet, tilsammen.