193

Da dronning Anna døde i 1714, kom det hannoveranske hus paa tronen i Storbritannien og Irland. De tre første konger af dette hus hed Georg. Under dem befæstedes det parlamentariske styresæt (side 176).

I løbet af det 18de aarhundrede udviklede den engelske industri, skibsfart og handel sig, saa England paa alle disse omraader blev den første stat i Europa. Især gik det hurtig fremad efterat dampmaskinen var opfundet (1763 af Watt (udt. Uaat)).

Englands ydre politik gik paa samme tid ud paa at skaffe sig kolonier og udvide sin magt paa sjøen. Det var især Frankrig som det fik at kappes med, og følgen var en række sjø- og kolonialkrige med denne magt. Det er allerede fortalt (side 139), hvorledes engelskmændene paa dronning Elisabeths tid for alvor tog fat paa sjøfart, samt at de da stiftede det ostindiske kompani til handel paa Indien, og grundede sin første koloni Virginia paa Nordamerikas østkyst. Under de religiøse og politiske kampe i Stuarternes og Cromwells dage var mange vandret ud fra England, snart puritanere og snart katholiker; disse havde grundet flere nybygder i nord og syd for Virginia. Baade i Amerika og Indien optraadte imidlertid franskmændene som deres konkurrenter;

13 — Historie for middelskolen.

194Colbert søgte nemlig at skaffe Frankrig kolonier og hæve dets handel og skibsfart. Franskmændene slog sig ned i Indien og søgte at trænge engelskmændene ud fra handelen der. De seilede ogsaa til Nordamerika og grundede kolonier baade i Kanada og syd ved Missisippis munding.

Denne kappestrid førte til krig baade i kolonierne og paa sjøen. Den første af de mange krige af denne slags mellem Frankrig og England er den som blev ført under den spanske arvefølgekrig. Ved freden i Utrecht maatte Frankrig afstaa Nova Scotia og Newfoundland (side 175). Af de følgende kolonialkrige er den vigtigst som blev ført samtidig med den preussiske syvaarskrig omkring 1760, da William Pitt den ældre var engelsk førsteminister. England vandt ved denne anledning store besiddelser i Forindien, og Frankrig maatte afstaa hele Kanada.

Denne krig som engelskmændene mest havde ført for sine amerikanske koloniers skyld, havde kostet landet mange penge og i høi grad øget dets statsgjæld. Engelskmændene fandt det under disse forhold rimeligt at de amerikanske kolonier hjalp til at afbetale gjælden, og paalagde dem visse skatter og toldafgifter. De nævnte kolonier, som alle laa langs Atlanterhavets kyst, var dengang 13 i tallet. Hver af dem dannede en liden stat for sig og styrede selv sine anliggender. De havde intet med hverandre at gjøre, og det eneste baand som knyttede dem til det fælles moderland, var at de kun maatte drive handel med dette, samt at den øverste embedsmand, guvernøren, i de fleste kolonier udnævntes af den engelske regjering. De havde derimod ikke betalt nogen afgift til England. Kolonisterne protesterede mod at betale de skatter som nu blev dem paalagt; skulde de betale skat, vilde de have ret til at sende repræsentanter til det engelske parlament.

Denne fordring var fuldt overensstemmende med engelsk ret, og de fleste engelskmænd, deriblandt Pitt, som imidlertid var gaaet af som statsraad, indrømmede dette. Skatterne blev ogsaa ophævet; kun en afgift paa the blev staaende; men heller ikke denne vilde amerikanerne finde sig i. Da et engelsk skib kom til Boston ladet med the, gik endel af 195borgerne ombord paa skibet forklædte som indianere og kastede hele ladningen i sjøen. Den engelske regjering forlangte at byen Boston skulde erstatte skaden. Boston vilde ikke gaa ind herpaa, og dens havn blev sperret af engelske krigsskibe. Dette havde til følge at kolonierne sluttede sig sammen og sendte udsendinger til et møde i Filadelfia. Her besluttede de alle at gjøre fælles sag med Boston, og afbrød enhver handelsforbindelse med England. Dette skridt blev af engelskmændene erklæret for oprør, engelske tropper blev sendt over, og den nordamerikanske frihedskamp begyndte (1775—1783).

Det var ingen let opgave kolonierne gav sig ifærd med, da de optog kampen med England. De havde ingen fælles regjering, ingen hær eller flaade. Heldigvis havde de inden sin midte en mand som magtede at tage ledelsen og bringe orden tilveie. Denne mand var Georg Washington. Washington tilhørte en gammel adelig slegt, som 100 aar i forveien var udvandret til Amerika. Han begyndte som landmaaler. Senere deltog han som officer i kampen mod franskmændene og udmerkede sig ved sin dygtighed og tapperhed. Efter krigen boede han paa en landeiendom i Virginia. Washington var en grundærlig mand; han besad en sjelden udholdenhed og den varmeste kjærlighed til sit fædreland. Valget af overanfører kunde ikke være faldt paa en værdigere. Men Washington behøvede ogsaa alle sine store egenskaber for at løse sin vanskelige opgave. Den troppestyrke som han havde til sin raadighed, bestod af frivillige, og der skulde den allerstørste taalmodighed og udholdenhed til for at holde dem sammen og faa indøvet dem saaledes, at de kunde staa sig mod de krigsvante engelske soldater.

Washington saa klarere end nogen anden at det vilde være en næsten haabløs gjerning for kolonierne, som kun talte 3 millioner indbyggere, at tage kampen op alene. Det gjaldt derfor at skaffe sig hjælp i Europa, og det var Frankrig, Englands gamle fiende, man især satte sit haab til. Som underhandler i Frankrig brugte amerikanerne Benjamin Franklin, der tidligere havde været deres talsmand i England. Franklin var egentlig bogtrykker. Han havde 196som gut ikke faaet nogen ordentlig undervisning; men med utrættelig flid anvendte han al sin fritid, og nætterne med til at samle kundskaber. Han lærte sig selv flere sprog, men syslede ogsaa med naturvidenskaberne og viste her sin dygtighed ved at opfinde lynaflederen. Han udgav mange skrifter samt et blad som han selv skrev; alt hvad han skrev gik ud paa belæring og oplysning; han stræben var at gjøre hæderlige og dygtige folk ud af sine landsmænd. Ikke mindst ivrig var han i sin virken for afholdssagen, og det lykkedes ham i ikke ringe grad at formindske den i Amerika herskende hang til drukkenskab.

Da Franklin kom til Frankrig vakte han stor opsigt; i sin jevne borgerlige dragt stak han saa underlig af mod alle hoffets uniformer. Ved sin dygtighed og veltalenhed vandt han snart opmerksomhed for sine landsmænds sag. Den franske konge, Ludvig 16, syntes dog ikke at han kunde støtte amerikanerne, saalænge de maatte betragtes som oprørere mod den engelske konge. Men den 4de juli 1776, i Filadelfia, erklærede kolonierne sig for selvstændige og uafhængige af England. Da det kort efter lykkedes amerikanerne at fange et større engelsk troppekorps, erkjendte Frankrig kolonierne for en selvstændig magt og sluttede forbund med dem. Med Frankrig var paa den tid Spanien nøie forbundet, saa ogsaa dette land deltog i krigen mod England.

Under disse omstændigheder tog krigen en anden vending. Vistnok fortsattes kampen i Amerika, hvor et fransk korps under Lafayette (Lafajét) kjæmpede ved amerikanernes side. Men kampen derover var ikke længere hovedopgaven for englænderne; de lagde kraften paa sjøkrigen mod Frankrig og Spanien for end mere at befæste sit herredømme paa havet. Deres overmagt tilsjøs var allerede saa stor at de optraadte med den største hensynsløshed ligeoverfor alle andre sjøfarende nationer. De vilde forbyde de udenfor krigen staaende, neutrale, lande omtrent enhver handel med deres modstandere og undersøgte og tog uden videre neutrale skibe. Dette førte til at Danmark-Norge, Sverige og Rusland i 1780 sluttede den første væbnede neutralitet. 197Disse stater hævdede i modsætning til England den opfatning, som senere er blevet gjældende ret, at neutrale skibe har lov til at seile til krigsførende lande, naar de blot ikke medfører krigsfornødenheder eller forsøger at løbe ind i havne som er blokeret, d. v. s. stængt af fiendtlige krigsskibe. For at sætte dette igjennem lod de sine handelsfartøier ledsage af krigsskibe, som i tilfælde med magt skulde forsvare dem mod engelske overgreb. Ogsaa Holland tænkte paa at slutte sig til den væbnede neutralitet; men England hindrede dette skridt ved at erklære det krig. Disse forhold kom Danmark-Norge til gode; det var under disse for vor skibsfart saa gunstige aar, at især den norske skibsfart tog det første store opsving.

Krigen rasede i alle verdensdele og paa alle have. Engelskmændene var som regel den seirende part. Især havde de held med sig i Forindien; franskmændene blev næsten ganske fortrængt herfra, og størstedelen af landet blev lagt under England. Denne vinding, ligesom ødelæggelsen af den franske, spanske og hollandske sjømagt og handel, opveiede den ringe fremgang de havde i Amerika. Krigen førtes der med mindre kraft, og da den engelske hær tilsidst led et stort nederlag, opgav engelskmændene tanken om atter at bringe kolonierne til lydighed. Freden sluttedes i 1783 i Versailles. Her anerkjendte England de forenede nordamerikanske stater som frie og uafhængige.

Tabet af de amerikanske kolonier blev ikke saa føleligt for England som man skulde tro. Det opveiedes ved erobringerne i Indien, og Englands handel paa Amerika blev snart fordelagtigere end nogensinde før. De forenede stater tog nemlig fra nu af et raskt opsving; folkemængden og velstanden steg hurtig, og omsætningen med udenverdenen vedblev for en væsentlig del at ligge i englændernes hænder.

Da de amerikanske kolonier havde vundet selvstændighed, gjaldt det at ordne den nye stat. Hidtil havde hver koloni dannet et samfund for sig; kun i krigens dage havde de holdt sammen. Det lykkedes imidlertid Washington og andre fædrelandssindede mænd at faa staterne til at slutte sig sammen til et forbund; forholdet til udlandet, krigsvæsen, 198told, mynt og postvæsen er fælles for alle og afgjøres af en præsident, som vælges paa 4 aar, samt af en kongres; forøvrigt styrer hver stat sig selv. Washington blev den første præsident og beklædte denne værdighed i 2 gange 4 aar. Derpaa trak han sig tilbage til sit gods i Virginia og døde der nogle aar senere, agtet og elsket af alle. Historien kjender kun faa mænd der har gjort sit land saa store tjenester som Washington, og endnu færre der har benyttet høie stillinger og magt paa en saa ædel og smuk maade som han.

193

Da dronning Anna døde i 1714, kom det hannoveranske hus på tronen i Storbritannien og Irland. De tre første konger av dette hus het Georg. Under dem befæstedes det parlamentariske styresett (side 176).

I løpet av det 18de århundre utviklet den engelske industri, skipsfart og handel seg, så England på alle disse områder ble den første stat i Europa. Især gikk det hurtig fremad etter at dampmaskinen var oppfunnet (1763 av Watt (udt. Uaat)).

Englands ytre politikk gikk på samme tid ut på å skaffe seg kolonier og utvide sin makt på sjøen. Det var især Frankrig som det fikk å kappes med, og følgen var en rekke sjø- og kolonialkriger med denne makt. Det er allerede fortalt (side 139), hvorledes engelskmennene på dronning Elisabeths tid for alvor tok fat på sjøfart, samt at de da stiftede det ostindiske kompani til handel på Indien, og grundede sin første koloni Virginia på Nordamerikas østkyst. Under de religiøse og politiske kamper i Stuarternes og Cromwells dage var mange vandret ut fra England, snart puritanere og snart katholiker; disse hadde grunnet flere nybygder i nord og syd for Virginia. Både i Amerika og Indien opptrådte imidlertid franskmennene som deres konkurrenter;

13 — Historie for middelskolen.

194Colbert søkte nemlig å skaffe Frankrig kolonier og heve dets handel og skipsfart. Franskmennene slo seg ned i Indien og søkte å trenge engelskmennene ut fra handelen der. De seilede også til Nordamerika og grundede kolonier både i Kanada og syd ved Missisippis munning.

Denne kappestrid førte til krig både i koloniene og på sjøen. Den første av de mange krige av denne slags mellom Frankrig og England er den som ble ført under den spanske arvefølgekrig. Ved freden i Utrecht måtte Frankrig avstå Nova Scotia og Newfoundland (side 175). Av de følgende kolonialkriger er den viktigst som ble ført samtidig med den preussiske syvaarskrig omkring 1760, da William Pitt den eldre var engelsk førsteminister. England vant ved denne anledning store besittelser i Forindien, og Frankrig måtte avstå hele Kanada.

Denne krig som engelskmennene mest hadde ført for sine amerikanske koloniers skyld, hadde kostet landet mange penger og i høy grad øket dets statsgjeld. Engelskmennene fant det under disse forhold rimelig at de amerikanske kolonier hjalp til å avbetale gjelden, og paalagde dem visse skatter og tollavgifter. De nevnte kolonier, som alle lå langs Atlanterhavets kyst, var dengang 13 i tallet. Hver av dem dannede en liten stat for seg og styrte selv sine anliggender. De hadde intet med hverandre å gjøre, og det eneste bånd som knyttet dem til det felles moderland, var at de kun måtte drive handel med dette, samt at den øverste embetsmann, guvernøren, i de fleste kolonier utnevntes av den engelske regjering. De hadde derimot ikke betalt noen avgift til England. Kolonistene protesterte mot å betale de skatter som nå ble dem pålagt; skulle de betale skatt, ville de ha rett til å sende representanter til det engelske parlament.

Denne fordring var fullt overensstemmende med engelsk rett, og de fleste engelskmenn, deriblant Pitt, som imidlertid var gått av som statsråd, indrømmede dette. Skattene ble også opphevet; kun en avgift på the ble stående; men heller ikke denne ville amerikanerne finne seg i. Da et engelsk skip kom til Boston ladet med the, gikk endel av 195borgerne ombord på skipet forkledde som indianere og kastet hele ladningen i sjøen. Den engelske regjering forlangte at byen Boston skulle erstatte skaden. Boston ville ikke gå inn herpå, og dens havn ble sperret av engelske krigsskip. Dette hadde til følge at koloniene sluttet seg sammen og sendte utsendinger til et møte i Filadelfia. Her besluttet de alle å gjøre felles sak med Boston, og avbrøt enhver handelsforbindelse med England. Dette skritt ble av engelskmennene erklært for opprør, engelske tropper ble sendt over, og den nordamerikanske frihetskamp begynte (1775—1783).

Det var ingen lett oppgave koloniene ga seg ifærd med, da de optog kampen med England. De hadde ingen felles regjering, ingen hær eller flåte. Heldigvis hadde de innen sin midte en mann som magtede å ta ledelsen og bringe orden til veie. Denne mann var Georg Washington. Washington tilhørte en gammel adelig slekt, som 100 år i forveien var utvandret til Amerika. Han begynte som landmåler. Senere deltok han som offiser i kampen mot franskmennene og utmerket seg ved sin dyktighet og tapperhet. Etter krigen bodde han på en landeiendom i Virginia. Washington var en grunnærlig mann; han besatt en sjelden utholdenhet og den varmeste kjærlighet til sitt fedreland. Valget av overanfører kunne ikke være falt på en værdigere. Men Washington behøvde også alle sine store egenskaper for å løse sin vanskelige oppgave. Den troppestyrke som han hadde til sin rådighet, bestod av frivillige, og der skulle den allerstørste tålmodighet og utholdenhet til for å holde dem sammen og få innøvet dem således, at de kunne stå seg mot de krigsvante engelske soldater.

Washington så klarere enn noen annen at det ville være en nesten håpløs gjerning for koloniene, som kun talte 3 millioner innbyggere, å ta kampen opp alene. Det gjaldt derfor å skaffe seg hjelp i Europa, og det var Frankrig, Englands gamle fiende, man især satte sitt håp til. Som underhandler i Frankrig brukte amerikanerne Benjamin Franklin, der tidligere hadde vært deres talsmann i England. Franklin var egentlig boktrykker. Han hadde 196som gut ikke fått noen ordentlig undervisning; men med utrettelig flid anvendte han all sin fritid, og nettene med til å samle kunnskaper. Han lærte seg selv flere språk, men syslede også med naturvitenskapene og viste her sin dyktighet ved å oppfinne lynavlederen. Han utgav mange skrifter samt et blad som han selv skrev; alt hva han skrev gikk ut på belæring og opplysning; han streben var å gjøre hederlige og dyktige folk ut av sine landsmenn. Ikke minst ivrig var han i sin virken for avholdssaken, og det lyktes ham i ikke ringe grad å forminske den i Amerika herskende hang til drukkenskap.

Da Franklin kom til Frankrig vakte han stor opsigt; i sin jevne borgerlige drakt stak han så underlig av mot alle hoffets uniformer. Ved sin dyktighet og veltalenhet vant han snart oppmerksomhet for sine landsmenns sak. Den franske konge, Ludvig 16, syntes dog ikke at han kunne støtte amerikanerne, så lenge de måtte betraktes som opprørere mot den engelske konge. Men den 4de juli 1776, i Filadelfia, erklærte koloniene seg for selvstendige og uavhengige av England. Da det kort etter lyktes amerikanerne å fange et større engelsk troppekorps, erkjente Frankrig koloniene for en selvstendig makt og sluttet forbund med dem. Med Frankrig var på den tid Spanien nøye forbundet, så også dette land deltok i krigen mot England.

Under disse omstendigheter tog krigen en annen vending. Vistnok fortsattes kampen i Amerika, hvor et fransk korps under Lafayette (Lafajét) kjempet ved amerikanernes side. Men kampen derover var ikke lenger hovedoppgaven for englenderne; de la kraften på sjøkrigen mot Frankrig og Spanien for enda mer å befeste sitt herredømme på havet. Deres overmakt til sjøs var allerede så stor at de opptrådte med den største hensynsløshet ligeoverfor alle andre sjøfarende nasjoner. De ville forby de utenfor krigen stående, neutrale, lande omtrent enhver handel med deres motstandere og undersøkte og tok uten videre neutrale skip. Dette førte til at Danmark-Norge, Sverige og Rusland i 1780 sluttet den første væbnede nøytralitet. 197Disse stater hævdede i motsetning til England den oppfatning, som senere er blitt gjeldende rett, at neutrale skip har lov til å seile til krigsførende lande, når de blot ikke medfører krigsfornødenheder eller forsøker å løpe inn i havne som er blokkert, d. v. s. stengt av fiendtlige krigsskip. For å sette dette igjennom lot de sine handelsfartøyer ledsage av krigsskip, som i tilfelle med makt skulle forsvare dem mot engelske overgrep. Også Holland tenkte på å slutte seg til den væpnede nøytralitet; men England hindret dette skritt ved å erklære det krig. Disse forhold kom Danmark-Norge til gode; det var under disse for vår skipsfart så gunstige år, at især den norske skipsfart tok det første store oppsving.

Krigen raste i alle verdensdeler og på alle have. Engelskmennene var som regel den seirende part. Især hadde de held med seg i Forindien; franskmennene ble nesten ganske fortrengt herfra, og størstedelen av landet ble lagt under England. Denne vinning, likesom ødeleggelsen av den franske, spanske og hollandske sjømakt og handel, oppveide den ringe fremgang de hadde i Amerika. Krigen førtes der med mindre kraft, og da den engelske hær til sist led et stort nederlag, oppga engelskmennene tanken om atter å bringe koloniene til lydighet. Freden sluttedes i 1783 i Versailles. Her anerkjente England de forenede nordamerikanske stater som frie og uavhengige.

Tapet av de amerikanske kolonier ble ikke så føleligt for England som man skulle tro. Det opveiedes ved erobringene i Indien, og Englands handel på Amerika ble snart fordelagtigere enn noensinne før. De forenede stater tog nemlig fra nå av et raskt oppsving; folkemengden og velstanden steg hurtig, og omsetningen med utenverdenen vedble for en vesentlig del å ligge i englændernes hender.

Da de amerikanske kolonier hadde vundet selvstendighet, gjaldt det å ordne den nye stat. Hittil hadde hver koloni dannet et samfunn for seg; kun i krigens dage hadde de holdt sammen. Det lyktes imidlertid Washington og andre fædrelandssindede menn å få statene til å slutte seg sammen til et forbund; forholdet til utlandet, krigsvesen, 198toll, mynt og postvesen er felles for alle og avgjøres av en president, som velges på 4 år, samt av en kongress; forøvrig styrer hver stat seg selv. Washington ble den første president og beklædte denne verdighet i 2 gange 4 år. Derpå trakk han seg tilbake til sitt gods i Virginia og døde der noen år senere, aktet og elsket av alle. Historien kjenner kun få menn der har gjort sitt land så store tjenester som Washington, og enda færre der har benyttet høye stillinger og makt på en så edel og smuk måte som han.