Læreplanatlas
Historisk lærebog for middelskolen omfattende saavel Nordens som verdens historieTiden fra 1648—1789. Enevældets tid.

4. Norden 1660—1720.

181

Enevældet indføres i Danmark-Norge 1660. Efter freden i Kjøbenhavn i 1660 (side 154) befandt Danmark sig i en sørgelig tilstand. Det havde mistet sine frugtbare og folkerige besiddelser østenfor Øresund. Landets velstand laa nede efter de frygtelige krigsaar med deres herjinger og ødelæggelser. Byer var ødelagt; landsbyer og gaarde var afbrændt. Hertil kom den splid som raadede mellem de forskjellige stænder. Adelens opførsel under de sidste to krige havde øget det had som de andre stænder nærede mod den. Adelen eiede halvdelen af Danmark og havde desuden mange forrettigheder, men deltog omtrent ikke i statens byrder; den var paa det nærmeste skattefri. Og ikke nok hermed; den havde eneret til alle indbringende stillinger i statens tjeneste, først og fremst til posterne som lensherrer; lensherrerne var de øverste embedsmænd i de forskjellige landsdele og oppebar i regelen alle skatter og afgifter i lenet mod aarlig at indbetale en mindre sum i kongens kasse. Til gjengjæld for disse store forrettigheder skulde adelen i første række vove liv og eiendom til rigets forsvar; men denne sin pligt havde den nu tre gange svigtet og vist feighed og mangel paa fædrelandskjærlighed. Paa samme tid var borgerstandens selvfølelse og selvtillid vokset, ikke mindst paa grund af det kjøbenhavnske borgerskabs tapre holdning under krigen. Kong Fredrik havde ved sit mod og sin udholdenhed i farens stund 182vundet folkets hengivenhed, og tiden syntes saaledes gunstig til ogsaa i Danmark at fremtvinge en udvidelse af den kongelige myndighed.

Statskassen var tom, og der maatte gjøres udveie til nye indtægter. I den anledning indkaldtes en rigsdag i Kjøbenhavn i 1660. Her mødte udsendinger fra den danske adel, prestestand og borgerstand; bønderne var derimod ikke repræsenteret. Geistligheden og borgerstanden sluttede sammen. Geistligheden havde en klog fører i Sjællands biskop Svane, og borgerne førtes af Kjøbenhavns borgermester Nansen, som havde vist stor dygtighed under byens beleiring. Adelen havde derimod ingen fremragende leder; de dygtigere inden standen, mænd som Hannibal Sehested, stillede sig paa kongens side.

Først blev der foreslaaet at adelen skulde være med paa at betale skat ligesom de andre stænder. Dette forslag afviste adelen uden videre. Følgen var at de andre stænder nærmede sig kongen og for alvor begyndte at tale om at gjøre kongemagten arvelig; herved vilde haandfæstningen blive afskaffet, og det var denne som sikrede adelen dens forrettigheder. Da adelen merkede dette, vilde den sprænge rigsdagen ved at forlade byen; men Nansen lod Kjøbenhavns porte lukke og gav befaling til ikke at slippe nogen ud. Nu blev adelen ræd og var villig til at give efter; men det var for sent. Geistligheden og borgerne tilbød kongen arveret; denne modtog tilbudet, og adelen havde ikke andet at gjøre end at føie sig og gaa med paa arveretten. Hermed var haandfæstningen ophævet, og der skulde i dens sted gives en ny grundlov. Men dermed gik det ikke saa let. Meningerne var meget delte; nogle vilde have en fri forfatning efter engelsk mønster; andre vilde give kongen større magt. Svane var vundet af kongen og arbeidede for at skaffe ham enevoldsmagt. Han benyttede sig af uenigheden og foreslog at man skulde overlade kongen selv at forfatte en grundlov. Dette forslag blev vedtaget, og rigsdagen opløstes.

Istedenfor at give en ny grundlov udstedte Fredrik et brev, hvori han tillagde sig enevoldsmagt og ret til at ordne statsforfatningen efter eget tykke. Dette brev blev sendt 183rundt baade i Danmark og Norge til underskrift af alle adelsmænd og prester samt af borgernes og i Norge ogsaa bøndernes repræsentanter. Senere lod kongen den nye grundlov udarbeide. Dette arbeide overlod han til Peter Schumacher.¹ Den af ham forfattede «kongelov» lagde al magt i kongens haand. Kongen stod over loven og var kun Gud og sin egen samvittighed ansvarlig for sine handlinger. Danmark-Norge blev saaledes med ett det mest uindskrænkede monarki i hele Europa. Det varede dog flere aar før kongeloven blev offentliggjort.

Med den nye statsform fulgte en fuldstændig omordning af statsstyrelsen. Rigsraadet, som hidtil havde styret ved kongens side, blev ophævet. I dettes sted indførtes efter svensk mønster 5 saakaldte kollégier (svarende til vore departementer). Disse skulde forberede sagerne til kongens afgjørelse; deres formænd dannede kongens statsraad. I kollegierne fik baade adelige og borgerlige plads; det varede imidlertid ikke længe før de borgerlige blev de talrigste. Lensherrestillingen afskaffedes; isteden blev landene delt i amter; hvert af disse skulde styres af en amtmand. Disse embedsmænd fik fast løn, og da nu alle skatter og afgifter indbetaltes i statskassen, steg dennes indtægter til næsten det 5-dobbelte. Alle embedsmænd, geistlige som verdslige, skulde ansættes af kongen. Ved denne omordning af rigets styre mistede adelen sin ledende stilling; samtidig tabte den delvis sin tidligere skattefrihed. Derimod beholdt den i Danmark sin store magt ligeoverfor sine bønder; disse havde foreløbig ingen fordel af enevoldsmagtens indførelse. For Norge blev forandringen i flere henseender til gavn, ligesom nordmændenes gamle paastand om at Norge var et arverige, nu skede fyldest. Landet befriedes for den danske adels tryk og kom ikke længere til at staa i underordnet forhold til Danmark. Begge lande stod ligestillet overfor den enevældige konge. 184De øgede statsindtægter stillede store midler til kongens raadighed. Der ordnedes et prægtigt hofhold med Ludvig 14's hof som mønster. Mange penge blev anvendt til at øge hæren; de forudgaaende krige havde tilfulde vist nødvendigheden heraf. Ogsaa krigsflaaden forbedredes; opsynet hermed havde den norskfødte admiral Kort Adeler, som havde vundet et anseet navn i hollandsk og venetiansk tjeneste.

Fredrik 3 benyttede i det hele sin store magt med maadehold. Det samme maa som regel siges om hans efterfølgere. Kongerne overholdt i det store taget lovene, og deres styre var ikke i særlig grad trykkende. Men ulemperne ved en saadan regjeringsform udeblev ikke; folket, som ikke længere havde nogen del i statens styre, tabte efterhaanden sans og interesse for det offentlige liv.

I Norge blev fæstningen Fredriksten bygget, og byen Halden fik navn af Fredrikshald. Fredrik og hans nærmeste efterfølgere solgte en stor del af statens jordgods heroppe. Dette havde den heldige følge at odelsbøndernes tal blev betydelig forøget, idet mange bønder kjøbte den jord de før havde dyrket som leilændinger.

Kristian 5 (1670—1699).

Fredrik 3 døde 1670 og efterfulgtes af sin søn Kristian 5. Denne var pragtsyg og fornøielsessyg, men godmodig og let at lede. For at øge sit hofs glans oprettede han en ny høiadel med titler af grever og baroner. Det var mest indflyttede tyskere som opnaaede disse værdigheder; den gamle danske adel behandledes nemlig med mistillid af de første enevoldskonger og holdt sig mest borte fra hoffet. Norge fik to grevskaber, nemlig Larvig for kongens halvbroder Gyldenløve samt Tønsberg¹ for Schumacher eller Griffenfeldt, som han kaldtes da han blev ophøiet i adelsstanden. Kristian stiftede desuden flere ridderordener og gav en rangforordning for alle embedsmænd.

I begyndelsen af Kristians regjeringstid havde Griffenfeldt mest at sige. Fredrik 3 havde ved sin død anbefalet ham til sin søn og sagt: «Gjør en stor mand af ham, men 185gjør det ikke for hurtig.» Kristian fulgte blot den første del af faderens raad. Griffenfeldt blev adlet og ophøiet til greve; han fik titel af storkansler, og alle regjeringssager gik gjennem ham. At en mand af borgerlig herkomst opnaaede saa stor magt vakte misundelse, og hans talrige uvenner søgte af bedste evne at faa ham styrtet. Under Ludvig 14's krig med Holland i 1672 (side 172) havde Sverige taget parti for Ludvig. Nu mente Kristian 5 og mange med ham at tiden var kommet til at vinde de tabte skaanske landskaber tilbage ved en krig mod Sverige. Griffenfeldt modsatte sig dette; han indsaa det fordærvelige i at Nordens stater svækkede hverandre ved indbyrdes kampe; de skulde ved at slutte sig sammen søge at vinde indflydelse i Europa. Kongen vilde imidlertid krig, og denne begyndte (den skaanske krig 1675—1679). De danske gjorde landgang i Skaane og rettede ogsaa et angreb mod Sveriges tyske besiddelser. Nordmændene gjorde under Gyldenløve et seierrigt indfald i Baahuslen. Tillands tog dog krigen en for de danske uheldig vending, idet den svenske konge, den unge Karl 11, slog dem i et par blodige slag i Skaane. Tilsjøs var derimod de svenske fuldstændig underlegne, saa meget mere som hollænderne her kom Danmark til hjælp. Den danske admiral Nils Juel ødelagde den svenske flaade i Kjøgebugt. Ved freden fik Kristian kun nogle kanoner fra de tagne fæstninger.

Inden denne unyttige krig var tilende, var Griffenfeldt allerede skaffet afveien. Hans modstandere anklagede ham uretfærdigen for høiforræderi og fik ham dømt til døden; han havde allerede betraadt retterstedet, da et bud meldte at kongen havde benaadet ham med livsvarigt fængsel. Først sad han en tid fængslet i Kjøbenhavn; senere førtes han op til Munkholmen ved Trondhjem. Efter at have været fængslet i mange aar slap han endelig fri og tilbragte sit sidste leveaar i Trondhjem.

Danmark havde hidtil ikke havt nogen fælles lov; hver af landets hoveddele havde sin egen lovbog. Nu udkom Kristian 5's danske lov, som gjaldt for det hele land. Kort efter blev ogsaa Kristian 5's norske lov udstedt. Denne var for en stor del overensstemmende med den danske 186lov; blot afsnittene om odelsvæsen og leilændinger blev optaget fra den ældre norske lov. Kristians love, som endnu delvis gjælder, var anseet for særdeles gode arbeider for sin tid.

Fredrik 4 (1699—1730).

Da Kristian døde i 1699, blev hans søn Fredrik 4 konge. Under ham falder den store nordiske krig.

Sverige. Karl 11 (1660—1697).

Karl 11 var kun et barn ved sin fader Karl 10 Gustavs død i 1660 (side 160). En formynderstyrelse regjerede derfor den første tid (til 1672). Blandt nyttige ting, som denne regjering satte i verk, kan merkes oprettelsen af universitetet i Lund; dette bidrog til i kort tid at knytte de nyerhvervede skaanske lande til Sverige. Men formynderstyrelsens medlemmer misbrugte ofte sin stilling til at skaffe sig selv og sine slegtninge indbringende forleninger. Desuden modtog de bestikkelser og understøttelse til statskassen fra fremmede magter, især Frankrig, og indviklede Sverige i Ludvig 14's krig med nederlænderne (1672).

Netop som denne krig var begyndt, overtog Karl selv regjeringen. Hans opdragelse var blevet forsømt; han maatte som voksen søge at skaffe sig de kundskaber han burde have faaet i ungdommen. Karl var ellers forstandig og i høieste grad arbeidsom og udholdende; han var nøisom og streng baade mod sig selv og andre. I den skaanske krig udmerkede han sig ved personlig tapperhed og seig udholdenhed. Det var for en væsentlig del hans fortjeneste, at Sverige klarte sig ud af krigen saa godt som det gjorde.

Efter krigen var forholdene i Sverige sørgelige; de lignede i meget forholdene i Danmark 20 aar i forveien. Landet var udpint og ødelagt af krigen, statskassen tom og gjælden stor; der herskede indre splid og uenighed, idet de lavere stænder sukkede under de store skatter og var forbitret over adelens begunstigede stilling. Botemidlet blev det samme som i Danmark. De lavere stænder forbandt sig med kongen og lagde magten i hans haand, saa han kunde kue adelen. I 1680 blev der sammenkaldt en rigsdag i Stockholm. Her blev det for det første bestemt at formynderstyrelsen skulde drages til ansvar for sine misbrug. Dens medlemmer, 187som hørte til Sveriges fornemste slegter, blev dømt til saa svære bøder, at disse slegter sank ned i fattigdom. Dernæst besluttedes en ny reduktion (side 159), idet alle gaver af statens gods samt alle forleninger til grever og friherrer skulde inddrages uden erstatning til indehaveren. For at sætte kongen istand til at gjennemføre reduktionen blev hans magt betydelig forøget. Han blev gjort uafhængig af rigsraadet, som kun fik raadgivende stemme. To aar senere bestemte en ny rigsdag at kongen heller ikke for lovgivningens vedkommende skulde være bundet af rigsdagens bestemmelser. Kongemagten blev saaledes paa det nærmeste uindskrænket.

Karl gjennemførte reduktionen med den største strenghed og hensynsløshed. Høiadelen blev knækket; forskjellen mellem den høiere og lavere adel svandt. Karl bragte pengevæsenet i den bedste stand og kunde efterlade sig et fuldt skatkammer, uagtet han havde brugt store summer paa hæren og flaaden, som begge øgedes betydelig, og givet flaaden en ny hovedstation i Karlskrona. Ogsaa undervisningsvæsenet blev forbedret, og mange penge ofredes paa at bringe landets næringsveie op. Mange flygtende hugenotter kom til landet og oprettede fabriker (side 172). Sverige var saaledes under Karl 11 kraftigere end nogensinde, og ingen anede hvor snart det skulde være forbi med storhedstiden, dengang Karl 11 døde, og tronen gik over til hans unge søn Karl 12 (1697).

Karl 12 (1697—1718).

Karl var kun 15 aar ved faderens død. Legemsøvelser og jagt havde været hans kjæreste beskjæftigelser, medens han havde vist liden interesse for regjeringssager. Naboerne, paa hvis bekostning Sverige havde hævet sig til en stormagt, mente at tiden var kommet til at vinde det tabte igjen. Fredrik 4 af Danmark-Norge, Peter den store af Rusland og August 2 af Polen forenede sig om et angreb paa Sverige, der kun fandt hjælp hos den holsten-gottorpske hertug. Krigen har faaet navn af den store nordiske krig (1700—1721).

Karl var paa bjørnejagt, da han fik underretning om krigens udbrud. Fra det øieblik var han som et andet menneske; han kastede alle fornøielser tilside og tænkte kun paa 188sin stilling som landets konge. Han foretog raskt et angreb paa Sjælland, hvor han vadede iland i spidsen for sine soldater. Fredrik 4 maatte trække sig ud af krigen og anerkjende den holsten-gottorpske hertug som uafhængig af Danmark. Karl drog derpaa mod Rusland. Ved Narva kom

Karl 12.
Karl 12.

det til slag. Russernes hær var mange gange saa stor som den svenske. Men svenskernes tapperhed og russernes mangel paa sammenhold og disciplin bevirkede at Karl vandt en glimrende seier. Denne lette seier blev mere til skade end til nytte for Karl; thi den indgav ham en ringeagt for russerne, som han senere bittert maatte angre; for sent indsaa 189han at Peter den store var hans farligste fiende. Efter seieren over russerne gik det ud over Polen. Kong August blev slaaet og maatte flygte fra landet. I hans sted fik Karl en polsk adelsmand Stanislaus Leczinski valgt til konge. Karl forfulgte August ind i hans andet land Sachsen og tvang ham til at slutte fred og anerkjende Stanislaus som konge i Polen.

Medens Karl var optaget med disse kampe i Polen og Sachsen, havde Peter faaet tid til at sætte sig fast i Østersjøprovinserne og her grunde sin nye hovedstad St. Petersburg (side 179). Karl drog nu for anden gang mod Rusland for at ende krigen ogsaa med dette land. Peter bad om fred; men Karl svarede at derom skulde de tales ved i Moskva. Han rettede sin marsch mod denne by. Men da kom en kosakhøvding Maseppa til ham og bad ham rykke sydover til kosakkernes land, saa skulde disse gjøre opstand mod Peter og gaa sammen med svenskerne til Moskva. Karl gik ind herpaa; men der blev ikke noget ordentligt af kosakkernes opstand. Maseppa kom til Karl som flygtning med nogle faa mand. Ved denne marsch mod syd blev Karl afskaaret fra forbindelsen med Østersjøprovinserne. Hans dygtige undergeneral Levenhaupt skulde derfra rykke ham til undsætning med folk og alskens krigsfornødenheder; men han blev slaaet paa veien og mistede alt han havde med sig, og naaede Karl kun med levningerne af sin hær.

Saadan var Karls stilling, da vinteren 1708—1709 brød ind med usedvanlig strenghed. Svenskerne stod afskaarne dybt inde i Sydrusland; de manglede baade klæder og mad, og ammunitionen truede med at slippe op. Det var i denne vinter Karl mest vandt sine soldaters hengivenhed. Han delte deres savn, var klædt, spiste og sov som den simpleste krigsmand og sparede sig ikke, naar det gjaldt at bane vei igjennem snefanerne. I byen Pultava (øst for Dnjepr) havde Peter store oplag af krigsfornødenheder. Denne by søgte Karl at erobre; men Peter kom til undsætning med en stor hær. Karl havde kun 18 000 mand, som led mangel paa alt, selv kugler og krudt; Peter havde 3 gange saa mange folk. Karl bestemte sig dog for slag. Uheldigvis var han 190saaret, saa han ikke selv kunde lede sine tropper, og hans generaler var indbyrdes uenige. Svenskerne kjæmpede med den største tapperhed, men maatte vige. Karl reddede sig med nogle hundrede mand over den tyrkiske grænse (1709); størstedelen af hans hær maatte overgive sig og vandre i russisk fangenskab; kun faa af dem saa Sverige igjen. «Nu ligger St. Petersburgs grundvold fast og sikkert,» skrev Peter efter slaget. Med slaget ved Pultava var det forbi med Sveriges stormagtsstilling. Rusland indtog dets plads.

Karl blev i Tyrkiet i 5 aar. Det lykkedes ham at faa sultanen til at begynde krig med Rusland. Under krigen blev Peter engang indesluttet med sin hær; men den tyrkiske storvesir lod sig bestikke, og Peter blev reddet.

Efter slaget ved Pultava begyndte August 2 og Fredrik 4 atter krigen. August jog Stanislaus bort fra Polen. Samtidig faldt en dansk hær ind i Skaane; men statholderen der, grev Stenbock, samlede en bondehær og slog de danske. Disse rettede nu sine angreb mod Sveriges tyske provinser; men ogsaa her blev de slaaet af Stenbock. Senere blev dog Stenbock indesluttet og fanget, og dermed havde Sverige mistet sin sidste hær. Dets tyske besiddelser blev besat, og dets flaade ødelagt (1713).

Krigen førtes ogsaa tilsjøs mellem Danmark-Norge og Sverige, og her vandt et par nordmænd et berømt navn. Den ene var Ivar Huitfeldt. Under et slag i Kjøgebugt gik der ild i det skib Huitfeldt førte. Han kunde redde sig og sine folk ved at styre mod land; men da kunde der gaa ild ogsaa i de andre skibe. Han blev derfor liggende paa sin plads og fortsatte kampen til ilden naaede krudtkammeret. Skibet sprang i luften, og den tapre besætning fandt døden. Mest bekjendt blev dog Peter Wessel. Han var søn af en raadmand i Trondhjem. Han gik tidlig tilsjøs og blev sjøkadet. Da krigen begyndte igjen i 1709, fik han trods sin ungdom et lidet fartøi at føre. Han viste straks saadan dygtighed at han snart fik et større skib (Løvendahls galei). Med dette udførte han en række bedrifter, som gjorde hans navn bekjendt i hele Norden.

Sveriges stilling var fortvilet. Raadet underrettede Karl, 191som fremdeles opholdt sig i Tyrkiet, om at han maatte komme hjem, ellers tog man sig en ny konge. Karl ilede nu afsted og naaede Stralsund, den eneste by svenskerne havde igjen i Tyskland. Det gjaldt at komme over til Sverige; men udenfor laa Wessel og passede paa. En mørk nat lykkedes det Karl at slippe igjennem paa en liden jagt, og efter mange aars fravær var han hjemme igjen i Sverige. Slutte fred vilde han ikke, saa daarlige udsigterne end var. Han saa sig blot om efter midler til at fortsætte krigen, og fandt i holsteneren Gørtz en raadgiver som passede for ham. Statskassen var tom, og for at skaffe penge blev der udstedt kobberpenge, som skulde gjælde for sølv. Det lykkedes at danne en ny hær, og med denne gik Karl løs paa Norge, som skulde give ham erstatning for hvad der var tabt paa andre kanter.

I tre afdelinger rykkede den svenske hær ind syd for Kongsvinger (1716). De fleste norske tropper stod i Danmark og kom først efterhaanden op til fædrelandets forsvar. Karl fik snart en forsmag paa den modstand han skulde møde. Med 200 ryttere angreb oberst Kruse den overlegne svenske fortrop. Angrebet var dumdristigt og mislykkedes ogsaa; Kruse selv blev fanget; men han havde vakt Karls beundring ved sin og sine folks tapperhed. Karl besatte Kristiania, men kunde ikke tage Akershus fæstning. Den norske hovedhær stod i en fast stilling mellem Kristiania og Drammen. Karl sendte oberst Løven med 600 mand for at komme i ryggen paa nordmændene; men Løven blev paa Norderhov prestegaard angrebet af norske tropper og fanget med mange af sine mænd. Ved denne leilighed var det prestens hustru Anna Kolbjørnsdatter udmerkede sig.

Imidlertid var der fra Danmark kommet flere norske tropper, som truede med at afskjære Karl. Han maatte derfor forlade Kristiania og rykkede mod Fredrikshald. Her mødte han et tappert forsvar af besætningen samt af borgerne under anførsel af brødrene Hans og Peter Kolbjørnsen. Han rykkede ind i byen, men kunde intet udrette mod fæstningen Fredriksten. Borgerne satte selv ild paa sine huse; Karl maatte drage ud af den brændende by og led herunder 192store tab. I Sverige udrustedes imidlertid en flaade som skulde bringe Karl beleiringsskyts og andre fornødenheder. Flaaden var allerede naaet næsten op til den norske grænse og havde lagt sig for anker i Dynekilen, nord for Strømstad. Her blev den uventet overfaldt af Wessel eller Tordenskjold som han nu hed, da kongen til løn for hans tapperhed og dygtighed havde gjort ham til adelsmand. Med nogle mindre skibe vovede han sig ind i fjorden, uagtet indløbet var forsvaret af batterier og soldater. Den svenske flaade blev fuldstændig ødelagt, idet den dels blev taget dels brændt. Da Karl fik underretning om flaadens skjæbne, forlod han Norge, hvor han nu intet kunde udrette.

To aar efter fornyede Karl angrebet (1718). Selv rykkede han med 22 000 mand ind i det sydlige Norge, medens en anden hær paa 14 000 mand under Armfeldt faldt ind i det trondhjemske. Karl lagde sig for Fredriksten for endelig engang at faa bugt med denne brysomme grænsefæstning. Nu havde han med sig større kanoner og kunde aabne en regelmæssig beleiring. Men under denne faldt han rammet af en kugle i tindingen, og umiddelbart derefter brød den svenske hær op og drog hjem til Sverige. Ogsaa Armfeldt, som forgjæves havde søgt at tage Trondhjem, drog hjemover. Han tog veien op Tydalen for at naa tilbage til Sverige. Det var midtvinters med streng kulde og snefog. Svenskerne tog feil af veien, en mængde frøs ihjel paa fjeldet, og det var kun med sørgelige levninger af sin hær at Armfeldt naaede ned til beboede egne.

Karl 12 var en retsindig mand, gudfrygtig og af rene seder. Han var sine soldaters afgud; han delte alle besværligheder med dem og viste i faren urokkeligt mod og dødsforagt. Hans glimrende seiervindinger i begyndelsen af den store krig har kastet glans over hans navn, saa man har været tilbøielig til at glemme de nederlag han senere led. Hans ubøielige stivsind kostede Sverige dets stormagtsstilling og førte de frygteligste ulykker over landet.

Sveriges fredsslutninger.

Karl havde ingen børn, men to søstre. Den yngste af dem, Ulrike Eleonore, blev taget til dronning mod at hun frasagde sig enevoldsmagten 193(1719). Foreløbig blev krigen fortsat. I denne tid falder Tordenskjolds erobring af Marstrand med Karlsten fæstning. Det lykkedes Sverige efterhaanden at faa fred med sine mange fiender. I Tyskland beholdt Sverige kun lidt af Forpommern, Rügen og Wismar; resten afstodes til Preussen og Hannover, som i det sidste havde deltaget i krigen. Til Danmark maatte Sverige opgive toldfriheden i Øresund, samt finde sig i at den holsten-gottorpske hertugs del af Slesvig indlemmedes i Danmark. Haardest var freden med Rusland. Denne blev sluttet i Nystad i Finland (1721), og her fik Peter den store Østersjøprovinserne Ingermanland, Lifland og Estland samt Viborg len af Finland.