Mod slutningen af middelalderen lykkedes det Moskvas storfyrste Ivan 1 at befri Rusland fra mongolerne (side 117), og Moskva blev rigets hovedstad. Ivan 2, som levede ved midten af det 16de aarh., antog titel af tsar (keiser, Cæsar). Han udvidede Rusland mod syd og begyndte erobringen af Sibirien. Samtidig traadte han i handelsforbindelse med England over Arkangelsk ved det hvide hav; kun her naaede det daværende Rusland ud til havet. Efter hans død hemmedes rigets udvikling ved tronstridigheder, som endte (1613) med at Michael Romanow (udt. Románoff) blev tsar. Rusland spillede endnu kun en liden rolle i Europas historie; russerne stod, hvad kultur og oplysning angaar, nærmere asiaterne end europæerne; at de tilhørte den græsk-katholske kirke, bidrog ogsaa sit til at skille dem fra det øvrige Europa.
Peter den store (1689—1725). Heri indtraadte en forandring da Peter den store blev landets hersker. Peter var den yngste af fire søskende. Først var hans ældste broder tsar, og han bestemte ved sin død at Peter skulde
12 — Historie for middelskolen.
178være hans efterfølger, da den ældre broder Ivan var aandssvag og udygtig til at regjere. Denne ordning var ikke efter den ældre søster Sofias hoved. Hun vandt den keiserlige livvagt, de saakaldte strelitser (egentlig «bueskyttere»), for sig, og satte igjennem at Ivan og Peter begge skulde være keisere, men at regjeringen foreløbig skulde føres af hende. Peter boede i sin barndom med sin moder paa et gods nær Moskva. Her fik den videbegjærlige og opvakte gut anledtil at træffe sammen med nogle europæiske officerer som stod i russisk tjeneste; blandt dem fik især schweizeren Lefort (udt. Løfaar) stor indflydelse paa ham. Peter fik gjennem dem lidt kjendskab til europæiske forhold, saa han skjønte hvor langt tilbage Rusland stod. En særlig interesse viste han for alt som angik sjøen. Han fik sig en baad som han seilede med. Han morede sig ogsaa med at lege soldat sammen med gutterne i omegnen; han lod dem eksersere paa europæisk vis og udrustede dem med geværer. Disse hans venner blev ham en god støtte, da det i 1689 kom til brud mellem ham og søsteren. Sofia blev tvunget til at træde af og gaa i kloster, og Peter overtog styret.
Det maal Peter satte sig var at omdanne det russiske samfund efter europæisk mønster. For at lære at kjende det Europa som han havde hørt saa meget om, foretog han en længere udenlandsreise. Sjøvæsenet interesserede ham mest. Han tog derfor veien til Holland, som med hensyn til sjøfart indtog den første plads. Han slog sig ned i Zaandam 179(udt. Zándam) nær Amsterdam, en by hvor der var store skibsverfter. Her arbeidede Peter som simpel tømmermand for at lære skibsbyggerkunsten fra grunden af. Han tog mange hollandske officerer, matroser og haandverkere i sin tjeneste, forat de skulde hjælpe ham med hans videre arbeide i hjemmet. Peter besøgte derpaa England, hvor kongen, Vilhelm 3, lod ham faa se en skinfægtning tilsjøs, og den glædede ham saaledes, at han skal have udbrudt: «Var jeg ikke tsar i Rusland, vilde jeg være engelsk admiral.» Tidligere end han ønskede blev han kaldt hjem igjen, da strelitserne havde gjort opstand. Opstanden dæmpedes dog snart, og oprørerne blev strengt straffet; et par tusende af dem blev henrettet.
Peter kunde nu for alvor tage fat paa sine store planer. Først gjaldt det at skaffe Rusland en lettere forbindelse med Vesteuropa. Fra Østersjøen var det udestængt af svenskerne, som havde Østersjøprovinserne, og fra Sortehavet af tyrkiske folk. Størst betydning havde det at faa aaben adgang til Østersjøen, og Peter sluttede derfor forbund med Danmark-Norge og Polen og angreb i fællesskab med dem den svenske konge Karl 12 (den store nordiske krig 1700—1721). Peter blev i begyndelsen slaaet af svenskerne; men han gav sig ikke; han brugte at sige: «Svenskerne faar slaa os, til vi lærer at slaa dem.» Medens den svenske konge kjæmpede i Polen, lykkedes det Peter at tage Ingermanland, det er landet ved Neva-elvens munding i den finske bugt. Her grundede han midt under krigen sin nye hovedstad St. Petersburg. Landet rundt om var sumpigt og usundt; dette søgte han at hjælpe paa ved kanaler og grøfter. Indbyggere skaffede han staden ved uden videre at paalægge andre byers indbyggere at flytte derhen. Endelig slog han i 1709 fuldstændig Karl 12 ved Pultáva i Sydrusland. Efter denne seier indtog Rusland Sveriges plads som stormagt i Nordeuropa. Ved freden i Nystad i Finland (1721) maatte Sverige afstaa Østersjøprovinserne samt den østlige del af Finland til Rusland.
Samtidig med at Peter udvidede sit rige og skaffede sig en stor hær og flaade, stræbte han paa anden maade at ophjælpe 180sit land. Kanaler blev gravet mellem elvene, veie, broer og fabriker byggedes. Der oprettedes forskjellige slags skoler, hvor ungdommen kunde finde uddannelse, delvis under europæiske lærere. Ved siden heraf sendtes hvert aar en hel del russere ud for at studere rundt om i Europa. Ogsaa i det ydre skulde russerne ligne Vesteuropas folk. Kun bønder og prester fik lov til at klæde sig paa gammel vis i side kjortler og til at bære langt skjeg; alle andre maatte rage skjegget af sig og skaffe sig klæder efter europæisk mønster. Ved disse foranstaltninger blev der ryddet dygtig op i gamle vaner og fordomme, og lidt efter lidt blev ialfald de høiere stænder vundet for europæisk tænkesæt. Men omdannelsen var af en temmelig overfladisk natur; derpaa afgav Peter selv det bedste eksempel. Trods hans sans for fremskridt og dannelse, viser hans fornøielser og hele levesæt at inderst inde sad den gamle raahed igjen. Han var hengiven til umaadelig drukkenskab; han brugte ofte stokken paa sine første raadgivere og ministre, og han betragtede det som en morsom adspredelse selv at hugge hovedet af de oprørske strelitser.
Peter gjorde keiserens magt ganske uindskrænket. Hidtil havde et raad bestaaende af de mægtigste jordeiende adelsmænd («bojárerne») havt en stemme med, naar det gjaldt at udstede love («ukáser»). Dette raad blev ophævet; keiseren tog hele den lovgivende myndighed til sig. Den russiske kirke havde været styret af en egen patriark. Patriarkværdigheden blev afskaffet, og keiseren blev kirkens overhoved. Der blev saaledes ingen grænser for den magt som «selvherskeren over alle russer» sad inde med.
Alle disse indgribende forandringer maatte naturligvis skabe en hel del misfornøiede; især herskede der uvilje mod Peter inden adelen og geistligheden. Der dannede sig et gammel-russisk parti, som ved given leilighed atter vilde indføre de før herskende tilstande og paany gjøre Moskva til rigets hovedstad i St. Petersburgs sted. Til dette parti sluttede Peters søn Aleksius sig. Denne lidet begavede mand gjorde ingen hemmelighed af sine meninger, og pralede med at han, naar han kom til magten, skulde omgjøre sin faders verk. 181Peter lod sønnen fængsle og dømme til døden for anslag mod tsarens liv. Aleksius døde i fængslet; sandsynligvis tog han sig selv afdage; men det er heller ikke umuligt at han blev myrdet paa faderens foranstaltning. Peter, som ikke havde flere sønner, udstedte en ukas om, at tsaren altid skulde have ret til at udnævne hvem han vilde til sin efterfølger. Dette var en meget uheldig bestemmelse, som i tiden efter Peters død gav anledning til de frygteligste tronrevolutioner. Da Peter døde havde han ikke udnævnt nogen efterfølger. Hans anden hustru Katharina, en kvinde af simpel herkomst, blev anerkjendt som regjerende keiserinde.