Da Ludvig 13 døde i 1643 (side 135), var hans søn Ludvig 14 blot 5 aar gammel. Hans moder enkedronningen 167skulde styre i hans mindreaarighed. Hun tog til førsteminister italieneren Mazarin (udt. Masaréng), som var uddannet under Richelieu. Mazarin besad ikke sin store læremesters dygtighed; men han forstod dog at føre regjeringen i det samme spor, trods det had og den modstand som han mødte baade hos høiadelen og parlamenterne.
Mazarin døde i 1661. Ludvig var da 23 aar. Han vilde nu styre selv uden nogen førsteminister. Han samlede stats-
raaderne og erklærede dem at fra nu af var han selv regjeringens hoved; af ham og ingen anden havde de for eftertiden at modtage befalinger.
Ludvig var en vakker mand; hans ydre var stateligt; hans optræden og maade at være paa indgjød respekt og ærbødighed. Han havde god forstand og havde let for at sætte sig ind i enhver sag som interesserede ham. Han var arbeidsom og tog sig med iver af landets styre. Men ved siden heraf var han ærgjerrig og magtsyg, saa han ikke 168taalte nogensomhelst indskrænkning i den kongelige magt. Han nærede den mest overdrevne tillid til sin egen dygtighed og storhed, og hans grænseløse forfængelighed gjorde at han vilde at alt skulde dreie sig om ham alene. Hertil kom hans forlystelsessyge og pragtsyge; urimelige summer ofredes paa bygverker, fester og fornøielser. Med alle sine feil havde dog Ludvig mere end almindelige evner som hersker, og folket saa i begyndelsen op til ham med den største ærefrygt og beundring.
Ludvig den 14de havde, især i begyndelsen af sin regjering, den lykkelige evne at finde dygtige hjælpere og sætte dem paa den rette plads; han forstod tillige at indrette det saa, at han selv fik æren for hvad hans medhjælpere satte i verk. Blandt hans ministre maa først og fremst merkes Colbert (udt. Colbær), der var hans finansminister, ligesom alt hvad der angik handel, sjøfart og industri, laa under ham. Det var denne mand Ludvig havde at takke for den velforsynede statskasse, som tillod ham at optræde baade i krig og fred saaledes som han gjorde. Colbert havde fuld forstaaelse af at der skal mere end store skatter til for at skaffe mange penge ind i statens kasse. Det gjælder at gjøre folket velstaaende, saa det uden vanskelighed kan betale sine skatter. For at opnaa dette ophjalp han landets næringsveie. Kanaler, havne og veie byggedes; kolonier grundedes; fabriker støttedes. Rørelsen og velstanden vokste hurtig. Frankrigs udførsel til udlandet steg; alt hvad der var fransk kom paa moden; franske varer krævedes overalt, hvis det skulde være fint. Men efter Colberts død ødelagde Ludvig meget af hvad denne havde bygget op; han øgede stadig skatter og afgifter uden at fortsætte hans arbeide paa at udvikle nyttig virksomhed og hæve næringsveiene.
Som krigsminister udmerkede Louvois (udt. Luvoá) sig. Det var ham som ordnede de hære hvormed de store generaler Turenne (udt. Tyrénn) og Condé seirede i Ludvigs første krige. Den staaende hær blev øget fra 15 000 til 125 000; vaabnene forbedredes, og uniformer indførtes. Vauban (udt. Vaabáng) byggede en række sterke fæstninger paa grænsen. Fra Ludvigs tid af blev det almindelig skik 169at de større stater havde faste udsendinger («ambassadører») hos udlandets fyrster. Blandt disse udsendinger spillede de franske den første rolle. Dette bidrog til at det franske sprog blev benyttet og fremdeles benyttes ved forhandlinger staterne imellem. Endnu under tretiaarskrigen blev latinen brugt paa denne maade.
Lndvig omgav sig med et pragtfuldt hof. Til bopæl byggede han i en før øde egn det store slot Versailles (Versáj) sydvest for Paris; rundt om dannedes en umaadelig park; hele anlægget kostede mange hundrede millioner kroner. Her levede Ludvig omgivet af et talrigt hofpersonale og landets stormænd; 4 à 5000 tjenere var ansat ved hoffet, et par tusende heste stod paa hans stald; 10 000 soldater dannede hans livvagt. Tidligere havde de franske konger pleiet at omgaaes sine mænd nogenlunde som sine lige; dette blev nu anderledes. Kongen og alt hvad der angik hans person, hævedes til noget som laa høit over det almindelige menneskelige. Man fik de mest bestemte regler og bestemmelser for hvorledes alt skulde gaa for sig ved hoffet («etikette»). Det blev den største ære for landets første mænd at hjælpe kongen ved hans paaklædning og besøge ham før han endnu var staaet op.
I Versailles samlede Ludvig den franske høiadel om sig. Kun den som her gjorde ham sin opvartning og forstod at smigre hans forfængelighed, havde udsigt til at komme frem i statens tjeneste. Men paa saadanne ødslede Ludvig ogsaa embeder, titler og penge med den største gavmildhed. Det flotte liv ved hoffet med deltagelse i de pragtfulde fester kostede umaadelige summer, saa selv de rigeste adelsslegters formue ikke slog til. Men dette var netop Ludvigs hensigt; det var en af grundene hvorfor han trak adelen til Versailles. Thi alle som det gik ud med, maatte ty til kongens naade for at opnaa vel aflagte poster og gaver. Dette adelsmændenes liv ved hoffet fjernede dem fra folket og de undergivne paa deres godser. For at faa penge søgte de at presse mest muligt ud af sine eiendomme, samtidig med at de blev fremmede for sine folk som næsten aldrig saa dem. Bøndernes afgifter øgedes, deres kaar blev haardere, og de kom til 170at hade sine herrer. Høiadelen mistede saaledes rod og magt ude blandt folket; den blev en krybende hofadel, alene afhængig af kongen.
Livet ved hoffet, som udadtil saa saa herligt og glimrende ud, var gjennemsyret af usedelighed. Og i denne retning gik Ludvig i spidsen, og fra hans hof spredte usedeligheden sig som en styg smitte ud over landet og til fremmede lande. Overalt blev nemlig det franske hof og livet der taget til mønster, og som det gaar ved saadanne anledninger, saa faldt det lettere at efterligne lasterne end de gode sider. Ogsaa kunstnere og forfattere drog Ludvig til sit hof og understøttede dem gavmildt. Dette kom ikke af nogen virkelig sans for eller forstand paa kunst og videnskab. Men Ludvig indsaa at ogsaa de kunde bidrage til at sprede glans over ham og hans navn. Ludvigs tid blev en blomstringstid for den franske litteratur og kunst, som over hele Europa nød den største anseelse. Det franske sprog taltes ved hofferne og blandt de høiere klasser i alle lande; kun det ansaaes for rigtig fint og fornemt; man skammede sig over at bruge sit modersmaal.
Al magt vilde Ludvig samle i kongens haand; den kongelige myndighed var skjænket ham af Gud, paastod han, og han stod blot Gud, ikke sit folk, til ansvar for hvordan han benyttede den. Dette er en gjenoptagelse af det gamle romerske keiservælde fra Konstantins tid. Ludvig mødte heller ikke synderlig modstand mod sine paastande. Adelen sank ned i afhængighed af ham, og af parlamenterne taalte han ingen modsigelse. Hvad folkets store masse angaar, saa nærede den i begyndelsen altfor stor ærefrygt og beundring for sin konge, til at den skulde gjøre nogen indvending. Dette forhold forandrede sig dog senere, efterhaanden som det gik nedad med den glans Ludvigs regjering kastede over Frankrig, byrderne blev haardere og haardere, og styret slettere. Men det lykkedes dog Ludvig at hindre misnøien fra rigtig at komme tilorde. Dette opnaaede han dels ved at bruge magt, dels ved sine hemmelige arrestordrer. En af kongen udstedt ordre kunde bringe hvemsomhelst til uden lov og dom at forsvinde i fængslerne. Især blev Paris's 171gamle borg Bastillen berygtet som fængsel; her endte gjerne den som i skrift eller tale vovede at klandre Ludvigs styre eller paavise hans feil.
Ligesom Ludvig alene vilde lede sit folks handlinger, saaledes vilde han være herre over dets tanker. Alle franskmænd skulde have samme tro, nemlig den han selv havde. Det var hugenotterne som det gik mest ud over. De havde religionsfrihed og lige rettigheder med katholikerne. Dette var Ludvig en torn i øiet; han var nemlig en ivrig katholik og ophidsedes mod hugenotterne af den katholske geistlighed og blandt andre ogsaa af Louvois. Først udsendtes prester og munke for at omvende hugenotterne. Da disse intet udrettede, sendte Louvois ryttere med munkene og indkvarterede dem i de gjenstridiges huse, hvor de øvede alslags voldsomhed. Et par hundrede tusende hugenotter flygtede ud af landet, uagtet ogsaa det blev forbudt. Disse flygtninger hørte gjennemgaaende til Frankrigs driftigste og dygtigste fabrikanter og haandverkere, og modtoges med aabne arme i Brandenburg, England, Holland og Sverige. Disse landes industri kom herved op, medens den franske gik tilbage.¹ Tilsidst blev det nantiske edikt fuldstændig ophævet (1685).
Ludvig nøiede sig ikke med at være uindskrænket hersker i sit eget land. Hele Europa skulde lystre ham og bøie sig for hans vilje. Det var mest mod Habsburgerne i Spanien og Tyskland at Ludvig rettede sine angreb; især var Spaniens besiddelser i det nuværende Nord- og Østfrankrig samt i Belgien gjenstand for hans erobringslyster. Ludvigs første krig, efterat han selv havde overtaget regjeringen, var rettet mod Spanien. Han maatte denne gang nøie sig med nogle landskaber i nord, da Holland, England og Sverige forenede sig for at sætte en stopper for hans fremgang («trippelalliansen»). Dette ærgrede Ludvig i høi grad. Mest opbragt var han paa hollænderne, fordi disse simple kjøbmænd vovede at stille sig i hans vei. Han fik ved list og bestikkelser England og Sverige over paa sin side og begyndte saa krig mod Holland for at erobre dette land (den nederlandske krig 1672—1679).
172Hollænderne havde siden frihedskampen udviklet sig til Europas første sjøfarende og handlende folk. Især var det handelen paa det rige Indien, hvor de havde erhvervet sig vigtige kolonier (side 129), som øgede landets velstand. Tilsjøs kunde hollænderne maale sig med de forenede franske og engelske flaader; men tillands kunde de ikke staa sig mod de talrige og vel øvede franske hære som rykkede ind i deres land. I sin nød valgte de den unge Vilhelm af Oranien til anfører. Vilhelm slegtede i meget paa sin store stamfader og navne. Han havde et svagt legeme og var hele sit liv sygelig. Men han eiede en stor viljekraft og den seigeste udholdenhed. Han var en dygtig feltherre; vel blev han ofte slaaet, men ingen forstod som han at gjøre seieren værdiløs for fienden. Han var aldrig raadløs; naar hans fiender troede at have knust ham, stod han atter færdig til kamp. End større var han som statsmand. Han gjorde kampen mod Ludvig til sit livs opgave, og med aldrig svigtende udholdenhed forstod han at samle til modstand de stater som truedes af Ludvigs overmagt. Det var for den europæiske ligevegt Vilhelm gjorde sig til talsmand. Ingen enkelt stat skulde faa lov til at vinde en magt saa stor at den blev farlig for de andres frihed og selvstændighed. Mange var de kampe som maatte til; men Vilhelm opnaaede dog før sin død at se Ludvigs magt brudt.
Da Vilhelm havde faaet ledelsen i Holland, lod han digerne gjennemstikke, satte landet under vand og tvang derved franskmændene til at trække sig tilbage. Han fik hjælp hos Spanien, keiseren og «den store kurfyrste» i Brandenburg. Svenskerne, som stillede sig paa Ludvigs side, blev slaaet af den store kurfyrste og fik nok at bestille med at forsvare sig mod Danmark-Norge, som begyndte krig (den skaanske krig). Ludvig fandt det under disse forhold fornuftigst at ende krigen og sluttede fred med sine fiender, en for en. Spanien mistede atter noget land (Franche Comté); med de andre blev det som før.
Ludvig var saaledes gaaet seierrig ud af en krig med flere af Europas stormagter. Han troede derfor at han kunde gjøre omtrent hvad han vilde. Midt under freden bemægtigede 173han sig flere tyske og spanske landsdele, saaledes den vigtige by Strassburg. Noget af sit bytte maatte han dog atter udlevere; men endel beholdt han, deriblandt Strassburg. Kort derpaa havde han atter en kamp at bestaa mod en flerhed af Europas stater og udtømte under denne sine kræfter til ingen nytte. Vigtigst er hans sidste store krig; den blev den haardeste af alle og har navn af den spanske arvefølgekrig (1701—1713).
Spanien var siden Filip 2's død sunket dybere og dybere (side 130). Kongerne var svage og daarlige; den elendigste af dem alle var den sidste af slegten, Karl 2. Spørgsmaalet var hvem der skulde arve hans mange lande. Det spanske monarki omfattede dengang, foruden selve Spanien, Milano, Neapel, Sicilien, Sardinien, Belgien samt store besiddelser udenfor Europa, hvoraf kolonierne i Amerika var de vigtigste. Blandt dem som mente at have ret til den spanske arv, var Ludvig 14 og keiser Leopold; de var begge baade svogere af Karl 2 og hans fættere, og Leopold hørte desuden til det habsburgske hus. Ingen af dem ansaa det dog tilraadeligt at gjøre fordring paa de spanske lande for sig selv eller sine nærmeste efterfølgere. Ludvig opstillede sin yngre sønnesøn Filip af Anjou (udt. Angsjú) og Leopold sin yngre søn Karl som prætendent. Den spanske konge bestemte sig tilsidst for Filip af Anjou og indsatte ham kort før sin død i aaret 1700 til arving. Filip fik løfte om hjælp af sin bedstefader, drog ned til Spanien og blev vel modtaget af spanierne.
Keiser Leopold vilde ikke finde sig heri og fandt støtte hos Vilhelm af Oranien, som nødig vilde se den bourbonske æts magt saaledes forøget. Vilhelm, som paa den tid ikke blot var statholder i Holland, men ogsaa konge i England, fik begge lande til at stille sig paa keiserens side. Hermed begyndte den spanske arvefølgekrig (1701). Krigen tog straks en uheldig vending for Ludvig. Hans store generaler var døde; hans skatkammer var tomt. Samtidig var hans modstandere bedre rustede til kampen end nogensinde, og de havde fremragende generaler; den engelsk-hollandske hær førtes af hertugen af Marlborough (udt. Málboro), 174og keiseren havde i prins Eugen af Savoien en ikke mindre dygtig anfører. Krigen, som udmerkede sig ved mange blodige slag, rasede i Spanien, Italien, Tyskland og Belgien. Overalt led de franske hære nederlag. Tilsidst var Frankrigs kræfter udtømt, og Ludvig maatte bede om fred. Men hans modstandere forlangte af ham at han ikke blot skulde opgive at støtte sin sønnesøn kong Filip, men at han skulde hjælpe til at jage ham bort fra Spanien. Ludvig svarede da: «Skal jeg endelig føre krig, saa vil jeg heller kjæmpe mod mine fiender end mod min egen slegt.» Han rettede en henvendelse til sit folk, forklarede det sin stilling og bad om dets hjælp. Det udpinte Frankrig gjorde en sidste kraftanstrengelse og stillede endnu en hær. Nu vendte lykken sig. Keiser Leopold var allerede død, og nu døde ogsaa hans ældste søn og efterfølger (1711). Hans yngre søn Karl, den samme som gjorde fordring paa Spanien, blev da keiser. Europas magter havde ikke nogen interesse af at hjælpe ham til de spanske lande; thi det vilde blive lige saa farligt for ligevegten i Europa som om Bourbonerne fik alt. Samtidig mistede Marlborough sin indflydelse i England og blev kaldt tilbage, hvorpaa England og Holland trak sig ud af krigen. Under disse forhold kom det til fred i Utrecht. Filip beholdt Spanien og alle dets kolonier, men maatte for sig og sine efterkommere opgive al ret til den franske trone. Keiser Karl fik Belgien, Milano, Neapel og Sardinien; senere fik han Sicilien mod at afstaa Sardinien til Savoien, hvis hertug fik titel af konge af Sardinien. England fik Gibraltar, samt af Frankrig Newfoundland og Nova Scotia i Amerika.
Efter krigen sad Ludvig 14 igjen med et udpint land; store landstrækninger laa øde, og statsgjælden var vokset uhyre. Alle de store mænd som havde omgivet ham i hans velmagtstid, var borte, og hans nærmeste slegtninger var døde, en for en. Den store konge stod ensom tilbage. Han, som før var blevet forgudet af sit folk, var nu gjenstand for had, paa grund af den ulykke han havde bragt over Frankrig. Dybt bøiet døde han i 1715. Før sin død omfavnede han sin sønnesøns søn og tronarving, den 5-aarige Ludvig 15, 175med de ord: «Søg at bevare fred med dine naboer. Jeg har elsket krigen for meget; efterlign mig ikke heri og pas dig ogsaa for at paaføre landet saa store udgifter som jeg har gjort. Følg i alt gode raad og søg saa godt du kan at lette dit folks byrder, og gjør alt det som jeg desværre ikke har kunnet gjøre.»