160

Der er i det foregaaende fortalt om reformationens gang i Europas forskjellige lande i det aarhundrede som fulgte paa Luthers optræden. Overalt stod det religiøse spørgsmaal i forgrunden; det er om religionen at de fleste af tidens krige og stridigheder dreier sig. Ved reformations-aarhundredets ende havde protestantismen vundet fast fod i en del af Europas lande; i andre havde det lykkedes katholicismen at trænge den tilbage og atter befæste sit herredømme. Europa var som delt i to leire, der laa truende overfor hverandre, en katholsk og en protestantisk. Alle saa og følte at det maatte komme til et opgjør dem imellem. Kampen kom ogsaa, og det frygteligere end nogen havde anet. Denne store opgjørskamp, hvori omtrent hele den katholske og den protestantiske verden blev indviklet, og hvori alle de tidligere spredte kampe samledes til en stor og afgjørende kamp, kaldes tretiaarskrigen. Den førtes 1618—1648.

Det var i Tyskland at forholdet var mest spændt; her kom ogsaa kampen til udbrud, og her blev den hovedsagelig 161udkjæmpet. I begyndelsen af det 17de aarh. havde Tysklands katholske fyrster sluttet sig sammen til den katholske liga; i spidsen for denne stod Baierns kraftige hertug Maximilian. De protestantiske stater sluttede den protestantiske union, hvis hoved var Fredrik, kurfyrste af Pfalz.

Den bøhmisk-pfalziske krig (1618—1624).

I Bøhmen havde reformationen vundet stor udbredelse. Keiserne havde lovet bøhmerne religionsfrihed, men holdt ikke sit løfte. Da klager ikke nyttede, gik en del bøhmiske adelsmænd op paa slottet i Prag og kastede «efter gammel bøhmisk skik», som det hed, to af de keiserlige raader og deres skriver ud af vinduet. Keiseren vilde hevne denne forhaanelse af hans magt, men døde kort efter. Bøhmerne vilde ikke anerkjende hans eftermand Ferdinand 2 og valgte isteden den nævnte Fredrik af Pfalz til konge (1619). De haabede derved at skulle faa støtte af den protestantiske union, hvis leder Fredrik var, samt af hans svigerfader Jakob 1 af England. Fredrik modtog valget, men fik ikke synderlig støtte hos nogen. Han var heller ikke sin vanskelige stilling voksen. Hans hær blev slaaet paa det hvide bjerg, lige udenfor Prags mure, af den katholske ligas tropper, som førtes af den seiervante Tilly. Fredrik maatte flygte, bøhmerne blev haardt straffet for sit frafald, og landet mistede sin selvstændighed som kongerige.

Enkelte nordtyske fyrster havde taget Fredriks parti. Dette gav keiseren og ligaen anledning til at blande sig ind i de nordtyske forhold. Det viste sig snart at det splittede og indbyrdes uenige Nordtyskland ikke kunde klare sig alene, og det saa mørkt ud for de tyske protestanter.

Den danske krig (1625—1629).

I denne nød kom den dansk-norske konge Kristian 4 protestanterne til undsætning (side 151). Han blev slaaet af Tilly og forfulgt op i Jylland. Kristians angreb gav anledning til at keiseren selv stillede en hær paa benene; hidtil havde det nemlig nærmest været den katholske ligas tropper under Tilly som havde ført krigen. Keiserens hær blev anført af Wallenstein. Han var en bøhmisk adelsmand, som var bleven vundet for katholicismen i en af de mange jesuiterskoler. Han havde ved

11 — Historie for middelskolen.

162giftermaal skaffet sig umaadelige godser i sit hjemland og levede som en fyrste. Keiseren fik ham til at gaa i sin tjeneste; thi han var en berømt feltherre som tidens leiesoldater gjerne vilde tjene under. Han havde før kjæmpet med seier og havde vist sig rundhaandet med byttet; men samtidig var han frygtet for sin strenghed og fordrede den mest ubetingede lydighed af sine folk; den som ikke øieblikkelig lystrede, blev uden videre hængt.

Wallenstein havde snart samlet en stor hær og forfulgte sammen med Tilly Kristian 4 og tvang ham til fred (1629). Derpaa gik det ud over alle som havde støttet Kristian i Tyskland. Men keiserens planer gik endnu videre. Nu da han havde en seierrig hær i Nordtyskland, tog han op igjen Karl 5's tanke, ikke blot at kue protestantismen, men ogsaa at tvinge de tyske stater til at underordne sig keiseren. Men da fik han alle, baade protestanter og katholiker, imod sig, og han blev nødt til at opgive sine planer og afskedige Wallenstein. Denne troede ligesom de fleste mennesker dengang paa astrologiën eller kunsten at læse et menneskes skjæbne i stjernerne. Hans astrolog havde spaaet, at han skulde blive uretfærdig behandlet, men tilsidst faa fuld opreisning for den lidte uret. Wallenstein fandt sig derfor rolig i afskeden og trak sig tilbage til sine godser.

Den svenske krig (1630—1635).

Samtidig med at Wallenstein fik afsked, landede Gustav Adolf i Pommern (1630). Gustav stod snart i spidsen for 40 000 veløvede soldater. Han modtoges af befolkningen som en befrier, og dertil bidrog ikke mindst den strenge orden og mandstugt som han holdt blandt sine krigsfolk. Al plyndring og unødig voldsomhed var paa det strengeste forbudt, medens man ellers var vant til at tidens leiehære var næsten ligesaa farlige for venner som for fiender. De nordtyske fyrster modtog derimod Gustav meget kjølig; de vilde ikke slutte sig til ham, i det mindste ikke før han havde vist sig istand til virkelig at udrette noget. Den modstand Gustav saaledes mødte hos de fyrster han var kommet for at hjælpe, sinkede hans fremgang. Dette var grunden til at han kom for sent til at redde den vigtige protestantiske by Magdeburg, som havde vovet 163at modsætte sig keiseren og derfor blev beleiret af Tilly. Da Tilly hørte at Gustav nærmede sig, stormede han byen og tog den til trods for den tapreste modstand. Tillys soldater for frygtelig frem; indbyggerne blev hugget ned uden hensyn til alder og kjøn; alt plyndredes, og byen blev ødelagt og brændt. Da Gustav hørte om Magdeburgs skjæbne, lovede han at han skulde tage hevn over Tilly, eller «den gamle korporal» som han kaldte ham. Og Gustav holdt ord. Han stødte kort efter paa Tilly ved Breitenfeld, ret nord for Leipzig. Sachserne, som havde sluttet sig til Gustav, flygtede i begyndelsen af slaget; men svenskerne holdt modig stand mod den overlegne fiende, og Tilly blev beseiret. Tilly var nær ved at blive dræbt paa flugten; det fortælles at han græd som et barn; han havde aldrig før tabt noget slag.

Efter seieren ved Breitenfeld sluttede de fleste protestantiske stater i Nordtyskland sig til Gustav. Han overvintrede i Rhin-egnene og faldt vaaren 1632 ind i Baiern. Ved elven Lech stod Tilly for at hindre ham i at gaa over, men uden nytte. Gustav gik over, og Tilly blev dødelig saaret i kampen. Veien stod aaben til Wien. Da var opreisningens time kommet for Wallenstein. Keiser Ferdinand maatte trygle ham om atter at gaa i hans tjeneste og redde ham og katholicismens sag. Wallenstein gik ind herpaa, men paa haarde betingelser. Keiseren skulde intet have at sige over sin egen hær; Wallenstein skulde have den hele ledelse. Naar seieren var vundet, skulde Wallenstein have ret til at tage et af keiserens arvelande; han haabede saaledes at kunne naa sin ærgjerrigheds maal: at sætte Bøhmens kongekrone paa sit hoved.

Wallenstein stod snart i spidsen for en stor hær. Han og Gustav mødtes udenfor Nürnberg, Sydtysklands største protestantiske by, hvor Gustav forgjæves søgte at storme Wallensteins sterkt befæstede leir. Wallenstein brød derpaa op og drog nordover til Sachsen. Gustav satte efter, og ved Lützen, vest for Leipzig, kom det i november 1632 til kamp. Under slaget trængte Gustav seierrig frem paa den høire fløi, men fik underretning om at hans centrum var i fare. Med et rytterregiment vilde han ile til hjælp. En tæt 164taage hindrede oversigten, og nærsynt som Gustav var, kom han de fiendtlige linjer for nær. Han rammedes af en kugle, først i armen, derpaa i ryggen; døende faldt han af hesten, som fortsatte sit løb langs de svenske rækker, saa at alle saa at kongen var falden. Som rasende styrtede svenskerne frem; intet kunde modstaa deres angreb, og Wallenstein maatte vige. I dette øieblik kom den berømte ryttergeneral Pappenheim Wallenstein til undsætning med friske tropper. Slaget fornyedes; men Pappenheim faldt, hans folk flygtede, og Wallenstein maatte trække sig ud af kampen. Den følgende dag fandtes Gustavs lig paa valpladsen udplyndret og nøgent. Ikke uden grund feirede paven og katholikerne nederlaget som en seier; Gustavs død havde større betydning for dem end et vundet slag.

Svenskerne fortsatte krigen. Axel Oxenstjerna fik den øverste ledelse af det krigsforbund som var indgaaet med de tyske stater, og hæren førtes af dygtige generaler, som var uddannet under Gustav. Først var Bernhard af Sachsen-Weimar og Gustav Horn overanførere. I begyndelsen var de heldige. Wallenstein havde efter slaget ved Lützen trukket sig tilbage til Bøhmen, hvor han laa uvirksom. Han kom paa en spændt fod med keiseren og indlod sig tilsidst i underhandlinger med svenskerne for ved deres hjælp at sikre sig Bøhmen. Keiseren lod ham da myrde. Derefter lykkedes det de nye anførere for keiserens hær at beseire svenskerne i slaget ved Nördlingen i Baiern (1634). De svenske tabte omtrent alt det de havde vundet i Tyskland; de havde blot noget af Pommern igjen. De tyske fyrster faldt fra og sluttede fred med keiseren, ja Sachsen tog del i krigen paa keiserens side.

Den svensk-franske krig (1635—1648).

Det saa nu ud til at keiseren skulde gaa seierrig ud af kampen. Derved vilde ikke blot protestantismen lide; men keiseren vilde i betydelig grad have udvidet sin magt i Tyskland. Dette sidste vilde Richelieu ikke tillade; han sluttede derfor forbund med svenskerne og sendte franske tropper ind i Tyskland. Krigen er fra nu af nærmest en kamp om keiserens magt og en erobringskrig fra Sveriges og Frankrigs side. Religionsspørgsmaalet 165blev af underordnet betydning. Samtidig med tretiaarskrigen gaar hollændernes kamp med Spanien.

Johan Banér, vistnok den mest begavede af alle feltherrer af Gustav Adolfs skole, blev svenskernes anfører og vandt ved en række seire igjen hvad der var tabt ved nederlaget ved Nördlingen. Efter hans død blev anførselen givet til Lennart Torstensson, der ligesom Banér udmerkede sig ved sine hurtige bevægelser. Han var trængt helt ned mod Wien, da han i (1643) fik befaling til at gaa mod Danmark. Efter heldig at have tilendebragt krigen der (side 152) rykkede han atter ind i Tyskland. Ogsaa efterat han paa grund af sygdom havde maattet træde af, fulgte lykken de svenske vaaben, samtidig med at franskmændene under Turenne (udt. Tyrénn) gjorde fremgang i det sydvestlige Tyskland.

Allerede længe var der ført fredsunderhandlinger i de westfalske byer Münster og Osnabrück, og her sluttedes i 1648 den saakaldte Westfaler-fred. Betingelserne var:

1. Frankrig fik Elsass med undtagelse af Strassburg.

2. Sverige fik Forpommern med Rügen og noget af Bagpommern samt byen Wismar og stifterne Bremen og Verden.

3. Brandenburg fik resten af Bagpommern og nogle andre besiddelser.

4. Holland anerkjendtes uafhængigt af Spanien, Schweiz af keiseren.

5. Religionsfreden i Augsburg fornyedes og udvidedes til ogsaa at gjælde de reformerte.

6. De tyske fyrster og stater (de saakaldte rigsstænder) skulde være frie og uafhængige (suveræne); de kunde føre krig paa egen haand, dog ikke mod keiseren og riget. Det tyske riges fællessager skulde afgjøres ikke af keiseren, men af rigsdagen, hvor fyrsterne og de frie stæder havde stemme.

Den store krig er endt; det katholske og det protestantiske Europa har maalt kræfter over hele linjen og anerkjender hverandre tilsidst som ligeberettigede. Om religionsspørgsmaalet er der senere ikke ført nogen krig i Europa.

166For Tyskland fik krigen indgribende følger ikke blot i religiøs henseende. Dets politiske magt og betydning sank. Keiseren havde villet benytte krigen til at gjenoprette Tysklands enhed ved at udvide den keiserlige myndighed paa smaastaternes bekostning; men dette forsøg mislykkedes. Keisermagten mistede omtrent al sin betydning, og landet blev delt i flere hundrede selvstændige smaastater. Det var især Frankrig som de tyske fyrster havde at takke herfor; men saa opnaaede ogsaa dette land hvad det altid har ønsket, at faa til nabo et splittet Tyskland, som ikke magtede at gjøre nogen kraftig modstand mod Frankrigs stræben efter at blive den ledende stat i Mellemeuropa. Økonomisk fik Tyskland en knæk, som det varede lange tider inden det forvandt. Folkemængden var sunket ned til en tredjedel af hvad den havde været før krigen. Krigen var ført paa den mest barbariske maade; svenskerne havde tilsidst ikke været bedre end de andre. Omtrent alle byer, landsbyer og gaarde var ødelagt; kvæget var nedhugget, og overalt herskede der sygdom og den bitreste nød; rov og plyndring af omstreifende leiesoldater hørte til dagens orden. Det aandelige og nationale liv gik sørgelig tilbage. I reformationsaarhundredet havde der raadet et sterkt videnskabeligt og kunstnerisk liv i Tyskland, og dette liv havde et eiendommeligt, nationalt tysk præg. Hermed er det forbi; alt liv og al selvstændighed taber sig. Latinen fortrænger atter tysken, og efterligning af franske mønstre bliver eneraadende paa kunstens enemerker. Først efter hundrede aars forløb kom Tyskland igjen til kræfter, og først da begynder der paany at røre sig et nationalt aandeligt liv.

Gjennem tretiaarskrigen blev Tyskland og Spanien trængt i baggrunden blandt Europas stater, medens Frankrig, Holland og Sverige traadte frem i første række.

160

Der er i det foregående fortalt om reformationens gang i Europas forskjellige lande i det århundre som fulgte på Luthers opptreden. Overalt stod det religiøse spørsmål i forgrunnen; det er om religionen at de fleste av tidens krige og stridigheter dreier seg. Ved reformasjons-århundrets ende hadde protestantismen vundet fast fot i en del av Europas lande; i andre hadde det lyktes katolisismen å trenge den tilbake og atter befeste sitt herredømme. Europa var som delt i to leire, der lå truende overfor hverandre, en katolsk og en protestantisk. Alle så og følte at det måtte komme til et oppgjør dem imellom. Kampen kom også, og det frykteligere enn noen hadde anet. Denne store oppgjørskamp, hvori omtrent hele den katolske og den protestantiske verden ble innviklet, og hvori alle de tidligere spredte kamper samledes til en stor og avgjørende kamp, kalles trettiårskrigen. Den førtes 1618—1648.

Det var i Tyskland at forholdet var mest spent; her kom også kampen til utbrudd, og her ble den hovedsakelig 161utkjempet. I begynnelsen av det 17de aarh. hadde Tysklands katolske fyrster sluttet seg sammen til den katolske liga; i spidsen for denne stod Baierns kraftige hertug Maximilian. De protestantiske stater sluttet den protestantiske union, hvis hode var Fredrik, kurfyrste av Pfalz.

Den bøhmisk-pfalziske krig (1618—1624).

I Bøhmen hadde reformasjonen vundet stor utbredelse. Keiserne hadde lovet bøhmerne religionsfrihet, men holdt ikke sitt løfte. Da klager ikke nyttet, gikk en del bøhmiske adelsmenn opp på slottet i Prag og kastet «etter gammel bøhmisk skikk», som det het, to av de keiserlige råder og deres skriver ut av vinduet. Keiseren ville hevne denne forhånelse av hans makt, men døde kort etter. Bøhmerne ville ikke anerkjenne hans eftermand Ferdinand 2 og valgte isteden den nevnte Fredrik av Pfalz til konge (1619). De håpet derved å skulle få støtte av den protestantiske union, hvis leder Fredrik var, samt av hans svigerfader Jakob 1 av England. Fredrik mottok valget, men fikk ikke synderlig støtte hos noen. Han var heller ikke sin vanskelige stilling voksen. Hans hær ble slått på det hvite bjerg, like utenfor Prags mure, av den katolske ligas tropper, som førtes av den seiervante Tilly. Fredrik måtte flykte, bøhmerne ble hardt straffet for sitt frafall, og landet mistet sin selvstendighet som kongerike.

Enkelte nordtyske fyrster hadde tatt Fredriks parti. Dette ga keiseren og ligaen anledning til å blande seg inn i de nordtyske forhold. Det viste seg snart at det splittede og innbyrdes uenige Nordtyskland ikke kunne klare seg alene, og det så mørkt ut for de tyske protestanter.

Den danske krig (1625—1629).

I denne nød kom den dansk-norske konge Kristian 4 protestantene til unnsetning (side 151). Han ble slått av Tilly og forfulgt opp i Jylland. Kristians angrep ga anledning til at keiseren selv stillede en hær på benene; hittil hadde det nemlig nærmest vært den katolske ligas tropper under Tilly som hadde ført krigen. Keiserens hær ble anført av Wallenstein. Han var en bøhmisk adelsmann, som var blitt vundet for katolisismen i en av de mange jesuittskoler. Han hadde ved

11 — Historie for middelskolen.

162giftermål skaffet seg umåtelige godser i sitt hjemland og levde som en fyrste. Keiseren fikk ham til å gå i sin tjeneste; thi han var en berømt feltherre som tidens leiesoldater gjerne ville tjene under. Han hadde før kjempet med seier og hadde vist seg rundhåndet med byttet; men samtidig var han fryktet for sin strenghet og fordret den mest ubetingede lydighet av sine folk; den som ikke øyeblikkelig lystrede, ble uten videre hengt.

Wallenstein hadde snart samlet en stor hær og forfulgte sammen med Tilly Kristian 4 og tvang ham til fred (1629). Derpå gikk det ut over alle som hadde støttet Kristian i Tyskland. Men keiserens planer gikk enda videre. Nå da han hadde en seierrik hær i Nordtyskland, tok han opp igjen Karl 5's tanke, ikke blot å kue protestantismen, men også å tvinge de tyske stater til å underordne seg keiseren. Men da fikk han alle, både protestanter og katholiker, imot seg, og han ble nødt til å oppgi sine planer og avskjedige Wallenstein. Denne trodde likesom de fleste mennesker dengang på astrologien eller kunsten å lese et menneskes skjebne i stjernene. Hans astrolog hadde spådd, at han skulle bli urettferdig behandlet, men til sist få full oppreisning for den lidte urett. Wallenstein fant seg derfor rolig i avskjeden og trakk seg tilbake til sine godser.

Den svenske krig (1630—1635).

Samtidig med at Wallenstein fikk avskjed, landet Gustav Adolf i Pommern (1630). Gustav stod snart i spidsen for 40 000 veløvede soldater. Han modtoges av befolkningen som en befrier, og dertil bidrog ikke minst den strenge orden og mannstukt som han holdt blant sine krigsfolk. All plyndring og unødig voldsomhet var på det strengeste forbudt, mens man ellers var vant til at tidens leiehære var nesten likeså farlige for venner som for fiender. De nordtyske fyrster mottok derimot Gustav meget kjølig; de ville ikke slutte seg til ham, i det minste ikke før han hadde vist seg i stand til virkelig å utrette noe. Den motstand Gustav således møtte hos de fyrster han var kommet for å hjelpe, sinkede hans fremgang. Dette var grunnen til at han kom for sent til å redde den viktige protestantiske by Magdeburg, som hadde vovet 163å motsette seg keiseren og derfor ble beleiret av Tilly. Da Tilly hørte at Gustav nærmet seg, stormet han byen og tok den til trass for den tapreste motstand. Tillys soldater for fryktelig frem; innbyggerne ble hugget ned uten hensyn til alder og kjøn; alt plyndredes, og byen ble ødelagt og brent. Da Gustav hørte om Magdeburgs skjebne, lovede han at han skulle ta hevn over Tilly, eller «den gamle korporal» som han kalte ham. Og Gustav holdt ord. Han støtte kort etter på Tilly ved Breitenfeld, rett nord for Leipzig. Sachserne, som hadde sluttet seg til Gustav, flyktet i begynnelsen av slaget; men svenskene holdt modig stand mot den overlegne fiende, og Tilly ble beseiret. Tilly var nær ved å bli drept på flukten; det fortelles at han gråt som et barn; han hadde aldri før tapt noe slag.

Etter seieren ved Breitenfeld sluttet de fleste protestantiske stater i Nordtyskland seg til Gustav. Han overvintret i Rhin-egnene og falt våren 1632 inn i Baiern. Ved elven Lech stod Tilly for å hindre ham i å gå over, men uten nytte. Gustav gikk over, og Tilly ble dødelig såret i kampen. Veien stod åpen til Wien. Da var oppreisningens time kommet for Wallenstein. Keiser Ferdinand måtte trygle ham om atter å gå i hans tjeneste og redde ham og katholicismens sak. Wallenstein gikk inn herpå, men på harde betingelser. Keiseren skulle intet have å si over sin egen hær; Wallenstein skulle ha den hele ledelse. Når seieren var vundet, skulle Wallenstein have rett til å ta et av keiserens arveland; han håpet således å kunne nå sin ærgjerrighets mål: å sette Bøhmens kongekrone på sitt hode.

Wallenstein stod snart i spidsen for en stor hær. Han og Gustav møttes utenfor Nürnberg, Sydtysklands største protestantiske by, hvor Gustav forgjeves søkte å storme Wallensteins sterkt befæstede leir. Wallenstein brød derpå opp og drog nordover til Sachsen. Gustav satte etter, og ved Lützen, vest for Leipzig, kom det i november 1632 til kamp. Under slaget trengte Gustav seierrik frem på den høyre fløy, men fikk underretning om at hans sentrum var i fare. Med et rytterregiment ville han ile til hjelp. En tett 164tåke hindret oversikten, og nærsynt som Gustav var, kom han de fiendtlige linjer for nær. Han rammedes av en kule, først i armen, derpå i ryggen; døende falt han av hesten, som fortsatte sitt løp langs de svenske rekker, så at alle så at kongen var falt. Som rasende styrtet svenskene frem; intet kunne motstå deres angrep, og Wallenstein måtte vike. I dette øyeblikk kom den berømte ryttergeneral Pappenheim Wallenstein til unnsetning med friske tropper. Slaget fornyedes; men Pappenheim falt, hans folk flyktet, og Wallenstein måtte trekke seg ut av kampen. Den følgende dag fantes Gustavs lig på valplassen utplyndret og nøgent. Ikke uten grunn feirede paven og katolikkene nederlaget som en seier; Gustavs død hadde større betydning for dem enn et vundet slag.

Svenskene fortsatte krigen. Axel Oxenstjerna fikk den øverste ledelse av det krigsforbund som var inngått med de tyske stater, og hæren førtes av dyktige generaler, som var utdannet under Gustav. Først var Bernhard av Sachsen-Weimar og Gustav Horn overanførere. I begynnelsen var de heldige. Wallenstein hadde etter slaget ved Lützen trukket seg tilbake til Bøhmen, hvor han lå uvirksom. Han kom på en spent fot med keiseren og innlot seg til sist i underhandlinger med svenskene for ved deres hjelp å sikre seg Bøhmen. Keiseren lot ham da myrde. Deretter lyktes det de nye anførere for keiserens hær å beseire svenskene i slaget ved Nördlingen i Baiern (1634). De svenske tapte omtrent alt det de hadde vundet i Tyskland; de hadde blot noe av Pommern igjen. De tyske fyrster falt fra og sluttet fred med keiseren, ja Sachsen tog del i krigen på keiserens side.

Den svensk-franske krig (1635—1648).

Det så nå ut til at keiseren skulle gå seierrik ut av kampen. Derved ville ikke blot protestantismen lide; men keiseren ville i betydelig grad have utvidet sin makt i Tyskland. Dette siste ville Richelieu ikke tillate; han sluttet derfor forbund med svenskene og sendte franske tropper inn i Tyskland. Krigen er fra nå av nærmest en kamp om keiserens makt og en erobringskrig fra Sveriges og Frankrigs side. Religionsspørsmålet 165ble av underordnet betydning. Samtidig med trettiårskrigen går hollendernes kamp med Spanien.

Johan Banér, vistnok den mest begavede av alle feltherrer av Gustav Adolfs skole, ble svenskenes anfører og vant ved en rekke seire igjen hva der var tapt ved nederlaget ved Nördlingen. Etter hans død ble anførselen gitt til Lennart Torstensson, der likesom Banér utmerket seg ved sine hurtige bevegelser. Han var trengt helt ned mot Wien, da han i (1643) fikk befaling til å gå mot Danmark. Etter heldig å ha tilendebrakt krigen der (side 152) rykket han atter inn i Tyskland. Også etter at han på grunn av sykdom hadde måttet tre av, fulgte lykken de svenske våpen, samtidig med at franskmennene under Turenne (udt. Tyrénn) gjorde fremgang i det sydvestlige Tyskland.

Allerede lenge var der ført fredsunderhandlinger i de westfalske byer Münster og Osnabrück, og her sluttedes i 1648 den såkalte Westfaler-fred. Betingelsene var:

1. Frankrig fikk Elsass med unntakelse av Strassburg.

2. Sverige fikk Forpommern med Rügen og noe av Bagpommern samt byen Wismar og stifterne Bremen og Verden.

3. Brandenburg fikk resten av Bagpommern og noen andre besittelser.

4. Holland anerkjentes uavhengig av Spanien, Schweiz av keiseren.

5. Religionsfreden i Augsburg fornyedes og udvidedes til også å gjelde de reformerte.

6. De tyske fyrster og stater (de såkalte riksstender) skulle være frie og uavhengige (suverene); de kunne føre krig på egen hånd, dog ikke mot keiseren og riket. Det tyske rikes fellessaker skulle avgjøres ikke av keiseren, men av riksdagen, hvor fyrstene og de frie stæder hadde stemme.

Den store krig er endt; det katolske og det protestantiske Europa har målt krefter over hele linjen og anerkjenner hverandre til sist som likeberettigede. Om religionsspørsmålet er der senere ikke ført noen krig i Europa.

166For Tyskland fikk krigen inngripende følger ikke blot i religiøs henseende. Dets politiske makt og betydning sank. Keiseren hadde villet benytte krigen til å gjenopprette Tysklands enhet ved å utvide den keiserlige myndighet på småstatenes bekostning; men dette forsøk mislyktes. Keisermagten mistet omtrent all sin betydning, og landet ble delt i flere hundre selvstendige småstater. Det var især Frankrig som de tyske fyrster hadde å takke herfor; men så oppnådde også dette land hva det alltid har ønsket, at få til nabo et splittet Tyskland, som ikke magtede å gjøre noen kraftig motstand mot Frankrigs streben etter å bli den ledende stat i Mellemeuropa. Økonomisk fikk Tyskland en knekk, som det varte lange tider innen det forvandt. Folkemengden var sunket ned til en tredjedel av hva den hadde vært før krigen. Krigen var ført på den mest barbariske måte; svenskene hadde til sist ikke vært bedre enn de andre. Omtrent alle byer, landsbyer og gaarde var ødelagt; kveget var nedhugget, og overalt hersket der sykdom og den bitreste nød; rov og plyndring av omstreifende leiesoldater hørte til dagens orden. Det åndelige og nasjonale liv gikk sørgelig tilbake. I reformationsaarhundredet hadde der rådet et sterkt vitenskapelig og kunstnerisk liv i Tyskland, og dette liv hadde et eiendommelig, nasjonalt tysk preg. Hermed er det forbi; alt liv og all selvstendighet taper seg. Latinen fortrenger atter tysken, og etterligning av franske mønstre blir enerådende på kunstens enemerker. Først etter hundre aars forløp kom Tyskland igjen til krefter, og først da begynner der paany å røre seg et nasjonalt åndelig liv.

Gjennom trettiårskrigen ble Tyskland og Spanien trengt i bakgrunnen blant Europas stater, mens Frankrig, Holland og Sverige trådte frem i første rekke.