155

Gustav Vasa (1523—1560). I 1523 blev Gustav Vasa valgt til Sveriges konge (side 116). Da befrielseskrigen var bragt til ende, tog Gustav fat paa sin anden, betydelig vanskeligere opgave: at bringe Sverige paafode igjen efter de forudgaaende kampe. Uro og uorden raadede overalt; statskassen var tom, og Gustav havde maattet laane penge hos hanseaterne. Det var derfor nødvendigt at paalægge store skatter, hvilket opeggede bønderne, som desuden var blevet selvraadige under de lange urostider og ikke vilde finde sig i en kraftig og ordnet regjering.

Uroen og vanskelighederne øgedes ved religionsstriden. Ogsaa i Sverige blev protestantismen ivrig forkyndt. Den unge, begavede Olaus Petri havde hørt Luther lige fra reformationens begyndelse af. Da han vendte tilbage til Sverige, vandt han mange for den nye lære, blandt dem broderen Laurentius Petri, som senere blev Sveriges første protestantiske erkebiskop. Ogsaa Gustav Vasa sluttede sig til den nye lære. Den katholske geistlighed søgte paa alle maader at ophidse folket mod Gustav, der med sin varme fædrelandskjærlighed og sine store egenskaber som hersker ikke kan frikjendes for en vis selvraadighed. Der var flere opstande mod ham; deraf ikke mindre end tre blandt dalkarlene, som tilsidst blev strengt straffet. Farligst var en opstand i Smaaland, som lededes af bonden Nils Dacke. Han fik hjælp fra katholikerne i Tyskland, og det var først efter et par aars fortvilet kamp at det lykkedes Gustav at blive herre over opstanden.

Paa rigsdagen i Vesteraas i 1527 blev reformationen indført i Sverige. Kongen blev den svenske kirkes overhoved; klostrenes og det meste af kirkens øvrige gods lagdes under kronen. Herved øgedes kongens magt betydelig, og endnu større blev denne, da tronen paa Dacke-feidens tid blev gjort arvelig (1544). Forøvrigt kom Sverige godt op under Gustavs dygtige styre; især tog jordbruget og bergverksdriften stort opsving. Der dannedes en staaende hær, og en sterk 156flaade blev bygget. Det lykkedes Gustav at betale al gjæld og ved sin død i 1560 at efterlade sin søn et fyldt skatkammer.

Denne søn var Erik 14 (1560—1568). Han havde gode evner, især i kunstnerisk retning, og havde faaet en meget god uddannelse; men han var heftig og mistænksom og manglede ganske herredømme over sig selv. Han elskede pragt og indstiftede en ny høiadel med titler af grever og baroner. Om Sveriges deltagelse i den nordiske syvaarskrig er allerede fortalt (side 148). Samtidig hermed førte Erik krig med Rusland og Polen, og det lykkedes Sverige at vinde Estland. Eriks mistænksomhed forledede ham ofte til at handle uretfærdig og grusomt; til sine tider steg den til det rene vanvid. Under et saadant anfald deltog han med egen haand i mordet paa Stureslegtens mandlige medlemmer, som han havde ladet fængsle, da han mistænkte dem for at ville støde ham fra tronen. Bagefter søgte han at gjøre det godt igjen ved gaver og løfter. Ogsaa med sine to brødre Johan og Karl laa han i strid; tilsidst gjorde brødrene opstand mod ham og afsatte og fængslede ham. Erik døde senere i fængslet, sandsynligvis forgivet af sin broder Johan.

Johan 3 og Sigismund. Johan 3, der fulgte efter Erik som konge, heldede til den katholske tro og søgte forgjæves at bringe istand en forsoning mellem den svenske kirke og katholicismen. Hans søn og efterfølger Sigismund, hvis moder var en polsk prinsesse, var tillige konge i Polen. Han var ivrig katholik og forsøgte, støttet af flere af rigets første slegter, med polske tropper at indføre katholicismen i Sverige. Men protestantismen fandt en kraftig og dygtig forsvarer i Gustav Vasa's yngste søn hertug Karl. Sigismunds polske hær blev slaaet, og Sigismund afsat som svensk konge.

Karl 9 (1599—1611). Karl 9, som nu blev konge, var den eneste af Gustavs sønner der havde arvet faderens store egenskaber som hersker. Han begyndte sin regjering med at tage en streng straf over den del af høiadelen som havde staaet paa Sigismunds side; mange henrettedes, og 157deres eiendomme blev lagt under kronen. Rigsraadet mistede meget af sin magt; men rigsdagen fik mere at sige, og Karl holdt sig altid tilvens med de lavere stænder, borgerne og bønderne. Karl byggede flere byer; blandt dem var Gøteborg vigtig som Sveriges eneste by ved havet i vest. Han førte hele sin tid krig med Polen og Rusland; i sit sidste leveaar indvikledes han ogsaa i Kalmar-krigen med Danmark (side 151).

Gustav Adolf (1611—1632). Da Karl døde 1611, kom hans søn Gustav Adolf paa tronen. Gustav Adolf var en vakker og staut mand, personlig tapper og en dygtig hærfører. Han var en oprigtig kristen og ligesom sin fader protestantismens sag varmt hengiven. Han kom til at tilbringe sin meste tid i krig; men han havde ikke mindre interesse og anlæg for fredens sysler. Rigsdagen fik under ham den ordning som den senere havde; den var delt i 4 skarpt adskilte stænder: adel, geistlighed, borgere og bønder. Byer og fabriker blev grundet, handel og skibsfart fremmet. Skolevæsenet blev forbedret, og universitetet i Upsala blev udvidet og modtog store gaver af kongen. I alt dette arbeide havde kongen en udmerket hjælper i kansleren Axel Oxenstjerna. I modsætning til faderen stod Gustav paa en god fod med adelen, som han gav mange forrettigheder, saaledes omtrent eneret til alle høie embeder. Men saa forlangte han ogsaa at adelen skulde foregaa det øvrige folk med et godt eksempel og ofre sig for fædrelandet.

158Størst betydning fik Gustav Adolf som kriger. Efter sin fader arvede han krige med Danmark, Rusland og Polen. Med Danmark sluttede han fred mod at betale en større pengesum (side 151). Med Rusland førtes krigen med kraft og held; ved freden til Stolbóva (syd for Ládoga) fik Sverige hele Ingermanland, saa Rusland blev udestængt fra Østersjøen. Med Polen, hvor Sigismund og hans sønner ikke vilde opgive sine fordringer paa Sverige, fortsattes krigen helt til 1629, da der sluttedes vaabenstilstand ved Frankriges mægling; herved blev Lifland vundet.

Under disse krige havde Gustav Adolf faaet øvelse som hærfører og havde forbedret og forøget sin hær, som fik en bekvemmere inddeling og bedre vaaben. Han stod saaledes godt rustet, da han i 1630 kaldtes til deltagelse i tretiaarskrigen. Han blandede sig ind i denne først og fremst for at hjælpe sine troesfæller i Tyskland og støtte protestantismens sag. Men han nærede sikkerlig ogsaa ærgjerrige planer om erobringer og udvidelser af Sveriges magt syd for Østersjøen. Om Gustav Adolfs glimrende felttog i Tyskland skal der fortælles under tretiaarskrigen. Efter to aars kamp fandt han i 1632 døden i slaget ved Lützen.

Kristina (1632—1654). Gustav Adolf efterlod sig kun ett barn, den seksaarige Kristina, som blev Sveriges dronning. I hendes mindreaarighed styrede en formynderregjering; i spidsen for den stod Axel Oxenstjerna, som førte regjeringen i Gustav Adolfs aand. Krigen i Tyskland blev fortsat og ført med vekslende held, dog i det hele med fordel for de svenske. Ved Westfalerfreden i 1648 vandt Sverige Forpommern med øen Rügen samt en del af Bagpommern, dernæst den meklenburgske by Wismar samt stifterne Bremen og Verden (udt. Ferden) mellem Elbens og Wesers munding. I 1645 havde Danmark-Norge ved Brømsebro-freden maattet afstaa Jemteland og Herjedalen, Gotland og indrømme toldfrihed i Øresund. Sverige var herved blevet en stormagt.

Alle disse krige tærede imidlertid haardt paa landets kraft. Den mandlige ungdom faldt i kampen, store skatter maatte paalægges, og man blev nødt til at sælge en hel del 159af statens jordgods, hvorved statens indtægter sank i en sørgelig grad.

I 1644 havde Kristina selv overtaget regjeringen, dog saaledes at Oxenstjerna, saalænge tretiaarskrigen varede, havde den egentlige ledelse. Kristina havde udmerkede evner og havde faaet en lærd uddannelse; hun kunde vistnok med rette gjøre fordring paa at ansees som sin tids lærdeste kvinde. Hun nærede stor interesse for videnskab og kunst og indkaldte til sit hof flere af Europas første videnskabsmænd. Men hun var egensindig, forfængelig og ødsel; hun sløsede med statens midler og skjænkede dens jordgods bort til sine yndlinger. Det blev under disse forhold mere og mere trykkende for de «ofrälse» stænder, da deres byrder steg i samme forhold som statens andre indtægter sank. Adelen havde derimod en glimrende tid; krigen gav den leilighed ikke blot til at vinde ære og berømmelse, men ogsaa til at berige sig.

Kristina mistede efterhaanden lysten paa at regjere; kronen blev hende en byrde. Hun vilde heller ikke gifte sig, uagtet hun havde lovet at egte sin fætter Karl Gustav af Pfalz. Denne var søn af en tysk prins, som var gaaet i svensk tjeneste og var blevet gift med Gustav Adolfs søster; han var opdraget i Sverige og havde deltaget i tretiaarskrigen. Det endte med at Kristina fik stænderne til at tage Karl Gustav til konge. Hun nedlagde derpaa regjeringen, forlod Sverige og henlevede resten af sine dage i udlandet. Hun gik over til katholicismen og blev i Rom modtaget af paven med stor pragt. Hun døde i Rom og ligger begravet i Peterskirken.

Karl 10 Gustav (1654—1660). Med Kristina ophørte huset Vasa at regjere i Sverige, og det pfalziske hus kom paa tronen med Karl 10 Gustav. Karl var kraftig og forstandig; men det var mest krig som interesserede ham. Pengevæsenet var ved hans tronbestigelse i en sørgelig uorden, og der raadede splid mellem adelen og de ofrälse stænder. For at skaffe staten større indtægter blev Gustav og stænderne enige om en inddragning af det jordgods som var bortskjænket siden Gustav Adolfs død. Denne inddragning 160eller reduktion blev kun delvis gjennemført, da Karl snart fik andet at tænke paa. Sigismunds søn, som regjerede i Polen, vilde ikke anerkjende ham som svensk konge. Det kom til krig mellem Sverige og Polen, og Karl vandt glimrende seire i Polen. Dette førte til at der stiftedes et forbund mod ham af Polen, Østerrige, Rusland og Brandenburg, saa det saa slemt ud for Karl; men da gav Danmarks krigserklæring (side 153) ham et godt paaskud til at trække sig ud af Polen. Om hans kampe i Danmark og hans død i 1660 er allerede fortalt. Efter hans død fik Sverige fred med alle sine fiender. Ved freden til Kjøbenhavn fik det Skaane, Halland, Blekinge og Baahuslen. Polen maatte paany afstaa Lifland, og Rusland maatte fornye Stolbóvafreden (side 158). Sverige var saaledes gaaet seierrig ud af kampen med sine mange fiender.

155

Gustav Vasa (1523—1560). I 1523 ble Gustav Vasa valgt til Sveriges konge (side 116). Da befrielseskrigen var brakt til ende, tog Gustav fat på sin annen, betydelig vanskeligere oppgave: å bringe Sverige på fote igjen etter de forutgående kamper. Uro og uorden rådde overalt; statskassen var tom, og Gustav hadde måttet låne penger hos hanseatene. Det var derfor nødvendig å pålegge store skatter, hvilket opeggede bøndene, som dessuten var blitt selvrådige under de lange urostider og ikke ville finne seg i en kraftig og ordnet regjering.

Uroen og vanskelighetene øgedes ved religionsstriden. Også i Sverige ble protestantismen ivrig forkyndt. Den unge, begavede Olaus Petri hadde hørt Luther like fra reformationens begynnelse av. Da han vendte tilbake til Sverige, vant han mange for den nye lære, blant dem broren Laurentius Petri, som senere ble Sveriges første protestantiske erkebiskop. Også Gustav Vasa sluttet seg til den nye lære. Den katolske geistlighet søkte på alle måter at ophidse folket mot Gustav, der med sin varme fedrelandskjærlighet og sine store egenskaper som hersker ikke kan frikjennes for en viss selvrådighet. Der var flere oppstander mot ham; derav ikke mindre enn tre blant dalkarlene, som til sist ble strengt straffet. Farligst var en oppstand i Smaaland, som lededes av bonden Nils Dacke. Han fikk hjelp fra katolikkene i Tyskland, og det var først etter et par aars fortvilet kamp at det lyktes Gustav å bli herre over oppstanden.

På riksdagen i Vesteraas i 1527 ble reformasjonen innført i Sverige. Kongen ble den svenske kirkes overhoved; klostrenes og det meste av kirkens øvrige gods lagdes under kronen. Herved øgedes kongens makt betydelig, og enda større ble denne, da tronen på Dacke-feidens tid ble gjort arvelig (1544). Forøvrig kom Sverige godt opp under Gustavs dyktige styre; især tog jordbruket og bergverksdriften stort oppsving. Der dannedes en stående hær, og en sterk 156flåte ble bygget. Det lyktes Gustav å betale all gjeld og ved sin død i 1560 å etterlate sin sønn et fylt skattkammer.

Denne sønn var Erik 14 (1560—1568). Han hadde gode evner, især i kunstnerisk retning, og hadde fått en meget god utdannelse; men han var heftig og mistenksom og manglet ganske herredømme over seg selv. Han elsket prakt og indstiftede en ny høyadel med titler av grever og baroner. Om Sveriges deltagelse i den nordiske syvaarskrig er allerede fortalt (side 148). Samtidig hermed førte Erik krig med Rusland og Polen, og det lyktes Sverige å vinne Estland. Eriks mistenksomhet forledet ham ofte til å handle urettferdig og grusomt; til sine tider steg den til det rene vanvidd. Under et sådant anfall deltok han med egen hånd i mordet på Stureslegtens mannlige medlemmer, som han hadde latt fengsle, da han mistenkte dem for å ville støte ham fra tronen. Bakefter søkte han å gjøre det godt igjen ved gaver og løfter. Også med sine to brødre Johan og Karl lå han i strid; til sist gjorde brødrene oppstand mot ham og avsatte og fengslet ham. Erik døde senere i fengslet, sannsynligvis forgivet av sin bror Johan.

Johan 3 og Sigismund. Johan 3, der fulgte etter Erik som konge, heldede til den katolske tro og søkte forgjeves å bringe i stand en forsoning mellom den svenske kirke og katolisismen. Hans sønn og etterfølger Sigismund, hvis mor var en polsk prinsesse, var tillike konge i Polen. Han var ivrig katolikk og forsøkte, støttet av flere av rigets første slekter, med polske tropper å innføre katolisismen i Sverige. Men protestantismen fant en kraftig og dyktig forsvarer i Gustav Vasa's yngste sønn hertug Karl. Sigismunds polske hær ble slått, og Sigismund avsatt som svensk konge.

Karl 9 (1599—1611). Karl 9, som nå ble konge, var den eneste av Gustavs sønner der hadde arvet faderens store egenskaper som hersker. Han begynte sin regjering med å ta en streng straff over den del av høyadelen som hadde stått på Sigismunds side; mange henrettedes, og 157deres eiendommer ble lagt under kronen. Riksrådet mistet meget av sin makt; men riksdagen fikk mer å si, og Karl holdt seg alltid tilvens med de lavere stender, borgerne og bøndene. Karl bygde flere byer; blant dem var Gøteborg viktig som Sveriges eneste by ved havet i vest. Han førte hele sin tid krig med Polen og Rusland; i sitt siste leveår indvikledes han også i Kalmar-krigen med Danmark (side 151).

Gustav Adolf (1611—1632). Da Karl døde 1611, kom hans sønn Gustav Adolf på tronen. Gustav Adolf var en vakker og staut mann, personlig tapper og en dyktig hærfører. Han var en oppriktig kristen og likesom sin far protestantismens sak varmt hengiven. Han kom til å tilbringe sin meste tid i krig; men han hadde ikke mindre interesse og anlegg for fredens sysler. Riksdagen fikk under ham den ordning som den senere hadde; den var delt i 4 skarpt adskilte stender: adel, geistlighet, borgere og bønder. Byer og fabrikker ble grunnet, handel og skipsfart fremmet. Skolevesenet ble forbedret, og universitetet i Upsala ble utvidet og mottok store gaver av kongen. I alt dette arbeide hadde kongen en utmerket hjelper i kansleren Axel Oxenstjerna. I motsetning til faren stod Gustav på en god fot med adelen, som han ga mange forrettigheder, således omtrent enerett til alle høye embeder. Men så forlangte han også at adelen skulle foregå det øvrige folk med et godt eksempel og ofre seg for fedrelandet.

158Størst betydning fikk Gustav Adolf som kriger. Etter sin far arvet han krige med Danmark, Rusland og Polen. Med Danmark sluttet han fred mot å betale en større pengesum (side 151). Med Rusland førtes krigen med kraft og held; ved freden til Stolbóva (syd for Ládoga) fikk Sverige hele Ingermanland, så Rusland ble utestengt fra Østersjøen. Med Polen, hvor Sigismund og hans sønner ikke ville oppgi sine fordringer på Sverige, fortsattes krigen helt til 1629, da der sluttedes våpenstillstand ved Frankriges megling; herved ble Lifland vundet.

Under disse krige hadde Gustav Adolf fått øvelse som hærfører og hadde forbedret og forøket sin hær, som fikk en bekvemmere inndeling og bedre våpen. Han stod således godt rustet, da han i 1630 kaltes til deltagelse i trettiårskrigen. Han blandet seg inn i denne først og fremst for å hjelpe sine trosfeller i Tyskland og støtte protestantismens sak. Men han næret sikkerlig også ærgjerrige planer om erobringer og utvidelser av Sveriges makt syd for Østersjøen. Om Gustav Adolfs glimrende felttog i Tyskland skal der fortelles under trettiårskrigen. Etter to aars kamp fant han i 1632 døden i slaget ved Lützen.

Kristina (1632—1654). Gustav Adolf etterlot seg kun ett barn, den seksårige Kristina, som ble Sveriges dronning. I hennes mindreårighet styrte en formynderregjering; i spidsen for den stod Axel Oxenstjerna, som førte regjeringen i Gustav Adolfs ånd. Krigen i Tyskland ble fortsatt og ført med vekslende held, dog i det hele med fordel for de svenske. Ved Westfalerfreden i 1648 vant Sverige Forpommern med øen Rügen samt en del av Bagpommern, dernest den meklenburgske by Wismar samt stifterne Bremen og Verden (udt. Ferden) mellom Elbens og Wesers munning. I 1645 hadde Danmark-Norge ved Brømsebro-freden måttet avstå Jemteland og Herjedalen, Gotland og innrømme tollfrihet i Øresund. Sverige var herved blitt en stormakt.

Alle disse krige tærede imidlertid hardt på landets kraft. Den mannlige ungdom falt i kampen, store skatter måtte pålegges, og man ble nødt til å selge en hel del 159av statens jordgods, hvorved statens inntekter sank i en sørgelig grad.

I 1644 hadde Kristina selv overtaget regjeringen, dog således at Oxenstjerna, så lenge trettiårskrigen varte, hadde den egentlige ledelse. Kristina hadde udmerkede evner og hadde fått en lærd utdannelse; hun kunne vistnok med rette gjøre fordring på å anses som sin tids lærdeste kvinne. Hun næret stor interesse for vitenskap og kunst og innkalte til sitt hof flere av Europas første vitenskapsmenn. Men hun var egensindig, forfengelig og ødsel; hun sløste med statens midler og skjenket dens jordgods bort til sine yndlinger. Det ble under disse forhold mer og mer trykkende for de «ofrälse» stender, da deres byrder steg i samme forhold som statens andre inntekter sank. Adelen hadde derimot en glimrende tid; krigen ga den leilighet ikke blot til å vinne ære og berømmelse, men også til å berike seg.

Kristina mistet etterhånden lysten på å regjere; kronen ble henne en byrde. Hun ville heller ikke gifte seg, uaktet hun hadde lovet at ekte sin fetter Karl Gustav av Pfalz. Denne var sønn av en tysk prins, som var gått i svensk tjeneste og var blitt gift med Gustav Adolfs søster; han var oppdratt i Sverige og hadde deltatt i trettiårskrigen. Det endte med at Kristina fikk stendene til å ta Karl Gustav til konge. Hun nedla derpå regjeringen, forlot Sverige og henlevede resten av sine dage i utlandet. Hun gikk over til katolisismen og ble i Rom mottatt av paven med stor prakt. Hun døde i Rom og ligger begravet i Peterskirken.

Karl 10 Gustav (1654—1660). Med Kristina opphørte huset Vasa å regjere i Sverige, og det pfalziske hus kom på tronen med Karl 10 Gustav. Karl var kraftig og forstandig; men det var mest krig som interesserte ham. Pengevæsenet var ved hans tronbestigelse i en sørgelig uorden, og der rådde splid mellom adelen og de ofrälse stender. For å skaffe staten større inntekter ble Gustav og stendene enige om en inndragning av det jordgods som var bortskjænket siden Gustav Adolfs død. Denne inndragning 160eller reduksjon ble kun delvis gjennomført, da Karl snart fikk annet å tenke på. Sigismunds sønn, som regjerte i Polen, ville ikke anerkjenne ham som svensk konge. Det kom til krig mellom Sverige og Polen, og Karl vant glimrende seire i Polen. Dette førte til at der stiftedes et forbund mot ham av Polen, Østerrige, Rusland og Brandenburg, så det så slemt ut for Karl; men da ga Danmarks krigserklæring (side 153) ham et godt påskudd til å trekke seg ut av Polen. Om hans kamper i Danmark og hans død i 1660 er allerede fortalt. Etter hans død fikk Sverige fred med alle sine fiender. Ved freden til Kjøbenhavn fikk det Skaane, Halland, Blekinge og Baahuslen. Polen måtte paany avstå Lifland, og Rusland måtte fornye Stolbóvafreden (side 158). Sverige var således gått seierrik ut av kampen med sine mange fiender.