Da Kristian døde i 1648, maatte hans søn Fredrik 3 underskrive en haard haandfæstning, som end mere øgede adelens magt. Dette skyldtes især Korfits Ulfeldt, som ved Kristians død var landets mægtigste mand. Men Fredrik satte sig lige fra sin tronbestigelse det maal at blive arvekonge i sine lande, og støttedes heri af sin ærgjerrige dronning Sofie Amalie. Det var heldigt for ham at Korfits Ulfeldt og Hannibal Sehested ved sit overmod skaffede sig mange fiender blandt den øvrige adel. Ved dennes hjælp lykkedes det kongen at faa dem styrtet. Ulfeldt blev anklaget for forræderske anslag mod kongens liv og for underslæb, og drog forbitret herover til Sverige. Hannibal 153Sehested havde en tid været statholder i Norge og havde benyttet anledningen til at berige sig og samle en hel del jordgods. Han blev anklaget for sin embedsførsel og kjøbte sig fred af kongen ved at afstaa alle sine norske eiendomme. Han gik kort efter over paa kongens parti.
Fredrik vilde gjerne have krig med Sverige for at vinde igjen hvad der var tabt ved Brømsebro-freden. Den svenske konge Karl 10 Gustav var indviklet i krig i Polen, og heraf benyttede Fredrik sig og erklærede Sverige krig, uagtet han ikke i nogen henseende var ordentlig rustet (1657). Ligesom tidligere Torstensson, rykkede Karl fra syd af ind paa den jydske halvø; han havde kun 8 000 mand; men dette var gamle øvede soldater. Hele halvøen blev i en fart besat; den danske adel svigtede ogsaa denne gang. Vinteren 1657—1658 indtraf der en saa streng kulde at Karl kunde gaa paa isen over sundene mellem de danske øer. Karl stod snart paa Sjælland og nærmede sig Kjøbenhavn, hvor man ikke var rustet til forsvar. Fredrik maate indlede underhandlinger; Ulfeldt førte disse paa Karls vegne og hevnede sig ved at tvinge Fredrik til at gaa ind paa meget haarde vilkaar. Ved freden i Roskilde (1658) maatte Fredrik afstaa: af Danmark Skaane, Halland og Blekinge samt Bornholm og af Norge Baahuslen samt hele det trondhjemske. Ulfeldt skulde gjenindsættes i sin gamle stilling i Danmark¹. Freden blev dog ikke af lang varighed.
Karl angrede snart at han ikke havde benyttet anledningen til at gjøre det ganske af med Danmark. Uden videre satte han over til Sjælland og nærmede sig Kjøbenhavn (1658). Forfærdet sendte de danske sendebud til ham; disse fik kun det overmodige svar at de skulde faa nærmere besked naar Danmark var taget, samt at det forøvrigt kunde være de danske ligegyldigt om deres konge hed Karl eller Fredrik. I farens stund fik danskerne modet tilbage. Borgerne og 154studenterne i Kjøbenhavn greb til vaaben, fast bestemte paa at forsvare byen til det yderste, og kong Fredrik erklærede at «han vilde dø i sin rede». Karl mødte mod forventning den kraftigste modstand og maatte aabne en ordentlig beleiring af byen. Det lykkedes vistnok svenskerne ved list at bemægtige sig det sterke Kronborg; men dette hindrede ikke at en hollandsk flaade, da nøden i Kjøbenhavn var paa det høieste, slog sig igjennem og bragte de danske undsætning baade med folk, krigsfornødenheder og proviant. Holland, som før havde støttet Sverige, stillede sig nu paa Danmarks side, da det var af interesse for dets sjøfart, at kysterne af Øresund tilhørte forskjellige magter, saa at ingen kunde stænge sundet. Derfor havde Holland gjerne seet at Sverige tog Skaane; men Sjælland maatte det ikke faa. Samtidig kom søndenfra polske og tyske tropper Danmark til undsætning. Karl forsøgte en hovedstorm paa Kjøbenhavn, men blev slaaet tilbage. Kort derefter tabte svenskerne et slag paa Fyen mod de danske og deres hjælpere. Dette bevægede Karl til at forlade Sjælland og gaa tilbage til Sverige med sin hær.
Karl tænkte nu paa at rette et hovedangreb paa Norge. Allerede tidligere under krigen havde de svenske gjort et par indfald i Norge. Tre gange havde de angrebet Halden (nu Fredrikshald); hver gang havde de maattet opgive forsøget paa grund af den tapre modstand de mødte hos besætningen og byens borgere under oberst Tønne Huitfeldt og kjøbmanden Peter Normand. Det havde ogsaa lykkedes nordmændene at tage tilbage Trondhjems len, som var afstaaet til Sverige ved freden til Roskilde. Af Karls store angreb paa Norge blev der intet; han døde midt under forberedelserne (1660). Derpaa sluttedes der fred i Kjøbenhavn. Svenskerne gav tilbage det trondhjemske og Bornholm, som ogsaa havde befriet sig. Men de øvrige i Roskilde afstaaede landskaber Baahuslen, Skaane, Halland og Blekinge beholdt Sverige, da England, Frankrig og Holland lagde sig imellem til dets fordel.