149

Fredriks søn og efterfølger Kristian 4 var ikke voksen ved faderens død. En formynderregjering førte derfor styret de første aar. Kristian fik en god opdragelse. Han lærte flere fremmede sprog; men de mathematiske fag tiltalte ham mest, og især lagde han sig med iver efter alt som angik sjøvæsenet. Som gut havde han et lidet fartøi til at øve sig paa, og som voksen forstod han ikke blot at føre sin flaade, men han leverede selv tegning til flere orlogsskibe, der blev anseet som de første i Europa. Ligeledes forestod han selv for en stor del sine mange byggeforetagender og byanlæg; Kristianias gader udstak han med egen haand. I det hele var Kristian meget flittig og foretagsom, ligesom han var ivrig for at befordre sine landes fremgang. Men han vilde gjøre alt selv, baade væsentligt og uvæsentligt; derved blev hans opmerksomhed altfor meget optaget af mindre vigtige ting.

Norge tog Kristian sig meget af i modsætning til de foregaaende konger. Han var heroppe 25 gange for at lære forholdene at kjende. Blandt embedsmændene i Norge, som for det meste var danske, gik de skammeligste misbrug i svang; især benyttede mange sin stilling til at berige sig. 150Kristian lod en hel del saadanne uærlige embedsmænd straffe og afsætte. Dengang benyttedes endnu Magnus Lagabøters lov; dette faldt tungvindt, da kjendskabet til det oldnorske sprog holdt paa ganske at tabe sig. Det var derfor et fremskridt, da Kristian udgav sin norske lov, som væsentlig var en oversættelse af Magnus Lagabøters. Ogsaa landets næringsveie tog Kristian sig med iver af. Det er saaledes fra hans tid at bergverksdriften for alvor begyndte i Norge; han anlagde Kongsberg med sølvverket og Røros kobberverk. Desuden grundede han byen Kristiania; Oslo var

brændt, og Kristian lod borgerne flytte over paa den anden side af Bjørviken ind under Akershus's mure (1624). Dernæst byggede han Kristiansand, som snart blev stiftsstad istedenfor Stavanger. I det hele begyndte Norge fra denne tid at gaa fremover; folkemængden steg og landets rigdom øgedes, samtidig med at det i begge retninger tog til at gaa nedover med Danmark.

Ogsaa Danmark nød godt af Kristians iver og lyst til forbedringer og fremskridt; men hans hænder var her mere bundet af det træge og skinsyge rigsraad, end tilfældet var i Norge. Alle hans forsøg paa at ophjælpe den undertrykte 151bondestand blev hindret, ligeledes hans forslag om at ordne landets forsvarsvæsen paa en billigere og bedre maade. Han vilde danne en staaende hær baade i Danmark og Norge; men adelens vægring ved at opgive sin rosstjeneste og isteden betale en afgift hindrede at noget ordentligt kom istand. For at ophjælpe handelen stiftede Kristian flere store kompanier, det skulde handle med Indien, Island og Grønland. Han byggede Børsen og Rundetaarn i Kjøbenhavn og flere slotte, som Rosenborg i Kjøbenhavn og det pragtfulde Fredriksborg længere nord paa Sjælland.

Kristian var ærgjerrig og krigersk og indviklede sine lande i tre krige. Den første var den saakaldte Kalmarkrig med Sverige (1611—1613), som Kristian begyndte i haab om at vinde Sverige. Han erobrede Kalmar og et par andre fæstninger, men maatte slutte fred uden at opnaa nogen landafstaaelse. Under denne krig landede en skotsk leiehær, blandt hvis anførere Sinklar var, i Romsdalen og vilde trænge igjennem til Sverige, som havde taget den i sin tjeneste. Ved Kringen i Gudbrandsdalen blev skotterne omringet af bønderne under fogden Lars Gram og nedsablet omtrent til sidste mand.

Vigtigere var Kristians deltagelse i tretiaarskrigen (den tyske krig 1625—1629). Da krigen i Tyskland havde taget en for protestanterne ulykkelig vending, bad de Kristian om hjælp. Han drog ind i Nordtyskland med en stor hær, men blev efter en haardnakket kamp slaaet af katholikernes anfører Tilly. Hele Jylland blev derpaa herjet af fiendtlige tropper, og Kristian blev nødt til at slutte fred med keiseren. Han slap at afstaa noget land, men maatte love ikke mere at blande sig ind i krigen i Tyskland.

Forgjæves havde under krigen den svenske konge Gustav Adolf budt Kristian sin hjælp. Kristian afviste tilbudet; han kunde ikke finde sig i at blive frelst af Gustav. Ogsaa efter freden fortsatte Kristian med sin misundelse ligeoverfor Sverige; han taalte ikke svenskernes fremgang i tretiaarskrigen og indlod sig i underhandlinger i Tyskland for at faa istand fred til Sveriges skade. Samtidig lagde han sig ud med hollænderne ved at forhøie Øresunds-tolden. Forbitret herover 152gav Sveriges daværende styrer, Axel Oxenstjerna, den svenske general Lennart Torstensson, som stod i Tyskland, befaling til at angribe Danmark (den anden svenske krig 1643—1645). Kristian fik i kampen saa at sige ingen støtte af den danske adel. Torstensson besatte i en fart Jylland, og en anden svensk hær tog de skaanske lande. Kristian angreb den svenske flaade udenfor Femern; han blev selv saaret i slaget og mistede sit ene øie; men han fortsatte kampen til fienden maatte trække sig tilbage. Senere vovede Kristian dog ikke at tage kampen op mod de nu forenede svenske og hollandske flaader. Han blev derfor nødt til at slutte den ydmygende fred til Brømsebro (paa grænsen af Blekinge og Smaaland) i 1645. Her maatte han afstaa af Danmark øen Gotland og Halland; det sidste som pant paa toldfriheden i Øresund, som han maatte indrømme svenskerne. Holland fik samtidig nedsættelse i tolden. Af Norge afstodes Jemteland og Herjedalen, uagtet nordmændene under krigen med held havde forsvaret sine grænser; krigen kaldtes i Norge Hannibals-feiden efter statholderen Hannibal Sehested; under den udmerkede presten Kjel Stub sig.

Kristian var anden gang gift med en dansk dame Kristine Munk og havde med hende flere børn; blandt dem var hans yndlingsdatter, den vakre og begavede Leonore Kristine, som egtede rigshovmesteren Korfits Ulfeldt; en anden datter var gift med Hannibal Sehested.

149

Fredriks sønn og etterfølger Kristian 4 var ikke voksen ved faderens død. En formynderregjering førte derfor styret de første år. Kristian fikk en god oppdragelse. Han lærte flere fremmede språk; men de matematiske fag tiltalte ham mest, og især la han seg med iver etter alt som angikk sjøvesenet. Som gut hadde han et lite fartøy til å øve seg på, og som voksen forstod han ikke blot å føre sin flåte, men han leverte selv tegning til flere orlogsskip, der ble anseet som de første i Europa. Likeledes forestod han selv for en stor del sine mange byggeforetagender og byanlæg; Kristianias gater utstakk han med egen hånd. I det hele var Kristian meget flittig og foretaksom, likesom han var ivrig for å befordre sine landes fremgang. Men han ville gjøre alt selv, både vesentlig og uvesentlig; derved ble hans oppmerksomhet altfor meget optaget av mindre viktige ting.

Norge tog Kristian seg meget av i motsetning til de foregående konger. Han var heroppe 25 gange for å lære forholdene å kjenne. Blant embetsmennene i Norge, som for det meste var danske, gikk de skammeligste misbruk i svang; især benyttet mange sin stilling til å berike seg. 150Kristian lot en hel del sådanne uærlige embetsmenn straffe og avsette. Dengang benyttedes ennå Magnus Lagabøters lov; dette falt tungvindt, da kjennskapet til det oldnorske språk holdt på ganske å tape seg. Det var derfor et fremskritt, da Kristian utgav sin norske lov, som vesentlig var en oversettelse av Magnus Lagabøters. Også landets næringsveier tog Kristian seg med iver av. Det er således fra hans tid at bergverksdriften for alvor begynte i Norge; han anlagde Kongsberg med sølvverket og Røros kobberverk. Dessuten grundede han byen Kristiania; Oslo var

brent, og Kristian lot borgerne flytte over på den annen side av Bjørviken inn under Akershus's mure (1624). Dernest bygde han Kristiansand, som snart ble stiftsstad istedenfor Stavanger. I det hele begynte Norge fra denne tid å gå fremover; folkemengden steg og landets rikdom øgedes, samtidig med at det i begge retninger tog til å gå nedover med Danmark.

Også Danmark nød godt av Kristians iver og lyst til forbedringer og fremskritt; men hans hender var her mer bundet av det trege og skinnsyke riksråd, enn tilfellet var i Norge. Alle hans forsøk på at ophjælpe den undertrykte 151bondestand ble hindret, likeledes hans forslag om å ordne landets forsvarsvæsen på en billigere og bedre måte. Han ville danne en stående hær både i Danmark og Norge; men adelens vegring ved å oppgi sin rosstjeneste og isteden betale en avgift hindret at noe ordentlig kom i stand. For at ophjælpe handelen stiftede Kristian flere store kompanier, det skulle handle med Indien, Island og Grønland. Han bygde Børsen og Rundetaarn i Kjøbenhavn og flere slott, som Rosenborg i Kjøbenhavn og det praktfulle Fredriksborg lenger nord på Sjælland.

Kristian var ærgjerrig og krigersk og indviklede sine lande i tre krige. Den første var den såkalte Kalmarkrig med Sverige (1611—1613), som Kristian begynte i håp om å vinne Sverige. Han erobret Kalmar og et par andre festninger, men måtte slutte fred uten å oppnå noen landavståelse. Under denne krig landet en skotsk leiehær, blant hvis anførere Sinklar var, i Romsdalen og ville trenge igjennom til Sverige, som hadde tatt den i sin tjeneste. Ved Kringen i Gudbrandsdalen ble skottene omringet av bøndene under fogden Lars Gram og nedsablet omtrent til siste mann.

Viktigere var Kristians deltagelse i trettiårskrigen (den tyske krig 1625—1629). Da krigen i Tyskland hadde tatt en for protestantene ulykkelig vending, bad de Kristian om hjelp. Han drog inn i Nordtyskland med en stor hær, men ble etter en hårdnakket kamp slått av katolikkenes anfører Tilly. Hele Jylland ble derpå herjet av fiendtlige tropper, og Kristian ble nødt til å slutte fred med keiseren. Han slapp å avstå noe land, men måtte love ikke mer å blande seg inn i krigen i Tyskland.

Forgjeves hadde under krigen den svenske konge Gustav Adolf budt Kristian sin hjelp. Kristian avviste tilbudet; han kunne ikke finne seg i å bli frelst av Gustav. Også etter freden fortsatte Kristian med sin misunnelse ligeoverfor Sverige; han tålte ikke svenskenes fremgang i trettiårskrigen og innlot seg i underhandlinger i Tyskland for å få i stand fred til Sveriges skade. Samtidig la han seg ut med hollenderne ved å forhøye Øresunds-tollen. Forbitret herover 152ga Sveriges daværende styrer, Axel Oxenstjerna, den svenske general Lennart Torstensson, som stod i Tyskland, befaling til å angripe Danmark (den annen svenske krig 1643—1645). Kristian fikk i kampen så å si ingen støtte av den danske adel. Torstensson besatte i en fart Jylland, og en annen svensk hær tok de skånske lande. Kristian angrep den svenske flåte utenfor Femern; han ble selv såret i slaget og mistet sitt ene øye; men han fortsatte kampen til fienden måtte trekke seg tilbake. Senere vovede Kristian dog ikke å ta kampen opp mot de nå forenede svenske og hollandske flåter. Han ble derfor nødt til å slutte den ydmykende fred til Brømsebro (på grensen av Blekinge og Smaaland) i 1645. Her måtte han avstå av Danmark øen Gotland og Halland; det siste som pant på tollfriheten i Øresund, som han måtte innrømme svenskene. Holland fikk samtidig nedsettelse i tollen. Av Norge afstodes Jemteland og Herjedalen, uaktet nordmennene under krigen med held hadde forsvaret sine grenser; krigen kaltes i Norge Hannibals-feiden etter statholderen Hannibal Sehested; under den udmerkede presten Kjel Stub seg.

Kristian var annen gang gift med en dansk dame Kristine Munk og hadde med henne flere barn; blant dem var hans yndlingsdatter, den vakre og begavede Leonore Kristine, som egtede rikshovmesteren Korfits Ulfeldt; en annen datter var gift med Hannibal Sehested.