Kristian 3 efterfulgtes af sin søn Fredrik 2. Fredrik var ung, ærgjerrig og krigersk. Han begyndte med at undertvinge ditmarskerne; derpaa vendte han sig mod Sverige. Her var Gustav Vasa død i 1560 og blev efterfulgt af sin søn Erik 14, der ligesom Fredrik var ung og ærgjerrig. De danske konger havde ikke opgivet sin formentlige ret til Sverige, og Fredrik førte ligesom sin fader som tegn herpaa det svenske rigsvaaben, de tre kroner, i sit vaaben. Dette og andre rivninger førte til en krig, som har faaet navn af den nordiske syvaarskrig (1563—1570). Tilsjøs var svenskerne i det hele de danske overlegne, paa grund af den udmerkede flaade som Gustav Vasa havde bygget. Men tillands var danskerne heldige. For Norge bragte krigen kun ulykker; svenskerne gjorde flere indfald og brændte byerne Oslo og Borg; samme skjæbne havde ogsaa Hamar domkirke. I det hele førtes krigen fra begge sider mest med herjinger og plyndringer, noget som bidrog til at skabe et nationalhad mellem svenskerne paa den ene side og danskerne og nordmændene paa den anden side. Krigen endte med at Fredrik 2 mod en pengesum opgav hvad han havde erobret, og gav afkald paa alle fordringer paa Sverige.

Under Fredrik 2 stod den danske adel i mange retninger paa høiden af sin magt. Foruden flere dygtige krigere kan merkes Peder Oxe, som med stor dygtighed styrede landets pengevæsen; Øresunds-tolden blev øget, og det faste slot Kronborg blev bygget for at sikre indløbet til sundet. En anden berømt adelsmand var Tyge Brahe, der vandt et stort navn som astronom. Af kongen fik han øen Hven i Øresund i forlening og byggede her slottet Uranienborg med et observatorium. Tyge Brahe holdt paa den gamle opfatning, at solen gaar rundt jorden, uagtet tyskeren Kopernikus flere aar i forveien havde paavist det rette forhold. Men for at bevise sin paastand foretog Tyge Brahe en hel del nøiagtige observationer, og det er disse som har givet ham en plads blandt verdens første astronomer. Efter Fredriks død drog Tyge Brahe til den tyske keiser og levede der resten af sine dage. Paa denne tid levede ogsaa Arild 149Huitfeldt, som skrev en Danmarks-krønike, der gaar til Kristian 3's død.

I Norge begyndte der atter at røre sig lidt aandeligt liv; baade i Bergen og i Oslo levede mænd med videnskabelige interesser, og presten Peder Claussøn oversatte Snorres kongesagaer paa dansk og skrev en Norges beskrivelse. Der var saaledes ogsaa i Norden noget videnskabeligt liv i reformationsaarhundredet; men dette ophørte efterhaanden ud i det 17de aarh. Under reformationsstriden var det danske sprog blevet brugt i mange skrifter; men latinen trængte nu ligesom samtidig i Tyskland atter ind i dettes sted, og videnskaben blev tør og aandløs. Ogsaa med menings- og ytringsfriheden var det snart forbi. Der indførtes bogcensur, d. v. s. intet maatte trykkes uden dertil opnævnte mænds samtykke. Religionsfrihed fandtes ikke, og der vaagedes med strenghed over at ingen afveg fra den rene lutherske lære; alle anderledestænkende forfulgtes paa det ubarmhjertigste.

Kristian 3 etterfulgtes av sin sønn Fredrik 2. Fredrik var ung, ærgjerrig og krigersk. Han begynte med å undertvinge ditmarskerne; derpå vendte han seg mot Sverige. Her var Gustav Vasa død i 1560 og ble etterfulgt av sin sønn Erik 14, der likesom Fredrik var ung og ærgjerrig. De danske konger hadde ikke oppgitt sin formentlige rett til Sverige, og Fredrik førte likesom sin far som tegn herpå det svenske riksvåpen, de tre kroner, i sitt våpen. Dette og andre rivninger førte til en krig, som har fått navn av den nordiske syvaarskrig (1563—1570). Til sjøs var svenskene i det hele de danske overlegne, på grunn av den utmerkede flåte som Gustav Vasa hadde bygget. Men tillands var danskene heldige. For Norge brakte krigen kun ulykker; svenskene gjorde flere innfall og brente byene Oslo og Borg; samme skjebne hadde også Hamar domkirke. I det hele førtes krigen fra begge sider mest med herjinger og plyndringer, noe som bidrog til å skape et nasjonalhat mellom svenskene på den ene side og danskene og nordmennene på den annen side. Krigen endte med at Fredrik 2 mot en pengesum oppga hva han hadde erobret, og ga avkall på alle fordringer på Sverige.

Under Fredrik 2 stod den danske adel i mange retninger på høyden av sin makt. Foruten flere dyktige krigere kan merkes Peder Oxe, som med stor dyktighet styrte landets pengevæsen; Øresunds-tollen ble øket, og det faste slott Kronborg ble bygget for å sikre innløpet til sundet. En annen berømt adelsmann var Tyge Brahe, der vant et stort navn som astronom. Av kongen fikk han øen Hven i Øresund i forlening og bygde her slottet Uranienborg med et observatorium. Tyge Brahe holdt på den gamle oppfatning, at solen går rundt jorden, uaktet tyskeren Kopernikus flere år i forveien hadde påvist det rette forhold. Men for å bevise sin paastand foretok Tyge Brahe en hel del nøyaktige observasjoner, og det er disse som har gitt ham en plass blant verdens første astronomer. Etter Fredriks død drog Tyge Brahe til den tyske keiser og levde der resten av sine dage. På denne tid levde også Arild 149Huitfeldt, som skrev en Danmarks-krønike, der går til Kristian 3's død.

I Norge begynte der atter å røre seg litt åndelig liv; både i Bergen og i Oslo levde menn med vitenskapelige interesser, og presten Peder Claussøn oversatte Snorres kongesagaer på dansk og skrev en Norges beskrivelse. Der var således også i Norden noe vitenskapelig liv i reformationsaarhundredet; men dette opphørte etterhånden ut i det 17de aarh. Under reformasjonsstriden var det danske språk blitt brukt i mange skrifter; men latinen trengte nå likesom samtidig i Tyskland atter inn i dettes sted, og vitenskapen ble tør og åndløs. Også med menings- og ytringsfriheten var det snart forbi. Der indførtes bogcensur, d. v. s. intet måtte trykkes uten dertil oppnevnte menns samtykke. Religionsfrihet fantes ikke, og der vaagedes med strenghet over at ingen avvek fra den rene lutherske lære; alle annerledestenkende forfulgtes på det ubarmhjertigste.