143

Fredrik 1 (1523—1533). Da Kristian 2 var fordrevet i 1523 (side 116), var det forbi med foreningen mellem de tre nordiske riger. Medens Fredrik 1 blev konge i Danmark og Norge, besteg med Gustav Vasa en ny kongeslegt den svenske trone; det varede dog længe inden de danske konger opgav sine fordringer paa Sverige. Foreløbig raadede der dog fred og venskab mellem Fredrik og Gustav. Dette var nærmest en følge af den fare som truede fra Kristian 2 og det katholske parti. Fredrik havde ved sin tronbestigelse lovet at opretholde den katholske kirke; men det varede ikke længe før det viste sig at han heldede til Luthers lære, og lutherske prædikanter fik frit forkynde sin lære. Den mest bekjendte blandt dem var Hans Taussøn, en fattig bondegut fra Fyen. Han havde været i Wittenberg og hørt Luther og begyndte ved sin hjemkomst til Danmark at forkynde den nye lære. Han blev forfulgt af biskoperne, men kaldtes af 144kongen til prest i Kjøbenhavn. Den nye lære udbredte sig hurtig over Danmark.

Heraf benyttede Kristian 2 sig. Han opholdt sig fremdeles i Holland, hvor han stadig pønsede paa midler til at vinde sine lande igjen. Kristian var i sin landflygtighed gaaet over til protestantismen; men for at faa hjælp hos sin svoger keiser Karl gik han atter over til katholicismen. Derved haabede han ogsaa at vinde det katholske parti i Norden for sig. Erkebiskopen i Trondhjem, Olav Engelbrektssøn, sluttede sig med iver til hans sag og samlede ind penge til ham; thi heroppe i Norge var Luthers lære endnu lidet kjendt. Det lykkedes Kristian at samle en større hær og flaade, hvormed han i 1531 styrede til Norge. Storm ødelagde mange af hans skibe; men han blev godt modtaget, da han med levningerne af sin flaade landede i Nedenæs; endog det norske rigsraad anerkjendte ham som konge. Men det gik smaat da han skulde til at underlægge sig de faste slotte. Han beleirede Akershus; men der kom undsætning baade fra Danmark og Lübeck. Kristian begyndte at underhandle og drog med frit leide ned til Danmark for personlig at tale med kong Fredrik. Denne vilde ikke anerkjende det leide hans mænd havde givet Kristian, og lod ham fængsle, og den ulykkelige konge maatte tilbringe resten af sine dage i fangenskab. Kristians parti i Norge opgav kampen; erkebispen og andre maatte til straf udrede store bøder.

Grevens feide (1533—1536). Da Fredrik 1 døde, opstod der strid om tronen. Hans ældste søn hertug Kristian var ivrig protestant; han havde været tilstede ved rigsdagen i Worms og var der blevet dybt grebet af Luthers optræden. Den protestantisk sindede del af adelen ønskede Kristian til konge, medens biskoperne holdt paa en yngre broder. Men da opstod et tredje parti, idet borgerne i Kjøbenhavn og Malmø, som lededes af Kjøbenhavns borgermester Ambrosius Bogbinder, vilde have den fangne Kristian 2 til konge. De fandt en uventet støtte hos Kristian 2's gamle uvenner lübeckerne, som haabede at kunne fiske i rørt vand og ganske vinde handelsherredømmet i Danmark. De sendte op en tysk leiehær, som anførtes af 145den tapre grev Kristoffer af Oldenburg, efter hvem krigen blev kaldt «grevens feide». Greven havde snart inde hele Danmark østenfor Lillebelt, og bevægelsen forplantede sig til Jylland, hvor bønderne reiste sig til en sidste fortvilelsens kamp mod sine herrer.

Under disse forhold kaarede adelen hertug Kristian til konge, og han sendte en holstensk hær ind i Danmark under anførsel af den dygtige Johan Rantzau. Rantzau slog først bønderne i Jylland og straffede dem saa strengt, at de danske bønder fra den tid uden at mukke fandt sig i at deres kaar stadig blev værre og· værre. Dernæst satte han over til øerne og beseirede grevens parti; samtidig blev lübeckerne slaaet tilsjøs af en dansk flaade, som førtes af Peder Skram. Tilsidst stod blot Kjøbenhavn og Malmø igjen. Disse byer udholdt en længere beleiring; især forsvarede Kjøbenhavn sig haardnakket, men maatte tilsidst overgive sig til kong Kristian. Ambrosius Bogbinder dræbte sig selv (1536).

Saaledes havde Kristian 3 erobret Danmark. Ogsaa i Norge var der blevet kjæmpet. Erkebispen Olav Engelbrektssøn, som var rigsraadets formand, tog Kristian 2's parti. Men han fik en dygtig modstander i Vincens Lunge, en dansk adelsmand, som var kommet op til Norge. Ligesom saa mange andre danske adelsmænd paa den tid havde han giftet sig med en dame af den uddøende norske adel og havde med hende arvet store eiendomme. Han havde ogsaa faaet plads i rigsraadet og blev lensherre paa Bergenhus fæstning. Vincens vilde at nordmændene ved i tide at slutte sig til Kristian 3 skulde søge at vinde dennes gunst og sikre sig sit lands selvstændighed; thi han vidste at den danske adel vilde benytte enhver anledning til at lægge Norge under Danmark. Paa et møde i Trondhjem blev imidlertid Vincens myrdet; dette skede under et opløb, som vistnok var udgaaet fra erkebiskopen, der nu aabent tog parti mod Kristian 3 og sendte folk og skibe afsted for at tage Akershus og Bergenhus. Begge disse tog mislykkedes, og da samtidig hermed Kristian 3 havde seiret i Danmark, var det ikke andet at gjøre for erkebiskopen end at tilbyde at anerkjende ham som Norges konge (1536).

10 — Historie for middelskolen.

146Kristian 3 (1536—1559). Saadan var stillingen i de to riger, da Kristian 3 i 1536 indkaldte en rigsdag i Kjøbenhavn. Kristian kunde som seierherre optræde omtrent som han vilde. Hovedsagen for ham var at faa indført protestantismen, og da den danske adel, som ønskede at komme den mægtige katholske geistlighed tillivs, erklærede sig villig til at hjælpe ham dermed, opnaaede den meget gode vilkaar. Bisperne blev fængslet; men da de lovede at anerkjende de nye forhold, blev de paa en nær løsladt. Den lutherske lære besluttedes indført. Klostrene blev ophævet, og deres gods ligesom det meste af kirkegodset blev lagt under kronen; adskilligt blev dog overladt til adelen. Det inddragne gods blev for en væsentlig del anvendt til bedste for skole-, fattig- og hospitalsvæsenet; især blev der sørget godt for universitetet i Kjøbenhavn. Kristian lovede dernæst den danske adel, at Norge for eftertiden skulde miste sin selvstændighed og sit rigsraad; det skulde være et led af Danmark ligesom Sjælland og Fyen, og den konge som valgtes af den danske adel, skulde ogsaa være Norges konge. Tilsidst underskrev Kristian en haandfæstning, hvori han sikrede adelen store rettigheder, uden dog at binde sine hænder saa sterkt som tidligere konger havde gjort.

I Danmark gik det let med at indføre den nye lære, da den allerede var trængt igjennem de fleste steder. Kirkevæsenet blev ordnet omtrent paa samme maade som i Nordtyskland (side 123); kirken kom til at staa under staten og underholdes af denne («statskirke»).

Til Norge sendtes en dansk hær som skulde hjælpe til at indføre den nye kirkeordning og lægge Norge under Danmark. Erkebispen flygtede fra landet og døde i landflygtighed; hans faste slot Stenviksholm i Trondhjemsfjorden overgav sig. Krigsfolk drog derpaa rundt om i landet; klostrene blev ophævet, og kirkegodset lagt under kronen; kirkerne berøvedes sine kostbarheder. som blev sendt ned til Danmark. Man havde imidlertid kun faa protestantiske geistlige at sætte i de katholskes sted. De nye biskoper oprettede vistnok presteskoler, hvor de søgte i en hast at uddanne lutheranske prester; især er Bergens biskop Geble Pederssøn bekjendt 147for sit arbeide herfor. Men det tog lang tid inden man paa denne maade fik forsynet kirken med prester som var uddannet i den nye lære. Indtil videre lod man de fleste steder de katholske prester blive siddende, selvfølgelig under forudsætning af at de lovede at forkynde den lutherske lære. Til deres veiledning sendtes op danske oversættelser af Luthers kathekismer og af det nye testamente. Dansk blev saaledes kirkesproget og dermed ogsaa skriftsproget i Norge. Man kan under disse forhold ikke forundre sig over at det varede indpaa 100 aar, før protestantismen virkelig trængte igjennem hos folkets store masse. Med den katholske geistlighed faldt den sidste støtte for Norges selvstændighed. Vistnok blev beslutningen om at Norge skulde ophøre at være et eget rige ikke helt ud gjennemført, idet Norge beholdt navn af kongerige og sine egne love. Men rigsraadet blev ophævet. De norske sager kom dog ikke helt under det danske rigsraad; kongen afgjorde dem ofte paa egen haand; snart blev der ogsaa indsat en egen norsk statholder.

For hanseaternes magt i Norden var grevens feide et stød som de ikke forvandt, og det saa meget mindre som opdagelsen af sjøveien til Indien og af Amerika samtidig medførte en stor forandring i hele Europas handelsforhold (side 109). I Bergen var den kraftige Kristoffer Valkendorf lensherre, og han tvang tyskerne paa «Bryggen» til at sverge kongen troskabsed og betale skat; de som ikke vilde finde sig heri, maatte forlade landet. Tyskerne ophørte efterhaanden at danne en egen afsluttet klasse og gik op i den norske handelsstand, som begyndte at hæve sig og tage handelen i sin egen haand.

Kristian delte Slesvig og Holsten med sine brødre, der dog skulde styre sine lande som vasaller under den danske konge. Fra den ene af dem nedstammede de holsten-gottorpske hertuger, som senere blev Danmarks bitreste fiender, idet de stadig forbandt sig med Sverige for ved dets hjælp at vinde selvstændighed, og slippe fri fra det afhængighedsforhold hvori de stod til Danmark. Kristian, som var en retsindig og oprigtig from mand, døde i aaret 1559; samme aar døde den gamle Kristian 2.

143

Fredrik 1 (1523—1533). Da Kristian 2 var fordrevet i 1523 (side 116), var det forbi med foreningen mellom de tre nordiske riker. Mens Fredrik 1 ble konge i Danmark og Norge, besteg med Gustav Vasa en ny kongeslegt den svenske trone; det varte dog lenge innen de danske konger oppga sine fordringer på Sverige. Foreløpig rådde der dog fred og vennskap mellom Fredrik og Gustav. Dette var nærmest en følge av den fare som truet fra Kristian 2 og det katolske parti. Fredrik hadde ved sin tronbestigelse lovet å opprettholde den katolske kirke; men det varte ikke lenge før det viste seg at han hellet til Luthers lære, og lutherske predikanter fikk fritt forkynne sin lære. Den mest bekjente blant dem var Hans Taussøn, en fattig bondegutt fra Fyen. Han hadde vært i Wittenberg og hørt Luther og begynte ved sin hjemkomst til Danmark å forkynne den nye lære. Han ble forfulgt av biskopene, men kaltes av 144kongen til prest i Kjøbenhavn. Den nye lære utbredte seg hurtig over Danmark.

Heraf benyttet Kristian 2 sig. Han oppholdt seg fremdeles i Holland, hvor han stadig pønsede på midler til å vinne sine lande igjen. Kristian var i sin landflyktighet gått over til protestantismen; men for å få hjelp hos sin svoger keiser Karl gikk han atter over til katolisismen. Derved håpet han også å vinne det katolske parti i Norden for seg. Erkebiskopen i Trondhjem, Olav Engelbrektssøn, sluttet seg med iver til hans sak og samlede inn penger til ham; thi heroppe i Norge var Luthers lære ennå lite kjent. Det lyktes Kristian å samle en større hær og flåte, hvormed han i 1531 styrte til Norge. Storm ødela mange av hans skip; men han ble godt mottatt, da han med levningene av sin flåte landet i Nedenæs; endog det norske riksråd anerkjente ham som konge. Men det gikk smått da han skulle til å underlegge seg de faste slott. Han beleiret Akershus; men der kom unnsetning både fra Danmark og Lübeck. Kristian begynte å underhandle og drog med fritt leide ned til Danmark for personlig å tale med kong Fredrik. Denne ville ikke anerkjenne det leide hans menn hadde gitt Kristian, og lot ham fengsle, og den ulykkelige konge måtte tilbringe resten av sine dage i fangenskap. Kristians parti i Norge oppga kampen; erkebispen og andre måtte til straff udrede store bøter.

Grevens feide (1533—1536). Da Fredrik 1 døde, opstod der strid om tronen. Hans eldste sønn hertug Kristian var ivrig protestant; han hadde vært til stede ved riksdagen i Worms og var der blitt dypt grepet av Luthers opptreden. Den protestantisk sindede del av adelen ønsket Kristian til konge, mens biskopene holdt på en yngre bror. Men da opstod et tredje parti, idet borgerne i Kjøbenhavn og Malmø, som lededes av Kjøbenhavns borgermester Ambrosius Bogbinder, ville ha den fangne Kristian 2 til konge. De fant en uventet støtte hos Kristian 2's gamle uvenner lübeckerne, som håpet å kunne fiske i rørt vann og ganske vinde handelsherredømmet i Danmark. De sendte opp en tysk leiehær, som anførtes av 145den tapre grev Kristoffer av Oldenburg, etter hvem krigen ble kalt «grevens feide». Greven hadde snart inne hele Danmark østenfor Lillebelt, og bevegelsen forplantet seg til Jylland, hvor bøndene reiste seg til en siste fortvilelsens kamp mot sine herrer.

Under disse forhold kaarede adelen hertug Kristian til konge, og han sendte en holstensk hær inn i Danmark under anførsel av den dyktige Johan Rantzau. Rantzau slo først bøndene i Jylland og straffet dem så strengt, at de danske bønder fra den tid uten å mukke fant seg i at deres kår stadig ble verre og· verre. Dernest satte han over til øyene og beseirede grevens parti; samtidig ble lübeckerne slått til sjøs av en dansk flåte, som førtes av Peder Skram. Til sist stod blot Kjøbenhavn og Malmø igjen. Disse byer utholdt en lenger beleiring; især forsvarte Kjøbenhavn seg hårdnakket, men måtte til sist overgi seg til kong Kristian. Ambrosius Bogbinder drepte seg selv (1536).

Således hadde Kristian 3 erobret Danmark. Også i Norge var der blitt kjempet. Erkebispen Olav Engelbrektssøn, som var riksrådets formann, tog Kristian 2's parti. Men han fikk en dyktig motstander i Vincens Lunge, en dansk adelsmann, som var kommet opp til Norge. Likesom så mange andre danske adelsmenn på den tid hadde han giftet seg med en dame av den utdøende norske adel og hadde med henne arvet store eiendommer. Han hadde også fått plass i riksrådet og ble lensherre på Bergenhus festning. Vincens ville at nordmennene ved i tide å slutte seg til Kristian 3 skulle søke å vinne dennes gunst og sikre seg sitt lands selvstendighet; thi han visste at den danske adel ville benytte enhver anledning til å legge Norge under Danmark. På et møte i Trondhjem ble imidlertid Vincens myrdet; dette skjedde under et oppløp, som vistnok var utgått fra erkebiskopen, der nå åpent tog parti mot Kristian 3 og sendte folk og skip av sted for å ta Akershus og Bergenhus. Begge disse tog mislyktes, og da samtidig hermed Kristian 3 hadde seiret i Danmark, var det ikke annet å gjøre for erkebiskopen enn at tilbyde å anerkjenne ham som Norges konge (1536).

10 — Historie for middelskolen.

146Kristian 3 (1536—1559). Sådan var stillingen i de to riker, da Kristian 3 i 1536 innkalte en riksdag i Kjøbenhavn. Kristian kunne som seierherre opptre omtrent som han ville. Hovedsaken for ham var å få innført protestantismen, og da den danske adel, som ønsket å komme den mektige katolske geistlighet til livs, erklærte seg villig til å hjelpe ham dermed, oppnådde den meget gode vilkår. Bispene ble fengslet; men da de lovede å anerkjenne de nye forhold, ble de på en nær løslatt. Den lutherske lære besluttedes innført. Klostrene ble opphevet, og deres gods likesom det meste av kirkegodset ble lagt under kronen; adskillig ble dog overlatt til adelen. Det inndratte gods ble for en vesentlig del anvendt til beste for skole-, fattig- og hospitalsvesenet; især ble der sørget godt for universitetet i Kjøbenhavn. Kristian lovede dernest den danske adel, at Norge for ettertiden skulle miste sin selvstendighet og sitt riksråd; det skulle være et led av Danmark likesom Sjælland og Fyen, og den konge som valgtes av den danske adel, skulle også være Norges konge. Til sist underskrev Kristian en håndfestning, hvori han sikret adelen store rettigheter, uten dog å binde sine hender så sterkt som tidligere konger hadde gjort.

I Danmark gikk det lett med å innføre den nye lære, da den allerede var trengt igjennom de fleste steder. Kirkevæsenet ble ordnet omtrent på samme måte som i Nordtyskland (side 123); kirken kom til å stå under staten og underholdes av denne («statskirke»).

Til Norge sendtes en dansk hær som skulle hjelpe til å innføre den nye kirkeordning og legge Norge under Danmark. Erkebispen flyktet fra landet og døde i landflyktighet; hans faste slott Stenviksholm i Trondhjemsfjorden overgav seg. Krigsfolk drog derpå rundt om i landet; klostrene ble opphevet, og kirkegodset lagt under kronen; kirkene berøvedes sine kostbarheter. som ble sendt ned til Danmark. Man hadde imidlertid kun få protestantiske geistlige å sette i de katolskes sted. De nye biskoper opprettet vistnok presteskoler, hvor de søkte i en hast å utdanne lutheranske prester; især er Bergens biskop Geble Pederssøn bekjent 147for sitt arbeide herfor. Men det tok lang tid innen man på denne måte fikk forsynet kirken med prester som var utdannet i den nye lære. Inntil videre lot man de fleste steder de katolske prester bli sittende, selvfølgelig under forutsetning av at de lovede å forkynne den lutherske lære. Til deres veiledning sendtes opp danske oversettelser av Luthers katekismer og av det nye testamente. Dansk ble således kirkespråket og dermed også skriftspråket i Norge. Man kan under disse forhold ikke forundre seg over at det varte innpå 100 år, før protestantismen virkelig trengte igjennom hos folkets store masse. Med den katolske geistlighet falt den siste støtte for Norges selvstendighet. Vistnok ble beslutningen om at Norge skulle opphøre å være et eget rike ikke helt ut gjennomført, idet Norge beholdt navn av kongerike og sine egne lover. Men riksrådet ble opphevet. De norske sager kom dog ikke helt under det danske riksråd; kongen avgjorde dem ofte på egen hånd; snart ble der også innsatt en egen norsk stattholder.

For hanseaternes makt i Norden var grevens feide et støt som de ikke forvandt, og det så meget mindre som oppdagelsen av sjøveien til Indien og av Amerika samtidig medførte en stor forandring i hele Europas handelsforhold (side 109). I Bergen var den kraftige Kristoffer Valkendorf lensherre, og han tvang tyskerne på «Bryggen» til å sverge kongen troskapsed og betale skatt; de som ikke ville finne seg heri, måtte forlate landet. Tyskerne opphørte etterhånden å danne en egen avsluttet klasse og gikk opp i den norske handelsstand, som begynte å heve seg og ta handelen i sin egen hånd.

Kristian delte Slesvig og Holsten med sine brødre, der dog skulle styre sine lande som vasaller under den danske konge. Fra den ene av dem nedstammet de holsten-gottorpske hertuger, som senere ble Danmarks bitreste fiender, idet de stadig forbandt seg med Sverige for ved dets hjelp å vinne selvstendighet, og slippe fri fra det avhengighetsforhold hvori de stod til Danmark. Kristian, som var en rettsindig og oppriktig from mann, døde i året 1559; samme år døde den gamle Kristian 2.