Jakob I (1603—1625). Efter Elisabeths død besteg Skotlands konge Jakob, Maria Stuarts søn, ogsaa Englands trone under navn af Jakob 1. Foreningen mellem England og Skotland var i begyndelsen ganske løs, og var blot en personalunion; det var kun kongens person som var fælles, idet hvert land havde sin egen regjering og eget parlament. Det var først i 1707 at der kom istand en realunion med samme regjering og fælles parlament. Jakob var indskrænket og feig, egensindig og selvgod. Han havde, ligesom hele hans slegt, en høi tanke om kongemagten og dens betydning. Magten var efter Stuarternes opfatning af Gud lagt i kongens haand; folkets og parlamentets rettigheder beroede kun paa kongelig naade; da de var skjænket af kongen, kunde de ogsaa tilbagekaldes af ham. Denne stræben hen mod at gjøre kongemagten enevældig bragte Stuarterne i strid med parlamentet. Samtidig sank under deres daarlige styre Englands anseelse ude i Europa ned fra den høide den havde naaet under Elisabeth.
Jakob endte sjøkrigen med Spanien (side 139), men skuffede ellers katholikerne, som havde ventet at finde en beskytter i ham, Maria Stuarts søn. De stiftede da en sammensvergelse mod ham, den saakaldte krudtsammensvergelse. De havde faaet bragt en hel del krudt ned i parlamentets kjelder; meningen var ved parlamentets aabning at sprænge baade dette og kongen i luften. Planen blev dog itide opdaget.
Karl I (1625—1649). Jakobs søn Karl 1 var meget bedre begavet; men han var letsindig og upaalidelig. Fra første øieblik af lagde han an paa at gjøre kongemagten enevældig. Han paalagde og inddrev skatter af egen magtfuldkommenhed, og i hele 11 aar regjerede han uden parlament. Men da var han uforsigtig nok til at ville paatvinge de ivrig presbyterianske skotter den episkopale kirke. Skotterne gjorde opstand og faldt med en hær ind i England. Da maatte Karl, saa nødig han vilde, sammenkalde et parlament for at faa penge 141til at føre krigen for. Dette parlament har faaet navn af «det lange parlament», da det sad sammen i hele 13 aar (1640—1653). Parlamentet, hvis flertal bestod af puritanere, vilde intet bevilge, før de havde sikret sig at kongen for eftertiden regjerede i overensstemmelse med landets love. De anklagede et par af kongens raadgivere, som ogsaa blev dømt og henrettet. Karls upaalidelighed gjorde dog enhver overenskomst umulig, og det kom i 1642 til aaben krig mellem kongen og parlamentet (den engelske borgerkrig 1642—1649).
Paa kongens side stod den største del af adelen, den episkopale kirkes venner samt katholikerne; hans tilhængere kaldtes «kavalererne». Parlamentet fandt støtte hos byernes borgere og puritanerne, som paa grund af sit kortklippede haar almindelig kaldtes «rundhovederne». I begyndelsen seirede kongens mere øvede tropper over rundhovederne; men krigen tog snart en anden vending. Dette skyldtes Oliver Cromwell. Han var først student, men blev derpaa landmand. Han var en alvorlig mand og den politiske og den religiøse friheds sag varmt hengiven. Cromwell tilhørte et eget parti blandt puritanerne, som kaldtes independenter. De var ivrige republikanere og vilde afskaffe kongedømmet. De vilde ikke have nogen bestemt kirkeordning og heller ikke prester; enhver menighed skulde have lov til at ordne sig som den selv vilde. Dette parti kastede sig, glødende af religiøst sværmeri, ind i kampen mod kongen, og i spidsen for partiet kom Cromwell til at staa. Skabt til at herske og kommandere, forstod han udaf sine troesbrødre at gjøre ypperlige soldater. Han indførte den strengeste disciplin og indgjød alle sit urokkelige mod. Naar han og hans ryttere, de saakaldte jernsider, under bøn og salmesang rykkede frem til angreb, kunde ingen staa imod. Da Cromwell var kommet i spidsen for parlamentets hær, varede det ikke længe før det lykkedes ham at knuse modstanderne i et afgjørende slag (1645).
Kongen maatte flygte og overgav sig til skotterne; men disse solgte ham for penge til engelskmændene. Da krigen var endt, vilde parlamentet afskedige hæren, som der ikke 142længere var brug for. Men dette var ikke efter hærens og Cromwells smag. Han rykkede mod London og drev ud af parlamentet alle som ikke tilhørte independenternes parti. Kun 60 medlemmer blev igjen og dannede det saakaldte rumpparlament, som var ganske afhængigt af hæren. Dette parlament satte derpaa kongen under tiltale for forræderi mod folket. Han blev dømt skyldig og henrettet i 1649.
Cromwell (1649—1658). Efter kongens henrettelse blev England republik. Irland og Skotland vilde imidlertid ikke finde sig heri og gjorde opstand til fordel for Karl 1's søn Karl 2. Cromwell dæmpede opstandene med stor strenghed. Især optraadte han haardt i Irland; en mængde irer blev nedhugget; mangfoldige mistede eiendomsretten til jorden, som blev solgt til engelskmænd. Det er fra Cromwell at den fortrykte stilling, hvori Irland senere har været, for en stor del skriver sig. Kort efter blev England indviklet i krig med Holland. Grunden hertil var en lov (navigationsakten), som parlamentet udstedte; den bestemte at fremmede skibe til England bare kunde indføre sit eget lands produkter. Hensigten var at ramme Hollands store fragtfart paa England og ophjælpe landets egen skibsfart. Holland vilde ikke finde sig heri og begyndte krig; det endte dog med at Holland maatte anerkjende navigationsakten.
Da rumpparlamentet ikke viste sig ubetinget lydigt, var dets dage talte. Cromwell indfandt sig til et parlamentsmøde fulgt af soldater. Han skjældte medlemmerne ud og lod sine soldater rydde salen. Selv gik han sidst ud og stængte døren efter sig. Han indkaldte derpaa et parlament af sine egne tilhængere; men dette udrettede intet og blev opløst. Da lod han sig af sine officerer udnævne til lord protektor og regjerede som saadan England med større magt end nogen engelsk konge (1653—1658). Cromwell styrede med stor dygtighed og bragte ro og orden tilveie i landet. Udadtil hævede han Englands sunkne anseelse og arbeidede for at samle de protestantiske magter, med England, Holland og Sverige i Spidsen, til et forbund mod den katholske verden. Cromwell indkaldte flere gange parlamentet; men det lykkedes ham ikke at komme til enighed med det. Samtidig var han 143omgivet af fiender paa alle hold, og der blev gjort flere forsøg paa at myrde ham. Han blev som følge heraf mistænksom og folkesky. Han gik altid med panser under klæderne, kjørte ikke ud uden vagt og sov ikke gjerne to nætter i samme rum. Denne evige frygt og usikkerhed tærede paa den før saa sterke mand, og han døde allerede i 1658. England havde gjort store fremskridt under Cromwells styre; især var dets skibsfart og handel betydelig øget, og Cromwell staar ved siden af Elisabeth som Englands dygtigste hersker.
Restaurationen (1660). Cromwells søn Richard blev derpaa protektor. Men han opgav stillingen, da han ikke magtede at styre hæren, hvorpaa Cromwells magt havde hvilet. Folket havde nu faaet nok af det trykkende soldaterherredømme. General Monk, som førte kommandoen i Skotland, rykkede mod London og fik parlamentet samlet; dette indkaldte Karl 2 til England; Karl kom og blev modtaget som konge med almindelig jubel. Denne begivenhed kaldes den engelske restauration, aar 1660.