135

Rosekrigene endte med at Henrik 7 af huset Tudor i 1485 besteg Englands trone, og det med en større magt end hans forgjængere havde havt (side 103). Hans søn var Henrik 8. Han havde faaet en lærd, theologisk uddannelse. Da Luther fremtraadte, stillede han sig i begyndelsen paa pavens side og udsendte et stridsskrift mod Luther, hvorfor han af paven fik æresnavnet «troens forsvarer». Venskabet med paven kjølnede dog snart. Henrik var lunefuld og tyrannisk. Han var gift med en datter af Ferdinand den katholske og havde med hende datteren Maria. Han ønskede at blive skilt fra dronningen for at kunne egte en af hendes hofdamer. Af hensyn til keiser Karl 5, som var dronningens søstersøn, vilde paven nødig ophæve egteskabet. Herover blev Henrik saa forbitret at han løste den engelske kirke fra enhver forbindelse med Rom. Kongen skulde for eftertiden være den engelske kirkes overhoved, og alle som vilde undgaa strenge straffe, maatte sverge ham en særlig lydighedsed. Samtidig blev klostrene ophævet, deres eiendomme og meget andet af kirkens store jordgods blev lagt under kronen. Men troeslæren, som han selv fastsatte, vedblev i alt væsentligt at være den katholske. Derpaa ophævede Henrik selv sit egteskab og giftede sig med den omtalte hofdame. Hun fødte ham datteren Elisabeth, men blev kort efter anklaget for utroskab og henrettet. Endnu 4 gange giftede Henrik sig; men ogsaa sine senere hustruer, den sidste alene undtagen, dels skilte han sig fra, dels henrettede han. Med en af dem havde han sønnen Edvard. I sin ydre politik var Henrik vaklende og ustadig; snart støttede han Karl 5, snart Frants 1. I 1547 døde han, frygtet af sine undersaatter paa grund af sin grusomhed og hensynsløshed.

136Hans søn Edvard 6, som var konge 1547—1553, var for ung til selv at styre; hans morbroder førte regjeringen for ham. Under ham fik den reformerte lære indpas i England og vandt stor udbredelse. Edvard efterfulgtes af sin ældste søster Maria (1553—1558). Hun var ivrig katholsk og gift med Filip 2 af Spanien, som ophidsede hende til at forfølge protestanterne. Protestantismens forkjæmper erkebiskop Cranmer og flere hundrede af hans troesfæller maatte bestige baalet. Denne fremfærd skaffede Maria tilnavnet «den blodige». Filip fik draget England ind i en krig som han førte med Frankrig, og englænderne mistede ved denne anledning Calais (1558), som de nu havde havt i over 200 aar. Heldigvis for England døde Maria snart.

Elisabeth (1558—1603).

Efter Maria fulgte søsteren Elisabeth, som blev en af Englands merkeligste regenter. Elisabeth havde havt det slemt i sin ungdom; hendes søster Maria havde længe holdt hende i fængsel. Denne tid benyttede hun til studeringer, og hun drev det til at blive en meget lærd dame, som talte flydende baade latin og andre fremmede sprog. Men alle de efterstræbelser hun var udsat for, gjorde hende forsigtig, ja falsk og tvetunget; hun blev vant til at gaa bagveie og fare med list og rænker. Denne skik aflagde hun heller ikke som dronning; i diplomatisk kløgt overgik hun de fleste paa sin tid; men hendes ord var heller ikke at stole paa. Elisabeth havde arvet meget af sin faders karakter, saaledes hans lyst til at følge sit eget hoved og herske selvstændig. Dette bragte hende flere gange i strid med parlamentet; men hun var saa klog at hun aldrig satte sagen paa spidsen, men gav efter naar hun saa at det var nødvendigt. Elisabeth var vistnok forfængelig og behagesyg; men hun havde store herskergaver og viste en varm interesse for sit folk og sin gjerning. Hun antog sig ogsaa med kraft protestantismens sag og kom til at staa blandt dens første forsvarere baade i England og i andre lande. Hun har ikke liden andel i, at protestantismen og friheden klarede sig gjennem de farer som fra saa mange hold truede i den sidste halvdel af det 16de aarhundrede.

Elisabeth tog straks fat paa at reformere den engelske 137kirke. Læren blev paa det nærmeste overensstemmende med Calvins og blev nærmere fastsat i 39 artikler. Men anderledes var det med kirkeordningen. Calvin, som levede i det republikanske Schweiz, havde ordnet sin kirke republikansk (side 124). Elisabeth derimod gjorde sig til den engelske kirkes overhoved og lod biskoperne beholde meget af den verdslige magt; saaledes kom de til fremdeles at sidde i overhuset. De gamle kirkeskikke lod hun for

en stor del bestaa. Denne kirkeordning har faaet navn af den episkopale («biskoppelige»). Elisabeth forlangte at alle skulde aflægge en særlig ed til hende som kirkens overhoved. Men der var mange protestanter som ikke vilde anerkjende denne kirkeordning; de forargedes over de katholske ceremonier ved gudstjenesten; dels vilde de at menigheden, som i de andre reformerte lande, skulde styre sig selv. Mod disse «puritaner», som de kaldtes, for Elisabeth frem med stor 138strenghed, ja behandlede dem ofte haardere end selve katholikerne, hvoraf der fremdeles ikke var saa faa, især i Nordengland.

Paa Elisabeths tid regjerede Maria Stuart i Skotland. Som lidet barn havde hun arvet landet efter sin fader; men hendes moder, som var af Guisernes æt, sendte hende til Frankrig, hvor hun blev opdraget ved Katharina af Medicis fordærvede hof. Dette var ikke noget heldigt sted for den vakre og indtagende kongsdatter; hendes liv kom til at gaa op i fornøielser, og hun fik ikke syn for livets alvor og de pligter hendes stilling medførte. Ganske ung blev hun gift med Katharinas ældste søn, den senere franske konge Frants 2. Han døde allerede i 1560, og 19 aar gammel vendte Maria samme aar som fransk enkedronning tilbage til Skotland, hvor hendes moder nylig var død, for selv at overtage regjeringen.

I Skotland var den presbyterianske kirkeordning blevet indført. De skotske reformerte, hvis leder var Calvins discipel John Knox (udt. Noks), udmerkede sig ved sin store strenghed; selv den mindste fornøielse var for dem en synd. Maria, som var ung og forlystelsessyg, passede kun daarlig under disse forhold, og det varede ikke længe inden hun blev ilde likt af sit folk. Hun egtede sin fætter, Henrik Darnley, med hvem hun fik sønnen Jakob. Darnley var en raa mand, og forholdet mellem ham og Maria kjølnede snart og gik over til uvenskab, da Darnley af skinsyge lod sig forlede til at dræbe Marias sekretær og fortrolige, italieneren Rizzio. Det lykkedes grev Bothwell, en kjæk, men raa og vild mand, at vinde Marias kjærlighed. En nat blev det hus Darnley opholdt sig i, sprængt i luften og han selv myrdet. Alle udpegede Bothwell som gjerningsmanden; men trods dette egtede Maria ham et par maaneder efter. Da gjorde den skotske adel opstand. Bothwell maatte flygte; han blev senere taget til fange i Norge og døde i dansk fangenskab. Maria blev fængslet; men det lykkedes hende at undslippe og flygte til England, hvor hun bad dronning Elisabeth om hjælp. Men Elisabeth lod hende holde i forvaring som medskyldig i Darnleys mord. Den egentlige grund var dog en anden. Maria gjorde nemlig fordring paa at være den 139rette arving til den engelske trone, og de engelske katholiker holdt paa hende imod Elisabeth, ligesom hun støttedes i sine fordringer af de katholske magter, især Filip 2 af Spanien. Der stiftedes flere sammensvergelser baade i England og udlandet, som gik ud paa at sætte Maria paa tronen. Elisabeth, som ikke følte sig tryg for sit liv og frygtede for protestantismens sag, lod tilsidst Maria dømme skyldig i høiforræderi og henrette.

Marias henrettelse bragte Elisabeth i krig med Filip 2. Hun havde længe staaet paa en spændt fod med ham; hun havde afslaaet hans egteskabstilbud og havde støttet de oprørske nederlændere i kampen mod ham. Da saa Marias henrettelse kom til, besluttede Filip at erobre England og gjenvinde dette land for katholicismen. Han udrustede en umaadelig flaade, «den uovervindelige armada» kaldte spanierne den (1588). Den engelske flaade overfaldt imidlertid, understøttet af hollænderne, den spanske flaade og tilføiede den store tab. En storm kom til og splittede flaaden, saa blot levninger af den naaede tilbage til Spanien. Krigen fortsattes som en sjøkamp i resten af Elisabeths tid, og det lykkedes engelskmændene at tilføie den spanske handel og skibsfart svære tab.

Denne heldige sjøkrig støttede Elisabeth meget i hendes arbeide for at hæve Englands skibsfart og handel. Hidtil havde jordbruget ubetinget været hovednæringsveien; fra nu af begyndte bergverksdrift, fabrikdrift, handel og skibsfart, som senere er blevet grundlaget for Englands store magt, at komme op ved siden af jordbruget. Det ostindiske kompani blev stiftet for at drive handel paa Indien, og i Amerika grundedes den første engelske koloni, Virginia, som fik sit navn «jomfrulandet» efter den ugifte dronning. Landets velstand øgedes hurtig, og de lavere klassers vilkaar forbedredes. Under Elisabeth forsvandt de sidste rester af livegenskab i England, medens det endnu holdt sig paa det europæiske fastland. Ogsaa paa kunstens og videnskabens omraade skede der et stort opsving i Elisabeths tid; under hende levede saaledes den nyere tids største dramatiske forfatter Shakespeare (udt. Sjækspir).

135

Rosekrigene endte med at Henrik 7 av huset Tudor i 1485 besteg Englands trone, og det med en større makt enn hans forgjengere hadde hatt (side 103). Hans sønn var Henrik 8. Han hadde fått en lærd, teologisk utdannelse. Da Luther fremtrådte, stillede han seg i begynnelsen på pavens side og utsendte et stridsskrift mot Luther, hvorfor han av paven fikk æresnavnet «troens forsvarer». Vennskapet med paven kjølnet dog snart. Henrik var lunefull og tyrannisk. Han var gift med en datter av Ferdinand den katolske og hadde med henne datteren Maria. Han ønsket å bli skilt fra dronningen for å kunne ekte en av hennes hoffdamer. Av hensyn til keiser Karl 5, som var dronningens søstersønn, ville paven nødig oppheve ekteskapet. Herover ble Henrik så forbitret at han løste den engelske kirke fra enhver forbindelse med Rom. Kongen skulle for ettertiden være den engelske kirkes overhoved, og alle som ville unngå strenge straffe, måtte sverge ham en særlig lydighetsed. Samtidig ble klostrene opphevet, deres eiendommer og meget annet av kirkens store jordgods ble lagt under kronen. Men troslæren, som han selv fastsatte, vedble i alt vesentlig å være den katolske. Derpå opphevde Henrik selv sitt ekteskap og giftet seg med den omtalte hofdame. Hun fødte ham datteren Elisabeth, men ble kort etter anklaget for utroskap og henrettet. Ennå 4 gange giftede Henrik seg; men også sine senere hustruer, den siste alene unntagen, dels skilte han seg fra, dels henrettet han. Med en av dem hadde han sønnen Edvard. I sin ytre politikk var Henrik vaklende og ustadig; snart støttet han Karl 5, snart Frants 1. I 1547 døde han, fryktet av sine undersåtter på grunn av sin grusomhet og hensynsløshet.

136Hans sønn Edvard 6, som var konge 1547—1553, var for ung til selv å styre; hans morbroder førte regjeringen for ham. Under ham fikk den reformerte lære innpass i England og vant stor utbredelse. Edvard etterfulgtes av sin eldste søster Maria (1553—1558). Hun var ivrig katolsk og gift med Filip 2 av Spanien, som ophidsede henne til å forfølge protestantene. Protestantismens forkjemper erkebiskop Cranmer og flere hundre av hans trosfeller måtte bestige bålet. Denne fremferd skaffet Maria tilnavnet «den blodige». Filip fikk draget England inn i en krig som han førte med Frankrig, og englenderne mistet ved denne anledning Calais (1558), som de nå hadde hatt i over 200 år. Heldigvis for England døde Maria snart.

Elisabeth (1558—1603).

Etter Maria fulgte søsteren Elisabeth, som ble en av Englands merkeligste regenter. Elisabeth hadde hatt det slemt i sin ungdom; hennes søster Maria hadde lenge holdt henne i fengsel. Denne tid benyttet hun til studeringer, og hun drev det til å bli en meget lærd dame, som talte flytende både latin og andre fremmede språk. Men alle de efterstræbelser hun var utsatt for, gjorde henne forsiktig, ja falsk og tvetunget; hun ble vant til å gå bakveier og fare med list og renker. Denne skikk avla hun heller ikke som dronning; i diplomatisk kløkt overgikk hun de fleste på sin tid; men hennes ord var heller ikke å stole på. Elisabeth hadde arvet meget av sin faders karakter, således hans lyst til å følge sitt eget hode og herske selvstendig. Dette brakte henne flere ganger i strid med parlamentet; men hun var så klok at hun aldri satte sagen på spidsen, men ga etter når hun så at det var nødvendig. Elisabeth var vistnok forfengelig og behagesyg; men hun hadde store herskergaver og viste en varm interesse for sitt folk og sin gjerning. Hun antok seg også med kraft protestantismens sak og kom til å stå blant dens første forsvarere både i England og i andre lande. Hun har ikke liten andel i, at protestantismen og friheten klarede seg gjennom de farer som fra så mange hold truet i den siste halvdel av det 16de århundre.

Elisabeth tog straks fat på å reformere den engelske 137kirke. Læren ble på det nærmeste overensstemmende med Calvins og ble nærmere fastsatt i 39 artikler. Men annerledes var det med kirkeordningen. Calvin, som levde i det republikanske Schweiz, hadde ordnet sin kirke republikansk (side 124). Elisabeth derimot gjorde seg til den engelske kirkes overhoved og lot biskopene beholde meget av den verdslige makt; således kom de til fremdeles å sitte i overhuset. De gamle kirkeskikker lot hun for

en stor del bestå. Denne kirkeordning har fått navn av den episkopale («biskoppelige»). Elisabeth forlangte at alle skulle avlegge en særlig ed til henne som kirkens overhoved. Men der var mange protestanter som ikke ville anerkjenne denne kirkeordning; de forargedes over de katolske seremonier ved gudstjenesten; dels ville de at menigheten, som i de andre reformerte lande, skulle styre seg selv. Mot disse «puritaner», som de kaltes, for Elisabeth frem med stor 138strenghet, ja behandlet dem ofte hårdere enn selve katolikkene, hvorav der fremdeles ikke var så få, især i Nordengland.

På Elisabeths tid regjerte Maria Stuart i Skotland. Som lite barn hadde hun arvet landet etter sin far; men hennes mor, som var av Guisernes ætt, sendte henne til Frankrig, hvor hun ble oppdratt ved Katharina av Medicis fordærvede hof. Dette var ikke noe heldigt sted for den vakre og inntagende kongsdatter; hennes liv kom til å gå opp i fornøyelser, og hun fikk ikke syn for livets alvor og de plikter hennes stilling medførte. Ganske ung ble hun gift med Katharinas eldste sønn, den senere franske konge Frants 2. Han døde allerede i 1560, og 19 år gammel vendte Maria samme år som fransk enkedronning tilbake til Skotland, hvor hennes mor nylig var død, for selv at overtage regjeringen.

I Skotland var den presbyterianske kirkeordning blitt innført. De skotske reformerte, hvis leder var Calvins disippel John Knox (udt. Noks), utmerket seg ved sin store strenghet; selv den minste fornøyelse var for dem en synd. Maria, som var ung og forlystelsessyg, passet kun dårlig under disse forhold, og det varte ikke lenge innen hun ble ilde likt av sitt folk. Hun ektet sin fetter, Henrik Darnley, med hvem hun fikk sønnen Jakob. Darnley var en rå mann, og forholdet mellom ham og Maria kjølnet snart og gikk over til uvennskap, da Darnley av skinnsyke lot seg forlede til å drepe Marias sekretær og fortrolige, italieneren Rizzio. Det lyktes grev Bothwell, en kjekk, men rå og vill mann, å vinne Marias kjærlighet. En natt ble det hus Darnley oppholdt seg i, sprengt i luften og han selv myrdet. Alle udpegede Bothwell som gjerningsmannen; men trass dette egtede Maria ham et par måneder etter. Da gjorde den skotske adel oppstand. Bothwell måtte flykte; han ble senere taget til fange i Norge og døde i dansk fangenskap. Maria ble fengslet; men det lyktes henne å unnslippe og flykte til England, hvor hun bad dronning Elisabeth om hjelp. Men Elisabeth lot henne holde i forvaring som medskyldig i Darnleys mord. Den egentlige grunn var dog en annen. Maria gjorde nemlig fordring på å være den 139rette arving til den engelske trone, og de engelske katholiker holdt på henne imot Elisabeth, likesom hun støttedes i sine fordringer av de katolske makter, især Filip 2 av Spanien. Der stiftedes flere sammensvergelser både i England og utlandet, som gikk ut på å sette Maria på tronen. Elisabeth, som ikke følte seg trygg for sitt liv og fryktede for protestantismens sak, lot til sist Maria dømme skyldig i høyforræderi og henrette.

Marias henrettelse brakte Elisabeth i krig med Filip 2. Hun hadde lenge stått på en spent fot med ham; hun hadde avslått hans ekteskapstilbud og hadde støttet de opprørske nederlendere i kampen mot ham. Da så Marias henrettelse kom til, besluttet Filip å erobre England og gjenvinne dette land for katolisismen. Han utrustet en umåtelig flåte, «den uovervinnelige armada» kalte spanierne den (1588). Den engelske flåte overfalt imidlertid, understøttet av hollenderne, den spanske flåte og tilføiede den store tap. En storm kom til og splittede flåten, så blot levninger av den nådde tilbake til Spanien. Krigen fortsattes som en sjøkamp i resten av Elisabeths tid, og det lyktes engelskmennene å tilføye den spanske handel og skipsfart svære tap.

Denne heldige sjøkrig støttede Elisabeth meget i hennes arbeide for å heve Englands skipsfart og handel. Hittil hadde jordbruket ubetinget vært hovednæringsveien; fra nå av begynte bergverksdrift, fabrikkdrift, handel og skipsfart, som senere er blitt grunnlaget for Englands store makt, å komme opp ved siden av jordbruket. Det ostindiske kompani ble stiftet for å drive handel på Indien, og i Amerika grundedes den første engelske koloni, Virginia, som fikk sitt navn «jomfrulandet» etter den ugifte dronning. Landets velstand øgedes hurtig, og de lavere klassers vilkår forbedredes. Under Elisabeth forsvant de siste rester av livegenskap i England, mens det ennå holdt seg på det europeiske fastland. Også på kunstens og videnskabens område skjedde der et stort oppsving i Elisabeths tid; under henne levde således den nyere tids største dramatiske forfatter Shakespeare (udt. Sjækspir).