130

Frankrig gik ud af middelalderen som en kraftig stat med sterk kongemagt. Ikke før var de franske konger færdige med at samle landet, før de prøvede at udvide sine besiddelser ved erobringer. Det var især mod det rige Italien at de vendte sine øine. Men Italien var samtidig gjenstand for spaniernes og Habsburgernes erobringslyst, og det lykkedes ikke franskmændene at faa fast fod i landet; de blev trængt ud af Habsburgerne. Men den nøiere forbindelse med Italien som var en følge af disse krige, aabnede Frankrig for den italienske renæssanse. Konger som Frants 1 (1515—1547) tog sig med iver ikke blot af industriens opkomst, men ogsaa af litteratur og kunst; det var ham som byggede det pragtfulde slot Louvre (udt. Lúver) i Paris.

131Under Frants trængte den schweiziske reformation ind i Frankrig. Det var især den lavere adel og borgerstanden som sluttede sig til den nye lære, hvis tilhængere i Frankrig kaldtes hugenótter. Hoffet, de fleste af høiadelen samt bønderne holdt derimod paa katholicismen. Frants forfulgte hugenotterne med ild og sverd; det samme gjorde hans søn og efterfølger Henrik 2, uagtet han samtidig hjalp de tyske protestanter i den schmalkaldiske krig.

Efter Henrik fulgte efter hverandre hans tre sønner, Frants 2, Karl 9 og Henrik 3. Men den som havde mest at sige var enkedronningen, den rænkefulde og samvittighedsløse Katharina af Medici (fra Florens). I spidsen for hugenotterne stod den høit anseede admiral Coligny (udt. Kolinjí) samt kongehusets slegtninger, prinserne af familien Bourbon (udt. Burbóng), som var de nærmeste arvinger til tronen efter huset Valois, som holdt paa at uddø. Katholikerne førtes af familien Guise (udt. Gis), som haabede at kunne fortrænge de protestantiske Bourboner og selv svinge sig op paa tronen.

Under Karl 9 kom det til aaben kamp mellem de to partier, og krigen varede med enkelte afbrydelser i over 30 aar. Katharina begunstigede snart det ene parti, snart det andet, og mente paa denne maade at kunne øge sin magt. Da krigen havde varet i flere aar, blev der sluttet fred, paa den betingelse at hugenotterne skulde have fri religionsøvelse. Freden skulde besegles ved et egteskab mellem den bourbonske prins Henrik af Navarra og kongens søster. Coligny kom til Paris og vandt stor magt over den unge konge. Colignys stigende indflydelse gjorde Henrik af Guise og Katharina ængstelige, og de blev enige om at benytte bryllupet, da mange hugenotter vilde komme til Paris, til med ett slag at knække partiet. Ved falske forestillinger fik de kongen til at samtykke i planen og give befaling til at myrde alle hugenotter, saaledes ogsaa Coligny. Bartholomæusnatten 1572 kom planen til udførelse. Ved midnatstid lød stormklokkerne; det var tegn for katholikerne til at skride til verket. Hver bande havde faaet sig sine ofre anvist; de trængte ind i husene og myrdede; Coligny var det første offer. Myrderiet 132fortsattes paa gaderne, der var stængt ved jernkjeder og vagter. Kongen selv deltog og skjød fra et vindu i slottet paa de flygtende hugenotter. Gaderne var fulde af lig som blev kastet i Seinen; men Colignys lig blev hængt op i en galge. Der var givet befaling til statholderne i provinserne om at foranstalte lignende blodbad; nogle adlød; men andre vægrede sig for at udføre ordren. Rygtet om «blodbryllupet i Paris» vakte afsky over hele Europa; kun paven og Filip 2 lod synge lovsange i sin glæde over saa mange kjætteres død.

Ugjerningen gavnede ikke katholikerne noget, idet de gjenværende hugenotter greb til vaaben og kjæmpede med end større forbitrelse og kraft. Karl 9 havde ingen rolig stund mere. Bartholomæusnatten med dens rædsler stod stadig for hans øine; han tæredes hen og døde 2 aar efter. Hans elendige broder Henrik 3 kunde intet udrette mod de stridende partier. Hugenotterne førtes nu af Henrik af Navarra, som under blodbryllupet havde reddet sit liv ved at gaa over til katholicismen; men han blev kort efter atter hugenot og førte sit parti med glimrende tapperhed. Under kampen blev baade Henrik af Guise og Henrik 3 myrdet (1589). Henrik af Navarra var nu nærmeste arving og antog kongenavn Henrik 4. Men det katholske parti fortsatte med Filip 2's hjælp krigen mod ham. Da Henrik efter flere aars kamp saa at der var liden udsigt for ham til at vinde tronen som hugenot, sluttede han sig igjen til den katholske kirke, og nu aabnede Paris sine porte for ham.

Henrik 4 (1589—1610).

Med Henrik 4 kom den bourbonske slegt paa tronen. Henriks første opgave var at skaffe landet ro. Det lykkedes ham at tvinge Filip 2 til at slutte fred paa ydmygende vilkaar, samtidig som han befæstede freden i det indre ved udstedelsen af det nantiske edikt (1598). Dette sikrede hugenotterne fri religionsøvelse og lige politiske rettigheder med katholikerne; men ved siden heraf indrømmede det dem visse særrettigheder, saasom besiddelsen af nogle fæstninger, de saakaldte sikkerhedssteder. Dernæst gjaldt det at udslette følgerne af den langvarige, ødelæggende kamp. Ogsaa her havde Henrik held med sig; 133landet kom sig hurtig under hans dygtige styre og var ved hans død mere blomstrende og mægtigt end nogensinde. Udadtil gik Henriks politik ud paa at hæve Frankrig til den første stat i Europa. Han stillede sig derfor fiendtlig mod Habsburgerne og støttede de tyske protestanter. Han stod ifærd med at begynde krig med keiseren og skulde netop begive sig til hæren, da han myrdedes i Paris's gader. Henrik var en ridderlig og personlig tapper mand, dertil omgjængelig og varmt interesseret for sit land. Han var derfor i høi grad elsket af sit folk og ansees af franskmændene som en af deres første konger.

Richelieu (1624—1642).

Efter Henrik fulgte hans søn Ludvig 13 (1610—1643). Han var ubetydelig og ubegavet og kom heller aldrig til at tage nogen virkelig del i styret. Den største del af hans regjeringstid var Richelieu (udt. Rischliø) landets styrer. Richelieu tilhørte en adelig slegt, men havde valgt den geistlige stand og var som adelsmand blevet biskop i en meget ung alder. Han fik snart anledning til at henlede opmerksomheden paa sig og kom i kongens tjeneste og steg hurtig til førsteminister. Richelieu's maal var: 1. at gjøre kongemagten fuldstændig uindskrænket, 2. at hæve Frankrig til den første stat i Europa.

Den franske kongemagt var paa det nærmeste uindskrænket. Men hugenotterne og adelen havde dog adskilligt at sige. Hugenotterne dannede som en stat i staten og havde egen hær og egne fæstninger. Richelieu begyndte krig mod dem, og det lykkedes ham at tage deres sikkerhedssteder. De fik beholde fri religionsøvelse og de samme politiske rettigheder som katholikerne. Saa kom turen til adelen. Man havde dengang to slags adel i Frankrig, nemlig levningerne af den gamle lensadel eller militæradelen og den civile embedsadel. Lensadelen havde ganske vist mistet sine len; men den havde beholdt ikke liden magt og indflydelse i de egne hvor dens slotte og eiendomme laa. Kongemagten havde taget adelen i sin tjeneste baade som officerer og som statholdere i provinserne, gjerne der hvor vedkommendes jordgods laa. Under religionskrigene var statholdernes magt betydelig 134øget, og de trodsede ofte selve kongen i sine faste slotte. Heri indtraadte nu en forandring; befæstningerne om deres borge maatte sløifes, og statholderne mistede meget af sin magt, idet det meste af deres forretninger blev henlagt til nye, af kongen ganske afhængige borgerlige embedsmænd (intendanter). Adelen prøvede flere gange paa at styrte Richelieu, men uden held; flere af landets første adelsmænd maatte bøde med livet for disse forsøg. Ved siden af den militære adel stod den civile embedsadel, der bestod af jurister, som var i arvelig besiddelse af en række embeder, især som dommere, borgermestre og lignende. For at skaffe penge ind i statskassen blev saadanne embeder solgt til arveligt eie inden slegten. Størst betydning havde medlemmerne af parlamenterne; saaledes kaldtes, med Pariserparlamentet i spidsen, landets øverste domstole. Parlamenterne paastod at de efter generalstænderne, som ikke længer blev sammenkaldt, havde arvet andel i den lovgivende myndighed og i retten til at paalægge skatter, og at love og skattepaalæg maatte indføres i deres protokoller for at faa retskraft. Men ogsaa parlamenterne blev af Richelieu tvunget til at bøie sig for kongemagten.

Udadtil vilde Richelieu hæve Frankrig til Europas mægtigste stat. I denne hensigt bekjæmpede han, ligesom tidligere Frants 1 og Henrik 4, Habsburgerne i Østerrig og Spanien. Frankrig støttede saaledes i tretiaarskrigen 135svenskerne og protestanterne og opnaaede at vinde Elsass og svække keiserens magt i Tyskland. Spanien rammede han ved at hjælpe Portugal til at løsrive sig. Richelieu døde i 1642, aaret før Ludvig 13.

130

Frankrig gikk ut av middelalderen som en kraftig stat med sterk kongemakt. Ikke før var de franske konger ferdige med å samle landet, før de prøvede å utvide sine besittelser ved erobringer. Det var især mot det rike Italien at de vendte sine øyne. Men Italien var samtidig gjenstand for spaniernes og Habsburgernes erobringslyst, og det lyktes ikke franskmennene å få fast fot i landet; de ble trengt ut av Habsburgerne. Men den nøyere forbindelse med Italien som var en følge av disse krige, åpnet Frankrig for den italienske renessanse. Konger som Frants 1 (1515—1547) tok seg med iver ikke blot av industriens oppkomst, men også av litteratur og kunst; det var ham som bygde det praktfulle slott Louvre (udt. Lúver) i Paris.

131Under Frants trengte den sveitsiske reformasjon inn i Frankrig. Det var især den lavere adel og borgerstanden som sluttet seg til den nye lære, hvis tilhengere i Frankrig kaltes hugenótter. Hoffet, de fleste av høyadelen samt bøndene holdt derimot på katolisismen. Frants forfulgte hugenottene med ild og sverd; det samme gjorde hans sønn og etterfølger Henrik 2, uaktet han samtidig hjalp de tyske protestanter i den schmalkaldiske krig.

Etter Henrik fulgte etter hverandre hans tre sønner, Frants 2, Karl 9 og Henrik 3. Men den som hadde mest å si var enkedronningen, den renkefulle og samvittighetsløse Katharina av Medici (fra Florens). I spidsen for hugenottene stod den høyt anseede admiral Coligny (udt. Kolinjí) samt kongehusets slektninger, prinsene av familien Bourbon (udt. Burbóng), som var de nærmeste arvinger til tronen etter huset Valois, som holdt på å utdø. Katolikkene førtes av familien Guise (udt. Gis), som håpet å kunne fortrenge de protestantiske Bourboner og selv svinge seg opp på tronen.

Under Karl 9 kom det til åpen kamp mellom de to partier, og krigen varte med enkelte afbrydelser i over 30 år. Katharina begunstigede snart det ene parti, snart det andre, og mente på denne måte å kunne øke sin makt. Da krigen hadde varet i flere år, ble der sluttet fred, på den betingelse at hugenottene skulle ha fri religionsøvelse. Freden skulle besegles ved et ekteskap mellom den bourbonske prins Henrik av Navarra og kongens søster. Coligny kom til Paris og vant stor makt over den unge konge. Colignys stigende innflytelse gjorde Henrik av Guise og Katharina engstelige, og de ble enige om å benytte bryllupet, da mange hugenotter ville komme til Paris, til med ett slag å knekke partiet. Ved falske forestillinger fikk de kongen til å samtykke i planen og gi befaling til å myrde alle hugenotter, således også Coligny. Bartolomeusnatten 1572 kom planen til utførelse. Ved midnattstid lød stormklokkene; det var tegn for katolikkene til å skride til verket. Hver bande hadde fått seg sine ofre anvist; de trengte inn i husene og myrdet; Coligny var det første offer. Myrderiet 132fortsattes på gatene, der var stengt ved jernkjeder og vakter. Kongen selv deltok og skjød fra et vindu i slottet på de flyktende hugenotter. Gatene var fulle av lig som ble kastet i Seinen; men Colignys lig ble hengt opp i en galge. Der var gitt befaling til statholderne i provinsene om å foranstalte lignende blodbad; noen adlød; men andre vegret seg for å utføre ordren. Ryktet om «blodbryllupet i Paris» vakte avsky over hele Europa; kun paven og Filip 2 lot synge lovsanger i sin glede over så mange kjetteres død.

Ugjerningen gavnede ikke katolikkene noe, idet de gjenværende hugenotter grep til våpen og kjempet med enda større forbitrelse og kraft. Karl 9 hadde ingen rolig stund mer. Bartolomeusnatten med dens redsler stod stadig for hans øyne; han tæredes hen og døde 2 år etter. Hans elendige bror Henrik 3 kunne intet utrette mot de stridende partier. Hugenottene førtes nå av Henrik av Navarra, som under blodbryllupet hadde reddet sitt liv ved å gå over til katolisismen; men han ble kort etter atter hugenott og førte sitt parti med glimrende tapperhet. Under kampen ble både Henrik av Guise og Henrik 3 myrdet (1589). Henrik av Navarra var nå nærmeste arving og antok kongenavn Henrik 4. Men det katolske parti fortsatte med Filip 2's hjelp krigen mot ham. Da Henrik etter flere aars kamp så at der var liten utsikt for ham til å vinne tronen som hugenott, sluttet han seg igjen til den katolske kirke, og nå åpnet Paris sine porter for ham.

Henrik 4 (1589—1610).

Med Henrik 4 kom den bourbonske slekt på tronen. Henriks første oppgave var å skaffe landet ro. Det lyktes ham å tvinge Filip 2 til å slutte fred på ydmykende vilkår, samtidig som han befestet freden i det indre ved utstedelsen av det nantiske edikt (1598). Dette sikrede hugenottene fri religionsøvelse og like politiske rettigheter med katolikkene; men ved siden heraf indrømmede det dem visse særrettigheter, saasom besittelsen av noen festninger, de såkalte sikkerhetssteder. Dernest gjaldt det å utslette følgerne av den langvarige, ødeleggende kamp. Også her hadde Henrik held med seg; 133landet kom seg hurtig under hans dyktige styre og var ved hans død mer blomstrende og mektig enn noensinne. Udadtil gikk Henriks politikk ut på å heve Frankrig til den første stat i Europa. Han stillede seg derfor fiendtlig mot Habsburgerne og støttede de tyske protestanter. Han stod ifærd med å begynne krig med keiseren og skulle nettopp begi seg til hæren, da han myrdedes i Paris's gater. Henrik var en ridderlig og personlig tapper mann, dertil omgjengelig og varmt interessert for sitt land. Han var derfor i høy grad elsket av sitt folk og anses av franskmennene som en av deres første konger.

Richelieu (1624—1642).

Etter Henrik fulgte hans sønn Ludvig 13 (1610—1643). Han var ubetydelig og ubegavet og kom heller aldri til å ta noen virkelig del i styret. Den største del av hans regjeringstid var Richelieu (udt. Rischliø) landets styrer. Richelieu tilhørte en adelig slekt, men hadde valgt den geistlige stand og var som adelsmann blitt biskop i en meget ung alder. Han fikk snart anledning til å henlede oppmerksomheten på seg og kom i kongens tjeneste og steg hurtig til førsteminister. Richelieu's mål var: 1. å gjøre kongemakten fullstendig uinnskrenket, 2. å heve Frankrig til den første stat i Europa.

Den franske kongemakt var på det nærmeste uinnskrenket. Men hugenottene og adelen hadde dog adskillig å si. Hugenottene dannede som en stat i staten og hadde egen hær og egne festninger. Richelieu begynte krig mot dem, og det lyktes ham å ta deres sikkerhetssteder. De fikk beholde fri religionsøvelse og de samme politiske rettigheter som katolikkene. Så kom turen til adelen. Man hadde dengang to slags adel i Frankrig, nemlig levningene av den gamle lensadel eller militæradelen og den sivile embedsadel. Lensadelen hadde ganske vist mistet sine len; men den hadde beholdt ikke liten makt og innflytelse i de egne hvor dens slott og eiendommer lå. Kongemakten hadde tatt adelen i sin tjeneste både som offiserer og som statholdere i provinsene, gjerne der hvor vedkommendes jordgods lå. Under religionskrigene var stattholdernes makt betydelig 134øket, og de trosset ofte selve kongen i sine faste slott. Heri inntrådte nå en forandring; befestningene om deres borge måtte sløyfes, og statholderne mistet meget av sin makt, idet det meste av deres forretninger ble henlagt til nye, av kongen ganske avhengige borgerlige embetsmenn (intendanter). Adelen prøvede flere ganger på å styrte Richelieu, men uten held; flere av landets første adelsmenn måtte bøde med livet for disse forsøk. Ved siden av den militære adel stod den sivile embedsadel, der bestod av jurister, som var i arvelig besittelse av en rekke embeder, især som dommere, borgermestre og lignende. For å skaffe penger inn i statskassen ble sådanne embeder solgt til arvelig eie innen slekten. Størst betydning hadde medlemmene av parlamentene; således kaltes, med Pariserparlamentet i spidsen, landets øverste domstoler. Parlamentene påstod at de etter generalstendene, som ikke lenger ble sammenkalt, hadde arvet andel i den lovgivende myndighet og i retten til å pålegge skatter, og at love og skattepålegg måtte innføres i deres protokoller for å få rettskraft. Men også parlamentene ble av Richelieu tvunget til å bøye seg for kongemakten.

Udadtil ville Richelieu heve Frankrig til Europas mektigste stat. I denne hensikt bekjempet han, likesom tidligere Frants 1 og Henrik 4, Habsburgerne i Østerrig og Spanien. Frankrig støttede således i trettiårskrigen 135svenskene og protestantene og oppnådde å vinne Elsass og svekke keiserens makt i Tyskland. Spanien rammet han ved å hjelpe Portugal til å løsrive seg. Richelieu døde i 1642, året før Ludvig 13.