125

Karl 5 (1519—1556). Det er fortalt at keiser Maximilian egtede Karl den dristiges datter Maria og saaledes øgede de habsburgske lande med de rige Nederlande (side 103). Maximilians og Marias søn Filip egtede Ferdinands og Isabella den katholskes datter Johanna. Deres søn Karl 5 arvede alle sine fire bedsteforældres lande1, nemlig de østerrigsk-habsburgske lande, Nederlandene, Aragonien med Neapel og Sicilien og Sardinien samt Kastilien med de store amerikanske kolonier. Da Karl desuden efter Maximilians død blev valgt til keiser, var han sin tids mægtigste fyrste, og kunde prale af at solen aldrig gik ned i hans lande.

† 1519 † 1516 † 1504

Filip g. m. Johanna

Karl 5 keiser 1519—1556 Ferdinand 1 keiser 1556—1564.

126Det var to maal som Karl forfulgte hele sin regjering igjennem. Det ene var at smelte alle sine forskjelligartede lande sammen til én stat, som var mægtig nok til at beherske det øvrige Europa. Det andet var at be-

kjæmpe protestantismen og gjenoprette kirkens enhed. Men han naaede ikke noget af dem. Hans tanke om at vinde en ledende stilling i Europa fandt en ihærdig og kraftig modstander i den ridderlige og tapre franske konge Frants 1. Med ham førte Karl 4 krige (1521—1544). Som 127regel seirede Karl i disse kampe; men Frankrig gik dog usvækket ud af dem. Frants havde en forbundsfælle i tyrkernes mægtige sultan Solíman 2, som angreb Ungarn; her herskede Karls broder Ferdinand, som ved giftermaal havde faaet dette land samt Bøhmen. Under krigen rykkede Soliman frem til Wien, som han en tid forgjæves beleirede. Soliman beholdt næsten hele Ungarn, og der gik over 150 aar inden det lykkedes Habsburgerne at tage dette land igjen. At den schmalkaldiske krig var uheldig for Karl, og at han ikke formaaede at knække protestanterne, er før fortalt (side 123).

Denne modgang tog haardt paa Karl; han blev mere og mere mørk og mismodig. Træt og haabløs nedlagde han regjeringen i 1556. Hans søn Filip 2 arvede de spanske, italienske og nederlandske besiddelser samt alle kolonierne; de østerrigske lande og keisertitelen gik derimod over til Karls broder Ferdinand 1, som forenede dem med sine tidligere besiddelser, Bøhmen og resterne af Ungarn. De habsburgske lande splittedes saaledes i to dele, de østerrigske og de spanske. Karl gik i kloster i Spanien og tilbragte sine sidste aar med bodsøvelser og mekaniske arbeider. Han søgte at faa en hel del ure til at gaa ens; da dette ikke lykkedes, skal han have udtalt: «Jeg daare, som troede at kunne faa alle folk i mit rige til at stemme overens!»

Filip 2 (1556—1598). Karls søn Filip 2 var en mørk og tyrannisk mand. Stolt og mistænksom som han var, taalte han ingen indskrænkning i sin kongelige myndighed og vilde selv afgjøre alt. Han var ivrig katholsk og jesuiternes lærvillige elev, og viede sit liv og sit arbeide til kampen for katholicismens sag. Det faldt af sig selv at han optog sin faders politik og satte sig de samme maal. Han blev katholicismens og den uindskrænkede fyrstemagts første forkjæmper, og hans store og rige lande gjorde ham til en farlig fiende for al politisk og religiøs frihed rundt om i landene. Ensom og grublende sad han i sit slot og omspændte hele Europa med sine spioner og rænker.

I sine spanske og italienske besiddelser gjorde han sig straks til uindskrænket herre. De spanske stænderforsamlinger 128eller cortes blev ikke længer sammenkaldt. I disse lande udryddedes ogsaa ethvert spor af protestantismen. I inkvisitionen havde han et frygteligt vaaben. Naar denne havde dømt kjættere til døden, blev de levende brændt, og denne henrettelse foregik offentlig og med stor pragt og høitidelighed. Saadanne autodaféer, som de kaldtes, hørte til dagens orden. Hvor inkvisitionen ikke strak til, der anvendte han vaabenmagt; det var saaledes tilfældet ligeoverfor levningerne af den mauriske befolkning i Spanien. Størsteparten af denne omkom for sverd og ild; de tiloversblevne førtes af hans efterfølger over til Afrika, og Spanien mistede i dem sine flittigste indbyggere.

Det lykkedes Filip at øge sin magt gjennem erobringen af Portugal. I 1580 uddøde den gamle kongeæt der. Filip optraadte med fordringer paa landet som søn af en portugisisk prinsesse og tog det uden videre i besiddelse. Portugal fik dyrt betale foreningen med Spanien. Nederlandene, som havde gjort oprør mod Filip, benyttede anledningen til at anfalde de portugisiske kolonier. Da endelig i 1640 Portugal rev sig løs fra Spanien, var det forbi med dets store handel, og de fleste af dets indiske kolonier var gaaet tabt.

Nederlandenes frihedskamp.

Ganske anderledes gik det Filip i den kamp han fik med sine nederlandske undergivne. Nederlandene bestod af mange smaastater, som var blevet samlet af de burgundiske hertuger og fra dem var kommet under Habsburgerne. De var allerede dengang rige lande; de nordlige eller hollandske udmerkede sig ved skibsfart og fiskeri, de sydlige eller belgiske ved industri og handel. Folket var kraftigt og holdt med iver fast ved sin frie forfatning. I den senere tid var den calvinske lære trængt ind i landet og var blevet antaget af de fleste indbyggere i de nordlige stater. Dette havde allerede vakt Karl 5's misnøie, og Filip bestemte sig til ganske at udrydde den protestantiske lære her som i sine andre lande. Han indsatte flere nye katholske biskoper og indførte inkvisitionen. Samtidig krænkede han staternes politiske rettigheder. Han vilde styre enevældig og gjøre landene til spanske provinser; han 129indsatte derfor spanske embedsmænd og sendte spanske tropper derhen.

Denne Filips fremfærd vakte misnøie baade hos protestanter og katholiker. En hel del nederlandske adelsmænd af begge troesbekjendelser sluttede sig sammen og indsendte et bønskrift til kongen, hvori de bad ham overholde landenes friheder og rettigheder. Dette skaffede dem øgenavnet geuser eller tiggere, et navn nederlænderne senere tog op som partinavn. Istedenfor at give efter sendte Filip hertugen af Alba som statholder. Alba var kjendt for sin haardhed og strenghed og rasede med forfærdelig grusomhed; i løbet af nogle aar lod han over 20000 mennesker henrette. Men som følge heraf reiste nederlænderne sig til aaben kamp mod Filip. Denne kamp som har faaet navn af «Nederlandenes frihedskamp», varede 1572—1648; da først anerkjendte Spanien Holland for frit og selvstændigt. I spidsen for opstanden stod den dygtige Wilhelm af Oranien. Først var baade hollænderne og belgierne med; men det lykkedes de mildere statholdere som Filip senere sendte i Albas sted, at faa de katholske belgiere til atter at give sig under Spanien. Hollænderne, som saaledes kom til at staa alene i kampen, sluttede sig sammen i et forbund, som blev grundlaget for republiken Holland. I denne laa den øverste magt hos folkets repræsentanter, de saakaldte generalstater; i spidsen for staten stod for det meste en statholder af det oraniske hus.

Hollænderne kjæmpede med fortvilelsens kraft mod spanierne, og da Filip mistvilede om at kunne beseire dem ved vaabenmagt, satte han en pris paa Wilhelms hoved. En forræder fik adgang til ham og myrdede ham (1584). Da erklærede hollænderne sig for frie og uafhængige af Filip og fik i Wilhelms unge søn Moritz en fører, der var lige dygtig som kriger og som statsmand. Tilsjøs gik hollænderne angrebsvis tilverks, og det lykkedes dem efterhaanden at tilrive sig portugisernes rige besiddelser i Indien. Amsterdam afløste Lissabon som Europas vigtigste sjøhandelsstad; hollænderne blev for en tid herskende paa sjøen. Deres handelsflaade, som forøvrigt for en ikke uvæsentlig del var

9 — Historie for middelskolen.

130bemandet med nordmænd, var ubetinget den første. Ogsaa i retning af kunst og videnskab indtog Holland en høi plads. Universiteterne i Leyden og Utrecht var de første paa sin tid; ikke mindre berømt var de nederlandske malere, som Rubens og Rembrandt.

Filips død.

Baade i England og Frankrig optraadte Filip som katholicismens forsvarer, men tabte, i England mod dronning Elisabeth og i Frankrig mod Henrik 4. Midt under disse kampe døde Filip i 1598, skuffet og nedbrudt ligesom sin fader. Han havde arvet Spanien som Europas mægtigste stat; men da han døde, var det kun en magt af anden rang. Folkemængden var gaaet ned fra omkring 20 millioner til det halve, og heraf var omtrent 1 million prester og munke. Store landsdele laa øde og forladte, og fattigdom og dovenskab raadede der hvor der engang havde hersket flid og rigdom. Det var som alt liv og fremskridt var brudt af det kongelige og prestelige enevælde. Kun paa kunstens omraade bevaredes endnu en tid den gamle glans. Spaniens første digtere som Cervántes og malere som Muríllo levede i tiden lige efter Filip. Men saa gik det hurtig nedover under Filips udygtige og fanatiske efterfølgere.

125

Karl 5 (1519—1556). Det er fortalt at keiser Maximilian egtede Karl den dristiges datter Maria og således økte de habsburgske lande med de rike Nederlande (side 103). Maximilians og Marias sønn Filip egtede Ferdinands og Isabella den katolskes datter Johanna. Deres sønn Karl 5 arvede alle sine fire besteforeldres lande1, nemlig de østerriksk-habsburgske lande, Nederlandene, Aragonien med Neapel og Sicilien og Sardinien samt Kastilien med de store amerikanske kolonier. Da Karl dessuten etter Maximilians død ble valgt til keiser, var han sin tids mektigste fyrste, og kunne prale av at solen aldri gikk ned i hans lande.

† 1519 † 1516 † 1504

Filip g. m. Johanna

Karl 5 keiser 1519—1556 Ferdinand 1 keiser 1556—1564.

126Det var to mål som Karl forfulgte hele sin regjering igjennom. Det ene var å smelte alle sine forskjelligartede lande sammen til én stat, som var mektig nok til å beherske det øvrige Europa. Det andre var å be-

kjempe protestantismen og gjenopprette kirkens enhet. Men han nådde ikke noe av dem. Hans tanke om å vinne en ledende stilling i Europa fant en iherdig og kraftig motstander i den ridderlige og tapre franske konge Frants 1. Med ham førte Karl 4 krige (1521—1544). Som 127regel seiret Karl i disse kamper; men Frankrig gikk dog usvekket ut av dem. Frants hadde en forbundsfelle i tyrkernes mektige sultan Solíman 2, som angrep Ungarn; her hersket Karls bror Ferdinand, som ved giftermål hadde fått dette land samt Bøhmen. Under krigen rykket Soliman frem til Wien, som han en tid forgjeves beleirede. Soliman beholdt nesten hele Ungarn, og der gikk over 150 år innen det lyktes Habsburgerne å ta dette land igjen. At den schmalkaldiske krig var uheldig for Karl, og at han ikke formådde å knekke protestantene, er før fortalt (side 123).

Denne motgang tog hardt på Karl; han ble mer og mer mørk og mismodig. Trett og håpløs nedla han regjeringen i 1556. Hans sønn Filip 2 arvede de spanske, italienske og nederlandske besittelser samt alle koloniene; de østerrikske lande og keisertitelen gikk derimot over til Karls bror Ferdinand 1, som forente dem med sine tidligere besittelser, Bøhmen og restene av Ungarn. De habsburgske lande splittedes således i to dele, de østerrikske og de spanske. Karl gikk i kloster i Spanien og tilbrakte sine siste år med botsøvelser og mekaniske arbeider. Han søkte å få en hel del ure til å gå ens; da dette ikke lyktes, skal han ha uttalt: «Jeg dåre, som trodde å kunne få alle folk i mitt rike til å stemme overens!»

Filip 2 (1556—1598). Karls sønn Filip 2 var en mørk og tyrannisk mann. Stolt og mistenksom som han var, tålte han ingen innskrenkning i sin kongelige myndighet og ville selv avgjøre alt. Han var ivrig katolsk og jesuiternes lærvillige elev, og viede sitt liv og sitt arbeide til kampen for katholicismens sak. Det falt av seg selv at han optog sin faders politikk og satte seg de samme mål. Han ble katholicismens og den uinnskrenkede fyrstemagts første forkjemper, og hans store og rike lande gjorde ham til en farlig fiende for all politisk og religiøs frihet rundt om i landene. Ensom og grublende satt han i sitt slott og omspente hele Europa med sine spioner og renker.

I sine spanske og italienske besittelser gjorde han seg straks til uinnskrenket herre. De spanske stenderforsamlinger 128eller cortes ble ikke lenger sammenkalt. I disse lande utryddedes også ethvert spor av protestantismen. I inkvisisjonen hadde han et fryktelig våpen. Når denne hadde dømt kjettere til døden, ble de levende brent, og denne henrettelse foregikk offentlig og med stor prakt og høytidelighet. Sådanne autodaféer, som de kaltes, hørte til dagens orden. Hvor inkvisisjonen ikke strak til, der anvendte han våpenmakt; det var således tilfellet ligeoverfor levningene av den mauriske befolkning i Spanien. Størsteparten av denne omkom for sverd og ild; de tiloversblevne førtes av hans etterfølger over til Afrika, og Spanien mistet i dem sine flittigste innbyggere.

Det lyktes Filip å øke sin makt gjennom erobringen av Portugal. I 1580 uddøde den gamle kongeætt der. Filip opptrådte med fordringer på landet som sønn av en portugisisk prinsesse og tok det uten videre i besittelse. Portugal fikk dyrt betale foreningen med Spanien. Nederlandene, som hadde gjort opprør mot Filip, benyttet anledningen til å anfalle de portugisiske kolonier. Da endelig i 1640 Portugal rev seg løs fra Spanien, var det forbi med dets store handel, og de fleste av dets indiske kolonier var gått tapt.

Nederlandenes frihetskamp.

Ganske annerledes gikk det Filip i den kamp han fikk med sine nederlandske undergivne. Nederlandene bestod av mange småstater, som var blitt samlet av de burgundiske hertuger og fra dem var kommet under Habsburgerne. De var allerede dengang rike lande; de nordlige eller hollandske utmerket seg ved skipsfart og fiskeri, de sydlige eller belgiske ved industri og handel. Folket var kraftig og holdt med iver fast ved sin frie forfatning. I den senere tid var den kalvinske lære trengt inn i landet og var blitt antatt av de fleste innbyggere i de nordlige stater. Dette hadde allerede vakt Karl 5's misnøye, og Filip bestemte seg til ganske å utrydde den protestantiske lære her som i sine andre lande. Han innsatte flere nye katolske biskoper og innførte inkvisisjonen. Samtidig krenket han staternes politiske rettigheter. Han ville styre eneveldig og gjøre landene til spanske provinser; han 129innsatte derfor spanske embetsmenn og sendte spanske tropper derhen.

Denne Filips fremferd vakte misnøye både hos protestanter og katholiker. En hel del nederlandske adelsmenn av begge trosbekjennelser sluttet seg sammen og innsendte et bønnskrift til kongen, hvori de bad ham overholde landenes friheter og rettigheter. Dette skaffet dem økenavnet geuser eller tiggere, et navn nederlenderne senere tok opp som partinavn. Istedenfor å gi etter sendte Filip hertugen av Alba som stattholder. Alba var kjent for sin hardhet og strenghet og rasede med forferdelig grusomhet; i løpet av noen år lot han over 20000 mennesker henrette. Men som følge heraf reiste nederlenderne seg til åpen kamp mot Filip. Denne kamp som har fått navn av «Nederlandenes frihetskamp», varte 1572—1648; da først anerkjente Spanien Holland for fritt og selvstendig. I spidsen for oppstanden stod den dyktige Wilhelm av Oranien. Først var både hollenderne og belgierne med; men det lyktes de mildere statholdere som Filip senere sendte i Albas sted, at få de katolske belgiere til atter å gi seg under Spanien. Hollenderne, som således kom til å stå alene i kampen, sluttet seg sammen i et forbund, som ble grunnlaget for republikken Holland. I denne lå den øverste makt hos folkets representanter, de såkalte generalstater; i spidsen for staten stod for det meste en stattholder av det oraniske hus.

Hollenderne kjempet med fortvilelsens kraft mot spanierne, og da Filip mistvilede om å kunne beseire dem ved våpenmakt, satte han en pris på Wilhelms hode. En forræder fikk adgang til ham og myrdet ham (1584). Da erklærte hollenderne seg for frie og uavhengige av Filip og fikk i Wilhelms unge sønn Moritz en fører, der var like dyktig som kriger og som statsmann. Til sjøs gikk hollenderne angrebsvis til verks, og det lyktes dem etterhånden å tilrive seg portugisernes rike besittelser i Indien. Amsterdam avløste Lissabon som Europas viktigste sjøhandelsstad; hollenderne ble for en tid herskende på sjøen. Deres handelsflåte, som forøvrig for en ikke uvesentlig del var

9 — Historie for middelskolen.

130bemannet med nordmenn, var ubetinget den første. Også i retning av kunst og vitenskap indtog Holland en høy plass. Universitetene i Leyden og Utrecht var de første på sin tid; ikke mindre berømt var de nederlandske malere, som Rubens og Rembrandt.

Filips død.

Både i England og Frankrig opptrådte Filip som katholicismens forsvarer, men tapte, i England mot dronning Elisabeth og i Frankrig mot Henrik 4. Midt under disse kamper døde Filip i 1598, skuffet og nedbrutt likesom sin far. Han hadde arvet Spanien som Europas mektigste stat; men da han døde, var det kun en makt av annen rang. Folkemengden var gått ned fra omkring 20 millioner til det halve, og heraf var omtrent 1 million prester og munker. Store landsdeler lå øde og forlatte, og fattigdom og dovenskap rådde der hvor der engang hadde hersket flid og rikdom. Det var som alt liv og fremskritt var brutt av det kongelige og prestelige enevelde. Kun på kunstens område bevaredes ennå en tid den gamle glans. Spaniens første diktere som Cervántes og malere som Muríllo levde i tiden like etter Filip. Men så gikk det hurtig nedover under Filips udyktige og fanatiske etterfølgere.