120

Martin Luther blev født 1483 i Eisleben i Sachsen. Hans fader var en fattig, stræbsom grubearbeider. Som gut viste Martin gode evner; det blev derfor bestemt at han skulde studere. Da han var blevet student, var det meningen at han skulde studere retsvidenskab. Men han følte større lyst til det theologiske studium, og i denne sin lyst vandt han bestyrkelse ved læsning i en latinsk bibel som han traf paa. Bekymret for sin sjæls frelse gik Luther kort efter i kloster og blev tiggermunk. Med strenghed overholdt han sin klosterordens regler; han fastede og pinte sig; men han fandt ikke den ro og fred han søgte. Af egen erfaring lærte han saaledes, at et menneske ikke kan blive retfærdiggjort for Gud ved egne gjerninger, men ved troen alene. 121I 1508 blev Luther af Sachsens kurfyrste, Fredrik den vise, ansat som lærer ved det netop oprettede universitet i Wittenberg. Han blev tillige prest ved slotskirken og gjorde sig bekjendt ved sine varme prædikener, ligesom ogsaa hans forelæsninger ved universitetet vakte opsigt. Da var det at afladshandleren Tezel kom til Sachsen. Pave var dengang Leo 10 af Mediceernes slegt, og ham laa kunst og videnskab mere paa hjerte end kirkens sag. Han holdt paa at bygge den pragtfulde Peterskirke i Rom, og for at faa penge hertil sendte han ud afladshandlere. En af dem var Tezel. Han førte med sig to store kister; den ene var fuld af afladsbreve, i den anden havde han pengene. Tezel optraadte med den største frækhed og pleiede at sige, at han havde frelst flere mennesker med sin aflad end St. Peter med sit evangelium. Han solgte aflad for alle mulige synder, baade store og smaa, for dem man havde begaaet, og for dem man vilde begaa; om erkjendelse af sin brøde og anger var der ikke tale.

Luther merkede snart de sørgelige virkninger af Tezels handel. Flere inden hans menighed pukkede paa sine afladsbreve, og mente at nu kunde det være det samme med anger og bod. Da opslog Luther den 31 oktober 1517 paa kirkedøren i Wittenberg 95 theses eller sætninger. I disse angreb han afladshandelen som stridende mod Guds ord; kun Gud, ikke paven, kunde tilgive syndere, og veien til syndsforladelse gik gjennem troen. Disse paastande tilbød han sig at forsvare mod enhver.

Det var ingenlunde Luthers mening at bryde med paven; han troede at denne vilde ophøre med afladshandelen, saasnart han blev oplyst om den skjændige misbrug. Der optraadte imidlertid mænd som forsvarede afladshandelen, og under striden 122med dem gik Luther stadig videre. Han kom efterhaanden til erkjendelse af at heller ikke pavedømmet lod sig forsvare af Guds ord, samt at det var bibelen og ikke paver og kirkeforsamlinger som fik afgjøre hvad menneskene skulde tro. Gjennem bogtrykkerkunsten blev Luthers stridsskrifter straks spredt ud over Europa og vakte stor opmerksomhed. Da Luther saaledes begyndte at rette sine angreb mod selve pavemagten, satte paven ham i ban. Luther svarede med i spidsen for studenterne at gaa udenfor Wittenbergs mure og der høitidelig brænde den pavelige banbulle. Hermed begynder den egentlige reformation; Luther og hans tilhængere anerkjendte ikke længere paven.

I 1521 kom den nyvalgte keiser Karl 5 til Tyskland for at holde sin første rigsdag. Denne holdtes i Worms, og Luther indstævnedes til at møde. Hans venner advarede ham og mindede ham om Hus's skjæbne; men han reiste alligevel; «om der er ligesaa mange djævle i Worms som tagsten paa husene, saa vil jeg derhen», sagde han. Det var en pragtfuld forsamling Luther traadte frem for; de fleste verdslige og geistlige fyrster fra hele Tyskland var tilstede. Man forlangte af Luther at han skulde tilbagekalde hvad han havde lært. Men han gav et bestemt afslag; medmindre man af den hellige skrift kunde overbevise ham om at han havde feilet, hverken vilde eller kunde han tilbagekalde. Han blev derpaa erklæret fredløs, saa enhver ustraffet kunde dræbe ham. Luther var imidlertid allerede i sikkerhed. Hans beskytter Fredrik den vise af Sachsen lod ham hemmelig bringe til et afsides slot, Wartburg i Thüringen. Her levede han forklædt som ridder, og ingen vidste hvem han var. Han benyttede tiden til at arbeide paa sin tyske bibeloversættelse. Dette arbeide fik den største betydning for reformationens udbredelse, og er vigtigt derved at ved den det saakaldte høityske sprog blev Tysklands skriftsprog. Den tjente senere som grundlag for flere andre bibeloversættelser, saaledes for den som i reformationstiden indførtes i Danmark og Norge.

Efter at have opholdt sig næsten et aar paa Wartburg vendte Luther tilbage til Wittenberg og levede her i ro resten af sine dage, uagtet han baade var banlyst og fredløs. Han 123var optaget med at udgive alskens skrifter og bøger, holde forelæsninger for studenterne og ordne kirkevæsenet i de nordeuropæiske lande, som efterhaanden tog ved hans lære. Klostrene blev ophævet, og den katholske kirkes store eiendomme blev inddraget under staten, mod at denne paatog sig at lønne presterne. Samtidig lagdes magten over kirken i fyrsternes hænder. Den katholske kirkes paabud om at prester ikke maa gifte sig, forkastede Luther og egtede selv en tidligere nonne Katharina af Bora. Luther havde under sit arbeide en god støtte i sin ven Filip Mélanchthon. Denne tog sig især af skolevæsenet, som han ordnede i de tyske protestantiske lande. Melanchthon forfattede ogsaa det skrift som bærer navn af den augsburgske konfession. Denne fremlagdes paa rigsdagen i Augsburg i 1530 og indeholder en fremstilling af den lutherske lære. De kirkesamfund som sluttede sig om den, fik navn af evangelisk lutherske; benævnelsen protestanter deler de derimod med de reformerte, det er tilhængerne af den schweiziske reformation.

Det havde i høi grad lettet Luthers verk, at keiser Karl 5 næsten den hele tid siden rigsdagen i Worms havde været optaget af krige med Frankrig og tyrkerne. Han havde af den grund ikke kunnet optræde mod protestanterne med den kraft han havde ønsket. Det var imidlertid klart for alle, at striden mellem katholiker og protestanter tilsidst maatte blive afgjort ved sverdet. De fleste protestantiske fyrster sluttede derfor et forbund i Schmálkalden (i Thüringen); de forpligtede sig til, om det blev nødvendigt, at forsvare sin tro med vaabenmagt. Luther ønskede at han ikke maatte opleve krigen. Dette hans ønske gik ogsaa i opfyldelse. Han døde i 1546, netop som han paa en reise opholdt sig i sin fødeby Eisleben. Han ligger begravet i Wittenberg.

Allerede aaret efter begyndte krigen mellem keiseren og protestanterne (den schmalkaldiske krig). I begyndelsen var keiseren overlegen; men der indtraadte en vending, da protestanterne fik en dygtig anfører i Moritz af Sachsen og blev støttet af Frankrig. Keiseren blev nødt til at give efter og slutte religionsfreden i Augsburg (1555). Ved 124denne fik de tyske fyrster ret til, om de vilde, at antage den lutherske lære og indføre den i sine lande.

Zwingli og Calvin.

Omtrent samtidig med Luther optraadte en anden reformator, nemlig Ulrich Zwingli. Han var prest i Zürich i Schweiz. Ogsaa Zwingli begyndte med at ivre mod afladshandelen, men endte med at angribe selve pavemagten. Han fandt støtte hos raadet i Zürich, og hans lære spredte sig ud over de nordlige og vestlige kantoner i Schweiz. Men skovkantonerne holdt paa katholicismen; det kom til krig, og Zwingli faldt i kampen. Hans gjerning fortsattes af franskmanden Johan Calvin, som virkede i Genf og var en kraftig, men streng og haard mand. Zwinglis og Calvins lære stemmer i det væsentlige med Luthers, men afviger fra denne i opfatningen af sakramenterne. Derimod var deres kirkeordning en ganske anden. Hver menighed skulde styre sig republikansk gjennem et af menigheden valgt raad; dettes medlemmer kaldtes presbyter, og deraf hele kirkeordningen den presbyterianske. De schweiziske reformatorers lære, som kaldes den reformerte, udbredte sig foruden over Schweiz ogsaa over Vesttyskland, Holland, Storbritannien og for en tid ogsaa Frankrig.

Jesuiterne.

Den protestantiske læres raske udbredelse vakte den katholske kirke op af dens dvale. Den rustede sig til forsvar. Paa et stort kirkemøde i Trient i Sydtyrol fastslog katholikerne sin lære i modsætning til den protestantiske. Følgen af dette skridt var at der opstod et skarpt skille mellem de to kirker. Den kraftigste støtte fik den vaklende pavemagt i en ny munkeorden, nemlig jesuiternes. Ordenen stiftedes af en spansk ridder Ignátius Loyóla. Han var blevet saaret i et slag; medens han laa syg af sit saar, tilbragte han tiden med at læse helgenlegender. Disse gjorde et saadant indtryk paa ham, at han stillede sig som maal selv at blive en helgen. Efter at have valfartet til Jerusalem gav han sig ifærd med studeringer og stiftede et selskab, som i 1540 blev stadfæstet af paven under navn af «Jesu selskab». Denne ordens medlemmer aflagde de almindelige munkeløfter om armod, kyskhed og lydighed, men tilsvor ved siden heraf paven ubetinget lydighed; de 125skulde uvægerlig udføre alle befalinger som denne maatte give dem.

Selskabet blev ordnet rent militært; generalen, som havde den øverste ledelse, boede i Rom; under ham stod høiere og lavere officerer og endelig de menige munke. Medlemmerne brugtes til det arbeide som deres evner bedst passede til. Nogle tjente som missionærer ude blandt hedningerne, andre sendtes som skriftefædre til hofferne, atter andre oprettede skoler og virkede som lærere. Deres skoler hørte til de bedste man den tid havde; de blev derfor godt besøgt, og dette benyttede jesuiterne til at vinde ungdommen for pavens sag. De sneg sig ogsaa ind i protestantiske lande og søgte i hemmelighed at virke for katholicismen. Ordenen fik meget stor udbredelse og var et meget virksomt redskab i pavens haand. Den gjorde sig imidlertid mere og mere forhadt ogsaa i katholske lande ved den magt den udøvede. I sidste halvdel af det 18de aarh. maatte paven give efter for den almindelige klage og ophæve ordenen. I 1814 oprettedes den paany og har atter vundet adskillig betydning, dog ikke paa langt nær saa stor som den, den engang havde havt.

120

Martin Luther ble født 1483 i Eisleben i Sachsen. Hans far var en fattig, stræbsom gruvearbeider. Som gut viste Martin gode evner; det ble derfor bestemt at han skulle studere. Da han var blitt student, var det meningen at han skulle studere rettsvitenskap. Men han følte større lyst til det teologiske studium, og i denne sin lyst vant han bestyrkelse ved lesning i en latinsk bibel som han traff på. Bekymret for sin sjels frelse gikk Luther kort etter i kloster og ble tiggermunk. Med strenghet overholdt han sin klosterordens regler; han fastet og pinte seg; men han fant ikke den ro og fred han søkte. Av egen erfaring lærte han således, at et menneske ikke kan bli rettferdiggjort for Gud ved egne gjerninger, men ved troen alene. 121I 1508 ble Luther av Sachsens kurfyrste, Fredrik den vise, ansatt som lærer ved det nettopp opprettede universitet i Wittenberg. Han ble tillike prest ved slottskirken og gjorde seg bekjent ved sine varme predikener, likesom også hans forelesninger ved universitetet vakte opsigt. Da var det at avlatshandleren Tezel kom til Sachsen. Pave var dengang Leo 10 av Mediceernes slekt, og ham lå kunst og vitenskap mer på hjerte enn kirkens sak. Han holdt på å bygge den praktfulle Peterskirke i Rom, og for å få penger hertil sendte han ut avlatshandlere. En av dem var Tezel. Han førte med seg to store kister; den ene var full av avlatsbrev, i den annen hadde han pengene. Tezel opptrådte med den største frekkhet og pleide å si, at han hadde frelst flere mennesker med sin avlat enn St. Peter med sitt evangelium. Han solgte avlat for alle mulige synder, både store og små, for dem man hadde begått, og for dem man ville begå; om erkjennelse av sin brøde og anger var der ikke tale.

Luther merket snart de sørgelige virkninger av Tezels handel. Flere innen hans menighet pukkede på sine avlatsbrev, og mente at nå kunne det være det samme med anger og bod. Da opslog Luther den 31 oktober 1517 på kirkedøren i Wittenberg 95 teses eller setninger. I disse angrep han avlatshandelen som stridende mot Guds ord; kun Gud, ikke paven, kunne tilgi syndere, og veien til syndsforlatelse gikk gjennom troen. Disse påstander tilbød han seg å forsvare mot enhver.

Det var ingenlunde Luthers mening å bryte med paven; han trodde at denne ville opphøre med avlatshandelen, så snart han ble opplyst om den skjendige misbruk. Der opptrådte imidlertid menn som forsvarede avlatshandelen, og under striden 122med dem gikk Luther stadig videre. Han kom etterhånden til erkjennelse av at heller ikke pavedømmet lot seg forsvare av Guds ord, samt at det var bibelen og ikke paver og kirkeforsamlinger som fikk avgjøre hva menneskene skulle tro. Gjennom boktrykkerkunsten ble Luthers stridsskrifter straks spredt ut over Europa og vakte stor oppmerksomhet. Da Luther således begynte å rette sine angrep mot selve pavemakten, satte paven ham i ban. Luther svarte med i spidsen for studentene å gå utenfor Wittenbergs mure og der høytidelig brænde den pavelige banbulle. Hermed begynner den egentlige reformasjon; Luther og hans tilhengere anerkjente ikke lenger paven.

I 1521 kom den nyvalgte keiser Karl 5 til Tyskland for å holde sin første riksdag. Denne holdtes i Worms, og Luther innstevnedes til å møte. Hans venner advarte ham og mindede ham om Hus's skjebne; men han reiste allikevel; «om der er likeså mange djevler i Worms som takstein på husene, så vil jeg derhen», sa han. Det var en praktfull forsamling Luther trådte frem for; de fleste verdslige og geistlige fyrster fra hele Tyskland var til stede. Man forlangte av Luther at han skulle tilbakekalle hva han hadde lært. Men han ga et bestemt avslag; med mindre man av den hellige skrift kunne overbevise ham om at han hadde feilet, hverken ville eller kunne han tilbakekalle. Han ble derpå erklært fredløs, så enhver ustraffet kunne drepe ham. Luther var imidlertid allerede i sikkerhet. Hans beskytter Fredrik den vise av Sachsen lot ham hemmelig bringe til et avsides slott, Wartburg i Thüringen. Her levde han forkledd som ridder, og ingen visste hvem han var. Han benyttet tiden til å arbeide på sin tyske bibeloversettelse. Dette arbeide fikk den største betydning for reformationens utbredelse, og er viktig derved at ved den det såkalte høytyske språk ble Tysklands skriftspråk. Den tjente senere som grunnlag for flere andre bibeloversettelser, således for den som i reformationstiden indførtes i Danmark og Norge.

Etter å ha oppholdt seg nesten et år på Wartburg vendte Luther tilbake til Wittenberg og levde her i ro resten av sine dage, uaktet han både var banlyst og fredløs. Han 123var optaget med å utgi alskens skrifter og bøker, holde forelesninger for studentene og ordne kirkevæsenet i de nordeuropeiske lande, som etterhånden tok ved hans lære. Klostrene ble opphevet, og den katolske kirkes store eiendommer ble inndraget under staten, mot at denne påtok seg å lønne prestene. Samtidig lagdes makten over kirken i fyrsternes hender. Den katolske kirkes påbud om at prester ikke må gifte seg, forkastede Luther og egtede selv en tidligere nonne Katharina av Bora. Luther hadde under sitt arbeide en god støtte i sin venn Filip Mélanchthon. Denne tok seg især av skolevesenet, som han ordnet i de tyske protestantiske lande. Melanchthon forfattede også det skrift som bærer navn av den augsburgske konfesjon. Denne fremlagdes på riksdagen i Augsburg i 1530 og inneholder en fremstilling av den lutherske lære. De kirkesamfunn som sluttet seg om den, fikk navn av evangelisk lutherske; benevnelsen protestanter deler de derimot med de reformerte, det er tilhengerne av den sveitsiske reformasjon.

Det hadde i høy grad lettet Luthers verk, at keiser Karl 5 nesten den hele tid siden riksdagen i Worms hadde vært optaget av krige med Frankrig og tyrkerne. Han hadde av den grunn ikke kunnet opptre mot protestantene med den kraft han hadde ønsket. Det var imidlertid klart for alle, at striden mellom katholiker og protestanter til sist måtte bli avgjort ved sverdet. De fleste protestantiske fyrster sluttet derfor et forbund i Schmálkalden (i Thüringen); de forpliktet seg til, om det ble nødvendig, å forsvare sin tro med våpenmakt. Luther ønsket at han ikke måtte oppleve krigen. Dette hans ønske gikk også i oppfyllelse. Han døde i 1546, nettopp som han på en reise oppholdt seg i sin fødeby Eisleben. Han ligger begravet i Wittenberg.

Allerede året etter begynte krigen mellom keiseren og protestantene (den schmalkaldiske krig). I begynnelsen var keiseren overlegen; men der inntrådte en vending, da protestantene fikk en dyktig anfører i Moritz av Sachsen og ble støttet av Frankrig. Keiseren ble nødt til å gi etter og slutte religionsfreden i Augsburg (1555). Ved 124denne fikk de tyske fyrster rett til, om de ville, å anta den lutherske lære og innføre den i sine lande.

Zwingli og Calvin.

Omtrent samtidig med Luther opptrådte en annen reformator, nemlig Ulrich Zwingli. Han var prest i Zürich i Schweiz. Også Zwingli begynte med å ivre mot avlatshandelen, men endte med å angripe selve pavemakten. Han fant støtte hos rådet i Zürich, og hans lære spredte seg ut over de nordlige og vestlige kantoner i Schweiz. Men skogkantonene holdt på katolisismen; det kom til krig, og Zwingli falt i kampen. Hans gjerning fortsattes av franskmannen Johan Calvin, som virket i Genf og var en kraftig, men streng og hard mann. Zwinglis og Calvins lære stemmer i det vesentlige med Luthers, men avviker fra denne i oppfatningen av sakramentene. Derimot var deres kirkeordning en ganske annen. Hver menighet skulle styre seg republikansk gjennom et av menigheten valgt råd; dettes medlemmer kaltes presbyter, og derav hele kirkeordningen den presbyterianske. De sveitsiske reformatorers lære, som kalles den reformerte, utbredte seg foruten over Schweiz også over Vesttyskland, Holland, Storbritannien og for en tid også Frankrig.

Jesuittene.

Den protestantiske læres raske utbredelse vakte den katolske kirke opp av dens dvale. Den rustet seg til forsvar. På et stort kirkemøte i Trient i Sydtyrol fastslo katolikkene sin lære i motsetning til den protestantiske. Følgen av dette skritt var at der opstod et skarpt skille mellom de to kirker. Den kraftigste støtte fikk den vaklende pavemakt i en ny munkeorden, nemlig jesuiternes. Ordenen stiftedes av en spansk ridder Ignátius Loyóla. Han var blitt såret i et slag; mens han lå syk av sitt sår, tilbrakte han tiden med å lese helgenlegender. Disse gjorde et sådant inntrykk på ham, at han stillede seg som mål selv å bli en helgen. Etter å ha valfartet til Jerusalem ga han seg ifærd med studeringer og stiftede et selskap, som i 1540 ble stadfestet av paven under navn av «Jesu selskap». Denne ordens medlemmer avla de alminnelige munkeløfter om armod, kyskhet og lydighet, men tilsvor ved siden heraf paven ubetinget lydighet; de 125skulle uvegerlig utføre alle befalinger som denne måtte gi dem.

Selskapet ble ordnet rent militært; generalen, som hadde den øverste ledelse, bodde i Rom; under ham stod høyere og lavere offiserer og endelig de menige munker. Medlemmene brugtes til det arbeide som deres evner best passet til. Noen tjente som misjonærer ute blant hedningene, andre sendtes som skriftefedre til hoffene, atter andre oprettede skoler og virket som lærere. Deres skoler hørte til de beste man den tid hadde; de ble derfor godt besøkt, og dette benyttet jesuittene til å vinne ungdommen for pavens sak. De snek seg også inn i protestantiske lande og søkte i hemmelighet å virke for katolisismen. Ordenen fikk meget stor utbredelse og var et meget virksomt redskap i pavens hånd. Den gjorde seg imidlertid mer og mer forhatt også i katolske lande ved den makt den udøvede. I siste halvdel av det 18de aarh. måtte paven gi etter for den alminnelige klage og oppheve ordenen. I 1814 oprettedes den paany og har atter vundet adskillig betydning, dog ikke på langt nær så stor som den, den engang hadde hatt.