116

Blandt Østeuropas stater maa i den senere middelalder merkes Ungarn, Polen, Rusland og det græske keiserdømme i Konstantinopel.

De vilde ungarer blev omtr. aar 1000 vundet for den 117romersk-katholske kirke. Det samme var tilfældet med polakkerne, hvis rige efterhaanden kom til at omfatte landene fra Østersjøen hen mod det sorte hav.

Rusland. I Rusland gik det gamle Gardarikes svenske befolkning op i den langt talrigere slaviske. Der opstod flere smaariger; inden disse blev den græsk katholske religion den raadende. Henimod midten af det 13de aarh. blev Rusland erobret af mongolerne. Disse var under anførsel af den vældige Djengiskan fra Mongoliet trængt ind i Kina. Efter at have taget dette land drog de under de vildeste herjinger først til Forindien og derfra til Rusland. Først paa grænsen til Tyskland vendte de om; disse egne forekom dem fattige ved siden af Asiens rige lande. Derpaa blev Bagdad erobret, og det var forbi med det store kalifat (1258) (side 57). Det store mongolske erobringsrige opløste sig imidlertid i flere stater; men i 200 aar vedblev Rusland at staa under de fremmede erobrere. Mod slutningen af det 15de aarh. lykkedes det Moskvas storfyrste Ivan at befri landet og gjøre sig til Nord- og Mellemruslands herre. Mange mongolske familier blev imidlertid i landet og gik over i den russiske adel.

Tyrkerne. En tyrkisk stamme, som efter sin høvding Osman fik navn af de osmaniske tyrker, stiftede omtr. aar 1300 et rige i det nordlige Lilleasien. Herfra begyndte de at angribe det græske keiserrige. Dette var i aarenes løb blevet svagere og svagere og holdt sig kun ved leietroppers hjælp. Keiserens magt var indskrænket til de nærmeste dele af Lilleasien og til Balkanhalvøen; men selv her havde han lidet at sige, da indvandrede slaver dannede flere mere og mindre selvstændige riger. Tyrkerne tog det ene landskab efter det andet, og tilsidst havde keiseren kun Konstantinopel igjen. Med en hær paa 250 000 mand begyndte den tyrkiske sultan Muhámmed 2 at beleire byen. Den sidste keiser hed Konstantin 11; med kun 7 000 mand forsvarede han sin hovedstad. Men modstand var i længden umulig. Byen blev stormet, keiseren faldt, og Konstantinopel var i tyrkernes hænder (1453). Muhammed gjorde byen til sin hovedstad og skaanede derfor dens bygninger. Senere tog 118tyrkerne ogsaa Syrien og Ægypten, og dannede ved middelalderens slutning en af alle frygtet stat.

116

Blant Østeuropas stater må i den senere middelalder merkes Ungarn, Polen, Rusland og det greske keiserdømme i Konstantinopel.

De ville ungarer ble omtr. år 1000 vundet for den 117romersk-katolske kirke. Det samme var tilfellet med polakkene, hvis rike etterhånden kom til å omfatte landene fra Østersjøen hen mot det sorte hav.

Rusland. I Rusland gikk det gamle Gardarikes svenske befolkning opp i den langt talrigere slaviske. Der opstod flere småriker; innen disse ble den gresk katolske religion den rådende. Henimot midten av det 13de aarh. ble Rusland erobret av mongolene. Disse var under anførsel av den veldige Djengiskan fra Mongoliet trengt inn i Kina. Etter å ha tatt dette land drog de under de villeste herjinger først til Forindien og derfra til Rusland. Først på grensen til Tyskland vendte de om; disse egne forekom dem fattige ved siden av Asiens rike lande. Derpå ble Bagdad erobret, og det var forbi med det store kalifat (1258) (side 57). Det store mongolske erobringsrike oppløste seg imidlertid i flere stater; men i 200 år vedble Rusland å stå under de fremmede erobrere. Mot slutningen av det 15de aarh. lyktes det Moskvas storfyrste Ivan å befri landet og gjøre seg til Nord- og Mellemruslands herre. Mange mongolske familier ble imidlertid i landet og gikk over i den russiske adel.

Tyrkerne. En tyrkisk stamme, som etter sin høvding Osman fikk navn av de osmaniske tyrker, stiftede omtr. år 1300 et rike i det nordlige Lilleasien. Herfra begynte de å angripe det greske keiserrike. Dette var i årenes løp blitt svakere og svakere og holdt seg kun ved leietroppers hjelp. Keiserens makt var innskrenket til de nærmeste dele av Lilleasien og til Balkanhalvøen; men selv her hadde han lite å si, da indvandrede slaver dannede flere mer og mindre selvstendige riker. Tyrkerne tok det ene landskap etter det andre, og til sist hadde keiseren kun Konstantinopel igjen. Med en hær på 250 000 mann begynte den tyrkiske sultan Muhámmed 2 å beleire byen. Den siste keiser het Konstantin 11; med kun 7 000 mann forsvarte han sin hovedstad. Men motstand var i lengden umulig. Byen ble stormet, keiseren falt, og Konstantinopel var i tyrkernes hender (1453). Muhammed gjorde byen til sin hovedstad og skånet derfor dens bygninger. Senere tok 118tyrkerne også Syrien og Ægypten, og dannede ved middelalderens slutning en av alle fryktet stat.