109

I 1319 arvede den unge Magnus Erikssøn af Folkungeætten (1319—1374) Norge efter sin morfader Haakon Magnussøn 110den ældre og valgtes til Sveriges konge efter sin farbroder Birger (side 99). Under Magnus's mindreaarighed fik stormændene meget at sige. Rigsraadet hævede sig i begge lande til stor magt ved kongens side; i rigsraadet sad biskoperne og de fornemste verdslige herrer. Som voksen magtede Magnus ingenlunde den vanskelige opgave at styre de to riger.

Under Magnus kom «den sorte død» til Norden. Med et skib blev den bragt fra England til Bergen og bredte sig ud over Norge og Sverige. Samtidig rasede den ogsaa i Danmark. Farsoten hjemsøgte selv de mest afsides liggende dale; men byerne led dog mest. I Norge døde erkebispen og 3 andre biskoper. Man kan vistnok regne at omtrent en tredjedel af Nordens befolkning døde af pesten. Tabet føltes haardest i Norge, da landet paa denne tid befandt sig i tilbagegang med hensyn til velstand og politisk magt. Skibsfarten til fremmede lande stansede næsten ganske, og al handel kom i hanseaternes hænder. Dette skede samtidig med at Norges gamle adel hurtig uddøde. Landet kom derved til at staa uden førere, og det netop paa en tid da det kom i den nøieste berøring med nabolandene Sverige og Danmark, der var i rask udvikling og fremgang og lededes af en kraftig adel. Svenske og endmere danske adelsmænd strømmede ind i Norge og tilgiftede sig det norske adelige jordgods. Med dem blev det danske sprog de høiere klassers talesprog i Norge, og oldnorsken ophørte at være skriftsproget. Norge havde hidtil i mange henseender været det første blandt Nordens lande; nu sank det dybt og kom i afhængighed af de andre.

I Norge maatte Magnus tage sin yngste søn Haakon Magnussøn den yngre til medkonge (1355—1380). Denne blev en tid ogsaa konge i Sverige; med her maatte snart baade fader og søn vige for de misfornøiede svenske herrer, som valgte Albrekt af Meklenburg til konge.

Danmark var allerede under Erik Menved og endnu mere under hans broder Kristoffer 2 i fuld opløsning, idet hele landet var pantsat til fremmede fyrster (side 101). Da Kristoffer døde, blev der ikke engang valgt nogen konge.

111Den holstenske grev Gert raadede i Jylland. Da han blev myrdet af sin uven Nils Ebbessøn, vovede Kristoffers søn Valdemar sig hjem fra Tyskland og blev valgt til konge (1340—1375). Valdemar har af sit mundheld: «Imorgen er der atter en dag» faaet tilnavnet Atterdag. Han var en klog, forslagen fyrste, og det lykkedes ham efterhaanden atter at samle Danmark. Estland solgte han og kjøbte derfor vigtigere dele tilbage. Valdemar tog ogsaa byen Visby og lagde Gotland under Danmark. Dette bragte ham i en yderst ulykkelig krig med hanseaterne; thi Visby var en af hanseforbundets vigtigste byer.

Valdemars datter Margrethe var gift med den norske konge Haakon Magnussøn den yngre. Deres eneste barn var sønnen Olav. Da Valdemar døde i 1375, blev Olav valgt til hans eftermand, og i 1380 arvede han Norge efter sin fader Haakon. Under Olavs mindreaarighed styrede moderen Margrethe i begge lande; han skulde netop begynde at tage del i styrelsen, da han døde i 1387. Margrethe blev midlertidig taget til regjerende dronning baade i Danmark og Norge. Til disse lande lagde hun Sverige, hvor en stor del af herremændene var misfornøiet med Albrekt og indkaldte Margrethe. Albrekt blev slaaet og fanget i slaget ved Falkjøping i Vestergøtland. Sverige gav sig derpaa under Margrethe, og saaledes var i 1389 de tre nordiske riger forenede.

Margrethe fik en slegtning, den 6-aarige Erik af Pommern, taget til konge i Norge; senere blev han ogsaa valgt til konge i Danmark og Sverige. Margrethe skulde styre for ham, medens han var barn; men ogsaa efterat han var blevet voksen, vedblev hun at føre regjeringen. I 1397 kronedes Erik i Kalmar som konge over alle tre riger. Margrethe forsøgte samtidig at faa istand en ordentlig forening med faste bestemmelser; men dette lykkedes ikke. Den forening mellem de tre lande, som kom til at bestaa i længere tid, har faaet navn efter dette møde i Kalmar; den kaldes nemlig Kalmarunionen og regnes fra 1397—1523.

Margrethe styrede med stor kraft, og alle maatte bøie 112sig for hende. Da hun døde i 1412, overtog Erik selv styret. Han førte en meget uheldig krig med de holstenske grever om Sønderjylland eller Slesvig, som fra Valdemar Seiers tid havde været et eget hertugdømme under dansk overhøihed; krigen endte med at en af greverne fik Slesvig i len. Holstenerne fik i denne krig hjælp af hanseaterne, som var forbitrede paa Erik, fordi han begyndte at kræve told af alle skibe som seilede gjennem Øresund. Krigen førtes mest tilsjøs, og her var hanseaterne overlegne, da ingen af de nordiske riger længer havde nogen ordentlig krigsflaade. Bergen blev to gange overfaldt og plyndret. Fra den tid fik tyskerne endnu fastere fod i denne by; de bemægtigede sig hele «Bryggen», hvor handelen foregik, og dannede en liden stat for sig med egne love og egen styrelse («Tyskebryggen» og «Kontoret»).

Man blev snart misfornøiet med Erik. I Norge og Sverige klagede man over de store skatter, og over at han indsatte danske fogder. Tilsidst maatte han give Norge en egen styrelse med landets rigeste mand, Sigurd Jonssøn, i spidsen. I Sverige optraadte Engelbrekt Engelbrektsson fra Dalarne som folkets talsmand. Da klager ikke nyttede, gjorde dalkarlene med Engelbrekt i spidsen opstand, og det endte med at en indfødt stormand, Karl Knutsson Bonde, blev rigsforstander. I Danmark klagede man over skatterne og de mange tyskere Erik trak ind i landet. Kjed af de stadige klager, drog Erik til Gotland og levede senere som sjørøver. Danskerne og svenskerne afsatte ham straks (1439); nordmændene gjorde det først et par aar senere. Under Erik blev Kjøbenhavn Danmarks hovedstad.

Eriks efterfølger blev hans søstersøn Kristoffer af Baiern (1439—1448). Under ham raadede der fred mellem rigerne indbyrdes. Men Danmark var hjemsøgt af en fortvilet bondeopstand. Bønderne søgte at fri sig for den stadig mere trykkende tvang som adelen holdt dem i. Men opstanden gjorde tilstanden værre end før; endnu flere selveiere mistede sin jord og sank ned til at blive fæstebønder paa de stores godser. 113Kristian I (1448—1481). Efter Kristoffers død løstes foreningen for en tid. Danskerne tog Kristian I af Oldenburg til konge, medens de svenske valgte Karl Knutsson (1448—1470) til konge. I Norge stod partierne mod hverandre; geistligheden, som i det hele var mod foreningen med Danmark, fik taget Karl Knutsson til norsk konge; men de indflyttede danske adelsmænd satte igjennem, at Kristian i 1450 blev kronet i Trondhjem som Norges konge. Fra den tid af var Norge og Danmark forenet helt til 1814. Kristian gjorde forsøg paa ogsaa at vinde Sverige. Her gjorde Karl sig mindre afholdt nærmest ved sin gjerrighed og mistroiskhed. Det lykkedes Kristian et par gange at fordrive Karl fra Sverige; men Karl kom hver gang tilbage og døde i besiddelse af magten (1470). Svenskerne tog da Sten Sture den ældre til rigsforstander.

Bedre lykkedes det Kristian paa en anden kant at udvide sine besiddelser. Den sidste holstenske greve af Gerts æt døde. Kristian blev da ikke blot hertug i Slesvig, men han fik ogsaa holstenerne til at vælge ham til sin greve¹. Begge hertugdømmer vedblev paa det nærmeste at styres sammen, og saaledes fortsattes denne for Danmark saa ulykkelige forening mellem det danske Slesvig og det tyske Holsten.

Kristian yndede meget pragt og foretog meget kostbare udenlandsreiser. Paa en af disse var han i Rom og fik her pavens samtykke til at oprette et universitet i Kjøbenhavn. Dette aabnedes 1479, to aar efterat Sten Sture havde grundet universitetet i Upsala. Tidligere havde nordboerne maattet drage til udenlandske universiteter. Paa grund af sin pragtsyge og sine krige med Sverige var Kristian altid i pengeknibe. Dette førte til at Norge mistede de skotske øer. Kristians datter egtede nemlig den skotske konge, og som afbetaling paa hendes medgift eftergaves skatten for Suderøerne; da dette ikke var nok, blev Orknøerne og Shetlandsøerne sat i pant for resten, og disse øer blev aldrig siden indløst. Den stadige pengenød bragte Kristian i afhængighed af hanseaterne som laante ham penge. Hvor afmægtig han var ligeoverfor

8 — Historie for middelskolen.

114dem, viste sig bedst af hvad der skede i Bergen. Her overfaldt tyskerne kongens befalingsmand, ridderen Olav Nilssøn. Han søgte tilflugt i Nonnesæter kloster sammen med Bergens biskop. Tyskerne stormede og brændte klostret og dræbte baade Olav og biskopen; men kongen gjorde intet for at hevne denne ugjerning.

Hans (1481—1513). Efter Kristians død blev hans søn Hans konge i Danmark og Norge. I Sverige vedblev Sten Sture at styre til 1497, da det lykkedes Hans for en kort tid at vinde landet. I aaret 1500 gjorde Hans sammen med sin broder Fredrik, med hvem han havde delt Slesvig og Holsten, et tog mod de frihedselskende ditmarsker. Disse boede i det vestlige Holsten og styrede sig selv som frie bønder. Hele den holstenske adel fulgte kongen, som desuden havde taget en hel del tyske leietropper i sin tjeneste. Man ventede en let seier over de faatallige bønder. Adelsmændene drog ud pyntede som til fest. Hæren rykkede frem, paa en smal, sølet vei; paa begge sider var der dybe grøfter, som kunde sættes under vand, naar man aabnede sluserne mod havet. Ditmarskerne havde opført en skanse tvertover veien og opstillet kanoner bag den. Da hæren rykkede frem, aabnedes sluserne, kanonilden begyndte, og ditmarskerne anrettede et frygteligt blodbad paa fienderne, som stod sammenpakkede paa veien. Det lykkedes saavidt kongen og hans broder at redde sig; men de mistede en stor del af sin hær og den gamle danebrogsfane.

Ved efterretningen om dette nederlag reiste Sverige sig. Sten Sture blev atter rigsforstander, og efterfulgtes som saadan først af Svante Nilsson og derpaa af dennes søn Sten Sture den yngre. Ogsaa i Norge blev der uro. Knut Alvssøn var dengang landets første mand; han gjorde opstand i haab om hjælp fra Sverige. Han tog Akershus fæstning; men hjælpen udeblev, og Hans sendte op en flaade og hær under anførsel af Knuts personlige uven, Henrik Krummedike. Med frit leide begav Knut sig ombord paa Henriks skib for at tinge med ham; her blev han troløst overfaldt og myrdet, og opstanden dæmpedes. Paa grund af 115den vedblivende gjæring sendte Hans sin søn Kristian herop. Under ham kom det atter til kamp, idet bønderne paa Hedemarken reiste sig under Herlog Høfvudfat; de blev imidlertid overvundet, og deres ledere blev henrettet.

Kristian 2 (1513—1523). Efter Hans fulgte hans allerede nævnte søn Kristian 2. Kristian var begavet og dygtig, men tyrannisk og mistænksom. Han satte sig som opgave at gjøre sig til enevældig konge; han kjæmpede derfor hele sin regjering mod adelen og den høiere geistlighed og fandt støtte hos borgerne og bønderne, hvis kaar han søgte at forbedre. Han forbød saaledes at sælge de vordnede bønder og ophævede strandretten, som havde ført til at de skibbrudne ofte blev myrdet og deres gods ranet. Skolevæsenet i byerne blev ordnet paa en bedre maade. Han ophjalp stædernes handel, og for at komme hanseaterne tillivs drog han hollænderne til landet. Han havde en god raadgiver i den kloge Sigbrit, en hollandsk kvinde som han havde lært at kjende i Bergen, dengang han var deroppe som kronprins. Hun havde fulgt ham til Danmark med sin datter Dyveke, som var kongens elskerinde.

I Sverige fik Sten Sture den yngre en farlig fiende i den unge erkebiskop Gustav Trolle, som stod paa de danske kongers parti og derfor blev afsat af det svenske rigsraad. Gustav Trolle søgte hjælp hos Kristian 2, og det lykkedes denne efter et par forgjæves forsøg at beseire Sten Sture, som blev dødelig saaret i slaget. Stockholm maatte overgive sig, og Sverige var vundet (1520). Kristian lod sig med stor pragt krone i Stockholm som svensk arvekonge og mente med ett slag at kunne knække sine modstandere. Under kroningsfestlighederne lod han pludselig de paa slottet forsamlede herrer fængsle. Gustav Trolle optraadte som anklager; en ret sattes, bestaaende af en dansk biskop og endel svenske prester. Alle som havde været delagtige i erkebiskopens afsættelse, blev dømt skyldige. Kristian lod straks de dømte henrette paa Stortorvet i Stockholm; blandt de henrettede var biskoper, riddere og byens første borgere. Denne begivenhed har faaet navn af «det stockholmske blodbad».

116Kristian drog nu hjem for ogsaa at gjøre sig til arvekonge i Danmark. Men straks han havde forladt Sverige, kom det her til en alvorlig reisning. Lederen for opstanden var den unge Gustav Vasa, som en tid havde været i dansk fangenskab, men var rømt derfra og vendt tilbage til Sverige. Efter det stockholmske blodbad, hvor hans fader var et af ofrene, drog han til Dalarne og søgte at faa Sturernes gamle tilhængere, dalkarlene, til at reise sig. Længe var hans forsøg frugtesløse, og mangen gang var det kun med største nød at han undgik sine forfølgere. Tilsidst bestemte dalkarlene sig til at følge ham. Reisningen greb om sig, og i en hast lykkedes det Gustav at rense Sverige for danskerne og blive valgt til rigsforstander (1521).

I Danmark gik det ikke bedre for Kristian. Han kom i krig med hanseaterne, og deraf benyttede den danske adel sig til at slutte forbund med hans farbroder, hertug Fredrik af Holsten, og opsige Kristian troskab og lydighed. Kristian kunde stole paa borgerne, især i Kjøbenhavn og Malmø, samt paa nordmændene. Men han foretrak at reise til Holland for at søge hjælp der. Kristian var nemlig gift med Elisabet, en søster af keiser Karl 5. Af hendes store medgift havde han endnu meget tilgode, og disse penge haabede han nu at faa ind; derfor vilde han hverve en hær og prøve at vinde sine lande tilbage. I 1523 indskibede han sig med sin familie og nogle trofaste, deriblandt Sigbrit, og seilede til Holland. Fredrik blev taget til konge i Danmark og Norge; svenskerne gav samtidig Gustav Vasa kongenavn. Hermed er det i 1523 for bestandig forbi med Kalmarunionen.

109

I 1319 arvede den unge Magnus Erikssøn av Folkungeætten (1319—1374) Norge etter sin morfader Haakon Magnussøn 110den eldre og valgtes til Sveriges konge etter sin farbroder Birger (side 99). Under Magnus's mindreårighet fikk stormennene meget å si. Riksrådet hevet seg i begge lande til stor makt ved kongens side; i riksrådet satt biskopene og de fornemste verdslige herrer. Som voksen magtede Magnus ingenlunde den vanskelige oppgave å styre de to riker.

Under Magnus kom «den sorte død» til Norden. Med et skip ble den brakt fra England til Bergen og bredte seg ut over Norge og Sverige. Samtidig raste den også i Danmark. Farsoten hjemsøkte selv de mest avsides liggende dale; men byene led dog mest. I Norge døde erkebispen og 3 andre biskoper. Man kan vistnok regne at omtrent en tredjedel av Nordens befolkning døde av pesten. Tapet føltes hardest i Norge, da landet på denne tid befandt seg i tilbakegang med hensyn til velstand og politisk makt. Skipsfarten til fremmede lande stanset nesten ganske, og all handel kom i hanseaternes hender. Dette skjedde samtidig med at Norges gamle adel hurtig uddøde. Landet kom derved til å stå uten førere, og det nettopp på en tid da det kom i den nøyeste berøring med nabolandene Sverige og Danmark, der var i rask utvikling og fremgang og lededes av en kraftig adel. Svenske og enda mer danske adelsmenn strømmet inn i Norge og tilgiftede seg det norske adelige jordgods. Med dem ble det danske språk de høyere klassers talespråk i Norge, og oldnorsken opphørte å være skriftspråket. Norge hadde hittil i mange henseender vært det første blant Nordens lande; nå sank det dypt og kom i avhengighet av de andre.

I Norge måtte Magnus ta sin yngste sønn Haakon Magnussøn den yngre til medkonge (1355—1380). Denne ble en tid også konge i Sverige; med her måtte snart både far og sønn vike for de misfornøyde svenske herrer, som valgte Albrekt av Meklenburg til konge.

Danmark var allerede under Erik Menved og enda mer under hans bror Kristoffer 2 i full oppløsning, idet hele landet var pantsatt til fremmede fyrster (side 101). Da Kristoffer døde, ble der ikke engang valgt noen konge.

111Den holstenske grev Gert rådde i Jylland. Da han ble myrdet av sin uvenn Nils Ebbessøn, vovede Kristoffers sønn Valdemar seg hjem fra Tyskland og ble valgt til konge (1340—1375). Valdemar har av sitt munnhell: «I morgen er der atter en dag» fått tilnavnet Atterdag. Han var en klok, forslagen fyrste, og det lyktes ham etterhånden atter å samle Danmark. Estland solgte han og kjøpte derfor viktigere dele tilbake. Valdemar tog også byen Visby og la Gotland under Danmark. Dette brakte ham i en ytterst ulykkelig krig med hanseatene; thi Visby var en av hanseforbundets viktigste byer.

Valdemars datter Margrethe var gift med den norske konge Haakon Magnussøn den yngre. Deres eneste barn var sønnen Olav. Da Valdemar døde i 1375, ble Olav valgt til hans eftermand, og i 1380 arvet han Norge etter sin far Haakon. Under Olavs mindreårighet styrte moren Margrethe i begge lande; han skulle nettopp begynne å ta del i styrelsen, da han døde i 1387. Margrethe ble midlertidig taget til regjerende dronning både i Danmark og Norge. Til disse lande la hun Sverige, hvor en stor del av herremennene var misfornøyd med Albrekt og innkalte Margrethe. Albrekt ble slått og fanget i slaget ved Falkjøping i Vestergøtland. Sverige ga seg derpå under Margrethe, og således var i 1389 de tre nordiske riker forenede.

Margrethe fikk en slektning, den 6-aarige Erik av Pommern, taget til konge i Norge; senere ble han også valgt til konge i Danmark og Sverige. Margrethe skulle styre for ham, mens han var barn; men også etter at han var blitt voksen, vedble hun å føre regjeringen. I 1397 kronedes Erik i Kalmar som konge over alle tre riker. Margrethe forsøkte samtidig å få i stand en ordentlig forening med faste bestemmelser; men dette lyktes ikke. Den forening mellom de tre lande, som kom til å bestå i lenger tid, har fått navn etter dette møte i Kalmar; den kalles nemlig Kalmarunionen og regnes fra 1397—1523.

Margrethe styrte med stor kraft, og alle måtte bøye 112seg for henne. Da hun døde i 1412, overtok Erik selv styret. Han førte en meget uheldig krig med de holstenske grever om Sønderjylland eller Slesvig, som fra Valdemar Seiers tid hadde vært et eget hertugdømme under dansk overhøyhet; krigen endte med at en av grevene fikk Slesvig i len. Holstenerne fikk i denne krig hjelp av hanseatene, som var forbitrede på Erik, fordi han begynte å kreve toll av alle skip som seilede gjennom Øresund. Krigen førtes mest til sjøs, og her var hanseatene overlegne, da ingen av de nordiske riker lenger hadde noen ordentlig krigsflåte. Bergen ble to ganger overfalt og plyndret. Fra den tid fikk tyskerne enda fastere fot i denne by; de bemektiget seg hele «Bryggen», hvor handelen foregikk, og dannede en liten stat for seg med egne lover og egen styrelse («Tyskebryggen» og «Kontoret»).

Man ble snart misfornøyd med Erik. I Norge og Sverige klaget man over de store skatter, og over at han innsatte danske fogder. Til sist måtte han gi Norge en egen styrelse med landets rikeste mann, Sigurd Jonssøn, i spidsen. I Sverige opptrådte Engelbrekt Engelbrektsson fra Dalarne som folkets talsmann. Da klager ikke nyttet, gjorde dalkarlene med Engelbrekt i spidsen oppstand, og det endte med at en innfødt stormann, Karl Knutsson Bonde, ble rigsforstander. I Danmark klaget man over skattene og de mange tyskere Erik trakk inn i landet. Kjed av de stadige klager, drog Erik til Gotland og levde senere som sjørøver. Danskene og svenskene avsatte ham straks (1439); nordmennene gjorde det først et par år senere. Under Erik ble Kjøbenhavn Danmarks hovedstad.

Eriks etterfølger ble hans søstersønn Kristoffer av Baiern (1439—1448). Under ham rådde der fred mellom rikene innbyrdes. Men Danmark var hjemsøkt av en fortvilet bondeopstand. Bøndene søkte at fri seg for den stadig mer trykkende tvang som adelen holdt dem i. Men oppstanden gjorde tilstanden verre enn før; enda flere selveiere mistet sin jord og sank ned til å bli festebønder på de stores godser. 113Kristian I (1448—1481). Etter Kristoffers død løstes foreningen for en tid. Danskene tog Kristian I av Oldenburg til konge, mens de svenske valgte Karl Knutsson (1448—1470) til konge. I Norge stod partiene mot hverandre; geistligheten, som i det hele var mot foreningen med Danmark, fikk tatt Karl Knutsson til norsk konge; men de indflyttede danske adelsmenn satte igjennom, at Kristian i 1450 ble kronet i Trondhjem som Norges konge. Fra den tid av var Norge og Danmark forenet helt til 1814. Kristian gjorde forsøk på også å vinne Sverige. Her gjorde Karl seg mindre avholdt nærmest ved sin gjerrighet og mistroiskhet. Det lyktes Kristian et par gange å fordrive Karl fra Sverige; men Karl kom hver gang tilbake og døde i besittelse av makten (1470). Svenskene tog da Sten Sture den eldre til rigsforstander.

Bedre lyktes det Kristian på en annen kant å utvide sine besittelser. Den siste holstenske greve av Gerts ætt døde. Kristian ble da ikke blot hertug i Slesvig, men han fikk også holstenerne til å velge ham til sin greve¹. Begge hertugdømmer vedble på det nærmeste å styres sammen, og således fortsattes denne for Danmark så ulykkelige forening mellom det danske Slesvig og det tyske Holsten.

Kristian yndede meget prakt og foretok meget kostbare utenlandsreiser. På en av disse var han i Rom og fikk her pavens samtykke til å opprette et universitet i Kjøbenhavn. Dette åpnedes 1479, to år etter at Sten Sture hadde grunnet universitetet i Upsala. Tidligere hadde nordboerne måttet drage til utenlandske universiteter. På grunn av sin praktsyke og sine krige med Sverige var Kristian alltid i pengeknipe. Dette førte til at Norge mistet de skotske øyer. Kristians datter egtede nemlig den skotske konge, og som avbetaling på hennes medgift eftergaves skatten for Suderøerne; da dette ikke var nok, ble Orknøerne og Shetlandsøerne satt i pant for resten, og disse øyer ble aldri siden innløst. Den stadige pengenød brakte Kristian i avhengighet av hanseatene som lånte ham penger. Hvor avmektig han var ligeoverfor

8 — Historie for middelskolen.

114dem, viste seg best av hva der skjedde i Bergen. Her overfalt tyskerne kongens befalingsmann, ridderen Olav Nilssøn. Han søkte tilflukt i Nonnesæter kloster sammen med Bergens biskop. Tyskerne stormet og brente klostret og drepte både Olav og biskopen; men kongen gjorde intet for å hevne denne ugjerning.

Hans (1481—1513). Etter Kristians død ble hans sønn Hans konge i Danmark og Norge. I Sverige vedble Sten Sture å styre til 1497, da det lyktes Hans for en kort tid å vinne landet. I året 1500 gjorde Hans sammen med sin bror Fredrik, med hvem han hadde delt Slesvig og Holsten, et tog mot de frihetselskende ditmarsker. Disse bodde i det vestlige Holsten og styrte seg selv som frie bønder. Hele den holstenske adel fulgte kongen, som dessuten hadde tatt en hel del tyske leietropper i sin tjeneste. Man ventet en lett seier over de fåtallige bønder. Adelsmennene drog ut pyntede som til fest. Hæren rykket frem, på en smal, sølet vei; på begge sider var der dype grøfter, som kunne settes under vann, når man åpnet slusene mot havet. Ditmarskerne hadde oppført en skanse tvertover veien og oppstilt kanoner bak den. Da hæren rykket frem, åpnedes slusene, kanonilden begynte, og ditmarskerne anrettet et fryktelig blodbad på fiendene, som stod sammenpakkede på veien. Det lyktes såvidt kongen og hans bror å redde seg; men de mistet en stor del av sin hær og den gamle danebrogsfane.

Ved etterretningen om dette nederlag reiste Sverige seg. Sten Sture ble atter rigsforstander, og etterfulgtes som sådan først av Svante Nilsson og derpå av dennes sønn Sten Sture den yngre. Også i Norge ble der uro. Knut Alvssøn var dengang landets første mann; han gjorde oppstand i håp om hjelp fra Sverige. Han tok Akershus festning; men hjelpen uteble, og Hans sendte opp en flåte og hær under anførsel av Knuts personlige uvenn, Henrik Krummedike. Med fritt leide begav Knut seg ombord på Henriks skip for å tinge med ham; her ble han troløst overfalt og myrdet, og oppstanden dæmpedes. På grunn av 115den vedblivende gjæring sendte Hans sin sønn Kristian herop. Under ham kom det atter til kamp, idet bøndene på Hedemarken reiste seg under Herlog Høfvudfat; de ble imidlertid overvunnet, og deres ledere ble henrettet.

Kristian 2 (1513—1523). Etter Hans fulgte hans allerede nevnte sønn Kristian 2. Kristian var begavet og dyktig, men tyrannisk og mistenksom. Han satte seg som oppgave å gjøre seg til eneveldig konge; han kjempet derfor hele sin regjering mot adelen og den høyere geistlighet og fant støtte hos borgerne og bøndene, hvis kår han søkte å forbedre. Han forbød således å selge de vordnede bønder og opphevde strandretten, som hadde ført til at de skipbrudne ofte ble myrdet og deres gods ranet. Skolevesenet i byene ble ordnet på en bedre måte. Han ophjalp stædernes handel, og for å komme hanseatene til livs drog han hollenderne til landet. Han hadde en god rådgiver i den kloge Sigbrit, en hollandsk kvinne som han hadde lært å kjenne i Bergen, dengang han var deroppe som kronprins. Hun hadde fulgt ham til Danmark med sin datter Dyveke, som var kongens elskerinne.

I Sverige fikk Sten Sture den yngre en farlig fiende i den unge erkebiskop Gustav Trolle, som stod på de danske kongers parti og derfor ble avsatt av det svenske riksråd. Gustav Trolle søkte hjelp hos Kristian 2, og det lyktes denne etter et par forgjeves forsøk å beseire Sten Sture, som ble dødelig såret i slaget. Stockholm måtte overgi seg, og Sverige var vundet (1520). Kristian lot seg med stor prakt krone i Stockholm som svensk arvekonge og mente med ett slag å kunne knekke sine motstandere. Under kroningsfestlighetene lot han plutselig de på slottet forsamlede herrer fengsle. Gustav Trolle opptrådte som anklager; en rett sattes, bestående av en dansk biskop og endel svenske prester. Alle som hadde vært delaktige i erkebiskopens avsettelse, ble dømt skyldige. Kristian lot straks de dømte henrette på Stortorvet i Stockholm; blant de henrettede var biskoper, riddere og byens første borgere. Denne begivenhet har fått navn av «det stockholmske blodbad».

116Kristian drog nå hjem for også å gjøre seg til arvekonge i Danmark. Men straks han hadde forlatt Sverige, kom det her til en alvorlig reisning. Lederen for oppstanden var den unge Gustav Vasa, som en tid hadde vært i dansk fangenskap, men var rømt derfra og vendt tilbake til Sverige. Etter det stockholmske blodbad, hvor hans far var et av ofrene, drog han til Dalarne og søkte å få Sturernes gamle tilhengere, dalkarlene, til å reise seg. Lenge var hans forsøk fruktesløse, og mangen gang var det kun med største nød at han unngikk sine forfølgere. Til sist bestemte dalkarlene seg til å følge ham. Reisningen grep om seg, og i en hast lyktes det Gustav å rense Sverige for danskene og bli valgt til rigsforstander (1521).

I Danmark gikk det ikke bedre for Kristian. Han kom i krig med hanseatene, og derav benyttet den danske adel seg til å slutte forbund med hans farbroder, hertug Fredrik av Holsten, og oppsi Kristian troskap og lydighet. Kristian kunne stole på borgerne, især i Kjøbenhavn og Malmø, samt på nordmennene. Men han foretrakk å reise til Holland for å søke hjelp der. Kristian var nemlig gift med Elisabet, en søster av keiser Karl 5. Av hennes store medgift hadde han ennå meget tilgode, og disse penger håpet han nå å få inn; derfor ville han verve en hær og prøve å vinne sine lande tilbake. I 1523 indskibede han seg med sin familie og noen trofaste, deriblant Sigbrit, og seilede til Holland. Fredrik ble tatt til konge i Danmark og Norge; svenskene ga samtidig Gustav Vasa kongenavn. Hermed er det i 1523 for bestandig forbi med Kalmarunionen.