104

De luxemburgske keisere, som for en tid afløste Habsburgerne som keisere (side 79), gjorde ligesaa lidt som Rudolf af Habsburg noget forsøg paa at gjenvinde magten i Italien. Med romertogene var det nu for bestandig forbi; naar en tysk konge var valgt, antog han med det samme keisernavnet.

Kirkemødet i Konstans.

Den sidste af de luxemburgske keisere var Sigismund. Under ham holdtes et kirkemøde i Kónstans ved Bodensjø, som blev sammenkaldt (1414) for at ordne de kirkelige forhold. Efterat paverne havde opholdt sig 70 aar i Avignon (side 72), blev der (1378) valgt to paver, en i Rom og en i Avignon. Dette at der paa en gang var to paver, som begge gjorde fordring paa at være ufeilbare og erklærede hverandre for kjættere, bidrog meget til at svække pavemagtens anseelse. Et kirkemøde som var blevet indkaldt for at gjøre ende paa striden, gjorde kun ondt værre ved at vælge endnu en pave, saa man fik tre. I Konstans fik man alle tre til at nedlægge sin værdighed; derpaa valgte man en ny pave, som blev anerkjendt af alle og tog ophold i Rom.

For kirkemødet i Konstans blev Johan Hus indstævnet. Hus, som var lærer ved universitetet i Prag, havde ved Wiclefs skrifter faaet øiet op for mange kirkelige misbrug, og havde særlig optraadt mod pavens skammelige handel med syndsforladelse for penge (afladshandel). Han fik frit leide af keiser Sigismund for at reise til Konstans. Her blev han 105dømt til døden som kjætter og trods keiserens leide levende brændt. Hans tilhængere, husiterne, førte en fortvilet krig mod keiseren, før de blev undertvunget.

Ved Sigismunds død kom Habsburgerne atter paa tronen og beholdt denne, saalænge den tysk-romerske keiserværdighed bestod. Som keisere havde disse fyrster ikke stort at sige; Tyskland var delt i flere hundrede omtrent selvstændige smaastater. Men de hævede sig alligevel til stor magt ved stadig at udvide sine familiebesiddelser. Denne udvidelse skede især ved giftermaal. Keiser Maximilian fik saaledes Nederlandene ved at egte Karl den dristiges datter (side 103); deres søn Filip egtede Johanna, som var arving til de store spanske lande.

Italien.

Italien var i dette tidsrum opstykket i en mængde forskjellige stater. Disse stod i dannelse og rigdom over Europas andre lande; de var derfor gjenstand for de omboende fyrsters erobringslyst. De vigtigste stater var: Kirkestaten, som paverne paa denne tid udvidede, saa den strakte sig helt over til Adriaterhavet, samt republikerne Venedig, Genua og Florens. Den gjennem korstogene øgede handel med Østen var kommet Genua og endnu mere Venedig tilgode. Venedig var tidens første sjøfarende og handlende stat; store rigdomme strømmede til byen, som smykkedes med paladser og kirker, hvis pragt endnu beundres. Staden magtede at stille store flaader og hære og erhvervede sig mange besiddelser i de græske farvande. Ogsaa Florens hævede sig til stor magt og anseelse under Medicéernes dygtige ledelse. Mest navnkundig har denne æt gjort sig ved sin interesse for videnskab og kunst; det var Mediceerne som samlede de storartede kunstskatte, som nu drager saa mange mennesker til Florens. I Florens levede omkr. 1300 Italiens størtse digter Dante¹.

104

De luxemburgske keisere, som for en tid avløste Habsburgerne som keisere (side 79), gjorde likeså litt som Rudolf av Habsburg noe forsøk på å gjenvinne makten i Italien. Med romertogene var det nå for bestandig forbi; når en tysk konge var valgt, antok han med det samme keisernavnet.

Kirkemøtet i Konstans.

Den siste av de luxemburgske keisere var Sigismund. Under ham holdtes et kirkemøte i Kónstans ved Bodensjø, som ble sammenkalt (1414) for å ordne de kirkelige forhold. Etter at pavene hadde oppholdt seg 70 år i Avignon (side 72), ble der (1378) valgt to paver, en i Rom og en i Avignon. Dette at der på en gang var to paver, som begge gjorde fordring på å være ufeilbare og erklærede hverandre for kjettere, bidrog meget til å svekke pavemagtens anseelse. Et kirkemøte som var blitt innkalt for å gjøre ende på striden, gjorde kun ondt verre ved å velge ennå en pave, så man fikk tre. I Konstans fikk man alle tre til å nedlegge sin verdighet; derpå valgte man en ny pave, som ble anerkjent av alle og tok opphold i Rom.

For kirkemøtet i Konstans ble Johan Hus innstevnet. Hus, som var lærer ved universitetet i Prag, hadde ved Wiclefs skrifter fått øyet opp for mange kirkelige misbruk, og hadde særlig opptrådt mot pavens skammelige handel med syndsforlatelse for penger (avlatshandel). Han fikk fritt leide av keiser Sigismund for å reise til Konstans. Her ble han 105dømt til døden som kjetter og trass keiserens leide levende brent. Hans tilhengere, husittene, førte en fortvilet krig mot keiseren, før de ble undertvunget.

Ved Sigismunds død kom Habsburgerne atter på tronen og beholdt denne, så lenge den tysk-romerske keiserverdighet bestod. Som keisere hadde disse fyrster ikke stort å si; Tyskland var delt i flere hundre omtrent selvstendige småstater. Men de hevet seg allikevel til stor makt ved stadig å utvide sine familiebesiddelser. Denne utvidelse skjedde især ved giftermål. Keiser Maximilian fikk således Nederlandene ved å ekte Karl den dristiges datter (side 103); deres sønn Filip egtede Johanna, som var arving til de store spanske lande.

Italien.

Italien var i dette tidsrom oppstykket i en mengde forskjellige stater. Disse stod i dannelse og rikdom over Europas andre lande; de var derfor gjenstand for de omboende fyrsters erobringslyst. De viktigste stater var: Kirkestaten, som pavene på denne tid udvidede, så den strakte seg helt over til Adriaterhavet, samt republikkene Venedig, Genua og Florens. Den gjennom korstogene økte handel med Østen var kommet Genua og enda mer Venedig tilgode. Venedig var tidens første sjøfarende og handlende stat; store rigdomme strømmet til byen, som smykkedes med palasser og kirker, hvis prakt ennå beundres. Staden magtede å stille store flåter og hære og erhvervede seg mange besittelser i de greske farvann. Også Florens hevet seg til stor makt og anseelse under Medicéernes dyktige ledelse. Mest navnkundig har denne ætt gjort seg ved sin interesse for vitenskap og kunst; det var Mediceerne som samlede de storartede kunstskatter, som nå drager så mange mennesker til Florens. I Florens levde omkr. 1300 Italiens størtse dikter Dante¹.