I 1328 uddøde i Frankrig huset Kapet med Filip den smukkes 3 sønner (side 74). Tronen gik da over til Filip 6 af en sidegren Valois (udt. Valoá). Den engelske konge Edvard 3, Edvard 1's sønnesøn (side 77), gjorde ogsaa fordring paa kronen, hvilket førte til langvarige krige mellem England og Frankrig («hundredeaarskrigene»). Den engelske konge aabnede kampen med et angreb paa det nordlige Frankrig. I 1346 stod slaget ved Crecy¹ (udt. Kresí, syd for Calais). De engelske riddere, deriblandt kongens unge søn, «den sorte prins», vandt her en afgjørende seier over franskmændenes overlegne skarer. Aaret efter erobredes det faste Calais, som derefter i 200 aar var i engelskmændenes hænder.
Siden blev der fred et par aar paa grund af en frygtelig pest (den sorte død), som fór herjende over Europas lande ved midten af det 14de aarh. Men krigen begyndte snart igjen. Engelskmændene under den sorte prins's anførsel blev overfaldt af den 6 gange saa store franske hær ved Poitiers (udt. Poatié, 1356); men de gjorde ikke desto mindre et uforfærdet angreb. Franskmændene flygtede, og tilsidst stod den 102franske konge Johan alene igjen paa valpladsen og vergede sig med sin vældige stridsøkse; han maatte overgive sig og sad nu flere aar i engelsk fangenskab; han kom kun fri mod store løsepenge. Det lykkedes senere de franske at vinde tilbage omtrent alle de tabte lande, og der var nu fred i flere aar.
Men saa fik Frankrig til sin ulykke en sindssvag konge, Karl 6, og hans slegtninge stredes om, hvem der skulde styre for ham. Heraf benyttede den tapre engelske konge Henrik 5 sig til at angribe landet. Mange franske vasaller sluttede sig til Henrik, som vandt et afgjørende slag. Det blev da aftalt at Henrik skulde egte Karls datter og arve Frankrig efter sin svigerfader. Da baade Karl og Henrik kort efter døde (1422), forlangte engelskmændene, at tronen skulde tilfalde Henriks unge søn, Henrik 6; men den franske daufin (udt. daafeng) eller kronprins tog ogsaa kongenavn som Karl 7. Det saa dog mørkt ud for ham, da bare nogle landsdele i det sydlige og midtre Frankrig holdt paa ham. Blandt disse var byen Orleans, som englænderne var ifærd med at beleire. I denne nød optraadte Johanne d'Arc som sit lands frelser. Det var en 17-aarig bondepige fra det østlige Frankrig. Hun troede at være udseet af Gud til at redde landet ud af de fremmedes hænder. I mandsdragt begav hun sig til Karl og bad ham give hende folk, saa skulde hun befri Orleans og føre ham til Rheims for at krones. Karl fattede tillid til hende og gav hende en afdeling soldater. Det lykkedes virkelig Johanne at befri Orleans (deraf hendes tilnavn «pigen fra Orleans») og derpaa at føre Karl tvers igjennem det af fiender besatte land og faa ham kronet i Rheims, de franske kongers kroningsstad. Senere forlod lykken hende; hun blev fangen af englænderne og brændt levende som heks. Hun havde imidlertid udført sin gjerning; de franske krigere, som i hende saa en udsending fra Gud, havde gjenvundet sit gamle mod og fædrelandskjærlighed. Krigen tog en anden vending; franskmændene trængte seierrig frem, og endte ikke før de havde fordrevet de engelske fra hele Frankrig, Calais alene undtagen.
103Frankrig.
Krigen bidrog i ikke ringe grad til at øge den franske konges magt. Karl 7 fik nemlig af stænderne bevilget en skat for at bestride udgifterne med en fast eller staaende hær. Derved blev kongen mindre afhængig af vasallerne, ja han fik et udmerket vaaben mod dem, da riddernes rustninger og vasallernes borge ikke kunde staa sig mod den kongelige hær, der for en stor del var udrustet med geværer og kanoner. Disse forhold forstod Karls søn Ludvig 11 († 1483) at drage sig til nytte. Ved list og ved magt lagde denne snedige og samvittighedsløse fyrste de sidste len under kronen, saa Frankrig ved hans død stod som et samlet rige under en sterk, næsten uindskrænket kongemagt. Vigtigst var erhvervelsen af Burgund. I dette store franske len havde en sidegren af kongehuset regjeret; de burgundiske hertuger havde ved giftermaal tillige erhvervet sig Nederlandene (Holland og Belgien), som med sin blomstrende industri hørte til Europas rigeste lande. Den sidste hertug var Karl den dristige. Han vilde underlægge sig Schweiz, men blev gjentagne gange slaaet af de frihedselskende schweiziske bønder; det sidste slag kostede ham livet (1477). Ludvig inddrog Burgund; men Karls øvrige lande fulgte hans datter Maria, som blev gift med den tyske keiser Maximilian, og kom saaledes i Habsburgernes hænder.
England.
I England fulgte paa hundredeaarskrigene borgerkrige, de saakaldte rosekrige¹, som rasede i 30 aar. De endte med at en ny kongeslegt i 1485 besteg tronen med Henrik 7 Tudor. De langvarige krige havde kostet en mængde adelsmænd liv og gods, hvilket kom den engelske kongemagt tilgode. Ogsaa geistlighedens stilling var rokket ved den engelske reformator Wiclefs optræden. Wiclef, som levede under Edvard 3, angreb kirkens misbrug og især den høiere geistligheds levesæt. Han fandt stor tilslutning inden borgerstanden, og om det end gjennem forfølgelser lykkedes at kue bevægelsen, saa var dog kirkens reformation i 104England forberedt ved hans virksomhed. Wiclef oversatte bibelen paa engelsk, og denne bibeloversættelse fik betydning for det engelske sprog. Tidligere havde hoffet og de høiere stænder talt fransk, de lavere klasser angelsaksisk. I tidens løb udjevnedes forskjellen mellem angelsakser og normanner, og fra Edvard 3's tid blev det engelske sprog, som havde udviklet sig af angelsaksisk under sterk paavirkning af fransk, almindelig brugt ogsaa ved hoffet og blandt de høiere klasser. —