Danmark blev først af de nordiske lande samlet til ett rige, først med Leire, senere med Roskilde til hovedstad. Til Danmark hørte i middelalderen baade Slesvig og Skaane med Halland og Blekinge. Kristendommen blev endelig indført i landet under Knut den mægtige.
Efter Magnus den godes død blev Svein Estridssøn konge (side 90). Svein var en meget dygtig mand, og han var en varm ven af kirken; han inddelte landet i bispedømmer og indsatte faste biskoper. Blandt hans 5 sønner, som blev konger den ene efter den anden, maa merkes Knut den hellige. Under sine bestræbelser for at indføre tienden blev han dræbt af jyderne, men ansaaes efter sin død for hellig. Han blev Danmarks landshelgen, ligesom kong Olav Norges og kong Erik Sveriges. Omkring 1100 begyndte der borgerkrig i landet mellem de mange kongssønner. Herved svækkedes kongemagten, og tronen kom til at besættes ved valg ligesom samtidig i Sverige.
Valdemarerne.
I 1157 endte borgerkrigene, idet det lykkedes Valdemar den store at blive enekonge (1157—1182). Orden skaffedes tilveie i landet, og Danmark hævede sig for en tid til stor magt. Landet havde i lange tider været udsat for angreb af de vilde hedenske vender. Valdemar og hans tro og dygtige hjælper, erkebiskop Absalon, gjorde flere tog mod dem og erobrede Rügen. 100Under Valdemars søn Knut Valdemarssøn (1182—1202) blev Pommerns fyrste beseiret af Absalon i et stort sjøslag, og Knuts broder Valdemar tvang Holsten til at erkjende Danmarks overhøihed. Paa denne tid levede munken Saxo Grammaticus, som tilskyndet af Absalon skrev Danmarks historie paa latin, fra de ældste tider ned til sin egen samtid.
Knuts broder og efterfølger Valdemar Seier (1202—1241) gjorde et tog til Estland; han beseirede de hedenske ester i et stort slag¹ og erobrede og kristnede landet. Valdemars magt stod nu paa sit høieste; han herskede foruden over Danmark over Holsten, Meklenburg, Pommern og Estland. Men pludselig forandredes alt; han blev overfaldt under en jagt og ført som fange til Meklenburg. Under hans fangenskab gik næsten alle Danmarks erobringer tabt. Da han var kommet paa fri fod igjen, søgte han at vinde det tabte tilbage, men blev slaaet. Estland var det eneste Danmark beholdt. I resten af sin regjeringstid søgte Valdemar at ophjælpe landet; han sørgede blandt andet for at de danske love blev nedskrevet; men hver landsdel vedblev endnu længe at have hver sin lov. Valdemar var to gange gift, først med den af folket elskede Dagmar fra Bøhmen, senere med Bengjerd, en hovmodig og haard portugisisk kongsdatter.
Under disse tre store konger, Valdemarerne, som de gjerne kaldes, opstod der en adelsstand i Danmark. For at skaffe sig et tungtvæbnet rytteri skjænkede kongen dem som var villige til at tjene tilhest, forleninger og skattefrihed. Da disse rettigheder snart blev arvelige, opstod der ligesom i Sverige en egen herrestand eller adel. Ved siden af denne stod den mægtige geistlighed. Men samtidig blev bøndernes stilling værre og værre. De fleste af dem blev fæstebønder paa de store godser og kom paa øerne og i Skaane efterhaanden i en ufri tjenerstilling, og var bundet til ikke at forlade det gods som de var født paa (vornedskab).
Efter Valdemar Seiers død fik Danmark daarlige konger, 101samtidig med at indre krige hørte til dagens orden. Under disse forhold sank kongemagten dybere og dybere, medens adelens og geistlighedens magt steg. Da kong Erik Menved døde i 1319, havde han næsten intet af landet igjen; han var stadig i pengenød, og for at skaffe penge havde han pantsat de fleste landsdele. For at opnaa den intetsigende kongetitel maatte hans broder Kristoffer ved kongevalget udstede den første haandfæstning, det er en skriftlig forpligtelse til herremænd og biskoper, som sikrede disse store rettigheder.