80

Norge, Sverige og Danmark har vistnok i tusender af aar være beboet af de samme folk, som fremdeles bor her, nordboer eller skandinaver. I de ældste tider brugte de vaaben og redskaber af sten, ben og træ (stenalderen); senere lærte de ogsaa at benytte bronce og guld (broncealderen). Ved Kristi fødsels tid blev jernet og sølvet kjendt; hermed traadte de ind i jernalderen. Landene var endnu for en stor del dækket af store skove og kun tyndt befolket; det var først ud i jernalderen at Norges indre bygder blev ryddet.

Beboerne bestod af frie og trælle; af trælle var der dog kun faa. Blandt de frie mænd var nogen fornemmere og rigere end de andre; disse dannede høvdingklassen eller adelen. Resten kaldtes bønder. Bønderne var dels eiere af den jord de dyrkede, og kaldtes da odelsbønder; dels havde de jorden i forpagtning; de kaldtes da leilændinger. I Norge boede bønderne spredte, hver paa sin gaard. I Danmark og Sverige boede de derimod mest sammen i landsbyer. Egentlige byer fandtes ikke, men vel enkelte større markedspladse; saadanne var Skiringsal lidt øst for Larvig, Upsala i Svealand og Leire paa Sjælland.

I Norge var landet delt i fylker; disse var atter delt i herreder. Herredets bønder mødtes paa herredstinget, hvor de fattede bestemmelser og dømte sig imellem; forhandlingerne lededes af en herse. Fylkets bønder mødtes videre 81paa fylkestinget; her blev love givet for hele fylket og retssager paadømt, hvis man ikke var fornøiet med herredstingets afgjørelse. Nogle fylker havde konger, som var ledere paa tinget og anførere i krig. En konge kunde undertiden ved heldige krige lægge flere fylker under sig. Kongen havde ikke ret til nogen skat, men modtog andel i de bøder som domstolene ilagde, samt i krigsbyttet og havde kongsgaarde at bo paa; her levede han omgivet af sin hird eller haandgangne mænd. I Danmark samledes tidlig den største del af landet under konger af Skjoldungeætten i Leire, og i Sverige blev Svealand samlet under Ynglingekongerne i Upsala.

De gamle nordboer kaldte sine guder æserne. Øverst blandt dem stod Oden, gudernes og menneskenes fader og behersker; hans hustru hed Frigg. Odens søn var Tor, tordenens sterke gud, som med sin hammer Mjølner kjæmpede mod de raa og ødelæggende væsener, som kaldtes jaatnerne. Frøia hed kjærlighedens fagre gudinde. De som døde sottedød, kom til underverdenen, hvor Hel raadede; men de som faldt i kamp, kom til Oden i Valhall. Guderne dyrkedes ved ofringer eller blót i templer eller haav. De mest bekjendte offersteder i Norden var de allerede nævnte markedspladse: Leire, Upsala og Skiringsal samt Mæren inderst ved Trondhjemsfjorden. Ofringerne forrettedes af presten eller goden (udt. gaaden). Det almindelige offerdyr var hesten, hvis kjød blev spist ved de store offerfester.

Nordboerne benyttede en egen slags skrift som kaldtes runer; mange stene med runeindskrifter er bevaret. Runerne er fra først af dannet efter de romerske bogstaver og kom til Norden gjennem Tyskland.

Det var almindelig skik om sommeren at fare i viking, d. v. s. paa krigsfærd til fremmede lande. Det var omkring aar 800 at vikingetogene for alvor tog opsving; dengang begyndte farten tversover Nordsjøen til Britannien; vikingetogene fortsattes i gode 200 aar. Nordmændene drog især til Skotland, Nordengland, de skotske øer og Irland, medens danskerne og med dem folk fra Viken eller det sydøstlige Norge

6 — Historie for middelskolen.

82langs Tysklands kyst søgte til England og Nordfrankrig. Vikingerne kaldtes i England gjerne daner og i Frankrig normanner. Ogsaa Østersjøens kyster hjemsøgtes af vikinger, især fra Sverige. Ofte slog vikingerne sig ned i de fremmede lande og stiftede riger; vi har alt hørt om saadanne baade i Frankrig, England og Irland. I Rusland stiftedes Gardarike med Holmgard (det nuværende Novgorod) til hovedstad. Herfra drog vikinger helt ned til Konstantinopel («Miklegard»), hvor de under navn af væringer gik i den østromerske keisers tjeneste.

Gjennem vikingetogene kom nordboerne i forbindelse med det øvrige Europa og lærte dets kultur og religion at kjende. Kristelige forestillinger optoges i den gamle tro, ja selv græskromerske fortællinger og sagn omdannedes stundom til nordiske myther. Ikke faa antog kristendommen og medbragte den nye lære til sit hjemland. Paa denne tid skede ogsaa det første forsøg udenfra paa at kristne Norden. Keiser Ludvig den fromme, Karl den stores søn, sendte munken Ansgar, «Nordens apostel», til Slesvig. Herfra blev han fordrevet og reiste da til Sverige, hvor han virkede i egnene om Mælaren; her blev den første kirke i Norden bygget. Senere vendte han tilbage til Nordtyskland og blev tilsidst 83af paven indsat som erkebiskop i Bremen. Herfra udbredtes lidt efter lidt kristendommen nordover til Danmark og Sverige; endnu inden Ansgars død i 865 byggedes der nogle kirker i Slesvig og Jylland.

a. Norge.

I Vestfold, det er landet vest for Kristianiafjorden, regjerede en kongeæt, som sagdes at nedstamme fra Ynglingekongerne i Upsala. Kongerne i Vestfold underlagde sig efterhaanden store dele af Oplandene, og 850 lykkedes det Halvdan Svarte at lægge hele det østenfjeldske Norge under sig. Han fik de oplandske fylker til at tage ved en fælles lov, Eidsivaloven; denne havde sit navn efter det fælles tingsted Eidsvold, syd for Mjøsen.

Harald Haarfagre (860—930). Efter Halvdan fulgte hans 10-aarige søn Harald Haarfagre. Da han var voksen, friede han til kongedatteren Gyda; hun svarede at hun kun vilde egte den mand, som havde underlagt sig hele Norge. Harald lovede da ikke at klippe sit haar eller rage sit skjeg, før han var hele landets konge. Han drog med en hær nord til det trondhjemske, og det lykkedes ham at lægge hele Trøndelagen¹ under sig; her indsatte han Haakon Ladejarl² som styrer. Han drog derpaa sjøveien sydover langs kysten. Paa Mørene³ styrede Ragnvald Mørejarl; ogsaa han sluttede sig til Harald. Smaakongerne og bønderne længere sydpaa samlede sig imidlertid og mødte Haralds flaade i Havrsfjord paa Jæderen. Harald seirede i slaget og var dermed hele Norges konge 872. Ragnvald jarl klippede hans haar og gav ham tilnavnet Haarfagre.

Harald tog herserne i sin tjeneste; under navn af lendermænd fik de dele af landet at styre og kongsgaarde til sit underhold. De havde at varetage kongens interesser, indkræve hans skat og hjælpe ham i krig. Over flere fylker 84kunde der sættes en jarl. Bønderne maatte betale skat af sine gaarde; dermed mente de at de havde mistet sin odel eller frie eiendomsret til jorden. Det vilde mange ikke finde sig i og drog ud af landet. Mest søgte de vestover til øerne nord for Skotland og herjede derfra i Norge. Harald drog derud og underlagde sig Orknøerne og Hjaltland (Shetland). Mange af vikingerne flygtede længere nord og nedsatte sig paa Færøerne og Island, som netop var opdaget. Under Harald levede Gange-Rolv, Ragnvald Mørejarls søn. Da han mod Haralds strenge forbud paa vikingevis gjorde strandhug, d. v. s. røvede fæ, paa Norges kyster, maatte han gaa i landflygtighed; han blev siden hertug i Normandi (side 71).

Da Harald blev gammel, delte han riget mellem sine mange sønner; den ældste, Erik Blodøkse, skulde være overkonge. I 930 nedlagde Harald regjeringen og døde i 933. Han blev begravet paa gaarden Haug ved Haugesund. Her reistes i 1872 Haralds-støtten, som minde om at Norge havde staaet som ett rige i 1000 aar.

Erik Blodøkse (930—935) havde allerede før faderens død ladet sig forlede af sin onde hustru Gunhild til at dræbe sin broder Bjørn Farmand, der boede paa Sæheim (nu Sem eller Jarlsberg) ved Tønsberg, Norges ældste og paa den tid eneste by. Senere dræbte han flere af sine brødre og gjorde sig derved meget forhadt. Harald Haarfagres yngste søn Haakon var imidlertid blevet opfostret over i England af kong Athelstan (side 74) og kaldtes derfor Adelstensfostre. I 935 drog han til Norge, hvor han fik hjælp af den mægtige og kloge Sigurd Ladejarl, Haakon Ladejarls søn. Efter Sigurds raad gav han bønderne deres odel igjen, d. v. s. eftergav dem skatten; følgen var at alle sluttede sig til ham, og Erik maatte flygte. Erik vandt sig siden et rige i Nordengland og døde der.

Haakon, som fik tilnavnet den gode, (935—961) var en mild og vennesæl konge og var elsket baade af bønderne og sine mænd. Han styrede landet godt og indførte, nærmest efter angelsaksisk forbillede, adskillige forbedringer. Kysten 85med de nærmeste bygder blev inddelt i skibreder; hver af disse skulde i krigstilfælde stille og bemande et krigsskib. Ved varder paa fjeldene blev der lagt færdige bauner, som skulde tændes, naar fiender nærmede sig. Straks baunerne brændte, blev hærpil sendt rundt i bygden, og da maatte alle mand møde væbnede frem. De nordenfjeldske fylker samlede han om Frostatingsloven med tingsted paa halvøen Frosten i Trondhjemsfjorden. Det vestenfjeldske fik en fælles lov i Gulatingsloven; tingstedet var Gula yderst i Sogn.

Haakon var i England blevet opdraget i den kristne tro. Han tog ogsaa nogle prester med sig derfra og byggede et par kirker paa Møre. Senere gjorde han et forsøg paa at faa trønderne til at tage ved den nye lære; men da reiste Asbjørn fra Medalhus¹ sig paa tinget og erklærede i bøndernes navn at de agtede at tage sig en ny konge, hvis han gjorde forsøg paa at berøve dem deres gamle tro. Haakon maatte give efter, og de kirker han havde bygget, blev nedrevet.

Haakon var flere gange udsat for angreb af Erik Blodøkses sønner, som kom med hjælp fra Danmark. De blev hver gang slaaet. Det sidste slag stod paa øen Stord syd for Bergen. Ogsaa her seirede Haakon, uagtet han kun havde faa folk; men da han satte efter de flygtende, rammedes han af en pil i skulderen og døde af saaret. Hans mænd begrov ham paa hedensk vis, og hans ven Øivind Skaldaspilder digtede over ham det vakre Haakonarmaal.

Erikssønnerne eller Gunhildssønnerne, som de ogsaa kaldtes, blev nu Norges konger; den ældste var Harald Graafeld (961—970). De var kristne, men lod enhver have den tro han vilde. De for haardt frem; i Viken dræbte de Harald Haarfagres sønnesøn Trygve Olavssøn, og den gamle Sigurd Ladejarl brændte de inde. Sigurds søn Haakon flygtede til den danske konge Harald Blaatand; ved dennes hjælp lokkede han Harald Graafeld ned til Danmark og fældte ham.

86Haakon jarl (970—995). Harald Blaatand drog derpaa til Norge og blev taget til konge, men satte Haakon til at styre landet som sin jarl. Haakon holdt snart op med at betale danekongen skat og styrede siden landet som selvstændig hersker. Danekongen søgte da at vinde Norge igjen ved jomsvikingernes hjælp. Disse havde sit navn efter borgen Jom paa øen Wollin ved Pommerns kyst; her dannede de et vikingesamfund og var berømte for sin tapperhed. Anførte af sin høvding Sigvalde jarl seilede de til Norge og lagde til kamp med Haakon i Hjørungavaag paa Søndmøre. Efter en haard strid seirede Haakon, og de fleste af jomsvikingerne faldt. Efter denne seier blev Haakon overmodig og hensynsløs i sin færd. Dette gjorde ham ilde likt. Trønderne gjorde oprør; Haakon maatte flygte og skjule sig, men blev dræbt af sin træl Kark (995).

Olav Trygvessøn (995—1000). Netop i de samme dage var Olav Trygvessøn landet i det trondhjemske. Da hans fader Trygve Olavssøn var blevet dræbt af Erikssønnerne, havde hans moder Astrid maattet flygte. Hun vilde til Gardarike; men paa veien blev hun og sønnen taget til fange af vikinger og solgt som trælle. Olav kom dog snart fri og blev opdraget hos kongen i Gardarike; han udmerkede sig i alskens idrætter fremfor alle sine samtidige. Da han var voksen, drog han i vikingefærd til England, hvor han blev kristnet. I 995 kom han meget beleilig tilbage til Norge og blev taget til konge. Olav gav sig straks ifærd med at indføre kristendommen i landet. Han begyndte i Viken; thi der havde han sin slegt; derfra drog han vestover langs kysten. Overalt gav han bønderne valget mellem at lade sig døbe eller slaas; mod somme anvendte han ogsaa efter tidens skik pinsler. Paa denne maade fik han i navnet kristnet hele kysten nord til Haalogaland; kirker blev bygget, og angelsaksiske prester indsat.

Ogsaa Færøerne blev kristnet og samtidig lagt under Norge.

Paa Island fik Olav ogsaa indført kristendommen; men Island vedblev fremdeles at styre sig selv som en slags republik. 87Hele øen havde fælles lov og for fælles anliggender et ting, som kaldtes altinget. Paa altinget blev kristendommens indførelse vedtaget.

Grønland var allerede paa Haakon jarls tid opdaget fra Island af, og den første som bosatte sig der, var nordmanden Erik Raude. En søn af ham, Leiv Erikssøn, var en tid hos Olav Trygvessøn. Han lod sig døbe og lovede at indføre kristendommen paa Grønland; men paa udreisen blev hans skib af storm drevet for langt vestover, og saaledes kom han til at opdage Amerikas fastland (1000). Han kaldte det land han havde opdaget, Vinland, fordi man fandt vilde vindruer der, og efter hans fortællinger om landet drog nogle gange folk fra Grønland derhen; men der blev ikke nogen fast bosættelse, fordi nybyggerne snart kom i strid med den tidligere befolkning («skrællingerne»).

Olav Trygvessøn havde beilet til den svenske dronning Sigrid Storraade; men de skiltes som uvenner, da hun ikke vilde antage kristendommen. Siden blev hun gift med den danske konge Svein Tjugeskjeg og eggede baade ham og sin søn af første egteskab, sveakongen Olav Skotkonung, mod Olav Trygvessøn. En tredje fiende havde Olav i Haakon Ladejarls søn Erik jarl, som var en tapper og anseet høvding. Svein Tjugeskjeg blev end mere forbitret paa Olav, da denne uden hans samtykke egtede hans søster Tyra, som før havde været gift i Vendland¹, og da Olav gjorde et tog til Vendland, hvor Tyra endnu havde store eiendomme, benyttede Olavs fiender anledningen. De passede ham op paa hjemveien, og Olav Trygvessøn faldt i slaget ved Svolder² (1000).

Seierherrerne delte nu Norge mellem sig; men den danske og den svenske konge lod sine dele styre af Erik jarl og hans broder Svein jarl (1000—1015). Jarlerne var vistnok kristne; men de gjorde intet for at holde folket til kristendommen. De vandt de fleste af landets mægtigste mænd for sig, og den unge Einar Tambarskjelve, som havde kjæmpet med ved Svolder og var kjendt som den dygtigste 88bueskytte, egtede deres søster Bergljot. Da Svein Tjugeskjeg i 1013 gjorde sit tog til England, satte Erik jarl sin unge søn Haakon over Norge og fulgte Svein.

Olav den hellige (1015—1030). I 1015 kom Olav Haraldssøn til Norge «for at tage sin odel» som Harald Haarfagres ætling. Hans fader Harald Grenske,¹ en af smaakongerne i Viken var død, før Olav blev født, og hans moder Aasta havde siden egtet Sigurd Syr, konge paa Ringerike, og hos ham var Olav opfostret. Olav drog tidlig i viking og tog kongenavn. Han var ikke høi, men sterk og bredvoksen og dygtig i al sin færd. Han lod sig døbe i Normandi og var den kristne lære varmt hengiven; men ogsaa han brugte magten for at faa den indført. Han havde høie tanker om den kongelige myndighed, og da han blev konge i Norge, søgte han at trænge de mægtige høvdinger tilbage og gjøre kongemagten sterkere.

Ved hjælp af sin frænde Sigurd Syr og de oplandske smaakonger lykkedes det Olav at vinde riget, og jarlerne maatte rømme landet. Sveakongen vilde begynde krig med Olav for at vinde sin del af Norge tilbage; men paa Upsala ting optraadte Torgny lagmand som bøndernes talsmand, og kongen blev tvunget til at holde fred. Siden havde Olav god støtte i Sverige mod Danmark, hvor efter Svein Tjugeskjegs død sønnen Knut den mægtige var blevet konge.

Olav tog sig med dygtighed af landets styre. Da smaakongerne paa Oplandene havde sammensvoret sig mod ham, afsatte han dem og bestemte, at der ikke skulde findes underkonger mere. Byen Nidaros (nu Trondhjem), som var anlagt af Olav Trygvessøn, var kommet i forfald under jarlerne; Olav byggede byen op igjen og anlagde ogsaa byen Borg (nu Sarpsborg), som blev tingsted for det fjerde lagdømme, Borgartinget, som ordnedes af Olav for fylkerne i Viken.

89Olavs hovedverk var at grundfæste kristendommen i Norge. Han drog rundt og paasaa med stor strenghed at bønderne overholdt den nye lære. I Trøndelagen var de fleste faldt fra og blotede atter paa det gamle offersted Mæren. Olav tvang dem tilbage til kristendommen og kristnede Oplandene, hvor Olav Trygvessøn ikke havde været. Olavs hjælper var angelsakseren biskop Grimkel, som fik istand den første norske kristenret. I hvert fylke byggedes der en kirke, hvor biskopen indsatte en prest; mange andre kirker byggedes ogsaa. Prester fik man i den første tid fra England, men senere fra erkebispen i Bremen, under hvem baade den norske, den danske og den svenske kirke kom til at staa.

Olav fór under dette sit arbeide ofte haardt frem; han paasaa ogsaa med strenghed at lovene blev overholdt baade af høie og lave. Dette skaffede ham mange uvenner, især blandt høvdingerne; hans farligste fiender var Tore Hund fra Bjarkø i Nordland og den mægtige Erling Skjalgssøn fra Sole paa Jæderen. Høvdingerne mente lettere at kunne bevare sin magt under en fremmed konge, og tog imod gaver og gode løfter fra Knut den mægtige, da han gjorde alvor af at ville underlægge sig Norge. I det første sammenstød var Knut uheldig. Olav og sveakongen vandt over ham i et slag i Helgeaaen i Skaane. Men da Knut i 1028 med en stor flaade kom til Nidaros, blev han uden modstand taget til konge. Olav søgte forgjæves at samle folk mod ham; da han merkede at folket var faldt fra ham, flygtede han ud af landet og drog til Gardarike. Knut indsatte Haakon Erikssøn som sin jarl i Norge.

Haakon jarl druknede kort efter, og ved tidenden herom brød Olav op fra Gardarike for at vinde riget igjen. Det lykkedes ham at samle indpaa 4000 mand; da han med sin hær fra Sverige drog ind i Trøndelagen, mødte bønderne ham med en 4 gange saa sterk hær ved Stiklestad i Værdalen. Kongens hærskrig var: «Fram, fram, kristmænd, korsmænd, kongens mænd!» Bønderne, blandt hvis førere Tore Hund og Kalv Arnessøn var, raabte: «Fram, fram, bondemænd!» 90Olav selv trængte haardt frem i slaget, og hans folk kjæmpede med stor tapperhed; men overmagten var for stor. Kong Olav faldt og mange af hans folk med ham; kun nogle faa reddede sig tilbage til Sverige; blandt dem var Olavs halvbroder, den 15-aarige Harald Sigurdssøn. Slaget ved Stiklestad stod den 29de juli 1030.

Svein Knutssøn (1030—1035). Knut holdt ikke sine løfter til de norske høvdinger; han satte sin søn Svein til konge i Norge, og denne søgte paa forskjellig maade at udvide kongens magt. Men hvad høvdingerne ikke havde villet taale af en norsk konge af Harald Haarfagres æt, det taalte de endnu mindre af en fremmed, og baade høvdinger og bønder begyndte at angre sin fremfærd mod Olav. Samtidig begyndte man at fortælle meget om Olavs mildhed i hans sidste dage, og om jærtegn som skede ved hans lig. Der kom snart sligt omslag i stemningen, at kong Svein ikke kunde hindre, at Olav blev lyst hellig af biskop Grimkel. Hans lig blev sat i et sølvskrin paa høialteret i kirken i Nidaros, og han blev som Olav den hellige Norges landshelgen.

Magnus den gode (1035—1047). Ikke længe efter drog Kalv Arnessøn og Einar Tambarskjelve til Gardarike og hentede der Olavs unge søn Magnus, og han blev taget til konge i Norge. Svein flygtede til sin fader Knut; men baade fader og søn døde endnu samme vinter, og Knuts yngste søn Hardeknut blev konge i Danmark. Mellem ham og Magnus blev der sluttet fred med den aftale, at den som levede længst, skulde arve den andens lande.

Magnus var i begyndelsen haard mod alle som havde staaet mod hans fader; men senere indsaa han det uretfærdige heri, og fik da tilnavnet den gode. Da Hardeknut døde, blev Magnus taget til konge i Danmark, og han vergede med dygtighed landet mod venderne. Til jarl i Danmark indsatte han Knuts søstersøn Svein Estridssøn; men denne brød sin troskabsed til Magnus og tog kongenavn. Magnus maatte gjøre mange tog mod ham, og paa et saadant tog døde han.

Harald Haardraade (1047—1066). Før sin død gav Magnus Danmark til Svein; men i Norge blev Harald Haardraade, 91Olav den helliges halvbroder, konge efter ham. Han var efter slaget ved Stiklestad draget til Gardarike og derfra til Konstantinopel, hvor han vandt baade guld og berømmelse som høvding for væringerne. Endnu medens Magnus regjerede, var han kommet tilbage til Norge, hvor Magnus delte riget med ham, mod at Harald gav ham halvdelen af sine skatte. Efter Magnus's død gjorde Harald ogsaa fordring paa Danmark; men uagtet han vandt seier i mange slag, fik han dog ikke fordrevet Svein. Harald var selv skald og yndede skaldekunsten; men han havde ord for at være havesyg og var haard og streng; heraf fik han tilnavnet Haardraade. Især var han en uven af Einar Tambarskjelve, hvem han tilsidst dræbte. Harald faldt i slaget ved Stanfordbro i England 1066 (side 75).

Olav Kyrre (1066—1093). Haralds søn Olav Kyrre (udt. Kjyrre), det er den «rolige», blev derpaa konge. Han slegtede paa sin bedstefader Sigurd Syr og var en fredelig mand, som tog sig meget af landets næringsveie; især sørgede han for byernes opkomst. Han grundede Bjørgvin eller Bergen, som blev landets første handelsstad; ogsaa Stavanger kom op, ligesaa Oslo, som var grundet af hans fader. I byerne ordnede han efter udenlandsk mønster saakaldte gilder; disse var foreninger til selskabelig underholdning, men skulde ogsaa virke til handelens, haandverkets og skibsfartens fremme, idet medlemmerne støttede hverandre i deres næring. Olav bestræbte sig ogsaa for at indføre et pynteligere og bekvemmere stel ved husenes indretning og optog fremmede hofskikke. Under ham blev landet delt i bispedømmer, hvert med sin biskop; bispesæderne var Nidaros, Bergen og Oslo; hertil kom snart Stavanger.

Magnus Barfot (1093—1103). Efter Olav fulgte hans søn Magnus Barfot. Magnus var en krigersk konge, lig Harald Haardraade. Først gjorde han et tog vesterover og lagde Suderøerne (Hebriderne) under Norge. Efter den tid pleiede han at gaa klædt efter skotsk skik med bare knæ; heraf kommer hans tilnavn Barfot. Derpaa førte han krig mod Sverige, og faldt tilsidst paa et erobringstog til Irland, hvor der endnu fandtes norske vikingeriger.

92Han sønner og efterfølgere Øistein og Sigurd Jorsalafarer (1103—1130) var meget ulige; den første slegtede paa bedstefaderen Olav Kyrre og den sidste paa faderen. Mellem 1107—1111 foretog Sigurd et korstog til Jerusalem (Jorsal). Han seilede afsted med en stor flaade og hær og kjæmpede paa veien med held mod araberne. I Jødeland hjalp han kong Balduin til at tage byen Sidon (side 66). Hjemveien lagde han over Konstantinopel og Tyskland. Imidlertid styrede Øistein landet med stor dygtighed. Han forbedrede lovene, byggede havne og fjeldstuer, kirker og klostre. Jemteland og Herjedalen gav sig paa hans tid under Norge. Brødrene var daarlig forligte; men det kom dog ikke til krig imellem dem. Men saasnart Sigurd, som levede længst, var død i 1130, begyndte langvarige borgerkrige, der varede med enkelte afbrydelser hele 110 aar. Enhver kongssøn havde nemlig lige god ret til tronen, uden hensyn til egte eller uegte fødsel, og saa kom den skik op at enhver kunde faa bevise sin ret som kongssøn gjennem jernbyrd. Denne bestod deri, at vedkommende enten bar eller gik paa glødende jern; viste hans hænder eller fødder sig uskadte efter 3 dages forløb, havde han bestaaet prøven. Det var presterne som ledede prøven, og de kunde nok ordne udfaldet nogenlunde som de vilde. Der var saaledes kongsemner nok; men med kongemagten begyndte det at gaa tilbage; for kongerne maatte lempe sig efter høvdingerne for at faa støtte hos dem, og høvdingerne støttede som regel heller en svag og mindre duelig konge end en dygtig og kraftig, som kunde blive farlig for deres magt. Ogsaa de danske konger ydede mange kongsemner hjælp; de stræbte nemlig efter at underlægge sig Norge.

Borgerkrigene begyndte mellem Sigurds søn Magnus, som siden blev kaldt Blinde, og Harald Gille, som i Sigurds sidste dage var kommet over fra Irland, og ved jernbyrd havde bevist at han var en søn af Magnus Barfot. Kampen endte med at Magnus blev blindet og sat i Nidarholms kloster. Harald blev dræbt allerede aaret efter (1136) af Sigurd Slembe, en tapper og dristig kriger, som ogsaa udgav sig 93for Magnus Barfots søn. Men høvdingerne tog Haralds unge sønner, Øistein, Sigurd Mund og Inge Krokryg til konger (1136—1161). Sigurd drog da nord til Nidaros og tog Magnus Blinde ud af klosteret; men begge omkom i kampen mod de unge kongers mænd.

Da brødrene vokste til, udbrød der uenighed mellem dem, og det endte med at Øistein og Sigurd blev fældet af Inges folk. Inge var nemlig den mest afholdte af brødrene; han var vanfør og overlod mest styret til sine mænd. I 1152 kom en pavelig udsending, kardinal Nikolaus, til Norge. Han indsatte en ny biskop i Hamar og gjorde bispen i Nidaros til erkebiskop. Tidligere havde den norske kirke staaet først under erkebispen i Bremen og fra 1104, da Norden fik egen erkebisp i Lund, under denne. Under erkebispen i Nidaros stod foruden bisperne i Bergen, Stavanger, Oslo og Hamar ogsaa 2 paa Island, 1 paa Grønland, 1 paa Færøerne, 1 paa Orknøerne og 1 paa Suderøerne, ialt 10 biskoper. Af klostre var der dengang flere i Norge, saaledes Hovedøens ved Oslo, Munkeliv og Nonnesæter i Bergen samt Nidarholm og Elgesæter ved Nidaros.

Da Øistein og Sigurd Mund var dræbt, tog deres mænd Sigurds unge søn Haakon Herdebred til konge. I kampen mod denne faldt Inge i et stort slag paa isen udenfor Oslo. Haakons kongedømme varede dog ikke længe; thi allerede aaret efter (1162) faldt han i et slag mod Inges parti, som førtes af den dygtige Erling Skakke. Denne tilhørte en mægtig slegt paa Søndhordland og var gift med Sigurd Jorsalafarers datter. Med hende havde han sønnen Magnus, og ham fik Erling taget til konge (1162—1184), uagtet det stred mod landets lov, da Magnus ikke var kongssøn. Men for at bøde paa Magnus's mangel paa arveret, lod Erling ham krone af erkebiskop Øistein¹. Til gjengjæld fik biskoperne retten til efter en konges død at udtage hans eftermand blandt kongehusets prinser. Det saa saaledes ud til at det skulde lykkes de geistlige og verdslige stormænd at gjøre Norge til 94et valgrige, noget som omtrent samtidig lykkedes i Danmark og Sverige, og i høi grad bidrog til at øge stormandsvældet i disse lande.

Sverre Sigurdssøn (1177—1202).

Der reiste sig imidlertid flere partier mod Erling og Magnus; vigtigst blandt disse blev birkebeinerne. Disse bestod mest af folk af lav byrd, og de fik sit navn deraf at de, drevne ud i skogene, bandt næver om benene, da de havde slidt skoene af sig. Øistein Møila hed den kongssøn som reiste flokken. Han faldt i 1177 i slaget ved Ré ved Tunsberg¹. En flok flygtende birkebeiner stødte samme aar inde i Vermland paa Sverre Sigurdssøn. Sverre var opfostret paa Færøerne og var blevet viet til prest. Da han af sin moder fik vide at han var Sigurd Munds søn, drog han til Norge, men fandt snart at det lidet vilde nytte at tage kampen op mod Erling og Magnus. Han vilde opgive det hele og havde allerede forladt landet, da han i Vermland traf 70 flygtende birkebeiner, som tvang ham til at blive deres høvding. Gjennem Vermlands og Dalarnes vilde skoge gik midt om vinteren toget nordover. Uventet kom han til Nidaros og blev taget til konge paa Øretinget (1177). Han maatte imidlertid i to aar flygte om i landet, stadig forfulgt af Erling og Magnus. I 1179 vovede han endelig at tage kampen op; slaget stod paa Kalvskindet ved Nidaros. Sverre seirede, Erling faldt, og Magnus maatte flygte. Forgjæves søgte Magnus endnu et par gange, tilsidst med hjælp fra Danmark, at tage kampen op mod Sverre. Skjønt han trolig blev støttet af landets verdslige og geistlige stormænd, kunde han ikke staa sig mod Sverres tapre og djerve birkebeiner. Tilsidst faldt han med en mængde af sine folk i et slag inde i Sognefjorden (1184).

Sverre havde saaledes seiret i kampen mod Magnus, og dette blev en seier for kongemagten over stormandsvældet og geistligheden. Men det varede endnu en tid før de geistlige og verdslige stormænd opgav kampen; de reiste flere oprørsflokke med modkonger mod Sverre. Erkebiskop Erik blev 95af Sverre drevet ud af landet; han drog til Danmark og fik paven til at lyse Sverre i ban; men denne tvang ikke desto mindre biskoperne til at krone ham. Ved samme tid reiste den storættede og listige Oslo-bisp Nikolaus Arnessøn baglernes¹ parti, som blev farligere end noget tidligere. Sverre hævdede dog sin ret trods banlysningen, og efter haarde kampe lykkedes det ham at slaa baglerne; men kort efter døde han (1202). Hans gravskrift lød saaledes: «Her hviler han som var kongernes hæder, fosterjordens vern og alle sine mænds lyst og glæde.» Og det tør vel siges at neppe har Norge havt en dygtigere konge.

Haakon Haakonssøn (1217—1263).

Sverres søn Haakon regjerede kun i 2 aar. Saa kom hans søstersøn Inge Baardssøn (1204—1217). Under ham endte striden mellem birkebeiner og bagler. Ved Inges død blev Haakon Sverressøns søn Haakon Haakonssøn med tilnavnet den gamle konge (1217—1263). Der var dog mange andre kongsemner som gjorde krav gjældende; men paa et stort rigsmøde i Bergen blev kongeværdigheden tildømt Haakon. Blandt dem der tragtede efter at blive konge, var Inges halvbroder Skule Baardssøn, som havde styret i Haakons mindreaarighed. Haakon gav ham titel af hertug og ¹/₃ af Norge og egtede desuden hans datter Margrethe. Skule var dog ikke tilfreds hermed; han tog kongenavn, men blev beseiret og tilsidst dræbt i Elgesæter kloster ved Nidaros (1240). Hermed endte borgerkrigene i Norge. Disse syntes i begyndelsen at skulle lede til kongemagtens svækkelse og til befæstelse af stormændenes og geistlighedens magt; men kongemagten fik støtte hos den menige mand og gik seierrig ud af kampen, saa den blev sterkere end nogensinde før.

Det blev nu fastsat at der kun skulde være én konge ad gangen; der vedtoges ogsaa en arvefølgelov; ifølge denne skulde uegte sønner staa tilbage for egte. Jernbyrd afskaffedes. Haakon opnaaede at komme paa en god fod med geistligheden, og han blev i 1247 kronet i Bergen med stor pragt af den pavelige legat Vilhelm af Sabína. Under Haakon 96stod Norge paa høiden af sin magt i middelalderen. Udenlandske fyrster søgte hans venskab; hans datter blev gift med en spansk prins; paven vilde have ham til keiser paa det store interregnums tid (side 79), og Ludvig den hellige vilde have ham med paa korstog (side 70). Det var under ham at Island og Grønland gav sig under Norge. Haakon byggede meget; i Bergen opførte han den vakre kongehal og lagde grunden til Bergenhus fæstning. Paa sine gamle dage foretog Haakon et tog vestover mod den skotske konge, som vilde lægge Suderøerne under sig. Paa dette tog døde han paa Orknøerne.

Magnus Lagabøter (1263—1280).

Haakons søn Magnus sluttede fred med skottekongen, som beholdt Suderøerne mod en aarlig skat til Norge. Magnus tog sig med iver af lovgivningen og har heraf faaet tilnavnet Lagabøter eller lovforbedreren. Han gav en fælles lovbog for hele Norge istedenfor de 4 som hidtil have gjældt. For fremtiden skulde kongen give love med sine gode mænds raad; herved mistede de gamle ting sin lovgivende myndighed. Lidt efter lidt tabte de ogsaa dommermyndigheden; denne gik over til de kongevalgte lagmænd. Magnus var meget for pragt; han indførte saaledes riddervæsenet i Norge og gav efter engelsk mønster lendermændene titel af baroner og hirdmændene af riddere. Ligeoverfor geistligheden var Magnus svag og gav den gjennem et forlig med den myndige erkebiskop Jon Raude store rettigheder. Paa denne tid holdt nordmændene mere og mere op med at fare til fremmede lande og drive handel, og denne gik over i fremmede hænder. Magnus indrømmede hansestæderne ret til at handle i landet, og disse med Lübeck i spidsen tilrev sig efterhaanden næsten al handel i Bergen, Tønsberg og Oslo.

Efter Magnus fulgte hans to sønner, først Erik (1280—1299), dernæst Haakon Magnussøn den ældre (1299—1319). Den sidste endte heldig en længere krig med Danmark. Haakon var en dygtig konge; han optraadte med stor kraft mod stormændene, geistligheden og hanseaterne. Under ham byggedes Akershus og Vardøhus fæstninger. Med Haakon 97uddøde Harald Haarfagres mandlige æt i 1319. Han efterlod sig nemlig kun to døtre. Af dem var den ene, Ingebjørg, gift med den svenske hertug Erik af Folkungernes slegt. Deres unge søn Magnus arvede tronen efter sin bedstefader, og da han samme aar valgtes til Sveriges konge, blev Norge og Sverige for første gang forenet.

Den oldnorske litteratur.

Under Haakon Haakonssøn og hans søn Magnus Lagabøter havde den oldnorske litteratur naaet sin høieste blomstring; men dens begyndelse ligger meget længere tilbage. Vikingetidens bevægede liv og forbindelsen med de britiske øer, særlig Irland, havde virket sterkt udviklende paa nordmændene og vakt hos dem sansen for digtekunst og sagafortælling. Særlig udvikledes siden baade skaldekunsten og sagafortællingen paa Island, hvor flere mænd af de gjæveste ætter fra det vestlige Norge søgte hen, da Harald Haarfagre lagde landet under sig. Længe bevaredes baade digte og fortælling ved mundtlig overlevering; men med kristendommen lærte man det latinske alfabet at kjende, og fra begyndelsen af det 12te aarh. regner man den skrevne litteratur. Gamle digte om gude- og heltesagn, som vistnok for det meste var forfattet i vikingetiden af nordmænd, blev da optegnet paa Island og er bevaret i den saakaldte ældre Edda; af dennes indhold kan merkes Voluspaa, som handler om verdens tilblivelse, om æserne og ragnarok (verdens undergang), samt Haavamaal, som giver en række ordsprog og leveregler. Af andre verker i den oldnorske litteratur maa merkes de mange islandske ættesagaer, som Njaals saga og Egil Skallagrimssøns saga, og de norske kongesagaer. Paa Haakon Haakonssøns tid levede islændingen Snorre Sturlassøn; han har i sin Heimskringla givet en ypperlig fremstilling af kongesagaerne indtil 1177, og i den yngre Edda har han givet en lærebog i skaldekunsten. Dygtige skalde stod i stor anseelse og hædredes med store gaver af konger og høvdinger, om hvis bedrifter de kvad. Fra den ældre tid kjendes flere norske skalde, som Øivind Skaldaspilder (side 85); men senere øvedes skaldekunsten næsten udelukkende af islændinger. I Norge

7 — Historie for middelskolen.

98forfattedes i slutningen af det 13de aarh. det merkelige skrift Kongespeilet, som giver os et klart billede af livet inden de høiere klasser paa Haakon Haakonssøns tid. Forøvrigt gav nordmændene sig meget af med oversættelse af middelalderens «roman»-digtning.

80

Norge, Sverige og Danmark har vistnok i tusener av år være bebodd av de samme folk, som fremdeles bor her, nordboer eller skandinaver. I de eldste tider brukte de våpen og redskaper av stein, ben og tre (steinalderen); senere lærte de også å benytte bronse og gull (bronsealderen). Ved Kristi fødsels tid ble jernet og sølvet kjent; hermed trådte de inn i jernalderen. Landene var ennå for en stor del dekket av store skove og kun tynt befolket; det var først ut i jernalderen at Norges indre bygder ble ryddet.

Beboerne bestod av frie og trelle; av trelle var der dog kun få. Blant de frie menn var noen fornemmere og rikere enn de andre; disse dannede høvdingklassen eller adelen. Resten kaltes bønder. Bøndene var dels eiere av den jord de dyrkede, og kaltes da odelsbønder; dels hadde de jorden i forpaktning; de kaltes da leilendinger. I Norge bodde bøndene spredte, hver på sin gård. I Danmark og Sverige bodde de derimot mest sammen i landsbyer. Egentlige byer fantes ikke, men vel enkelte større markedsplasser; sådanne var Skiringsal litt øst for Larvig, Upsala i Svealand og Leire på Sjælland.

I Norge var landet delt i fylker; disse var atter delt i herreder. Herredets bønder møttes på herredstinget, hvor de fattet bestemmelser og dømte seg imellom; forhandlingene lededes av en herse. Fylkets bønder møttes videre 81på fylkestinget; her ble love gitt for hele fylket og rettssaker pådømt, hvis man ikke var fornøyet med herredstingets avgjørelse. Noen fylker hadde konger, som var ledere på tinget og anførere i krig. En konge kunne undertiden ved heldige krige legge flere fylker under seg. Kongen hadde ikke rett til noen skatt, men mottok andel i de bøter som domstolene ilagde, samt i krigsbyttet og hadde kongsgårder å bo på; her levde han omgivet av sin hird eller håndgangne menn. I Danmark samledes tidlig den største del av landet under konger av Skjoldungeætten i Leire, og i Sverige ble Svealand samlet under Ynglingekongerne i Upsala.

De gamle nordboer kalte sine guder æsene. Øverst blant dem stod Oden, gudernes og menneskenes far og behersker; hans hustru het Frigg. Odens sønn var Tor, tordenens sterke gud, som med sin hammer Mjølner kjempet mot de rå og ødeleggende vesener, som kaltes jaatnerne. Frøia het kjærlighetens fagre gudinne. De som døde sottedød, kom til underverdenen, hvor Hel rådde; men de som falt i kamp, kom til Oden i Valhall. Gudene dyrkedes ved ofringer eller blót i templer eller håv. De mest bekjente offersteder i Norden var de allerede nevnte markedsplasser: Leire, Upsala og Skiringsal samt Mæren innerst ved Trondhjemsfjorden. Ofringene forrettedes av presten eller goden (udt. gåten). Det alminnelige offerdyr var hesten, hvis kjøtt ble spist ved de store offerfester.

Nordboerne benyttet en egen slags skrift som kaltes runer; mange steiner med runeinnskrifter er bevaret. Runene er fra først av dannet etter de romerske bokstaver og kom til Norden gjennom Tyskland.

Det var alminnelig skikk om sommeren å fare i viking, d. v. s. på krigsferd til fremmede lande. Det var omkring år 800 at vikingetogene for alvor tog oppsving; dengang begynte farten tvers over Nordsjøen til Britannien; vikingetogene fortsattes i gode 200 år. Nordmennene drog især til Skotland, Nordengland, de skotske øyer og Irland, mens danskene og med dem folk fra Viken eller det sydøstlige Norge

6 — Historie for middelskolen.

82langs Tysklands kyst søkte til England og Nordfrankrig. Vikingene kaltes i England gjerne daner og i Frankrig normanner. Også Østersjøens kyster hjemsøgtes av vikinger, især fra Sverige. Ofte slo vikingene seg ned i de fremmede lande og stiftede riker; vi har alt hørt om sådanne både i Frankrig, England og Irland. I Rusland stiftedes Gardarike med Holmgard (det nåværende Novgorod) til hovedstad. Herfra drog vikinger helt ned til Konstantinopel («Miklegard»), hvor de under navn av væringer gikk i den østromerske keisers tjeneste.

Gjennom vikingetogene kom nordboerne i forbindelse med det øvrige Europa og lærte dets kultur og religion å kjenne. Kristelige forestillinger optoges i den gamle tro, ja selv greskromerske fortellinger og sagn omdannedes stundom til nordiske myter. Ikke få antok kristendommen og medbrakte den nye lære til sitt hjemland. På denne tid skjedde også det første forsøk utenfra på å kristne Norden. Keiser Ludvig den fromme, Karl den stores sønn, sendte munken Ansgar, «Nordens apostel», til Slesvig. Herfra ble han fordrevet og reiste da til Sverige, hvor han virket i egnene om Mælaren; her ble den første kirke i Norden bygget. Senere vendte han tilbake til Nordtyskland og ble til sist 83av paven innsatt som erkebiskop i Bremen. Herfra udbredtes litt etter litt kristendommen nordover til Danmark og Sverige; ennå innen Ansgars død i 865 byggedes der noen kirker i Slesvig og Jylland.

a. Norge.

I Vestfold, det er landet vest for Kristianiafjorden, regjerte en kongeætt, som sagdes å nedstamme fra Ynglingekongerne i Upsala. Kongene i Vestfold underla seg etterhånden store dele av Oplandene, og 850 lyktes det Halvdan Svarte å legge hele det østenfjeldske Norge under seg. Han fikk de oplandske fylker til å ta ved en felles lov, Eidsivaloven; denne hadde sitt navn etter det felles tingsted Eidsvold, syd for Mjøsen.

Harald Haarfagre (860—930). Etter Halvdan fulgte hans 10-aarige sønn Harald Haarfagre. Da han var voksen, fridde han til kongedatteren Gyda; hun svarte at hun kun ville ekte den mann, som hadde underlagt seg hele Norge. Harald lovede da ikke å klippe sitt hår eller rage sitt skjegg, før han var hele landets konge. Han drog med en hær nord til det trondhjemske, og det lyktes ham å legge hele Trøndelagen¹ under seg; her innsatte han Haakon Ladejarl² som styrer. Han drog derpå sjøveien sydover langs kysten. På Mørene³ styrte Ragnvald Mørejarl; også han sluttet seg til Harald. Småkongene og bøndene lenger sydpå samlet seg imidlertid og møtte Haralds flåte i Havrsfjord på Jæderen. Harald seiret i slaget og var dermed hele Norges konge 872. Ragnvald jarl klippet hans hår og ga ham tilnavnet Haarfagre.

Harald tog hersene i sin tjeneste; under navn av lendermænd fikk de dele av landet å styre og kongsgårder til sitt underhold. De hadde at varetage kongens interesser, innkreve hans skatt og hjelpe ham i krig. Over flere fylker 84kunne der settes en jarl. Bøndene måtte betale skatt av sine gaarde; dermed mente de at de hadde mistet sin odel eller frie eiendomsrett til jorden. Det ville mange ikke finne seg i og drog ut av landet. Mest søkte de vestover til øyene nord for Skotland og herjede derfra i Norge. Harald drog derut og underla seg Orknøerne og Hjaltland (Shetland). Mange av vikingene flyktet lenger nord og nedsatte seg på Færøerne og Island, som nettopp var oppdaget. Under Harald levde Gange-Rolv, Ragnvald Mørejarls sønn. Da han mot Haralds strenge forbud på vikingevis gjorde strandhugg, d. v. s. røvede fe, på Norges kyster, måtte han gå i landflyktighet; han ble siden hertug i Normandi (side 71).

Da Harald ble gammel, delte han riket mellom sine mange sønner; den eldste, Erik Blodøkse, skulle være overkonge. I 930 nedla Harald regjeringen og døde i 933. Han ble begravet på gården Haug ved Haugesund. Her reistes i 1872 Haralds-støtten, som minde om at Norge hadde stått som ett rike i 1000 år.

Erik Blodøkse (930—935) hadde allerede før faderens død ladet seg forlede av sin onde hustru Gunhild til å drepe sin bror Bjørn Farmand, der bodde på Sæheim (nå Sem eller Jarlsberg) ved Tønsberg, Norges eldste og på den tid eneste by. Senere drepte han flere av sine brødre og gjorde seg derved meget forhatt. Harald Haarfagres yngste sønn Haakon var imidlertid blitt oppfostret over i England av kong Athelstan (side 74) og kaltes derfor Adelstensfostre. I 935 drog han til Norge, hvor han fikk hjelp av den mektige og kloge Sigurd Ladejarl, Haakon Ladejarls sønn. Etter Sigurds råd ga han bøndene deres odel igjen, d. v. s. ettergav dem skatten; følgen var at alle sluttet seg til ham, og Erik måtte flykte. Erik vant seg siden et rike i Nordengland og døde der.

Haakon, som fikk tilnavnet den gode, (935—961) var en mild og vennesæl konge og var elsket både av bøndene og sine menn. Han styrte landet godt og innførte, nærmest etter angelsaksisk forbillede, adskillige forbedringer. Kysten 85med de nærmeste bygder ble inndelt i skibreder; hver av disse skulle i krigstilfelle stille og bemanne et krigsskip. Ved varder på fjellene ble der lagt ferdige bauner, som skulle tennes, når fiender nærmet seg. Straks baunene brente, ble hærpil sendt rundt i bygden, og da måtte alle mann møte væbnede frem. De nordenfjeldske fylker samlet han om Frostatingsloven med tingsted på halvøyen Frosten i Trondhjemsfjorden. Det vestenfjeldske fikk en felles lov i Gulatingsloven; tingstedet var Gula ytterst i Sogn.

Haakon var i England blitt oppdratt i den kristne tro. Han tok også noen prester med seg derfra og bygde et par kirker på Møre. Senere gjorde han et forsøk på å få trønderne til å ta ved den nye lære; men da reiste Asbjørn fra Medalhus¹ seg på tinget og erklærede i bøndernes navn at de aktede å ta seg en ny konge, hvis han gjorde forsøk på å berøve dem deres gamle tro. Haakon måtte gi etter, og de kirker han hadde bygget, ble nedrevet.

Haakon var flere ganger utsatt for angrep av Erik Blodøkses sønner, som kom med hjelp fra Danmark. De ble hver gang slått. Det siste slag stod på øen Stord syd for Bergen. Også her seiret Haakon, uaktet han kun hadde få folk; men da han satte etter de flyktende, rammedes han av en pil i skulderen og døde av såret. Hans menn begrov ham på hedensk vis, og hans venn Øivind Skaldaspilder digtede over ham det vakre Haakonarmaal.

Erikssønnerne eller Gunhildssønnerne, som de også kaltes, ble nå Norges konger; den eldste var Harald Graafeld (961—970). De var kristne, men lot enhver have den tro han ville. De for hardt frem; i Viken drepte de Harald Haarfagres sønnesønn Trygve Olavssøn, og den gamle Sigurd Ladejarl brente de inne. Sigurds sønn Haakon flyktet til den danske konge Harald Blaatand; ved dennes hjelp lokket han Harald Graafeld ned til Danmark og felte ham.

86Haakon jarl (970—995). Harald Blaatand drog derpå til Norge og ble tatt til konge, men satte Haakon til å styre landet som sin jarl. Haakon holdt snart opp med å betale danekongen skatt og styrte siden landet som selvstendig hersker. Danekongen søkte da å vinne Norge igjen ved jomsvikingernes hjelp. Disse hadde sitt navn etter borgen Jom på øen Wollin ved Pommerns kyst; her dannede de et vikingesamfunn og var berømte for sin tapperhet. Anførte av sin høvding Sigvalde jarl seilede de til Norge og la til kamp med Haakon i Hjørungavaag på Søndmøre. Etter en hard strid seiret Haakon, og de fleste av jomsvikingene falt. Etter denne seier ble Haakon overmodig og hensynsløs i sin ferd. Dette gjorde ham ilde likt. Trønderne gjorde opprør; Haakon måtte flykte og skjule seg, men ble drept av sin trell Kark (995).

Olav Trygvessøn (995—1000). Nettopp i de samme dage var Olav Trygvessøn landet i det trondhjemske. Da hans far Trygve Olavssøn var blitt drept av Erikssønnerne, hadde hans mor Astrid måttet flykte. Hun ville til Gardarike; men på veien ble hun og sønnen taget til fange av vikinger og solgt som trelle. Olav kom dog snart fri og ble oppdratt hos kongen i Gardarike; han utmerket seg i alskens idretter fremfor alle sine samtidige. Da han var voksen, drog han i vikingeferd til England, hvor han ble kristnet. I 995 kom han meget beleilig tilbake til Norge og ble tatt til konge. Olav ga seg straks ifærd med å innføre kristendommen i landet. Han begynte i Viken; thi der hadde han sin slekt; derfra drog han vestover langs kysten. Overalt ga han bøndene valget mellom å la seg døpe eller slaas; mot somme anvendte han også etter tidens skikk pinsler. På denne måte fikk han i navnet kristnet hele kysten nord til Haalogaland; kirker ble bygget, og angelsaksiske prester innsatt.

Også Færøerne ble kristnet og samtidig lagt under Norge.

På Island fikk Olav også innført kristendommen; men Island vedble fremdeles å styre seg selv som en slags republikk. 87Hele øen hadde felles lov og for felles anliggender et ting, som kaltes altinget. På altinget ble kristendommens indførelse vedtatt.

Grønland var allerede på Haakon jarls tid oppdaget fra Island av, og den første som bosatte seg der, var nordmannen Erik Raude. En sønn av ham, Leiv Erikssøn, var en tid hos Olav Trygvessøn. Han lot seg døpe og lovede å innføre kristendommen på Grønland; men på utreisen ble hans skip av storm drevet for langt vestover, og således kom han til å oppdage Amerikas fastland (1000). Han kalte det land han hadde oppdaget, Vinland, fordi man fant ville vindruer der, og etter hans fortellinger om landet drog noen ganger folk fra Grønland derhen; men der ble ikke noen fast bosættelse, fordi nybyggerne snart kom i strid med den tidligere befolkning («skrellingene»).

Olav Trygvessøn hadde beilet til den svenske dronning Sigrid Storraade; men de skiltes som uvenner, da hun ikke ville anta kristendommen. Siden ble hun gift med den danske konge Svein Tjugeskjeg og eggede både ham og sin sønn av første ekteskap, sveakongen Olav Skotkonung, mot Olav Trygvessøn. En tredje fiende hadde Olav i Haakon Ladejarls sønn Erik jarl, som var en tapper og anseet høvding. Svein Tjugeskjeg ble enda mer forbitret på Olav, da denne uten hans samtykke egtede hans søster Tyra, som før hadde vært gift i Vendland¹, og da Olav gjorde et tog til Vendland, hvor Tyra ennå hadde store eiendommer, benyttet Olavs fiender anledningen. De passet ham opp på hjemveien, og Olav Trygvessøn falt i slaget ved Svolder² (1000).

Seierherrene delte nå Norge mellom seg; men den danske og den svenske konge lot sine dele styre av Erik jarl og hans bror Svein jarl (1000—1015). Jarlene var vistnok kristne; men de gjorde intet for å holde folket til kristendommen. De vant de fleste av landets mektigste menn for seg, og den unge Einar Tambarskjelve, som hadde kjempet med ved Svolder og var kjent som den dyktigste 88bueskytter, egtede deres søster Bergljot. Da Svein Tjugeskjeg i 1013 gjorde sitt tog til England, satte Erik jarl sin unge sønn Haakon over Norge og fulgte Svein.

Olav den hellige (1015—1030). I 1015 kom Olav Haraldssøn til Norge «for å ta sin odel» som Harald Haarfagres ætling. Hans far Harald Grenske,¹ en av småkongene i Viken var død, før Olav ble født, og hans mor Aasta hadde siden ektet Sigurd Syr, konge på Ringerike, og hos ham var Olav oppfostret. Olav drog tidlig i viking og tok kongenavn. Han var ikke høy, men sterk og bredvoksen og dyktig i all sin ferd. Han lot seg døpe i Normandi og var den kristne lære varmt hengiven; men også han brukte makten for å få den innført. Han hadde høye tanker om den kongelige myndighet, og da han ble konge i Norge, søkte han å trenge de mektige høvdinger tilbake og gjøre kongemakten sterkere.

Ved hjelp av sin frende Sigurd Syr og de oplandske småkonger lyktes det Olav å vinne riket, og jarlene måtte rømme landet. Sveakongen ville begynne krig med Olav for å vinne sin del av Norge tilbake; men på Upsala ting opptrådte Torgny lagmann som bøndernes talsmann, og kongen ble tvunget til å holde fred. Siden hadde Olav god støtte i Sverige mot Danmark, hvor etter Svein Tjugeskjegs død sønnen Knut den mektige var blitt konge.

Olav tok seg med dyktighet av landets styre. Da småkongene på Oplandene hadde sammensvoret seg mot ham, avsatte han dem og bestemte, at der ikke skulle finnes underkonger mer. Byen Nidaros (nå Trondhjem), som var anlagt av Olav Trygvessøn, var kommet i forfall under jarlene; Olav bygde byen opp igjen og anlagde også byen Borg (nå Sarpsborg), som ble tingsted for det fjerde lagdømme, Borgartinget, som ordnedes av Olav for fylkene i Viken.

89Olavs hovedverk var å grunnfeste kristendommen i Norge. Han drog rundt og påså med stor strenghet at bøndene overholdt den nye lære. I Trøndelagen var de fleste falt fra og blotede atter på det gamle offersted Mæren. Olav tvang dem tilbake til kristendommen og kristnede Oplandene, hvor Olav Trygvessøn ikke hadde vært. Olavs hjelper var angelsakseren biskop Grimkel, som fikk i stand den første norske kristenrett. I hvert fylke byggedes der en kirke, hvor biskopen innsatte en prest; mange andre kirker byggedes også. Prester fikk man i den første tid fra England, men senere fra erkebispen i Bremen, under hvem både den norske, den danske og den svenske kirke kom til å stå.

Olav fór under dette sitt arbeide ofte hardt frem; han påså også med strenghet at lovene ble overholdt både av høye og lave. Dette skaffet ham mange uvenner, især blant høvdingene; hans farligste fiender var Tore Hund fra Bjarkø i Nordland og den mektige Erling Skjalgssøn fra Sole på Jæderen. Høvdingene mente lettere å kunne bevare sin makt under en fremmed konge, og tok imot gaver og gode løfter fra Knut den mektige, da han gjorde alvor av å ville underlegge seg Norge. I det første sammenstøt var Knut uheldig. Olav og sveakongen vant over ham i et slag i Helgeaaen i Skaane. Men da Knut i 1028 med en stor flåte kom til Nidaros, ble han uten motstand taget til konge. Olav søkte forgjeves å samle folk mot ham; da han merket at folket var falt fra ham, flyktet han ut av landet og drog til Gardarike. Knut innsatte Haakon Erikssøn som sin jarl i Norge.

Haakon jarl druknet kort etter, og ved tidenden herom brød Olav opp fra Gardarike for å vinne riket igjen. Det lyktes ham å samle innpå 4000 mann; da han med sin hær fra Sverige drog inn i Trøndelagen, møtte bøndene ham med en 4 gange så sterk hær ved Stiklestad i Værdalen. Kongens hærskrig var: «Fram, fram, kristmænd, korsmenn, kongens menn!» Bøndene, blant hvis førere Tore Hund og Kalv Arnessøn var, ropte: «Fram, fram, bondemenn!» 90Olav selv trengte hardt frem i slaget, og hans folk kjempet med stor tapperhet; men overmakten var for stor. Kong Olav falt og mange av hans folk med ham; kun noen få reddet seg tilbake til Sverige; blant dem var Olavs halvbror, den 15-aarige Harald Sigurdssøn. Slaget ved Stiklestad stod den 29de juli 1030.

Svein Knutssøn (1030—1035). Knut holdt ikke sine løfter til de norske høvdinger; han satte sin sønn Svein til konge i Norge, og denne søkte på forskjellig måte å utvide kongens makt. Men hva høvdingene ikke hadde villet tåle av en norsk konge av Harald Haarfagres ætt, det tålte de enda mindre av en fremmed, og både høvdinger og bønder begynte å angre sin fremferd mot Olav. Samtidig begynte man å fortelle meget om Olavs mildhet i hans siste dage, og om jærtegn som skjedde ved hans lig. Der kom snart slikt omslag i stemningen, at kong Svein ikke kunne hindre, at Olav ble lyst hellig av biskop Grimkel. Hans lig ble satt i et sølvskrin på høyalteret i kirken i Nidaros, og han ble som Olav den hellige Norges landshelgen.

Magnus den gode (1035—1047). Ikke lenge etter drog Kalv Arnessøn og Einar Tambarskjelve til Gardarike og hentet der Olavs unge sønn Magnus, og han ble tatt til konge i Norge. Svein flyktet til sin far Knut; men både far og sønn døde ennå samme vinter, og Knuts yngste sønn Hardeknut ble konge i Danmark. Mellom ham og Magnus ble der sluttet fred med den avtale, at den som levde lengst, skulle arve den annens lande.

Magnus var i begynnelsen hard mot alle som hadde stått mot hans far; men senere innså han det urettferdige heri, og fikk da tilnavnet den gode. Da Hardeknut døde, ble Magnus taget til konge i Danmark, og han verget med dyktighet landet mot venderne. Til jarl i Danmark innsatte han Knuts søstersønn Svein Estridssøn; men denne brød sin troskapsed til Magnus og tok kongenavn. Magnus måtte gjøre mange tog mot ham, og på et sådant tog døde han.

Harald Haardraade (1047—1066). Før sin død ga Magnus Danmark til Svein; men i Norge ble Harald Haardraade, 91Olav den helliges halvbror, konge etter ham. Han var etter slaget ved Stiklestad draget til Gardarike og derfra til Konstantinopel, hvor han vant både gull og berømmelse som høvding for væringene. Ennå mens Magnus regjerte, var han kommet tilbake til Norge, hvor Magnus delte riket med ham, mot at Harald ga ham halvdelen av sine skatte. Etter Magnus's død gjorde Harald også fordring på Danmark; men uaktet han vant seier i mange slag, fikk han dog ikke fordrevet Svein. Harald var selv skald og yndede skaldekunsten; men han hadde ord for å være havesyk og var hard og streng; heraf fikk han tilnavnet Haardraade. Især var han en uvenn av Einar Tambarskjelve, hvem han til sist drepte. Harald falt i slaget ved Stanfordbro i England 1066 (side 75).

Olav Kyrre (1066—1093). Haralds sønn Olav Kyrre (udt. Kjyrre), det er den «rolige», ble derpå konge. Han slegtede på sin bestefar Sigurd Syr og var en fredelig mann, som tok seg meget av landets næringsveier; især sørget han for byernes oppkomst. Han grundede Bjørgvin eller Bergen, som ble landets første handelsstad; også Stavanger kom opp, likeså Oslo, som var grunnet av hans far. I byene ordnet han etter utenlandsk mønster såkalte gilder; disse var foreninger til selskapelig underholdning, men skulle også virke til handelens, håndverkets og skipsfartens fremme, idet medlemmene støttede hverandre i deres næring. Olav bestræbte seg også for å innføre et pynteligere og bekvemmere stell ved husenes innretning og optog fremmede hoffskikker. Under ham ble landet delt i bispedømmer, hvert med sin biskop; bispesetene var Nidaros, Bergen og Oslo; hertil kom snart Stavanger.

Magnus Barfot (1093—1103). Etter Olav fulgte hans sønn Magnus Barfot. Magnus var en krigersk konge, lig Harald Haardraade. Først gjorde han et tog vesterover og la Suderøerne (Hebriderne) under Norge. Etter den tid pleide han å gå kledd etter skotsk skikk med bare kne; heraf kommer hans tilnavn Barfot. Derpå førte han krig mot Sverige, og falt til sist på et erobringstog til Irland, hvor der ennå fantes norske vikingeriker.

92Han sønner og etterfølgere Øistein og Sigurd Jorsalafarer (1103—1130) var meget ulige; den første slegtede på bestefaren Olav Kyrre og den siste på faren. Mellom 1107—1111 foretok Sigurd et korstog til Jerusalem (Jorsal). Han seilte av sted med en stor flåte og hær og kjempet på veien med held mot araberne. I Jødeland hjalp han kong Balduin til å ta byen Sidon (side 66). Hjemveien la han over Konstantinopel og Tyskland. Imidlertid styrte Øistein landet med stor dyktighet. Han forbedret lovene, bygde havne og fjellstuer, kirker og klostre. Jemteland og Herjedalen ga seg på hans tid under Norge. Brødrene var dårlig forlikte; men det kom dog ikke til krig imellom dem. Men så snart Sigurd, som levde lengst, var død i 1130, begynte langvarige borgerkriger, der varte med enkelte afbrydelser hele 110 år. Enhver kongesønn hadde nemlig like god rett til tronen, uten hensyn til ekte eller uekte fødsel, og så kom den skikk opp at enhver kunne få bevise sin rett som kongesønn gjennom jernbyrd. Denne bestod deri, at vedkommende enten bar eller gikk på glødende jern; viste hans hender eller føtter seg uskadde etter 3 dages forløp, hadde han bestått prøven. Det var prestene som ledede prøven, og de kunne nok ordne utfallet noenlunde som de ville. Der var således kongsemner nok; men med kongemakten begynte det å gå tilbake; for kongene måtte lempe seg etter høvdingene for å få støtte hos dem, og høvdingene støttede som regel heller en svak og mindre duelig konge enn en dyktig og kraftig, som kunne bli farlig for deres makt. Også de danske konger ytet mange kongsemner hjelp; de strebet nemlig etter å underlegge seg Norge.

Borgerkrigene begynte mellom Sigurds sønn Magnus, som siden ble kalt Blinde, og Harald Gille, som i Sigurds siste dage var kommet over fra Irland, og ved jernbyrd hadde bevist at han var en sønn av Magnus Barfot. Kampen endte med at Magnus ble blindet og satt i Nidarholms kloster. Harald ble drept allerede året etter (1136) av Sigurd Slembe, en tapper og dristig kriger, som også utgav seg 93for Magnus Barfots sønn. Men høvdingene tog Haralds unge sønner, Øistein, Sigurd Mund og Inge Krokryg til konger (1136—1161). Sigurd drog da nord til Nidaros og tok Magnus Blinde ut av klosteret; men begge omkom i kampen mot de unge kongers menn.

Da brødrene vokste til, utbrøt der uenighet mellom dem, og det endte med at Øistein og Sigurd ble felt av Inges folk. Inge var nemlig den mest avholdte av brødrene; han var vanfør og overlot mest styret til sine menn. I 1152 kom en pavelig utsending, kardinal Nikolaus, til Norge. Han innsatte en ny biskop i Hamar og gjorde bispen i Nidaros til erkebiskop. Tidligere hadde den norske kirke stått først under erkebispen i Bremen og fra 1104, da Norden fikk egen erkebisp i Lund, under denne. Under erkebispen i Nidaros stod foruten bispene i Bergen, Stavanger, Oslo og Hamar også 2 på Island, 1 på Grønland, 1 på Færøerne, 1 på Orknøerne og 1 på Suderøerne, i alt 10 biskoper. Av klostre var der dengang flere i Norge, således Hovedøens ved Oslo, Munkeliv og Nonnesæter i Bergen samt Nidarholm og Elgesæter ved Nidaros.

Da Øistein og Sigurd Mund var drept, tok deres menn Sigurds unge sønn Haakon Herdebred til konge. I kampen mot denne falt Inge i et stort slag på isen utenfor Oslo. Haakons kongedømme varte dog ikke lenge; thi allerede året etter (1162) falt han i et slag mot Inges parti, som førtes av den dyktige Erling Skakke. Denne tilhørte en mektig slekt på Søndhordland og var gift med Sigurd Jorsalafarers datter. Med henne hadde han sønnen Magnus, og ham fikk Erling taget til konge (1162—1184), uaktet det stred mot landets lov, da Magnus ikke var kongesønn. Men for at bøde på Magnus's mangel på arverett, lot Erling ham krone av erkebiskop Øistein¹. Til gjengjeld fikk biskopene retten til etter en konges død at udtage hans eftermand blant kongehusets prinser. Det så således ut til at det skulle lykkes de geistlige og verdslige stormenn å gjøre Norge til 94et valgrike, noe som omtrent samtidig lyktes i Danmark og Sverige, og i høy grad bidrog til å øke stormannsveldet i disse lande.

Sverre Sigurdssøn (1177—1202).

Der reiste seg imidlertid flere partier mot Erling og Magnus; viktigst blant disse ble birkebeinerne. Disse bestod mest av folk av lav byrd, og de fikk sitt navn derav at de, drevne ut i skogene, bandt never om benene, da de hadde slitt skoene av seg. Øistein Møila het den kongesønn som reiste flokken. Han falt i 1177 i slaget ved Ré ved Tunsberg¹. En flok flyktende birkebeiner støtte samme år inne i Vermland på Sverre Sigurdssøn. Sverre var oppfostret på Færøerne og var blitt viet til prest. Da han av sin mor fikk vite at han var Sigurd Munds sønn, drog han til Norge, men fant snart at det lite ville nytte å ta kampen opp mot Erling og Magnus. Han ville oppgi det hele og hadde allerede forlatt landet, da han i Vermland traff 70 flyktende birkebeiner, som tvang ham til å bli deres høvding. Gjennom Vermlands og Dalarnes ville skoger gikk midt om vinteren toget nordover. Uventet kom han til Nidaros og ble tatt til konge på Øretinget (1177). Han måtte imidlertid i to år flykte om i landet, stadig forfulgt av Erling og Magnus. I 1179 vovede han endelig å ta kampen opp; slaget stod på Kalvskindet ved Nidaros. Sverre seiret, Erling falt, og Magnus måtte flykte. Forgjeves søkte Magnus ennå et par gange, til sist med hjelp fra Danmark, å ta kampen opp mot Sverre. Skjønt han trolig ble støttet av landets verdslige og geistlige stormenn, kunne han ikke stå seg mot Sverres tapre og djerve birkebeiner. Til sist falt han med en mengde av sine folk i et slag inne i Sognefjorden (1184).

Sverre hadde således seiret i kampen mot Magnus, og dette ble en seier for kongemakten over stormannsveldet og geistligheten. Men det varte ennå en tid før de geistlige og verdslige stormenn oppga kampen; de reiste flere opprørsflokker med motkonger mot Sverre. Erkebiskop Erik ble 95av Sverre drevet ut av landet; han drog til Danmark og fikk paven til å lyse Sverre i ban; men denne tvang ikke desto mindre biskopene til å krone ham. Ved samme tid reiste den storættede og listige Oslo-bisp Nikolaus Arnessøn baglernes¹ parti, som ble farligere enn noe tidligere. Sverre hevdet dog sin rett trass banlysningen, og etter harde kamper lyktes det ham å slå baglerne; men kort etter døde han (1202). Hans gravskrift lød således: «Her hviler han som var kongernes hæder, fosterjordens vern og alle sine menns lyst og glede.» Og det tør vel siges at neppe har Norge hatt en dyktigere konge.

Haakon Haakonssøn (1217—1263).

Sverres sønn Haakon regjerte kun i 2 år. Så kom hans søstersønn Inge Baardssøn (1204—1217). Under ham endte striden mellom birkebeiner og bagler. Ved Inges død ble Haakon Sverressøns sønn Haakon Haakonssøn med tilnavnet den gamle konge (1217—1263). Der var dog mange andre kongsemner som gjorde krav gjeldende; men på et stort riksmøte i Bergen ble kongeverdigheten tildømt Haakon. Blant dem der tragtede etter å bli konge, var Inges halvbror Skule Baardssøn, som hadde styret i Haakons mindreårighet. Haakon ga ham tittel av hertug og ¹/₃ av Norge og egtede dessuten hans datter Margrethe. Skule var dog ikke tilfreds hermed; han tok kongenavn, men ble beseiret og til sist drept i Elgesæter kloster ved Nidaros (1240). Hermed endte borgerkrigene i Norge. Disse syntes i begynnelsen å skulle lede til kongemaktens svekkelse og til befæstelse av stormennenes og geistlighedens makt; men kongemakten fikk støtte hos den menige mann og gikk seierrik ut av kampen, så den ble sterkere enn noensinne før.

Det ble nå fastsatt at der kun skulle være én konge ad gangen; der vedtoges også en arvefølgelov; ifølge denne skulle uekte sønner stå tilbake for ekte. Jernbyrd afskaffedes. Haakon oppnådde å komme på en god fot med geistligheten, og han ble i 1247 kronet i Bergen med stor prakt av den pavelige legat Vilhelm av Sabína. Under Haakon 96stod Norge på høyden av sin makt i middelalderen. Utenlandske fyrster søkte hans vennskap; hans datter ble gift med en spansk prins; paven ville ha ham til keiser på det store interregnums tid (side 79), og Ludvig den hellige ville ha ham med på korstog (side 70). Det var under ham at Island og Grønland ga seg under Norge. Haakon bygde meget; i Bergen oppførte han den vakre kongehal og la grunnen til Bergenhus festning. På sine gamle dage foretok Haakon et tog vestover mot den skotske konge, som ville legge Suderøerne under seg. På dette tog døde han på Orknøerne.

Magnus Lagabøter (1263—1280).

Haakons sønn Magnus sluttet fred med skottekongen, som beholdt Suderøerne mot en årlig skatt til Norge. Magnus tok seg med iver av lovgivningen og har heraf fått tilnavnet Lagabøter eller lovforbedreren. Han ga en felles lovbok for hele Norge istedenfor de 4 som hittil have gjeldt. For fremtiden skulle kongen gi lover med sine gode menns råd; herved mistet de gamle ting sin lovgivende myndighet. Litt etter litt tapte de også dommermyndigheten; denne gikk over til de kongevalgte lagmenn. Magnus var meget for prakt; han innførte således riddervæsenet i Norge og ga etter engelsk mønster lendmennene tittel av baroner og hirdmennene av riddere. Ligeoverfor geistligheten var Magnus svak og ga den gjennom et forlik med den myndige erkebiskop Jon Raude store rettigheter. På denne tid holdt nordmennene mer og mer opp med å fare til fremmede lande og drive handel, og denne gikk over i fremmede hender. Magnus indrømmede hansestæderne rett til å handle i landet, og disse med Lübeck i spidsen tilrev seg etterhånden nesten all handel i Bergen, Tønsberg og Oslo.

Etter Magnus fulgte hans to sønner, først Erik (1280—1299), dernest Haakon Magnussøn den eldre (1299—1319). Den siste endte heldig en lenger krig med Danmark. Haakon var en dyktig konge; han opptrådte med stor kraft mot stormennene, geistligheten og hanseatene. Under ham byggedes Akershus og Vardøhus festninger. Med Haakon 97uddøde Harald Haarfagres mannlige ætt i 1319. Han etterlot seg nemlig kun to døtre. Av dem var den ene, Ingebjørg, gift med den svenske hertug Erik av Folkungernes slekt. Deres unge sønn Magnus arvede tronen etter sin bestefar, og da han samme år valgtes til Sveriges konge, ble Norge og Sverige for første gang forenet.

Den oldnorske litteratur.

Under Haakon Haakonssøn og hans sønn Magnus Lagabøter hadde den oldnorske litteratur nået sin høyeste blomstring; men dens begynnelse ligger meget lenger tilbake. Vikingtidens bevægede liv og forbindelsen med de britiske øyer, særlig Irland, hadde virket sterkt utviklende på nordmennene og vakt hos dem sansen for diktekunst og sagafortelling. Særlig utvikledes siden både skaldekunsten og sagafortellingen på Island, hvor flere menn av de gjeveste ætter fra det vestlige Norge søkte hen, da Harald Haarfagre la landet under seg. Lenge bevaredes både digte og fortelling ved muntlig overlevering; men med kristendommen lærte man det latinske alfabet å kjenne, og fra begynnelsen av det 12te aarh. regner man den skrevne litteratur. Gamle digte om gude- og heltesagn, som vistnok for det meste var forfattet i vikingetiden av nordmenn, ble da opptegnet på Island og er bevaret i den såkalte eldre Edda; av dennes innhold kan merkes Voluspaa, som handler om verdens tilblivelse, om æsene og ragnarok (verdens undergang), samt Haavamaal, som giver en rekke ordspråk og leveregler. Av andre verker i den oldnorske litteratur må merkes de mange islandske ættesagaer, som Njaals saga og Egil Skallagrimssøns saga, og de norske kongesagaer. På Haakon Haakonssøns tid levde islendingen Snorre Sturlassøn; han har i sin Heimskringla gitt en ypperlig fremstilling av kongesagaene inntil 1177, og i den yngre Edda har han gitt en lærebok i skaldekunsten. Dyktige skalder stod i stor anseelse og hædredes med store gaver av konger og høvdinger, om hvis bedrifter de kvad. Fra den eldre tid kjennes flere norske skalder, som Øivind Skaldaspilder (side 85); men senere øvedes skaldekunsten nesten utelukkende av islendinger. I Norge

7 — Historie for middelskolen.

98forfattedes i slutningen av det 13de aarh. det merkelige skrift Kongespeilet, som giver oss et klart bilde av livet innen de høyere klasser på Haakon Haakonssøns tid. Forøvrig ga nordmennene seg meget av med oversettelse av middelalderens «roman»-diktning.