Efter forliget i Verdun (843) vedblev Karolinger i Tyskland at regjere til 911. Den tyske konges magt sank ikke saa dybt som den franskes; men ogsaa i Tyskland fik de store vasaller (hertugerne af Sachsen, Franken, Baiern og Lothringen) meget at sige. Efterat Karolingernes æt var uddød, besteg den saksiske hertugslegt tronen. Den mægtigste af denne æt var Otto 1 den store (936—973). Han stansede for bestandig de vildemagiarers eller ungarers indfald i Tyskland og tog fat paa erobringen af de slaviske lande øst for Elben. I Italien, hvor ogsaa den karolingske slegt var uddød, raadede stadige borgerkrige og kampe om keiserkronen. I 962 gjorde Otto et tog derned og blev af paven kronet som romersk keiser, en titel der senere var forenet med den tyske kongeværdighed. I den første tid maatte de tyske konger, som ønskede at blive keisere, foretage sine romertog, d. v. s. drage til Rom for at blive kronet af paven. Med keisertitelen fulgte overherredømmet over Italien; de tyske konger ødslede sin bedste kraft paa at holde dette i mange smaastater splittede land i ave. De tyske vasaller fik som følge heraf friere spil, og keisermagten laa tilsidst under i de kampe som maatte føres baade i Tyskland og i Italien.
De frankiske keisere (1024—1125).
Efter den saksiske keiserslegt fulgte den frankiske eller saliske. Under de første kraftige herskere af denne slegt stod keisermagten paa sin høide for saa at dale under Henrik 4 (1056—1106), hvis uheldige kampe med pave Gregor 7 og de oprørske vasaller (side 63) gav den keiserlige myndighed en knæk, som den havde vanskeligt for at forvinde.
78De hohenstaufiske keisere (1137—1250).
Den mægtige og begavede hohenstaufiske slegt forsøgte atter at udvide keiserens magt i Tyskland og at lægge Italien under sig. Vi har allerede (side 67 og 68) hørt om den første hohenstaufiske keiser Konrad 3's og hans efterfølger Fredrik Barbarossas deltagelse i det 2det og 3dje korstog. Især Fredrik (1152—1190) var en dygtig og kraftig hersker og dertil en personlig tapper og ridderlig mand. Han tog Karl den store til forbillede og vilde hæve keisermagten til hvad den var paa hans tid. Dette bragte ham i kamp baade med vasallerne i Tyskland og med de italienske fyrster og stæder. I Tyskland stod kampen især mod Welfernes mægtige æt. Dennes overhoved Henrik Løve var paa engang hertug i Sachsen og Baiern og havde desuden udvidet sine besiddelser ved erobring af de slaviske (vendiske) lande ved Østersjøen. Efter Welferne kaldtes det mod keiserne fiendtlige parti Welfer, i modsætning til keiserens parti som kaldtes Ghibelliner. Uenigheden med de tyske vasaller faldt dobbelt ubeleilig for Fredrik, da han trængte deres hjælp i Italien, hvor de lombardiske handelsstæder med Milano i spidsen havde reist sig mod ham. Keiseren blev paa et af sine tog mod dem forladt af Henrik Løve, trods hans bøn om hjælp. Som følge heraf led Fredrik et nederlag, og maatte finde sig i at de norditalienske stæder for eftertiden blot i navnet anerkjendte keiserens overhøihed. Det lykkedes bagefter Fredrik at faa hevn over Henrik Løve, som mistede alle sine len, undtagen de braunschweig-hannoveranske lande, hvor hans slegt har regjeret lige til den sidste tid.¹
Kampen mellem keiseren og hans modstandere vedblev at rase ogsaa efter Fredriks død. Hans sønnesøn, den dygtige Fredrik 2 (1215—1250), levede i stadig krig med paven og de tyske vasaller. Fredrik seirede for det meste i kampen; men efter hans død led det ghibellinske parti et fuldstændigt nederlag. I flere aar lykkedes det ikke nogen fyrste at vinde almindelig anerkjendelse som tysk 79konge og romersk keiser. Dette tidsrum har faaet navn af det store interregnum (1250—1273). Vasallerne gjorde ganske som de vilde; det var en lovløshedens og næverettens tid, hvor den sterkeres ret gjaldt. Fyrster og riddere skammede sig ikke for at optræde som landeveisrøvere, der fra sine borge overfaldt fredelige reisende og kjøbmænd og tog deres gods. Som følge heraf slog byerne sig flere steder sammen og forsvarede med vaaben i haand sine borgeres liv og eiendom. Vigtigst blandt disse byforbund blev hanseforbundet, som med Lübeck i spidsen kom til at omfatte de fleste byer ved Østersjøen og Nordsjøen.
De første Habsburgere.
I 1273 blev Rudolf af Habsburg keiser.¹ Han opgav Hohenstaufernes politik, overlod Italien til sig selv og gjorde ikke noget alvorligt forsøg paa at udvide keisermagten i Tyskland. Vasallerne blev saaledes nogenlunde selvstændige fyrster. Derimod optraadte han med kraft som landefredens beskytter; en hel del røverborge blev nedrevet og deres eiere straffet. Dernæst benyttede Rudolf sin stilling til at skaffe sig og sin familie land, og det lykkedes ham at erhverve Østerrig, Steiermark, Kärnthen og Krain, hvorved grunden lagdes til Habsburgernes store familiebesiddelser og det nuværende keiserdømme Østerrig. Men nu var hans æt blevet saa mægtig, at kurfyrsterne² en tid foretrak at vælge keisere inden en anden slegt.
Habsburgerne, som vedblev at herske i Østerrig, søgte fremdeles paa alle maader at udvide sine besiddelser. Saaledes prøvede de paa at underlægge sig de frie bondebygder rundt Vierwaldstättersjøen i Schweiz (Schwyz, Uri og Unterwalden). Da erkehertug Leopold i 1315 rykkede ind i landet med en stor hær af panserklædte ryttere, blev han fuldstændig slaaet ved Mörgarten af de schweiziske bønder, De nævnte bygder eller kantoner sluttede sig derpaa sammen til et forbund («Eidgenossenschaft»), som senere blev tiltraadt 80ogsaa af andre kantoner; dette er begyndelsen til republiken Schweiz.
Ved korstogenes slutning ser vi saaledes Frankrig samlet til én stat med en næsten uindskrænket kongemagt; England er et frit samfund med en gjennem parlamentet indskrænket konge, medens Tyskland og Italien er opløst i en række næsten uafhængige stater, idet den fælles overherre keiseren omtrent ingen magt har.