74

I 827 blev de angelsaksiske smaastater (side 54) samlet til ett rige. Ligesom Frankrig var England i det 9de aarh. meget plaget af vikingerne, som her kaldtes daner. En mængde af dem slog sig ned i Nordengland, hvis befolkning i væsentlig grad kom til at bestaa af nordboere. Englands mest berømte konge i denne tid var Alfred den store. Han kjæmpede først uheldig mod danerne; en stund maatte han endog holde sig skjult i en myr. Forklædt udspeidede han derpaa fiendernes leir, angreb dem uforvarende og slog dem saaledes, at de sluttede fred. Danerne fik overladt Nordøstengland eller Danelagen; først Alfreds sønnesøn Athelstan forenede atter Danelagen med det øvrige England. Alfred tog sig med iver af sit lands opkomst; han byggede en flaade, som tjente til at holde vikingerne borte; han forbedrede lovene og skaffede orden og ro tilveie; skoler blev anlagt, og Alfred oversatte selv verker fra latin for at skaffe sit folk sans for læsning og boglige sysler.

Danskernes herredømme i England.

I det 10de aarh. havde England nogenlunde ro for vikingerne; men i det 11te begyndte angrebene igjen. Nu stillede selve den danske konge, Svein Tjugeskjeg, sig i spidsen for vikingerne. Det lykkedes ham at erobre hele England; men da han døde i 1014, tog angelsakserne den tapre Edmund Jernside af 75den gamle kongeæt til konge. Det kom til krig mellem ham og Sveins søn Knut den mægtige (1014—1035). Edmund blev myrdet, og Knut blev herre over hele England. Knut var en meget dygtig konge; han vandt angelsaksernes hengivenhed, da han stillede dem paa lige fod med danerne. Han forstod ogsaa at gjøre sig tilvens med kirken og den mægtige geistlighed. Knut efterfulgtes af sine to sønner, først Harald Harefod og derpaa Hardeknut. Begge døde uden sønner.

Vilhelm Erobrer.

Den angelsaksiske prins Edvard Konféssor blev derpaa konge (1042—1066). Edvard var en svag mand, som overlod styret til sin svoger, jarlen Godvin, og hans søn Harald Godvinssøn, som blev konge ved Edvards død. Harald havde imidlertid en broder Toste, som vilde have en del af landet. Han fik hjælp af den norske konge Harald Haardraade; men det lykkedes den engelske konge at beseire og fælde begge disse sine modstandere ved Stanfordbro i Nordengland (1066). Harald Godvinssøn nød dog ikke længe godt af seiren; thi faa dage efter landede den normanniske hertug Vilhelm Erobrer, Gange-Rolfs kjæmpemæssige ætling, i Sydengland. Ved Senlac nær Hastings mødtes Vilhelms rytterhær og Haralds fodfolk. Kampen var haard; men fodfolket kunde i længden ikke staa sig mod de panserklædte ryttere; Harald faldt, og Vilhelm var Englands konge (1066—1087). Da der gjordes flere opstande mod Vilhelm, især af Danelagens beboere, for han frem med den største strenghed, jog en mængde bort fra deres eiendomme og lagde disse under sig. Vilhelm indførte lensvæsenet i England; men han sikrede sig en ganske anden magt end de franske konger. Dette opnaaede han ved at dele landet i en mængde len (omtr. 60 000), samt ved at lade ikke blot kronvasallerne eller baronerne, men ogsaa undervasallerne eller ridderne aflægge troskabsed til kongen. Da de fleste vasaller blev taget blandt de normanniske krigere, og samtidig mængden af de høiere geistlige embeder kom i normannernes hænder, blev fransk de høiere klassers sprog i England.

76Huset Plantagenet.

Da Vilhelms æt uddøde i 1154, arvede Henrik 2 af den franske slegt Plantagenet England. Henrik var desuden ved arv og giftermaal kommet i besiddelse af Normandi og det øvrige Vestfrankrig helt ned til Pyrenæerne. Til alle disse lande føiede han gjennem erobring den østlige del af Irland; paa denne ø havde der hidtil bestaaet flere uafhængige keltiske og norske smaariger. Henrik var en kraftig og hensynsløs mand, som kom i strid med geistligheden og paven, for hvem han dog tilsidst maatte ydmyge sig. Efter Henrik fulgte først hans ældste søn Richard Løvehjerte, som deltog i det 3dje korstog (side 68), og derpaa den yngre, Johan uden land (1199—1216). Johan var tyrannisk og samvittighedsløs, men ingenlunde uden dygtighed. Hans bestræbelser gik ud paa at gjøre sig til uindskrænket hersker. Han kom samtidig i strid med pave Innocens 3, den franske konge Filip August og sine egne baroner, geistligheden og borgerne i London. Johan beskyldtes for at have myrdet sin brodersøn Arthur af Bretagne. Heraf benyttede Filip August sig til som Arthurs og Johans fælles lensherre at indstævne Johan for sin domstol. Da Johan ikke mødte, fratog Filip ham alle hans franske len nord for Loire. Johan ydmygede sig da for paven og vandt ham for sig ved at tage England i len af ham og betale skat. Men dette skridt opeggede end mere hans undersaatter. De gjorde oprør og tvang i 1215 Johan til at underskrive det store frihedsbrev (Magna charta), som er blevet grundvolden for Englands frie forfatning. Kongen forpligtede sig her til ikke at paalægge nogen skat uden adelens og geistlighedens samtykke, samt til ikke at holde nogen fængslet uden lov og dom. For at faa baronernes og biskopernes samtykke til nye skatter maatte kongen indkalde dem til møde; heraf fremgik det engelske parlament. Under Johans søn, Henrik 3, blev der ogsaa indkaldt udsendinger fra byernes borgere og den lavere adel (ridderne). Disse kom snart til at danne en egen afdeling, underhuset («the house of commons»), i modsætning til baronerne og biskoperne, som dannede overhuset («the house of lords»).

77Henrik 3's søn Edvard 1 erobrede Wales, hvor kelterne hidtil havde havt et tilholdssted. Under dette felttog fødtes hans søn Edvard 2; han blev derfor kaldt prins af Wales, en titel som senere den engelske kronprins har baaret.

74

I 827 ble de angelsaksiske småstater (side 54) samlet til ett rike. Likesom Frankrig var England i det 9de aarh. meget plaget av vikingene, som her kaltes daner. En mengde av dem slo seg ned i Nordengland, hvis befolkning i vesentlig grad kom til å bestå av nordboere. Englands mest berømte konge i denne tid var Alfred den store. Han kjempet først uheldig mot danene; en stund måtte han endog holde seg skjult i en myr. Forkledd utspeidet han derpå fiendenes leir, angrep dem uforvarende og slo dem således, at de sluttet fred. Danene fikk overlatt Nordøstengland eller Danelagen; først Alfreds sønnesønn Athelstan forenede atter Danelagen med det øvrige England. Alfred tok seg med iver av sitt lands oppkomst; han bygde en flåte, som tjente til å holde vikingene borte; han forbedret lovene og skaffet orden og ro til veie; skoler ble anlagt, og Alfred oversatte selv verker fra latin for å skaffe sitt folk sans for lesning og boklige sysler.

Danskernes herredømme i England.

I det 10de aarh. hadde England noenlunde ro for vikingene; men i det 11te begynte angrepene igjen. Nå stillede selve den danske konge, Svein Tjugeskjeg, sig i spidsen for vikingene. Det lyktes ham å erobre hele England; men da han døde i 1014, tog angelsakserne den tapre Edmund Jernside av 75den gamle kongeætt til konge. Det kom til krig mellom ham og Sveins sønn Knut den mektige (1014—1035). Edmund ble myrdet, og Knut ble herre over hele England. Knut var en meget dyktig konge; han vant angelsaksernes hengivenhet, da han stillede dem på lige fot med danene. Han forstod også å gjøre seg tilvens med kirken og den mektige geistlighet. Knut etterfulgtes av sine to sønner, først Harald Harefod og derpå Hardeknut. Begge døde uten sønner.

Vilhelm Erobrer.

Den angelsaksiske prins Edvard Konféssor ble derpå konge (1042—1066). Edvard var en svak mann, som overlot styret til sin svoger, jarlen Godvin, og hans sønn Harald Godvinssøn, som ble konge ved Edvards død. Harald hadde imidlertid en bror Toste, som ville ha en del av landet. Han fikk hjelp av den norske konge Harald Haardraade; men det lyktes den engelske konge å beseire og felle begge disse sine motstandere ved Stanfordbro i Nordengland (1066). Harald Godvinssøn nød dog ikke lenge godt av seieren; thi få dage etter landet den normanniske hertug Vilhelm Erobrer, Gange-Rolfs kjempemessige ætling, i Sydengland. Ved Senlac nær Hastings møttes Vilhelms rytterhær og Haralds fotfolk. Kampen var hard; men fotfolket kunne i lengden ikke stå seg mot de panserklædte ryttere; Harald falt, og Vilhelm var Englands konge (1066—1087). Da der gjordes flere oppstander mot Vilhelm, især av Danelagens beboere, for han frem med den største strenghet, jog en mengde bort fra deres eiendommer og la disse under seg. Vilhelm innførte lensvesenet i England; men han sikret seg en ganske annen makt enn de franske konger. Dette oppnådde han ved å dele landet i en mengde len (omtr. 60 000), samt ved å la ikke blot kronvasallene eller baronene, men også undervasallene eller ridderne avlegge troskapsed til kongen. Da de fleste vasaller ble tatt blant de normanniske krigere, og samtidig mengden av de høyere geistlige embeder kom i normannernes hender, ble fransk de høyere klassers språk i England.

76Huset Plantagenet.

Da Vilhelms ætt uddøde i 1154, arvede Henrik 2 av den franske slekt Plantagenet England. Henrik var dessuten ved arv og giftermål kommet i besittelse av Normandi og det øvrige Vestfrankrig helt ned til Pyrenæerne. Til alle disse lande føyet han gjennom erobring den østlige del av Irland; på denne ø hadde der hittil bestått flere uavhengige keltiske og norske småriker. Henrik var en kraftig og hensynsløs mann, som kom i strid med geistligheten og paven, for hvem han dog til sist måtte ydmyke seg. Etter Henrik fulgte først hans eldste sønn Richard Løvehjerte, som deltok i det 3dje korstog (side 68), og derpå den yngre, Johan uten land (1199—1216). Johan var tyrannisk og samvittighetsløs, men ingenlunde uten dyktighet. Hans bestrebelser gikk ut på å gjøre seg til uinnskrenket hersker. Han kom samtidig i strid med pave Innocens 3, den franske konge Filip August og sine egne baroner, geistligheten og borgerne i London. Johan beskyldtes for å ha myrdet sin brorsønn Arthur av Bretagne. Heraf benyttet Filip August seg til som Arthurs og Johans felles lensherre å innstevne Johan for sin domstol. Da Johan ikke møtte, fratok Filip ham alle hans franske len nord for Loire. Johan ydmyket seg da for paven og vant ham for seg ved å ta England i len av ham og betale skatt. Men dette skritt opeggede enda mer hans undersåtter. De gjorde opprør og tvang i 1215 Johan til å underskrive det store frihetsbrev (Magna charta), som er blitt grunnvollen for Englands frie forfatning. Kongen forpliktet seg her til ikke å pålegge noen skatt uten adelens og geistlighedens samtykke, samt til ikke å holde noen fengslet uten lov og dom. For å få baronenes og biskopenes samtykke til nye skatter måtte kongen innkalle dem til møte; heraf fremgikk det engelske parlament. Under Johans sønn, Henrik 3, ble der også innkalt utsendinger fra byernes borgere og den lavere adel (ridderne). Disse kom snart til å danne en egen avdeling, underhuset («the house of commons»), i motsetning til baronene og biskopene, som dannede overhuset («the house of lords»).

77Henrik 3's sønn Edvard 1 erobrede Wales, hvor kelterne hittil hadde hatt et tilholdssted. Under dette felttog fødtes hans sønn Edvard 2; han ble derfor kalt prins av Wales, en tittel som senere den engelske kronprins har båret.