72

Efter forliget i Verdun (843) blev Frankrig stykket op i en hel del omtrent selvstændige len. De sidste konger af Karolingernes æt, som dertil var svage mænd, havde meget lidet at sige. Landet plagedes desuden af vikinger. Disses angreb blev dog mindre farlige, efterat kong Karl den enfoldige i 911 havde overladt vikingehøvdingen Gange-Rolf landskabet Normandi i len. De her bosatte normanner smeltede snart sammen med franskmændene og dannede en tapper og foretagsom folkestamme, som erobrede Neapel og Sicilien og i 1066 under Vilhelm Erobrers anførsel tog England.

Kapetingerne (987—1328).

Da det karolingiske kongehus uddøde i 987, valgte vasallerne Hugo Kapet (udt. Kapé) til konge; fra ham nedstammer baade de kapetingske konger og alle senere kongeslegter i Frankrig. De første Kapetinger havde meget liden magt udenfor sit eget len, der omfattede 73landskabet rundt Paris, og deres stilling blev ikke bedre, da Vilhelm Erobrer blev konge i England; thi nu blev denne vasal mægtigere end sin lensherre, den franske konge. Det lykkedes dog Kapetingerne at faa gjort tronen arvelig i sin slegt, hvilket øgede deres magt. Men først ud i korstogenes tid begyndte det for alvor at gaa fremad med kongemagten, som fra nu af fandt støtte mod vasallerne i den sterkt voksende borgerstand. Kongernes stræben gik ud paa lidt efter lidt at inddrage lenene og styre dem ved kongelige embedsmænd, samt tvinge de vasaller som fremdeles fandtes, til at underordne sig under kongens overhøihed.

Det var især tre af de senere Kapetinger som i høi grad øgede den franske kongemagts betydning. Den første var Filip 2 August (1180—1223), der allerede er nævnt som deltager i det 3dje korstog. Han var en tapper og dygtig kriger, men tillige listig og forslagen. De engelske konger havde dengang i len ikke blot Normandi, men hele det vestlige Frankrig helt ned til Pyrenæerne. Da Filip kom hjem fra korstoget, overfaldt han uden videre disse lande, og det lykkedes ham at fratage Richard Løvehjertes broder og efterfølger, Johan uden land, alle hans besiddelser nord for elven Loire.

Kongens magt blev end større under Filips sønnesøn Ludvig 9 den hellige (1226—1270). Ludvig var en from og retfærdig, men samtidig tapper og kraftig konge, i hvem borgere og bønder fandt en kraftig beskytter ligeoverfor vasallerne. Vasallernes magt blev sterkt indskrænket; de blev nemlig nødt til at anerkjende kongens ret som øverste dommer og maatte finde sig i selv at blive dømt af kongen, og i at deres undergivne henskjød sin sag under hans afgjørelse. Som øverste domstol oprettedes parlamentet i Paris. Under Ludvig blev en større del af Sydfrankrig inddraget under kronen.

Ludvigs sønnesøn var Filip 4 den smukke (1285—1314). Ogsaa han var en dygtig mand, men upaalidelig, grusom og havesyg. Filip ydmygede pave Bonifacius 8 og indkaldte under denne strid generalstændernes første møde (side 72). 74Derpaa gik det ud over tempelherrerne, hvis store rigdomme fristede ham (side 67). Han beskyldte dem for kjætteri og gudsbespottelse. Ved pinsler lod enkelte sig bevæge til at erkjende sig skyldige; deres overhoved (stormesteren) og flere riddere blev levende brændt, paven opløste ordenen, og Filip tilrev sig det meste af dens rigdomme. Kongemagten var saaledes betydelig udvidet, da den sidste Kapetinger døde i 1328.

72

Etter forliket i Verdun (843) ble Frankrig stykket opp i en hel del omtrent selvstendige len. De siste konger av Karolingernes ætt, som dertil var svage menn, hadde meget lite å si. Landet plagedes dessuten av vikinger. Disses angrep ble dog mindre farlige, etter at kong Karl den enfoldige i 911 hadde overlatt vikingehøvdingen Gange-Rolf landskapet Normandi i len. De her bosatte normanner smeltede snart sammen med franskmennene og dannede en tapper og foretaksom folkestamme, som erobrede Neapel og Sicilien og i 1066 under Vilhelm Erobrers anførsel tog England.

Kapetingerne (987—1328).

Da det karolingiske kongehus uddøde i 987, valgte vasallene Hugo Kapet (udt. Kapé) til konge; fra ham nedstammer både de kapetingske konger og alle senere kongeslekter i Frankrig. De første Kapetinger hadde meget liten makt utenfor sitt eget len, der omfattet 73landskapet rundt Paris, og deres stilling ble ikke bedre, da Vilhelm Erobrer ble konge i England; thi nå ble denne vasall mektigere enn sin lensherre, den franske konge. Det lyktes dog Kapetingerne at få gjort tronen arvelig i sin slekt, hvilket økte deres makt. Men først ut i korstogenes tid begynte det for alvor å gå fremad med kongemakten, som fra nå av fant støtte mot vasallene i den sterkt voksende borgerstand. Kongernes streben gikk ut på litt etter litt å inndra lenene og styre dem ved kongelige embetsmenn, samt tvinge de vasaller som fremdeles fantes, til å underordne seg under kongens overhøyhet.

Det var især tre av de senere Kapetinger som i høy grad økte den franske kongemakts betydning. Den første var Filip 2 August (1180—1223), der allerede er nevnt som deltager i det 3dje korstog. Han var en tapper og dyktig kriger, men tillike listig og forslagen. De engelske konger hadde dengang i len ikke blot Normandi, men hele det vestlige Frankrig helt ned til Pyrenæerne. Da Filip kom hjem fra korstoget, overfalt han uten videre disse lande, og det lyktes ham å frata Richard Løvehjertes bror og etterfølger, Johan uten land, alle hans besittelser nord for elven Loire.

Kongens makt ble enda større under Filips sønnesønn Ludvig 9 den hellige (1226—1270). Ludvig var en from og rettferdig, men samtidig tapper og kraftig konge, i hvem borgere og bønder fant en kraftig beskytter ligeoverfor vasallene. Vasallenes makt ble sterkt innskrenket; de ble nemlig nødt til å anerkjenne kongens rett som øverste dommer og måtte finne seg i selv å bli dømt av kongen, og i at deres undergivne henskjøt sin sak under hans avgjørelse. Som øverste domstol oprettedes parlamentet i Paris. Under Ludvig ble en større del av Sydfrankrig inndraget under kronen.

Ludvigs sønnesønn var Filip 4 den smukke (1285—1314). Også han var en dyktig mann, men upålitelig, grusom og havesyk. Filip ydmygede pave Bonifacius 8 og innkalte under denne strid generalstændernes første møte (side 72). 74Derpå gikk det ut over tempelherrene, hvis store rigdomme fristet ham (side 67). Han beskyldte dem for kjetteri og gudsbespottelse. Ved pinsler lot enkelte seg bevege til å erkjenne seg skyldige; deres overhoved (stormesteren) og flere riddere ble levende brent, paven oppløste ordenen, og Filip tilrev seg det meste av dens rigdomme. Kongemakten var således betydelig utvidet, da den siste Kapetinger døde i 1328.