1ste korstog (1096). Gjennem Gregors virksomhed var paven blevet verdens mægtigste mand. Gregor havde udkastet 65tanken om at det kristne Europa under pavens ledelse skulde søge at fravriste muhammedanerne de gamle kristne lande i Østen, fremfor alt det hellige land. Længe havde en valfart til Jerusalem og andre hellige steder i Palæstina været anseet som en fortjenstfuld handling, der i særlig grad hjalp til at vinde salighed. Saalænge araberne havde magten i Palæstina, fik de kristne pilegrimme som regel lov til at besøge de hellige steder mod at betale en afgift. Men dette blev anderledes, da vilde tyrkiske stammer i det 11te aarh. bemægtigede sig hele Forasien; ogsaa tyrkerne var muhammedaner; men de optraadte med stor haardhed baade mod pilegrimmene og den indfødte kristne befolkning. Pilegrimmene klagede til Gregor; men han fik paa grund af sin kamp med keiser Henrik ikke anledning til at faa noget tog istand. Tanken optoges snart af pave Urban 2. I 1095 holdt han et stort kirkemøde i Clermónt i Sydfrankrig og rettede her en opfordring til Europas folk om at befri det hellige land. Hele forsamlingen blev grebet af pavens tale, og under raabet: «Gud vil det! Gud vil det!» lovede tusender at deltage i toget, og fæstede til tegn herpaa et rødt kors paa skulderen; heraf kommer navnene korstog og korsfarere. En mængde prester og munke reiste om i landene for at prædike korstog. Mest bekjendt blandt dem er Peter Eremit; han drog omkring i Nordfrankrig; overalt hvor han drog frem, rev han alle med ved sin gribende veltalenhed.
I 1096 brød den store korshær op (1ste korstog 1096—1099). Den talte 100 000 ryttere og 200 000 fodsoldater; mængden af dem var franskmænd. Hæren havde ingen fast overanfører; men i farens stund valgtes en blandt høvdingerne. Blandt disse kan merkes hertug Godfred af Bouillon¹ (udt. Buijóng) og hans broder Balduin, grev Raimond af Toulouse (udt. Tulús), hertug Robert af Normandie samt de to normanniske helte fra Syditalien, Bohemund af Tarent og hans fætter, den tapre, ridderlige Tankred. De forskjellige afdelinger samledes i Kon-
5 — Historie for middelskolen.
66stantinopel, hvis keiser modtog dem paa en lidet venskabelig maade. Derfra satte de over til Lilleasien for at bane sig vei til Syrien. Det var ikke blot med tyrkerne at korsfarerne havde at kjæmpe; under sin fremrykken gjennem Lilleasiens ørkener led de forfærdelig af sult og tørst. Mangfoldige omkom, og det var kun sørgelige levninger af den store hær som naaede frem til Antióchia i Nordsyrien.
Det lykkedes korsfarerne under Bohemunds dygtige ledelse at tage det sterkt befæstede Antiochia. Men ikke før var de rykket ind i byen, før de blev indesluttet af en uhyre tyrkisk hær, som kom til undsætning. De kristne led forfærdelig i den for levnetsmidler blottede by; tilsidst begyndte hungersdøden at rase blandt dem. Da troede man i en af byens kirker at have fundet den lanse, hvormed Kristi side var blevet gjennemboret. Med den hellige lanse i spidsen gjorde korsfarerne et fortvilet udfald; de kjæmpede med begeistringens kraft, og tyrkernes i tal saa overlegne masser maatte søge redning i flugten. Bohemund, som ogsaa denne dag førte den kristne hær, blev igjen som Antiochias herre, medens de øvrige drog videre til Jerusalem. Denne by blev forsvaret af 40 000 mand; af korsfarerne var det blot 20 000 som kunde bære vaaben. Uforfærdede begyndte de alligevel beleiringen, som varede i længere tid. Med stort besvær fik de bygget et par store taarne, som de rullede frem mod byens høie mure. Efter et par dages storm lykkedes det korsfarerne med Godfred af Bouillon i spidsen at komme ind i byen, og et frygteligt blodbad paafulgte. Derpaa begav alle sig i høitideligt optog til den hellige gravs kirke. Godfred valgtes til Jerusalems konge; men «han vilde ikke bære kongekronen der hvor Frelseren havde baaret tornekronen». Han tog navn af «den hellige gravs beskytter»; hans broder Balduin, som efterfulgte ham aaret efter, tog navn af konge af Jerusalem. Det var ham som regjerede, da den norske konge Sigurd Jorsalafarer nogle aar efter kom til Palæstina (1110) og hjalp til med erobringen af den vigtige sjøfæstning Sidon. 67De geistlige ridderordener. De fleste korsfarere drog straks hjem igjen; kun faa blev tilbage og styrede som kongens vasaller forskjellige dele af kongeriget Jerusalem, der strakte sig fra Lilleasien helt ned til Ægypten. Det gjaldt derfor at skaffe en fast besætning, som kunde forsvare landet mod muhammedanerne. I denne hensigt oprettedes de geistlige ridderordener. Ældst var johanniternes orden, hvis medlemmer deltes i tre klasser, ridderne, presterne og de tjenende brødre; de sidste skulde pleie syge. Johanniterne blev altid sin sag tro. Da korsfarerne tilsidst blev fordrevet fra Jødeland, fortsatte de kampen fra øen Rhodos af, og da tyrkerne ogsaa tog denne ø fra dem, drog de til Malta; herfra kjæmpede de med største tapperhed baade tillands og tilvands mod tyrkerne, helt til ordenen mistede sin betydning, da Malta i aar 1800 kom under England. Tempelherrernes orden stiftedes omtrent paa samme tid som johanniternes. Da Palæstina gik tabt, vendte de fleste af tempelherrerne tilbage til Vesteuropa. Her havde de erhvervet sig store besiddelser, hvor de nu bosatte sig. Kort efter fik den franske konge Filip den smukke paven til at ophæve ordenen, hvis jordgods han derpaa bemægtigede sig. En tredje orden var Maria-ridderne eller de tyske riddere. Disse drog senere til Preussen og erobrede og kristnede dette land.
2det og 3dje korstog. Det viste sig snart at kongeriget Jerusalem ikke magtede at forsvare sig ved egne kræfter; der trængtes stadig hjælp fra Europa. Det lykkedes den fromme og inflydelsesrige Bernhard, abbed i Clairvaux (udt. Klærvaa) i Østfrankrig, at vække tillive den gamle begeistring for korsets sag. Den franske konge Ludvig 7 og den tyske keiser Konrad 3 drog afsted i spidsen for hver sin store hær (2det korstog 1147—1149); men de vendte 68hjem igjen uden at have udrettet noget. Vanskelighederne for de kristne i Østen vokste med hver dag. Især saa det mørkt ud, da de til modstander fik den tapre og kloge Saládin, som havde svunget sig op til Ægyptens og Syriens hersker. Han erobrede den ene kristne by efter den anden, og tilsidst tog han ogsaa Jerusalem.
Efterretningen herom førte til at det 3dje korstog kom istand (1189—1192). Keiser Fredrik Barbarossa, Frankrigs konge Filip August og den engelske konge Richard Løvehjerte var med. Keiseren tog landeveien gjennem Lilleasien; men han druknede under overgangen over en liden elv. Kun levningerne af hans hær naaede frem til Palæstina, hvor de forenede sig med franskmændene og englænderne som kom sjøveien. Det lykkedes korsfarerne at tage den sterke fæstning Akre; men indre splid gjorde videre fremgang umulig. Filip August drog hjem, medens Richard fortsatte kampen. Han kjæmpede med glimrende tapperhed og skaffede sig ry som kristenhedens første ridder; men han udrettede kun lidet. Tilsidst maatte ogsaa han drage hjem, men blev længe holdt i fangenskab af sine fiender i Tyskland.
Innocens den 3dje. Kort efter Richards hjemreise døde Saládin. Nu troede man i Europa at tiden var inde til at vinde Jerusalem igjen. Netop paa den tid besteg den myndige Innocens 3 pavestolen (1198—1216). Han kunde maale sig med Gregor 7 i kraft og dygtighed, og det lykkedes ham at hæve pavemagten til dens største høide. Europas mægtigste fyrster maatte ydmyge sig for ham, saaledes Englands konge Johan uden land, der maatte tage sit land i len af paven, og Filip August af Frankrig, der paa hans bud maatte tage igjen sin forstødte dronning. Det kraftigste vaaben i pavens haand var at belægge et land med interdikt. Saalænge interdiktet varede, var kirkerne stængt, ingen kirkelig handling udførtes, og intet lig blev begravet i indviet jord. I en tid da religionen havde saa stor magt over sindene, og mængden blindt troede paa paven, havde interdiktet en forfærdelig magt.
Innocens fik istand det 4de korstog (1202—1204). 69Korsfarerne, som især bestod af franske riddere, kom dog ikke til det hellige land; de drog isteden sammen med venetianerne til Konstantinopel og erobrede denne by. De oprettede der et «latinsk keiserdømme», som dog ikke blev af synderlig lang varighed. Innocens fik dog gjennem dette tog den tilfredsstillelse, at ogsaa Østens kirke for en tid anerkjendte ham. Men netop nu, da paven og den katholske kirke stod paa høiden af sin magt, og det saa ud til at paven skulde have vundet herredømmet i Europa, netop nu rettedes de første alvorlige angreb mod paven og hans lære. Der opstod flere sekter; blandt disse maa merkes albigenserne (efter byen Albi i Sydfrankrig). Disse vilde ikke anerkjende paven og kaldte sig selv katharer («de rene»), hvoraf navnet kjætter kommer. Innocens prædikede korstog mod dem, og det endte med at de efter frygtelige kampe paa det nærmeste blev udryddet. Paven oprettede ogsaa geistlige domstole, som skulde opspore og dømme kjættere. Denne indretning har faaet navn af inkvisitionen. Forfærdelige pinsler anvendtes for at faa de mistænkte til at bekjende, og døden paa baalet var straffen for de domfældte. Til at hjælpe sig i kampen mod kjættere stiftede paven desuden to nye munkeordener, dominikanernes orden, som fik med inkvisitionen at gjøre, og fransiskanerordenen. Tidligere munke havde levet efter de regler som Benedikt af Nursia i det 6te aarh. havde givet; men eftersom klostrene i tidens løb havde erhvervet sig store rigdomme, havde dovenskab og nydelsessyge faaet indpas. Bernhard af Clairvaux havde virket meget for en bedre aand inden klostrene, og det samme gjorde fransiskanerne og dominikanerne. De satte sig som opgave at forkynde ordet blandt menigmand, og en af deres regler var, at munkene for at hindre rigdom og vellevnet skulde leve af hvad de hver dag tiggede sammen; deraf kommer disse ordeners navn, tiggerordener. Tiggermunkene sluttede sig nær til paven og ydede ham udmerket tjeneste i kampen mod kjætteriet.
De sidste korstog. Efter Innocens' tid blev der gjort nye forsøg paa at vinde det hellige land tilbage. Keiser 70Fredrik 2 gjorde i 1228 et korstog (det 5te). Han vandt virkelig Jerusalem; men byen faldt snart atter i muhammedanernes hænder. Den franske konge Ludvig 9 foretog endelig to korstog, et til Ægypten, det 6te, og et til Tunis, det 7de (1270). Han udrettede intet af betydning, og paa det sidste tog, som var det sidste større korstog, blev han bortrevet af pesten. Endnu havde de kristne igjen Akre i Syrien, som var en sterk fæstning og tillige en meget vigtig handlende og industridrivende by. I 1291 faldt ogsaa denne by i muhammedanernes hænder, og hermed ender korstogene, 200 aar efterat de var begyndt.
Korstogenes følger. Korstogene havde kostet Europa umaadeligt baade af menneskeliv og penge; flere millioner satte livet til. Trods disse ofre naaede man ikke hvad man tilsigtede, nemlig at vriste det hellige land fra de vantro. Men korstogene fik i andre henseender den største betydning for Europa. De blev paa en maade det samme for Vesteuropas folk, som en reise til fremmede lande er for et menneske, som har tilbragt sit hele liv i en afstængt bygd. Man lærte nye folk og nye forhold at kjende, og grækerne og araberne, som man gjennem korstogene blev kjendt med, stod langt over Vesteuropas folk i videnskab og kunst, saavelsom i industri og levevis. Man blev kjendt med nye varer og produkter; disse eller lignende vilde man have, naar man kom hjem igjen. Man fik sans for at indrette sine huse vakrere og bekvemmere, samt spise og klæde sig mindre ensformig. Følgen var at haandverkere fik mere at bestille, og at kjøbmænd maatte se at skaffe tilveie Østens varer. Der opstod paa den maade en livlig handel og samfærdsel med landene ved det indre Middelhav. Byerne tiltog i rigdom og folketal; især var dette tilfældet i Italien, hvor Venedig, Genua og Pisa hævede sig til stor magt. Men ogsaa andre lande, som Frankrig og Tyskland, nød godt deraf. I Nordtyskland kom der saaledes op en række vigtige handelsstæder, som med et fælles navn kaldes hansestæderne.
Ogsaa paa aandens omraade indvirkede Østens folk heldig paa Vesteuropa. Trangen til kundskab steg, og det 71er ikke tilfældigt at der netop under korstogene opstod en ny slags undervisningsanstalter, nemlig universiteter. Vigtigst blandt disse var universitetet i Paris, som til sine tider besøgtes af over 20 000 studerende fra alle kanter, saaledes ogsaa fra de nordlige lande. Studierne tog delvis en ny retning; det var ikke blot theologi som studeredes, men ogsaa lovkyndighed (romerret), medicin og astronomi.
Korstogene var et udslag af tidens sterke tro og ikke mindst af troen paa gjerningernes betydning. I begyndelsen bidrog de ogsaa til endmere at øge denne tro og derigjennem geist-
lighedens og kirkens magt. Men den stigende oplysning og vel ogsaa togenes uheldige udfald bevirkede efterhaanden en forandring heri. Troen paa pavens ufeilbarhed begyndte at svinde, og det er allerede fortalt hvorledes kjætteriet, det er frafaldet fra paven og hans lære, begyndte midt under korstogene. Pavernes stormagtstid begynder og ender saaledes sammen med korstogene; den begynder med Gregor 7, som er korstogtankens ophavsmand; den staar paa sin høide under Innocens 3, som levede midt under korstogene, og den ender ved korstogenes afslutning med Bonifacius 8 (omtr. 1300). Bonifacius kom i strid med den franske konge Filip den smukke. Kongen havde paalagt den franske geistlighed skat; 72men paven forbød den at betale skatten. Filip sammenkaldte da for at faa støtte hos sit folk udsendinger fra adel, geistlighed og borgere (generalstænder eller les états généraux). Disse stillede sig paa kongens side og udtalte sig mod pavens verdslige herredømme. Paven satte Filip i ban; men det viste sig at banstraalen havde tabt sin kraft; det franske folk holdt med kongen. Filip forbandt sig med pavens uvenner i Rom, som overfaldt ham og forhaanede ham saaledes at han døde af ærgrelse. Kort efter fik Filip en franskmand valgt til pave, og han flyttede i 1309 til Avignon (udt. Avinjóng) i Sydfrankrig. Her opholdt paverne sig i 70 aar (pavernes babyloniske landflygtighed 1309—1377). Paverne var i denne tid nærmest redskaber i den franske konges haand; dermed sank deres anseelse i Europa, og de gjenvandt heller ikke efter at være vendt tilbage til Rom sin gamle betydning. Det var forbi med pavernes stolte drøm om at blive hele kristenhedens ikke blot geistlige, men ogsaa verdslige overherrer.