61

Ved siden af adelen indtog den katholske geistlighed den første plads i samfundet. Denne stand bestod af biskoper og prester samt de talrige klostres beboere. Geistligheden styrede sig selv, uafhængig af den verdslige magt; den havde sine egne love og sine egne domstole. De geistlige var de eneste som sad inde med større boglig lærdom. Af videnskab og kunst var der lidet i disse vilde, krigerske aarhundreder; hvad der fandtes, havde søgt tilflugt bag klostrenes mure; mangt et verk fra oldtiden er os levnet gjennem afskrifter af flittige munke. Lidet blev forøvrigt skrevet, og det som skreves, var mest paa latin.

Kirkens lære.

Mange misbrug gik i svang inden middelalderens kirke, og kirkens oprindelige lære blev meget forandret. Af særlig betydning blev den vegt man tillagde de saakaldte «gode gjerninger». Ved at bede, give almisser, skjænke gaver til kirker og klostre, ved at gjøre valfarter til hellige steder, faste og pine sig selv mente man at kunne vinde sin sjæls salighed, selv om disse handlinger skede uden den rette anger og tro. Der lærtes at efter døden kom sjælen i skjærsilden, hvor den en tid skulde pines og renses. Denne pinetid kunde forkortes ved at presten i kirken læste bestemte bønner (sjælemesser) for den afdøde. Det blev derfor almindeligt at skjænke gods til kirken, forat den skulde læse sjælemesser, og herved erhvervede kirken sig umaadelige rigdomme, især af jordgods.' Mennesker som i særlig grad havde udmerket sig ved fromhed og ved at arbeide for kirken, især de som havde sat livet til for dennes skyld, blev efter sin død regnet for helgener. Det blev en eneret for paven at bestemme at en skulde betragtes som helgen (kanoniseres). Helgenerne indtog, mente man, en meget indflydelsesrig stilling hos Gud. Helgenernes arme, ben o. l. (relikvier) holdtes i stor ære; alle kappedes om at skaffe sig saadanne.

Pavedømmet.

Allerede paa keiser Konstantins tid (side 48) havde der udviklet sig en egen geistlig stand af prester 62og biskoper (klerus eller kleresi) med de 5 patriarker i spidsen. Ved muhammedanismens udbredelse var det gaaet tilbage med den asiatiske og afrikanske kirke, idet kristendommen her mere og mere maatte give plads for islam. Patriarkerne i Rom og Konstantinopel fik derfor størst betydning; det lykkedes dem at blive anerkjendt som kirkens øverste styrere, den første i Vesten, den anden i Østen. Men mellem dem indbyrdes var der stadig uenighed, og i 1054 kom det til endeligt brud (det store kirkelige schisma). De satte hverandre gjensidig i ban, d. v. s. udstødte hverandre af det kristne samfund. Saaledes blev den katholske eller almindelige kirke delt i to, den romersk katholske og den græsk katholske.

Paverne grundede sin magt paa Frelserens ord til apostelen Peter: «Du er klippen; paa dig vil jeg bygge min menighed.» Ved disse ord skulde Peter efter pavernes mening være indsat som hele kirkens overhoved. Videre paastod de, at Peter havde været den første biskop i Rom, samt at hans stilling som kirkens overhoved var gaaet i arv til Roms biskoper eller paverne. Folkene var fra oldtiden af vante til at modtage befalinger fra Rom; det faldt derfor ikke saa vanskeligt for paven at blive anerkjendt som styrer af hele den vesteuropæiske kirke. Men hermed var han ikke fornøiet; han vilde ogsaa have verdslig magt, og krævede at keisere og konger skulde anerkjende ham som overherre. Han paaberaabte sig, at det var paven som havde indsat Karl den store til keiser, ligesom det ogsaa var paven som senere (962) gjorde Tysklands mægtige kong Otto I og dennes efterfølgere til keisere; følgelig maatte paven være høiere end keiseren; ja, paven var Guds stedfortræder paa jorden og stod som saadan over alle andre mennesker. Pave Gregor 7 pleiede at udtrykke sig saaledes: «Pavemagten er som solen; keiserens magt som maanen; ligesom maanen modtager sit lys fra solen, saaledes modtager keiser og konger sin magt fra paven; men han modtager den fra Gud.»

Men det varede længe før paven fik sat disse sine krav igjennem. Til en begyndelse var paven endog afhængig af 63den verdslige magt, idet keiseren og de mægtige romerske adelsætter som oftest afgjorde pavevalget. Endnu større var den indflydelse fyrsterne havde ved valget af biskoper. Biskoperne var nemlig som regel tillige verdslige vasaller, og det var blevet skik at kongerne indsatte biskoperne i deres embede ved at overrække dem ring og stav, som var tegn paa deres biskopelige værdighed; denne overrækning kaldtes investitúr, det er «iklædning». Kirken var ofte lidet tjent med den slags biskoper, da fyrsterne lagde hovedvegten paa at faa paalidelige mænd og gode krigere til biskoper; allerværst var det at fyrsterne ofte solgte bispeembederne for penge (simoní).

61

Ved siden av adelen indtog den katolske geistlighet den første plass i samfunnet. Denne stand bestod av biskoper og prester samt de talrige klostres beboere. Geistligheten styrte seg selv, uavhengig av den verdslige makt; den hadde sine egne lover og sine egne domstoler. De geistlige var de eneste som satt inne med større boklig lærdom. Av vitenskap og kunst var der lite i disse ville, krigerske århundrer; hva der fantes, hadde søkt tilflukt bak klostrenes mure; mangt et verk fra oldtiden er oss levnet gjennom avskrifter av flittige munker. Lite ble forøvrig skrevet, og det som skreves, var mest på latin.

Kirkens lære.

Mange misbruk gikk i svang innen middelalderens kirke, og kirkens opprinnelige lære ble meget forandret. Av særlig betydning ble den vekt man tillagde de såkalte «gode gjerninger». Ved å bede, gi almisser, skjenke gaver til kirker og klostre, ved å gjøre valfarter til hellige steder, faste og pine seg selv mente man å kunne vinne sin sjels salighet, selv om disse handlinger skjedde uten den rette anger og tro. Der lærtes at etter døden kom sjelen i skjærsilden, hvor den en tid skulle pines og renses. Denne pinetid kunne forkortes ved at presten i kirken leste bestemte bønner (sjelemesser) for den avdøde. Det ble derfor alminnelig å skjenke gods til kirken, for at den skulle lese sjelemesser, og herved erhvervede kirken seg umåtelige rigdomme, især av jordgods.' Mennesker som i særlig grad hadde utmerket seg ved fromhet og ved å arbeide for kirken, især de som hadde satt livet til for dennes skyld, ble etter sin død regnet for helgener. Det ble en enerett for paven å bestemme at en skulle betraktes som helgen (kanoniseres). Helgenene indtog, mente man, en meget innflytelsesrik stilling hos Gud. Helgenernes arme, ben o. l. (relikvier) holdtes i stor ære; alle kappedes om å skaffe seg sådanne.

Pavedømmet.

Allerede på keiser Konstantins tid (side 48) hadde der utviklet seg en egen geistlig stand av prester 62og biskoper (klerus eller kleresi) med de 5 patriarker i spidsen. Ved muhammedanismens utbredelse var det gått tilbake med den asiatiske og afrikanske kirke, idet kristendommen her mer og mer måtte gi plass for islam. Patriarkene i Rom og Konstantinopel fikk derfor størst betydning; det lyktes dem å bli anerkjent som kirkens øverste styrere, den første i Vesten, den annen i Østen. Men mellom dem innbyrdes var der stadig uenighet, og i 1054 kom det til endeligt brud (det store kirkelige skisma). De satte hverandre gjensidig i ban, d. v. s. utstøtte hverandre av det kristne samfunn. Således ble den katolske eller alminnelige kirke delt i to, den romersk katolske og den gresk katolske.

Pavene grundede sin makt på Frelserens ord til apostelen Peter: «Du er klippen; på deg vil jeg bygge min menighet.» Ved disse ord skulle Peter etter pavernes mening være innsatt som hele kirkens overhoved. Videre påstod de, at Peter hadde vært den første biskop i Rom, samt at hans stilling som kirkens overhoved var gått i arv til Roms biskoper eller pavene. Folkene var fra oldtiden av vante til å motta befalinger fra Rom; det falt derfor ikke så vanskelig for paven å bli anerkjent som styrer av hele den vesteuropeiske kirke. Men hermed var han ikke fornøyet; han ville også ha verdslig makt, og krevde at keisere og konger skulle anerkjenne ham som overherre. Han påberopte seg, at det var paven som hadde innsatt Karl den store til keiser, likesom det også var paven som senere (962) gjorde Tysklands mektige kong Otto I og dennes etterfølgere til keisere; følgelig måtte paven være høyere enn keiseren; ja, paven var Guds stedfortreder på jorden og stod som sådan over alle andre mennesker. Pave Gregor 7 pleide å uttrykke seg således: «Pavemakten er som solen; keiserens makt som månen; likesom månen modtager sitt lys fra solen, således modtager keiser og konger sin makt fra paven; men han modtager den fra Gud.»

Men det varte lenge før paven fikk satt disse sine krav igjennom. Til en begynnelse var paven endog avhengig av 63den verdslige makt, idet keiseren og de mektige romerske adelsætter som oftest avgjorde pavevalget. Enda større var den innflytelse fyrstene hadde ved valget av biskoper. Biskopene var nemlig som regel tillike verdslige vasaller, og det var blitt skikk at kongene innsatte biskopene i deres embete ved å overrekke dem ring og stav, som var tegn på deres biskopelige verdighet; denne overrekking kaltes investitúr, det er «ikledning». Kirken var ofte lite tjent med den slags biskoper, da fyrstene la hovedvekten på å få pålitelige menn og gode krigere til biskoper; allerverst var det at fyrstene ofte solgte bispeembetene for penger (simoní).