57

Ved forliget i Verdun fremstod Frankrig, Tyskland og Italien som egne stater. Disse lande kom snart i indbyrdes strid og hjemsøgtes samtidig af stadige borgerkrige. Under disse krige mistede kongerne mere og mere af sin magt; stormændenes magt steg derimod, og der fremstod en ny og eiendommelig ordning af samfundet, det saakaldte lensvæsen. Paa grund af de hyppige krige gjaldt det for kongen at stille det størst mulige antal af vel øvede krigsmænd; især var det af betydning for ham at skaffe sig tungt væbnede ryttere, som dengang udgjorde hærens hovedstyrke. Tjenesten til hest var imidlertid kostbar og krævede ikke liden øvelse; kongerne maatte derfor betale dem som var villige 58til at tjene paa denne maade. Da man paa de tider havde lidet penge, bestod betalingen gjerne i jordgods, som kongen overlod tjenestemanden, ikke som odel eller eie, men til brug som laan eller len. Den som ydede saadan krigstjeneste, kaldtes lensmand eller vasal; den han tjente, kaldtes lensherre. De som modtog et len af kongen, kaldtes kronvasaller; men kronvasallen kunde atter tage folk i sin tjeneste og ligeledes lønne dem med brug af jordgods; disse

kaldtes undervasaller. Det var vasallens pligt at tjene sin herre i krig og møde for hans domstol. I begyndelsen gaves lenene paa levetid; men snart gik de over til at blive arvelige; lensherren kunde da først tage lenet tilbage, naar modtagerens slegt var uddøet.

Med lenet fulgte fritagelse for skat, samt retten til at udøve kongelig myndighed over alle, som boede paa det gods der var givet i len. Vasallerne nøiede sig imidlertid ikke hermed. Tiderne var lovløse; foruden af borgerkrige plagedes 59Mellemeuropas lande stadig af ydre fiender. Fra nord kom skandinaviske vikinger, fra syd arabiske sjørøvere, og fra øst veltede slaviske skarer og ungarske rytterhorder ind over landene. Mod disse fiender var der ikke beskyttelse at finde for de frie bønder og for de aabne byers indbyggere uden paa nærmeste herremands borg eller indenfor de faste bispegaardes og klostres mure. For at vinde saadan beskyttelse maatte borgerne og de frie bønder give sig ind under stormændene, anerkjende dem som herrer og enten blive deres vasaller eller svare dem afgifter i penge eller arbeide. De som maatte kjøbe sig beskyttelse ved penge eller arbeide, og det maatte de fleste bønder og de smaa byers indbyggere, sank ned til at blive halvt ufrie tjenere, som ikke havde stort bedre vilkaar end de livegne eller personlig ufrie arbeidere, som fra oldtiden af boede paa de store godser.

Vasallerne blev paa denne maade smaafyrster, hver inden sit len, og de store stater faldt fra hverandre i en mængde næsten selvstændige smaastater. Vasallerne var snart verdslige mænd med titel af hertug, greve, baron eller ridder, snart geistlige, saasom biskoper og abbeder; thi ogsaa saadanne tog land i len af kongen og stillede krigere til hans tjeneste. Enkelte større byer med sterke mure var hver for sig saa mægtige, at de turde stole paa sig selv; disse dannede en liden stat med et slags republikansk styre. Naar hele landet var udstykket paa den maade, kan man forstaa at kongernes magt indskrænkedes, og at de tilsidst maatte blive ganske afhængige af sine vasaller. Dette viste sig først i Frankrig og Italien, senere ogsaa i Tyskland og flere andre lande.

Virkelig frie var i lensvæsenets tid kun de frie byers borgere, de verdslige lensmænd eller adelen samt geistligheden. Disse tre klasser dannede skarpt adskilte stænder, hver med sine rettigheder og sine love; bønderne og de smaa byers indbyggere var udenfor Norden omtrent uden politisk betydning og som oftest personlig ufrie. Af frie byer fandtes der imidlertid ikke mange; handel og kunstflid laa nede i de urolige tider, da røveri tillands og tilvands 60hørte til dagens orden. Adelen og geistligheden blev saaledes de vigtigste stænder og styrte og stelte omtrent som de vilde.

Riddervæsenet.

De verdslige vasaller eller adelen dannede en krigerstand. De kjæmpede tilhest i fuld rustning, og krig var deres vigtigste beskjæftigelse. Men kirken søgte at indvirke forædlende paa de vilde krigere og benytte deres kraft i sin tjeneste. Presterne indskjærpede dem, at det var den kristne krigers pligt ikke blot at vise sig tapper og lydig, men ogsaa at tage sig af alle svage og fortrykte, især kvinder og børn, samt forsvare den kristne kirke. De adelsmænd som udmerkede sig ved disse egenskaber, optoges i et eget broderskab, som blev udbredt over hele Europa; det er den saakaldte ridderstand. Den unge adelsmand levede de første aar i sine forældres hus; men som ung gut sendtes han gjerne til lensherrens slot, hvor han gjorde tjeneste som page (udt. pásche). Han maatte her varte op og ellers være til herrens og ridderfruens tjeneste; herunder lærte han god opførsel og høviske seder.' Naar han var 14 aar gammel, kunde han blive væbner eller svend; sølvsporer var tegn paa hans nye værdighed. Som væbner øvedes han i vaabenbrug og ledsagede sin herre i kamp og paa jagt. Naar han havde fyldt det 21de aar, kunde han blive ridder, hvis han viste sig værdig dertil. Ridderværdigheden modtog han enten paa kamppladsen eller ved kroningsfeste og lignende anledninger. Knælende fik den unge ridderslaget af en ældre ridder, som lod sit sverd tre gange falde ned paa hans skulder med de ord: «I Gud Faders, den hellige Michaels og den hellige Georgs navn slaar jeg dig til ridder. Vær tapper, djerv og tro!» Kun ridderne havde ret til at bære guldsporer; de havde ogsaa vaabenmerker i sit skjold. En ridders ord skulde staa til troende; brød han det eller nogen anden af ridderskabets love, blev han høitidelig udstødt. Ofte afholdtes ridderspil eller turnéringer, hvor ridderne kjæmpede om prisen; disse feste forherligede damerne ved sin nærværelse og trubadúrerne ved sine sange. Riddervæsenet gjorde meget til at forædle tidens raa seder og vilde egenraadighed.

57

Ved forliket i Verdun fremstod Frankrig, Tyskland og Italien som egne stater. Disse lande kom snart i innbyrdes strid og hjemsøgtes samtidig av stadige borgerkriger. Under disse krige mistet kongene mer og mer av sin makt; stormennenes makt steg derimot, og der fremstod en ny og eiendommelig ordning av samfunnet, det såkalte lensvesen. På grunn av de hyppige krige gjaldt det for kongen å stille det størst mulige antall av vel øvede krigsmenn; især var det av betydning for ham å skaffe seg tungt væbnede ryttere, som dengang utgjorde hærens hovedstyrke. Tjenesten til hest var imidlertid kostbar og krevde ikke liten øvelse; kongene måtte derfor betale dem som var villige 58til å tjene på denne måte. Da man på de tider hadde lite penger, bestod betalingen gjerne i jordgods, som kongen overlot tjenestemannen, ikke som odel eller eie, men til bruk som lån eller len. Den som ytet sådan krigstjeneste, kaltes lensmann eller vasall; den han tjente, kaltes lensherre. De som mottok et len av kongen, kaltes kronvasaller; men kronvasallen kunne atter ta folk i sin tjeneste og likeledes lønne dem med bruk av jordgods; disse

kaltes undervasaller. Det var vasallens plikt å tjene sin herre i krig og møte for hans domstol. I begynnelsen gaves lenene på levetid; men snart gikk de over til å bli arvelige; lensherren kunne da først ta lenet tilbake, når mottakerens slekt var utdødd.

Med lenet fulgte fritagelse for skatt, samt retten til å utøve kongelig myndighet over alle, som bodde på det gods der var gitt i len. Vasallene nøyde seg imidlertid ikke hermed. Tidene var lovløse; foruten av borgerkriger plagedes 59Mellemeuropas lande stadig av ytre fiender. Fra nord kom skandinaviske vikinger, fra syd arabiske sjørøvere, og fra øst veltede slaviske skarer og ungarske rytterhorder inn over landene. Mot disse fiender var der ikke beskyttelse å finne for de frie bønder og for de åpne byers innbyggere uten på nærmeste herremanns borg eller innenfor de faste bispegårders og klostres mure. For å vinne sådan beskyttelse måtte borgerne og de frie bønder gi seg inn under stormennene, anerkjenne dem som herrer og enten bli deres vasaller eller svare dem avgifter i penger eller arbeide. De som måtte kjøpe seg beskyttelse ved penger eller arbeide, og det måtte de fleste bønder og de små byers innbyggere, sank ned til å bli halvt ufrie tjenere, som ikke hadde stort bedre vilkår enn de livegne eller personlig ufrie arbeidere, som fra oldtiden av bodde på de store godser.

Vasallene ble på denne måte smaafyrster, hver innen sitt len, og de store stater falt fra hverandre i en mengde nesten selvstendige småstater. Vasallene var snart verdslige menn med tittel av hertug, greve, baron eller ridder, snart geistlige, saasom biskoper og abbeder; thi også sådanne tog land i len av kongen og stillede krigere til hans tjeneste. Enkelte større byer med sterke mure var hver for seg så mektige, at de turde stole på seg selv; disse dannede en liten stat med et slags republikansk styre. Når hele landet var utstykket på den måte, kan man forstå at kongernes makt innskrenkedes, og at de til sist måtte bli ganske avhengige av sine vasaller. Dette viste seg først i Frankrig og Italien, senere også i Tyskland og flere andre lande.

Virkelig frie var i lensvesenets tid kun de frie byers borgere, de verdslige lensmenn eller adelen samt geistligheten. Disse tre klasser dannede skarpt adskilte stender, hver med sine rettigheter og sine lover; bøndene og de små byers innbyggere var utenfor Norden omtrent uten politisk betydning og som oftest personlig ufrie. Av frie byer fantes der imidlertid ikke mange; handel og kunstflid lå nede i de urolige tider, da røveri tillands og til vanns 60hørte til dagens orden. Adelen og geistligheten ble således de viktigste stender og styrte og stelte omtrent som de ville.

Riddervæsenet.

De verdslige vasaller eller adelen dannede en krigerstand. De kjempet til hest i full rustning, og krig var deres viktigste beskjeftigelse. Men kirken søkte å innvirke foredlende på de ville krigere og benytte deres kraft i sin tjeneste. Prestene innskjerpet dem, at det var den kristne krigers plikt ikke blot å vise seg tapper og lydig, men også å ta seg av alle svage og fortrykte, især kvinner og barn, samt forsvare den kristne kirke. De adelsmenn som utmerket seg ved disse egenskaper, optoges i et eget broderskap, som ble utbredt over hele Europa; det er den såkalte ridderstand. Den unge adelsmann levde de første år i sine foreldres hus; men som ung gut sendtes han gjerne til lensherrens slott, hvor han gjorde tjeneste som page (udt. pásche). Han måtte her varte opp og ellers være til herrens og ridderfruens tjeneste; herunder lærte han god oppførsel og høviske seder.' Når han var 14 år gammel, kunne han bli væpner eller svend; sølvsporer var tegn på hans nye verdighet. Som væpner øvedes han i våpenbruk og ledsaget sin herre i kamp og på jakt. Når han hadde fylt det 21de år, kunne han bli ridder, hvis han viste seg verdig dertil. Ridderverdigheten mottok han enten på kampplassen eller ved kroningsfeste og lignende anledninger. Knelende fikk den unge ridderslaget av en eldre ridder, som lot sitt sverd tre ganger falle ned på hans skulder med de ord: «I Gud Faders, den hellige Michaels og den hellige Georgs navn slår jeg deg til ridder. Vær tapper, djerv og tro!» Kun ridderne hadde rett til å bære gullsporer; de hadde også våpenmerker i sitt skjold. En ridders ord skulle stå til troende; brød han det eller noen annen av ridderskabets lover, ble han høytidelig utstøtt. Ofte avholdtes ridderspill eller turneringer, hvor ridderne kjempet om prisen; disse feste forherligede damene ved sin nærværelse og trubadúrerne ved sine sanger. Riddervæsenet gjorde meget til å foredle tidens rå seder og ville egenrådighet.