Læreplanatlas
Historisk lærebog for middelskolen omfattende saavel Nordens som verdens historieMiddelalderen.

Tiden fra 476—843.

I. De vestlige lande.

50

Da det vestlige romerrige gik tilgrunde i 476, var dets lande delt mellem en række germanske folk. De vigtigste af disse var: frankerne, vestgoterne, angelsakserne; hertil kom Odovakers rige i Italien.

Gallien.

Gallien var oprindelig, ligesom Norditalien, Spanien og Britannien, befolket af kelter. Efterat Cæsar havde lagt landet under Rom, optog det efterhaanden romersk dannelse og sprog; senere blev det ogsaa kristnet. Ved germanernes indfald taltes der saaledes latin overalt. Under folkevandringerne blev Gallien taget i besiddelse af frankerne i 51nord og af vestgoterne i sydvest. Disse folk tog en del af jorden og delte den mellem sig, og dannede en herskende krigerstand med egne germanske love. Den gamle befolkning beholdt resten af jorden og vedblev at leve under de gamle romerske love. Da germanerne gik over til kristendommen, smeltede de snart sammen med den tidligere befolkning og fik del i dennes høiere kultur. Det latinske folkesprog, som taltes af de tidligere indbyggere, optog i sig endel germanske ord og blev efterhaanden i denne sin nye skikkelse ogsaa erobrernes sprog. Dette nye sprog kaldes fransk. Paa samme maade opstod de øvrige romanske sprog, italiensk i Italien, spansk og portugisisk paa Pyrenæerhalvøen.

Klodvig.

Frankerne slog sig ned ved Rhinens nedre løb samt i det nuværende Belgien og Nordfrankrig. De var hedninger og var delt i flere stammer, som hver havde sin konge. En af disse stammekonger var Klodvig af Merovingernes æt (481—511). Klodvig var klog og tapper, men raa og samvittighedsløs, og anvendte ligesaa meget rænker og snigmord som ærlig kamp. Han fik efterhaanden ryddet de andre frankiske smaakonger afveien, saa han tilsidst var konge over alle franker. Samtidig paaførte han sine naboer krig; vestgoterne blev beseiret og maatte anerkjende hans overhøihed, og ved sin død herskede Klodvig over hele Gallien.

Klodvig var hedning, men han var gift med en kristen kongedatter. Engang holdt han paa at tabe i et slag. Han lovede at han skulde lade sig kristne hvis han seirede. Han vandt, og lod sig døbe med mange af sine mænd i Rheims (Rængs), som senere blev de franske kongers kroningsstad. Klodvig antog den romersk-katholske lære og fik af paven æresnavnet: «den meget kristelige konge», som gik i arv til hans efterfølgere. Men de andre germanske folk i Gallien var arianer; den gamle befolkning, der var romersk-katholsk, støttede af den grund Klodvig i hans kamp mod vestgoterne. Med Klodvig foregik der ingen forandring ved hans overgang til kristendommen; han vedblev at være ligesaa grusom og haard som tidligere. Han døde i 511 og blev begravet i Paris, som fra Klodvigs tid kan ansees for Frankrigs hovedstad.

52Senere Merovinger.

Ved Klodvigs død blev det frankiske rige delt i flere dele. De første konger var dygtige mænd, som udvidede riget ved erobringer i Sydtyskland. Men de følgende konger var for det meste udygtige og laa i indbyrdes strid. Heraf benyttede de krigerske stormænd sig til at tilrive sig magten. I spidsen for dem stod den saakaldte hushovmester (májor domus). Hushovmestrene blev snart rigets egentlige styrere, især efterat hushovmesterværdigheden var kommet i de dygtige Karolingers hænder. En af dem, den tapre Karl Martél, var hushovmester, dengang araberne fra Spanien faldt ind i Frankrig. Karl mødte dem med en stor frankisk hær og slog dem i 732 ved Tours (udt. Tur) syd for Loire. Araberne maatte gaa tilbage til Spanien, og kristendommen var reddet fra det farlige muhammedanske angreb. Karl fik for denne bedrift æresnavnet Martél, det er «hammeren». Hans søn og efterfølger var Pipin den lille. Han hjalp paven i krig, og da han forelagde ham det spørgsmaal: «Hvem bør være konge, enten den som bærer kongenavn, eller den som udfører en konges pligter?» blev svaret efter ønske; han satte derpaa den sidste Merovinger i kloster og tog selv kongenavn. Saaledes kom i 752 Karolingerne paa tronen.

Karl den store (768—814).

Pipins søn Karl den store var en stor kriger og en dygtig styrer i fred. Han var kristendommen og den fra romerne nedarvede dannelse varmt hengiven og arbeidede hele sit liv paa kristendommens udbredelse. Dette var ved siden af erobringslyst grunden til hans mange krige. Hele sin regjeringstid havde han nemlig krig med sine naboer og foretog ikke mindre end 53 krigstog. Den haardeste kamp havde han med sakserne, som boede mellem Rhinen og Elben. Sakserne var hedninger og foretog stadige røvertog ind i frankernes land. De kjæmpede med fortvilelsens kraft mod Karl; gang paa gang blev de beseiret, men gjorde paany opstand. Tilsidst maatte de give efter og lade sig døbe. Karl byggede byer og borge blandt dem; bisper indsattes, og klostre anlagdes. Østenfor Elben boede siden folkevandringernes dage slaviske 53folk; ogsaa flere af disse maatte anerkjende Karls overhøihed.

Samtidig udvidede Karl sit rige mod syd. Han gjorde et tog mod araberne i Spanien og fratog dem landet mellem Pyrenæerne og Ebro; dette land fik navn af den spanske mark (grænseland)1. Ogsaa i Italien førte Karl krig. I dette land var Odovaker blevet fordrevet af østgoterne; senere var longobarderne blevet landets herrer. Allerede Pipin havde hjulpet paven mod dem og skjænket ham et stykke land, som blev grundlaget for pavens verdslige besiddelser i Italien, den saakaldte Kirkestat. Ogsaa Karl kom i krig med longobarderne, overvandt dem og indlemmede hele Nord- og Mellemitalien i sit rige.

Karl inddelte sit rige i grevskaber; i spidsen for hvert grevskab stod en greve, i grænseprovinserne en markgreve. Han gav gode love og søgte at ophjælpe sine landes næringsveie og sørgede med iver for udbredelse af kristendommen og boglig lærdom. Han stiftede flere skoler, især er hans hofskole bekjendt; paa den gik Karls børn, og han var ofte tilstede og tog del i undervisningen. Selv var han ingen lærd mand; han kunde dog latin; men at skrive lærte han aldrig; hans fingre var for stive, sagde han; han havde for længe ført sverdet. Men han holdt af at omgive sig med lærde mænd; blandt dem var angelsakseren Alkuin, som forestod skolevæsenet. Karl var forøvrigt nøisom og tarvelig; han gik med klæder som hans hustru og døtre havde spundet og vævet.

I aar 800 opholdt Karl sig i Rom og blev juledag kronet af paven i Peterskirken som romersk keiser. Sem keiser blev han kirkens særlige beskytter og gjorde fordring paa at staa over alle andre fyrster i de vestlige lande. Karl døde i 814 og blev begravet i Aachen (udt. Aken), hvor han gjerne havde opholdt sig for at bruge badene der.

Karl den stores riges deling.

Efter Karl blev hans søn Ludvig den fromme keiser. Ludvig var en svag 54mand, som lod sig lede af geistligheden. Efter hans død udbrød der krig mellem hans sønner; den endte med forliget i Verdun (udt. Verdøng) i Vestfrankrig i 843. Her blev Karls rige delt i tre kongeriger: Frankrig, Tyskland og Italien. Til det sidste rige skulde keisertitelen høre, samt en strimmel land mellem Frankrig og Tyskland helt fra Middelhavet til Nordsjøen.

Angelsakserne.

Britannien, der ligesom Gallien oprindelig var beboet af kelter, var i det første aarh. efter Kr. kommet under Rom. I midten af det 5te aarh. blev det nuværende England og Sydskotland erobret af de germanske angler og sakser, som kom fra Nordtyskland. De var vilde hedninger og fortrængte de kristne keltiske folk mod vest, hvor de holdt sig i Wales's bjerge. Heller ikke til Irland kom angelsakserne i denne tid; irerne udviklede en ikke ringe kultur og var bekjendt for sin sans for lærdom og sin iver for kristendommen. Angelsakserne stiftede flere (oftest 7) smaastater, som i 827 blev samlet til ett rige. Omkring aar 600 sendte pave Gregor den store missionærer til England; i spidsen for dem stod munken Augustín. Landet blev kristnet, og Augustin blev erkebiskop i Canterbury, hvor senere den engelske kirkes primas eller overhoved har boet. Fra angelsakserne udgik der missionærer til andre lande, saaledes foruden til Norge især til Tyskland. Did kom Bonifácius, som har faaet navn af Tysklands apostel; han vandt mange for den kristne lære og blev erkebiskop i Mainz. Tilsidst fandt han martyrdøden blandt friserne i Nordtyskland.

2. De østlige lande.

Justinián (527—565).

Medens Vestens lande saaledes undergik store forandringer, fortsatte det østromerske eller byzantiske rige nogenlunde uforandret sin tilværelse. Blandt keiserne i Konstantinopel maa merkes Justinian. Denne kraftige keiser drømte om at gjenoprette det gamle romerrige i dets fulde udstrækning. Det lykkedes ham at vinde Nordafrika 55fra vandalerne og Italien fra østgoterne; men disse lande gik atter tabt under hans efterfølgere. Justinian byggede den pragtfulde Sofiakirke, nu Sofiamoskéen, i Konstantinopel. Mest bekjendt er han blevet gjennem den af ham istandbragte samling af den romerske lov og ret (corpus juris). Efter hans død gik det tilbage med riget, især efterat det havde faaet farlige fiender i araberne.

Kaba.
Kaba.

Muhámmed.

Araberne havde tidligere ikke spillet nogen større rolle i historien; dette blev anderledes fra Muhammeds tid. Muhammed tilhørte en mægtig stamme, som havde herredømmet i Mekka, hvor arabernes nationalhelligdom templet Kaba med den «sorte sten» fandtes. Muhammeds forældre døde tidlig; han kom i huset hos en farbroder og tjente sit brød som gjætergut. Senere kom han i tjeneste hos en rig kjøbmands enke. Han drog ud paa reiser for hende; tilsidst giftede han sig med hende og blev derved en velstaaende mand, saa han frit kunde hengive sig til sine religiøse 56grublerier. Det var smerten over folkets overtro som vakte tanken hos ham om at optræde som religionsstifter. Han troede nemlig, at han havde aabenbarelser fra Gud og af denne var udseet til at bringe araberne til at tro paa én gud, ligesom de kristne og jøderne.

Da Muhammed traadte frem med sin lære, vilde kun faa tro paa ham, medens de fleste spottede og forfulgte ham. I 622 blev han nødt til at flygte fra Mekka og søgte tilflugt i byen Medína længere nord; med denne flugt begynder muhammedanerne sin tidsregning. Indbyggerne i Medina antog hans lære, og i spidsen for dem slog han folkene fra Mekka, og inden han døde i 632, havde han vundet hele Arabien.

Muhammeds lære kaldes islam, hvilket betyder «underkastelse»; dens bekjendere kaldes muslimin. Læren er optegnet i koranen («læsning»), som blev nedskrevet kort efter hans død. Dens hovedsætning er: «Der er kun én sand gud, og Muhammed er hans profet.» Ogsaa Moses og Jesus havde været store profeter, gjennem hvem Gud (Allah) havde aabenbaret sin vilje; men Muhammed var den største, og hans lære den reneste. Muhammed troede paa sjælens udødelighed. Det er efter hans lære menneskenes pligt at leve et gudfrygtigt liv. At bede, faste, give almisser og gjøre pilegrimsfarter er fortjenstfulde handlinger, som kan hjælpe sjælen til salighed. Men allerbedst er det at falde i kampen for islams udbredelse; thi den hvem det times, gaar med det samme ind til paradisets glæder. Og dette paradis udstyrede Muhammed med alskens jordiske nydelser, med skyggefulde trær, kolde kilder, deilig frugt, vakre heste og skjønne kvinder. Muhammeds lære indeholder ved siden af mange urene tillæg meget fra kristendommen og jødedommen. Værdt at merke er hans forbud mod at drikke vin.

Da Muhammed var død, fortsatte hans efterfølgere, de saakaldte kalifer, hans verk. De optraadte som erobrere; især udmerkede kalifen Omar sig, og det var ham som ordnede den nye stat. Persien blev erobret; fra keiseren i Konstantinopel toges Syrien, Mesopotamien, Ægypten og Nordafrika. Herfra gik araberne over til Spanien, som 57beherskedes af vestgoterne. Disse blev slaaet ved Xeres de la Frontéra i 711, og landet blev erobret. Men da araberne gik over Pyrenæerne, stansede Karl Martel deres videre udbredelse i Europa (side 52).

Medína havde først været kalifernes hovedstad; men de flyttede snart til det prægtige Damáskus i Syrien. Da Abbasídernes slegt var blevet kalifer, gjorde de Bágdad ved Tigris til hovedstad. Her regjerede paa Karl den stores tid Abbasiden Harun al Raschíd, som er kjendt fra eventyrsamlingen «Tusend og en nat». Araberne stod paa denne tid høit i industri, kunst og videnskab, og overgik i alle disse ting Vesteuropas folk. De havde nemlig tilegnet sig den gamle græske dannelse, som fandtes i de erobrede lande. Det begyndte dog snart at gaa tilbage med kalifatet; den ene provins rev sig løs efter den anden, først af alle Spanien, hvor et eget arabisk rige holdt sig til slutningen af middelalderen. Tilsidst havde kaliferne intet andet igjen end Bagdad og omegn; her holdt de sig, indtil mongolerne i 1258 gjorde ende paa den sidste rest af kalifatet.