Det var under keiser August at Kristus blev født; hans virksomhed paa jorden og hans død faldt under Tiberius. Den kristne lære spredte sig efterhaanden udover romerriget, først i Østen, men snart ogsaa i Vesten. «Tidens fylde» var nu inde; 48forholdene var gunstige for kristendommens udbredelse som aldrig før eller siden. Trætte af de evige politiske kampe og borgerkrigenes rædsler havde folkene kastet sig i de enevældige keiseres arme. Deres tanker vendte sig bort fra det offentlige liv; de følte trang til hvile, og længsel efter noget de kunde tro og fortrøste sig paa. Men de gamle guder og de gamle religioner havde mistet sin kraft; de tilfredsstillede ikke trangen. Nu var tiden inde for Kristi evangelium, og de ordnede forhold i keiserriget gjorde det let at bringe budskabet frem selv til rigets fjerneste afkroge, og der behøvedes kun to sprog, thi overalt forstod man enten græsk eller latin.
Keiserne stillede sig imidlertid fiendtlig overfor den nye lære; de likte ikke at de kristne ikke som alle andre vilde tilbede deres billede, og ansaa dem farlige for riget. De kristne blev derfor udsat for en række forfølgelser; den første var under Nero, den sidste og haardeste under Diokletian. Forfølgelserne bidrog imidlertid kun til at styrke den kristne kirke; de kunde ikke stanse dens seierrige fremgang. Dette saa Konstantin; han forstod, at kristendommen vilde og maatte seire, og han tog den under sin beskyttelse, uagtet han selv først senere gik over til den. Kristendommen blev gjort ligeberettiget med de gamle religioner, og fra nu af udbredte den sig raskt. Det varede ikke længe før de fleste af rigets indbyggere var kristne.
I begyndelsen havde hver menighed styret sig selv gjennem sine inden menigheden valgte presbytere eller ældste; men efterhaanden havde der udviklet sig egne geistlige embedsmænd, prester og biskoper, som fik menighedens styre i sin haand. I enhver by var der en biskop, i enhver provins en erkebiskop. Øverst stod de fem patriarker eller biskoperne i Rom, Konstantinopel, Atiochia, Jerusalem og Aleksandria. Af patriarkerne hævede atter romerbispen sig over de andre; han antog navnet pave. Ved vigtigere anledninger samledes biskoperne til kirkemøder eller koncilier. Det første store kirkemøde holdtes i 325 i Nicæa i Lilleasien. I Ægypten var fremtraadt en prest, Arius, 49som paastod at Kristus ikke var sand gud. Hans lære blev i Nicæa dømt som vranglære; men den holdt sig dog længe. I denne kirkens første tid skilte mange kristne sig ud fra samkvem med andre mennesker for udelukkende at hengive sig til at tænke paa Gud og sin sjæls frelse. Flere saadanne sluttede sig sammen, og herved opstod klostervæsenet. Dette begyndte i Ægypten, men udbredte sig hurtig. Der var baade klostre for mænd, munkeklostre, styrede af abbeder, og for kvinder, nonneklostre, styrede af abbedisser.
Folkevandringerne.
Kort efter Julians død begyndte den store bevægelse, som førte til romerrigets fald. Trykkede af slaviske og mongolske folk i øst gik germanerne over Rhinen og Donau og stiftede nye riger paa det gamle romerriges grund. Denne bevægelse kaldes de store folkevandringer. Begyndelsen regner man fra 375, da de mongolske hunner trængte over Volga. Hunnerne var et vildt rytterfolk; de undertvang østgoterne, et germansk folk i Sydrusland. Vestgoterne fik derimod af romerne lov til at gaa over Donau og slaa sig ned inden romerriget. Misfornøiet med de romerske embedsmænd, som bedrog dem, greb de her til vaaben og slog de romerske hære. Kun med møie lykkedes det en ny keiser, Theodósius den store, at slaa dem og bringe dem til ro. Theodosius var en ivrig kristen; han gjorde kristendommen til statsreligion i det romerske rige.
Ved hans død (395) svækkedes riget ved at deles i to dele mellem hans sønner, det vestromerske med Rom og det østromerske med Konstantinopel som hovedstad. Vestgoterne gik nu under sin tapre konge Alarik mod Italien og stormede og plyndrede Rom i 410. Efter Alariks død drog hans folk videre til Sydgallien og Spanien, hvor de stiftede et rige, som i navnet anerkjendte den vestromerske keisers overhøihed. Samtidig tog andre germanske folk andre dele af riget; frankerne slog sig ned i det nordlige, og burgunderne i det sydøstlige Gallien; de raa vandaler tog Nordafrika, medens angler og sakser besatte Britannien. Keiseren havde saaledes igrunden blot Italien igjen.
4 — Historie for middelskolen.
50Hunnerne havde imidlertid slaaet sig ned i Ungarn, et land som altid har tiltalt asiatiske rytterfolk. De fik en dygtig konge i Attila. Han underlagde sig folkene mellem det sorte hav og Østersjøen og gik derpaa i 451 løs paa romerriget. Med en vældig hær af hunner og germaner gik han over Rhinen. I Gallien forenede romerne og de allerede der bosatte germaner sig; anførte af den tapre romer Aétius tilføiede de Attila et stort nederlag paa de katalauniske marker (nær Seine). Aaret efter gjorde Attila et indfald i Norditalien, men vendte snart om og døde kort efter. Hermed er det forbi med hunnernes magt. Men de romerske keisere høstede ingen fordel heraf; det var kun med germanske leietroppers hjælp at de havde kunnet forsvare sig; disse leiehære og deres anførere var rigets egentlige herrer, og i 476 afsatte en saadan høvding, Odováker, den sidste keiser og od sig udraabe til Italiens konge.