46

Efter Neros død fulgte et par aars borgerkrig; fra denne befriede Flávius Vespasiánus riget. Vespasian var en sparsommelig og dygtig mand og blev en god keiser (69—79). Han skaffede overalt ro og ordnede forhold tilbage. Trods sin sparsommelighed anvendte han meget paa store byggeforetagender. Han byggede saaledes det store flaviske amfitheater ¹ med siddepladse for 87 000 mennesker; af dette staar endnu store ruiner igjen, det saakaldte Colosséum. Under hans søn Titus ødelagdes i aaret 79 tre byer ved et udbrud af Vesuv. Af disse er de to, Pompéi og Herkulánum, i vor tid delvis blevet udgravet og giver os et klart indblik i hele tidens levemaade.

I det andet aarhundrede havde Rom en række «gode» keisere; blandt dem er Traján omkr. aar 100 den mest bekjendte. Under ham havde romerriget sin største udstrækning. Det strakte sig fra Skotland, Rhinen og Karpatherne i nord 47til Sahara i syd, fra Atlanterhavet i vest til Tigris i øst. Overalt raadede orden og velstand; folkemængden kan anslaaes til omkring 80 millioner ¹. Ogsaa Trajans eftermand Hadrián var en dygtig keiser; han drog, mest tilfods, gjennem alle rigets provinser for selv at se og ordne alt.

I det tredje aarhundrede kom riget i stort forfald. Det herjedes af ydre fiender, især germanerne i nord og perserne i øst. I det indre raadede splid og borgerkrig. Ud af denne forvirring reddede den tapre Diokletián (omtrent 300) staten. Han slog de ydre fiender og bragte orden tilveie i det indre.

I det fjerde aarhundrede fortsattes Diokletians verk af hans efterfølger Konstantin den store (306—337). Under ham mistede senatet sin betydning, og keisermagten blev gjort uindskrænket; keiseren gav love og styrede alt gjennem sine embedsmænd. Konstantin sluttede sig til kristendommen; han fandt da, at Rom med sine mange minder fra frihedens og den gamle religions tid ikke passede som hovedstad under de nye forhold. Han grundede derfor en ny hovedstad ved Bosporus; der laa før en by, som hedte Byzánts; fra nu af kaldtes den Konstantinopel. Den nye by var lettere at forsvare end Rom og laa ogsaa ellers bedre til; thi de østlige lande var nu de vigtigste og overgik de vestlige baade i folkemængde og rigdom.

Efter Konstantin var keiserne kristne, med undtagelse af hans brodersøn Julián (361—363). Han var opdraget som kristen, men faldt senere fra; han har deraf faaet navnet «den frafaldne». Han drømte om at bringe nyt liv ind i den gamle religion og gjenføde romerriget til dets gamle glans og herlighed; men han faldt snart i en krig mod perserne.

46

Etter Neros død fulgte et par aars borgerkrig; fra denne befridde Flávius Vespasiánus riket. Vespasian var en sparsommelig og dyktig mann og ble en god keiser (69—79). Han skaffet overalt ro og ordnede forhold tilbake. Trass sin sparsommelighet anvendte han meget på store byggeforetagender. Han bygde således det store flaviske amfiteater ¹ med sitteplasser for 87 000 mennesker; av dette står ennå store ruiner igjen, det såkalte Colosséum. Under hans sønn Titus ødelagdes i året 79 tre byer ved et utbrudd av Vesuv. Av disse er de to, Pompéi og Herkulánum, i vår tid delvis blitt utgravd og gir oss et klart innblikk i hele tidens levemåte.

I det andre århundre hadde Rom en rekke «gode» keisere; blant dem er Traján omkr. år 100 den mest bekjente. Under ham hadde romerriget sin største utstrekning. Det strakte seg fra Skotland, Rhinen og Karpatherne i nord 47til Sahara i syd, fra Atlanterhavet i vest til Tigris i øst. Overalt rådde orden og velstand; folkemengden kan anslåes til omkring 80 millioner ¹. Også Trajans eftermand Hadrián var en dyktig keiser; han drog, mest tilfods, gjennom alle rigets provinser for selv å se og ordne alt.

I det tredje århundre kom riket i stort forfall. Det herjedes av ytre fiender, især germanerne i nord og perserne i øst. I det indre rådde splid og borgerkrig. Ut av denne forvirring reddede den tapre Diokletián (omtrent 300) staten. Han slo de ytre fiender og brakte orden til veie i det indre.

I det fjerde århundre fortsattes Diokletians verk av hans etterfølger Konstantin den store (306—337). Under ham mistet senatet sin betydning, og keisermagten ble gjort uinnskrenket; keiseren ga lover og styrte alt gjennom sine embetsmenn. Konstantin sluttet seg til kristendommen; han fant da, at Rom med sine mange minner fra frihetens og den gamle religions tid ikke passet som hovedstad under de nye forhold. Han grundede derfor en ny hovedstad ved Bosporus; der lå før en by, som hette Byzánts; fra nå av kaltes den Konstantinopel. Den nye by var lettere å forsvare enn Rom og lå også ellers bedre til; thi de østlige lande var nå de viktigste og overgikk de vestlige både i folkemengde og rikdom.

Etter Konstantin var keiserne kristne, med unntakelse av hans brorsønn Julián (361—363). Han var oppdratt som kristen, men falt senere fra; han har derav fått navnet «den frafalne». Han drømte om å bringe nyt liv inn i den gamle religion og gjenføde romerriget til dets gamle glans og herlighet; men han falt snart i en krig mot perserne.