Under Augustus blev Rhinen og Donau romerrigets grænser i Europa. Han gjorde et forsøg paa at flytte grænsen frem til Elben og erobrede Germanien eller Tyskland indtil denne elv. Men germanerne fandt sig ikke i romernes herredømme; de greb til vaaben og slog under Arminius's anførsel fuldstændig en romersk hær i Teutoburgerskoven (vest for Harzen). Siden opgav romerne forsøget paa at underlægge sig Germanien.
Tiden fra Sullas død til Augusts død kaldes den romerske litteraturs guldalder. Til de merkeligste forfattere hører Cæsar, som har beskrevet sine krige, og Cicero, der har efterladt en mængde verker, blandt hvilke hans taler er de mest bekjendte. Under August fandt litteraturen en beskytter i keiserens ven Mæcénas, hvis navn endnu bruges for at betegne en som beskytter og fremmer af kunst og videnskab. Dengang levede Roms tre største digtere, Vergíl, Horáts og Ovíd, samt Títus Lívius, der i et stort verk, som delvis er bevaret, skrev Roms historie fra begyndelsen af og ned til Augusts tider.
Efter August blev hans stedsøn Tibérius (14—37) keiser. Han var en meget dygtig hersker, som især gjorde meget for provinserne. Men han var menneskesky og mistænksom 45og endte med at blive en frygtelig tyran. Det var de romerske stormænd det gik ud over, og af dem blev en hel del henrettet. Sine sidste aar henlevede han den vakre ø Capri udenfor Neapel.
Den sidste keiser af Augusts hus var Néro (54—68). Han kom paa tronen ved sin moders hjælp; hun ryddede nemlig sin mand, keiser Claúdius, afveien for at skaffe plads 46for Néro, som var hendes søn fra et tidligere egteskab. I begyndelsen havde Neros lærer, filosofen Séneca, mest at sige, og han styrede med stor klogskab og mildhed. Men snart blev det anderledes. Nero lod sin moder myrde, fjernede Seneca fra styret og tvang ham senere til at dræbe sig selv. Siden hengav Nero sig ganske til fornøielser og udsvævelser. Han optraadte offentlig som sanger, skuespiller og kapkjører. Han ødslede med statens penge, og for at fylde den tomme statskasse lod han mængder af rige folk henrette og deres eiendele inddrage. Under Nero ødelagdes en stor del af Rom ved en ildebrand. Folket gav uden grund Nero skylden; han byggede siden byen op igjen med større pragt, og man mente at han havde sat ild paa den for at faa anledning hertil. Nero skjød skylden paa jøderne; dette gav anledning til at jøderne, og med dem ogsaa de kristne i Rom blev forfulgt. Det var under denne forfølgelse at apostlerne Peter og Paulus led martyrdøden. Tilsidst gjorde soldaterne opstand mod Nero, og han dræbte sig selv.