Med slaget ved Aktium var det for altid forbi med den romerske republik. Rom er blevet et keiserdømme og Oktavian rigets eneherre under navnet Cæsar (deraf ordet keiser); han bar ogsaa titlen Augustus («den ærværdige»). I virkeligheden havde Augustus og hans efterfølgere uindskrænket magt; men for at undgaa Cæsars skjæbne, gav han det udseende af at republiken og dens frie forfatning endnu 44bestod. Valg af embedsmænd og lovgivningen blev tillagt senatet, der skulde dele magten med keiseren. Men da keiseren havde ret til at ind- og afsætte senatorer, fik senatet aldrig nogen virkelig magt ved hans side; des tabte stadig mere og mere af sin betydning og sank ned til at blive keiserens lydige tjener. De som havde størst grund til at være keiseren taknemmelige, var provinserne. Deres skattebyrder lettedes, og keiseren vaagede med strenghed over at statholdere og andre embedsmænd gjorde sin pligt og ikke udsugede indbyggerne, saaledes som de tidligere havde gjort. Lidt efter lidt opnaaede provinserne borgerret; dette skede, efterhvert som de tilegnede sig den græsk-romerske dannelse. Tilsidst blev alle borgere, og der taltes paa det nærmeste kun to sprog i hele riget, latin i Vesten og græsk i Østen.

Med slaget ved Aktium var det for alltid forbi med den romerske republikk. Rom er blitt et keiserdømme og Oktavian rigets eneherre under navnet Cæsar (derav ordet keiser); han bar også tittelen Augustus («den ærverdige»). I virkeligheten hadde Augustus og hans etterfølgere uinnskrenket makt; men for å unngå Cæsars skjebne, ga han det utseende av at republikken og dens frie forfatning ennå 44bestod. Valg av embetsmenn og lovgivningen ble tillagt senatet, der skulle dele makten med keiseren. Men da keiseren hadde rett til at ind- og avsette senatorer, fikk senatet aldri noen virkelig makt ved hans side; des tapte stadig mer og mer av sin betydning og sank ned til å bli keiserens lydige tjener. De som hadde størst grunn til å være keiseren takknemlige, var provinsene. Deres skattebyrder lettedes, og keiseren vaagede med strenghet over at statholdere og andre embetsmenn gjorde sin plikt og ikke udsugede innbyggerne, således som de tidligere hadde gjort. Litt etter litt oppnådde provinsene borgerrett; dette skjedde, efterhvert som de tilegnet seg den gresk-romerske dannelse. Til sist ble alle borgere, og der taltes på det nærmeste kun to språk i hele riket, latin i Vesten og gresk i Østen.