Rom stod nu som den herskende stat i Middelhavslandene, og det varede ikke længe før det romerske rige omfattede alle lande ved Middelhavets kyster; snart blev det sydlige Gallien romersk provins, i 63 indlemmedes Syrien og Jødeland i det romerske rige, og i 30 Ægypten. Men paa samme tid som Roms verdensherredømme saaledes stod urokket; herskede strid og tvedragt i Rom, og gjentagne gange førte borgere vaaben mod borgere.
Graccherne 133—121.
Efterhaanden som forskjellen mellem patricier og plebeier svandt (side 30), kom en anden standsforskjel isteden. Af patricierne og de rigere plebeiiske slegter dannede der sig en ny herskende stand, som fik navn af optimáter. Det var disse som beklædte embederne og sad i senatet; dette bestod nemlig af forhenværende embedsmænd. Embederne som aarlig besattes ved folkets valg, var ulønnede; ja, det kostede mange penge at være embedsmand; thi vilde man vinde folkets stemme, maatte man uddele gaver og foranstalte alskens fester til dets fornøielse. Naar man havde beklædt et af de høieste embeder, blev man bagefter statholder i en af provinserne, og havde der den bedste anledning til at berige sig ved bestikkelser og andre kunster. Næsten alle statholdere vendte tilbage til Rom som rige mænd. Den licinske lov om fordelingen af statens jordgods (side 29) var desuden glemt, og dette samledes mere og mere paa optimaternes hænder. Samtidig kjøbte de op smaabøndernes eiendomme og dannede deraf store godser, som de drev ved hjælp af trælle. Der opstod paa denne maade en overmaade rig stand, som sad inde med magten og det meste af jorden, og en fattig, arbeidsløs mængde, som gjerne søgte til Rom, hvor de for en stor del levede af de riges naade og af at sælge sin stemme i folkeforsamlingen.
I aaret 133 blev den unge Tibérius Grácchus almuetribun. Han tilhørte en af Roms fornemste familier, men optraadte som folkets talsmand. Han fik fornyet den licinske agerlov; store strækninger af offentlig mark blev frataget optimaterne, 36og mange tusende gaarde blev uddelt til fattige borgere. Men da han mod loven søgte at blive tribun ogsaa for det kommende aar, blev han dræbt af optimaterne under et opløb. Ti aar efter blev hans yngre broder Gaius tribun (123). Han nøiede sig ikke med at fortsætte sin broders verk; men han dannede af de misfornøiede inden borgerskabet et eget parti, folkepartiet, som stillede sig i fiendtligt forhold til optimaterne. Ved folkepartiets hjælp styrede han gjennem folkeforsamlingen, ligesom Périkles havde gjort i Athen. Ogsaa han blev dræbt af optimaterne (121) sammen med et par tusende af sine tilhængere. Men partiet vedblev at bestaa, og i 100 aar rasede nu kampen mellem optimaterne og folkepartiet.
Márius og Sulla.
Ikke længe efter Gaius Gracchus's død fik folkepartiet en fører i Gaius Márius. Han var en bondegut fra Latium, og havde tjent sig op fra simpel soldat ved sin tapperhed og dygtighed. Samtidig fik optimaterne en dygtig fører i Cornélius Sulla; Sulla var af fornem slegt og kunde fuldt ud maale sig med Marius som kriger, og overgik ham langt som statsmand. Det var især krigen mod cimbrer og teutóner (113—101), som gav Marius anledning til at udmerke sig. Cimbrerne og teutonerne var vilde germanske folk, som herjende var faldt ind i romernes besiddelser i Sydgallien. Den ene romerske hær blev slaaet efter den anden, og man var allerede ræd for at faa se de frygtelige fiender i Italien, ja for Roms porte. I denne nød blev Marius valgt til konsul flere aar itræk. Han benyttede først et par aar til at skaffe sig en god og veløvet hær; derpaa gik han mod teutonerne, som blev slaaet i Sydgallien, og saa mod cimbrerne, som allerede stod i Norditalien. I et frygteligt slag nær Po blev ogsaa dette folk fuldstændig ødelagt (101), og Marius fik æresnavnet «Roms tredje stifter».
Snart fik man atter brug for Marius's krigerske dygtighed, saavelsom for Sullas. Romernes forbundsfæller var i tidens løb blevet mere og mere misfornøiet med sin stilling; uafbrudt maatte de deltage i Roms krige uden at have nogen fordel af seieren. Desuden begyndte romerne mere og mere at behandle dem, ikke som frie folk, men som undergivne. 37Forbundsfællerne forlangte derfor enten at faa romersk borgerret eller at blive løst fra forbindelsen med Rom. Da romerne ikke vilde gaa ind herpaa, udbrød den saakaldte forbundsfællekrig (90—88). Kampen førtes med største kraft fra begge sider, men endte med at romerne gav efter, og indrømmede alle Italiens frie borgere romersk borgerret (88).
Samme aar fik romerne krig med Mithradátes, konge i Pontus i det nordøstlige Lilleasien. Marius fik folkeforsamlingen til at tage anførselen i krigen fra Sulla, som var konsul det aar, og give den til ham. Men det vilde Sulla ikke finde sig i, og saa begyndte den første borgerkrig (88—82). Sulla rykkede med sin hær mod Rom; Marius og hans tilhængere maatte flygte. Marius blev fanget, men slap ud af fængslet og kom over til Afrika, hvor han skjulte sig i Karthagos ruiner. Sulla ordnede forholdene i Rom og drog derpaa til Asien for at optage kampen mod Mithradates. Men saasnart han var borte, kom Marius tilbage og gjorde sig til herre over Rom. I spidsen for en bande rømte trælle og leiede forbrydere rasede han paa det grusomste mod sine modstandere; en mængde af Roms første mænd faldt som ofre for hans hevntørst. Men Marius viste sig nu som før uskikket til at være fører for et parti. Han angrede ogsaa snart sin grusomhed, og søgte at døve sin samvittighed ved drik. Som følge af sin umaadelighed døde han kort tid efter (86), faa dage efterat han havde tiltraadt sit syvende konsulat.
Sulla kjæmpede imidlertid heldig mod Mithradates, og efter at have endt krigen kom han tilbage til Italien. Det kom igjen til haarde kampe mellem de to partier; Sulla seirede og tog Rom. Her lod han sig i 82 under titel af diktator meddele uindskrænket magt til at ordne forholdene saaledes som han vilde, og til at beholde magten saalænge han ønskede. Han begyndte med at tage en forfærdelig hevn over sine modstandere. Flere tusende blev udenvidere nedhugget, og en hel del blev opført paa de saakaldte proskriptionslister; disse kunde enhver dræbe; ja, der var endog udsat en belønning for hvert hoved. Dernæst forandrede han statsforfatningen, saaledes at magten kom til at ligge 38hos senatet, som stod paa optimaternes side; men almuetribunerne og folkeforsamlingen, hvor folkepartiet raadede, fik mindre indflydelse end før. Da han var færdig med ordningen, nedlagde han magten, som han egentlig aldrig havde eftertragtet. Han slog sig ned paa et landgods og døde der aaret efter (78).
Pompeius og Cæsar.
Efter Sullas død var Pompéius en tid Roms mest indflydelsesrige mand; han havde udmerket sig under Sulla og havde allerede som yngling vist sig som en dygtig anfører. Ved siden af ham maa nævnes Crássus, som især havde sin umaadelige rigdom at takke for den rolle han spillede. Baade Pompeius og Crassus tragtede efter at blive eneherrer i Rom. Paa den tid udbrød der en farlig slaveopstand i Italien; slaveholdet var steget overordentlig i den senere tid baade paa landet og i de riges huse i byen; en mand som Crassus skal have eiet 20 000 slaver. Slaveopstande var derfor ikke sjeldne. Denne gang brød endel gladiatórer¹ ud af en fegteskole. De kaldte trællene til vaaben, slog de hære som sendtes imod dem, og herjede frygtelig rundt i Italien. Tilsidst lykkedes det Crassus at slaa trællene og med blodig strenghed at dæmpe opstanden (gladiátorkrigen). Langs veien fra Neapel til Rom stod der kors i kors med korsfæstede slaver.
En anden plage paa den tid var sjørøveriet i Middelhavet. Det gik især ud paa at fange mennesker og sælge dem som trælle. Sjørøveriet trivedes derfor, saalænge der fandtes slaveri i de omliggende lande. Romerne selv havde opgivet at holde nogen ordentlig krigsflaade og havde efterhaanden sørget for at faa de andre landes flaader ødelagt; følgen var at sjørøveriet blev værre end nogensinde. Tilsidst opstod der hungersnød i Rom, fordi kornskibene fra Sicilien og Afrika blev taget. Da fik Pompeius kommando over hele Middelhavet. Han rensede alle bugter og viger, drev sjørøverne foran sig og ødelagde tilsidst ikke mindre end 2 000 skibe; saa mange var der af dem.
Derpaa blev Pompeius sendt mod Mithradates, som atter havde begyndt krig. Ogsaa her havde han lykken med 39sig. Mithradates blev fuldstændig slaaet og dræbte sig selv; hans lande samt det rige Syrien blev gjort til romersk provins (63). Samtidig havde selve Rom været udsat for en stor fare. Catilína, en mand af fornem æt, havde stiftet en sammensvergelse, som bestod af forgjældede adelige, forarmede bønder og andre misfornøiede. Planen var at sætte ild paa Rom, myrde statens første mænd og under forvirringen opkaste sig til herrer. Konsul var det aar den store taler Cícero. Det lykkedes ham at faa rede paa sammensvergelsen; flere af de sammensvorne blev fængslet og henrettet, og Catilina selv faldt i spidsen for en hær, han havde faaet samlet.
Da Pompeius kom tilbage fra Asien til Rom, var der fremstaaet en mand, som skulde blive ham en farlig medbeiler. Det var Gaius Julius Cæsar, som tilhørte en gammel fornem slegt, men stod paa folkepartiets side. Cæsar er en af de mest begavede mænd historien kjender; han var lige stor som kriger og som statsmand, som taler og som forfatter. Med aldrig svigtende dygtighed og ihærdighed søgte han at naa sin ærgjerrigheds maal, at svinge sig op til at blive romerrigets herre og gjennem en mere passende forfatning gjenføde dets kraft. Foreløbig blev Pompeius, Crassus og Cæsar enige om at dele magten og stifte et hemmeligt forbund, det første triumvirat eller tremandsforbund (60). Cæsar blev konsul aaret efter, og saa forsynede de sig for flere aar med rigets bedste provinser. Cæsar fik Norditalien og Sydgallien. Her opholdt han sig i 9 aar og benyttede denne tid til at lægge hele Gallien under Rom. Herved vandt han ikke alene rigdom 42og ære, men skaffede sig en stor og veløvet hær, som var ham blindt hengiven.
Crassus var blevet statholder i Syrien og drømte om at gjøre store erobringer i det indre Asiens rige lande; men han faldt i kampen. Pompeius havde faaet Spanien som provins og havde en stor hær staaende der, medens han selv opholdt sig i Italien. Han saa med frygt og misundelse Cæsars magt vokse, og begyndte snart at søge støtte hos optimaterne. Han fik senatet til at befale Cæsar at opløse sin hær, og denne erklærede sig villig til at gjøre det, hvis Pompeius gjorde det samme. Men Pompeius vilde ikke, og det kom til krig, den anden borgerkrig (49—45). Cæsar tog i en fart Italien. Pompeius, som i sit overmod havde erklæret, at han blot behøvede at trampe i jorden, saa traadte der legioner frem, var endnu ikke færdig med sine rustninger og maatte flygte til de østlige provinser. Cæsar slog først Pompeius's hær i Spanien; derefter forfulgte han Pompeius selv. I aar 48 stod det afgjørende slag ved Fársalos i Thessalien. Pompeius havde flest folk, men kunde ikke staa sig mod Cæsars øvede soldater; han flygtede til Ægypten, hvor han blev dræbt. Det lykkedes optimaterne at samle flere hære mod Cæsar, og han maatte drage om fra land til land og slaa sine modstandere. Først i 45 var det forbi med al modstand.
Cæsar blev udnævnt til diktator paa livstid. Han benyttede sin magt med det største maadehold og tog ikke hevn over nogen; tvertimod, han søgte at udjevne partistriden og benyttede som hjælpere dygtige folk af begge partier. Cæsar gik i gang med en fuldstændig omordning af forholdene. Det var hans hensigt at omgjøre riget til et kongedømme; dette havde til følge at de ivrigste republikanere, med Brútus og Cássius i spidsen, stiftede en sammensvergelse og myrdede Cæsar i senatet aar 44 ¹.