Ved republikens begyndelse omfattede romerstaten kun byen Rom med nærmeste omegn. Det var en liden stat, og rundt om, bare et par mil borte, laa andre smaastater, som Rom stadig havde krig med. Men det lykkedes romerne at faa istand et forbund med sine naboer latinerne, saa de skulde føre alle krige i forening. Fra den tid af udvidede Rom sig ved erobringer, især i Sydetrurien.
I 390 blev Rom udsat for en stor fare. Gallerne fra Norditalien var gaaet over Apenninerne og havde trængt ind i Etrurien, og da romerne havde støttet etruskerne i kampen mod dem, drog de mod Rom. Romerne søgte at stanse dem, men led et forfærdeligt nederlag ved Allia, en bielv til Tiber. Rom selv blev derpaa forladt; befolkningen søgte tilflugt i nabobyerne, medens det vaabenføre mandskab gik op paa Roms borg Capitólium. Kun endel gamle senatorer, som ikke vilde overleve sin fædrenebys undergang, blev siddende paa torvet («forum»). De blev dræbt, da gallerne kom, og hele byen blev brændt. Det var vanskeligt nok for romerne at forsvare Capitolium mod gallerne, og tilsidst blev de nødt til at kjøbe sig fred mod store løsepenge. Senere opstod det sagn, at den romerske anfører Camíllus kom til i rette tid og befriede Rom ved vaabenmagt. Den samme Camillus fik sine fortvilede landsmænd til at bygge byen op igjen, og blev derfor hædret med æresnavnet «Roms anden stifter».
Almuetribunerne (494).
Paa samme tid som Rom stadig laa i krig med andre stater, var der ogsaa strid mellem borgerne indbyrdes. Plebeierne fik nemlig snart merke at de havde tabt ved kongernes fordrivelse; kongerne havde været deres beskyttere ligeoverfor patricierne; nu havde patricierne al magten. Plebeierne kunde ikke blive embedsmænd, og der fandtes ikke skrevne love; plebeierne var saaledes ganske i de patriciske embedsmænds og dommeres vold. Hertil kom under de stadige krige stor fattigdom og elendighed. Hele sommeren 29maatte plebeierne tjene i hæren, og da de ingen sold havde, maatte de underholde sig selv. Naar de saa kom hjem om høsten, laa deres marker ofte udyrkede; thi plebeierne havde sjelden ligesom patricierne raad til at holde trælle til at arbeide for sig. For at kunne leve vinteren over var de derfor nødt til at laane hos patricierne, og naar de ikke kunde betale pengene tilbage, kunde laangiveren bruge dem som slaver. Plebeierne forsøgte forgjæves med det gode at faa sine vilkaar forbedrede, og vovede de at gjøre modstand, valgte patricierne en diktátor, d. v. s. lod en mand faa uindskrænket myndighed for en tid af indtil 6 maaneder, og da maatte plebeierne lystre.
I aaret 494 greb plebeierne til den udvei at forlade Rom og vandrede til det «hellige bjerg» lidt udenfor murene. De truede med at bygge en ny by der; saa kunde patricierne beholde Rom for sig selv. Da blev patricierne bange; thi de trængte til plebeierne, ikke mindst som soldater, da Rom var omgivet af fiender rundt om. Enden blev at der kom et forlig istand. Plebeierne fik lettelse i gjælden samt ret til inden sin midte aarlig at udvælge 10 saakaldte almuetribuner. Disse blev erklæret for ukrænkelige og kunde nedlægge indsigelse (veto) mod alle beslutninger af embedsmænd, senat og folkeforsamling, som de ansaa for skadelige for plebeierne.
Decemvirerne (450).
Med almuetribunerne som førere kunde plebeierne med kraft fortsætte kampen for at vinde lige rettigheder med patricierne. De satte først igjennem at det blev overdraget til 10 mænd (decemvírer) at give Rom skrevne love. Lovene blev nedskrevet paa 12 kobbertavler, og «de 12 tavlers lov» var hele tiden nedigjennem grundlaget for Roms retsvæsen, og lærtes udenad af de romerske gutter.
De licinske love (366).
Nu stod tilbage for plebeierne at opnaa adgang til konsulatet og de øvrige embeder, samt at skaffe sig andel i statens jordgods. Naar romerne havde erobret en fremmed by, tog de nemlig en stor del af dennes jord, som da blev statens eiendom. Det var imidlertid blevet skik at patricierne fik sig overladt store 30stykker af den slags jord; egentlig skulde de betale en aarlig afgift herfor; men denne gik snart i glemmebogen, og patricierne betragtede disse eiendomme som sine egne. Nu vilde ogsaa plebeierne have sin del af denne jord. I 366 blev efter en lang kamp de licinske love drevet igjennem. Efter dem skulde plebeierne have adgang til embederne, og ingen maatte have udover et vist maal af statens jord; havde nogen mere, skulde det gives til fattige borgere. Da plebeierne en tid efter ogsaa fik adgang til de fleste presteembeder, var forskjellen mellem patricier og plebeier paa det nærmeste ophævet, og de saakaldte stænderkampe er ført tilende.
2. Rom underlægger sig Italien 366—266.
Ikke før var stænderkampene tilende, før romerne tog fat paa at underlægge sig Italien. Denne opgave løste de i løbet af 100 aar. Det mægtigste folk i Italien ved siden af romerne var samniterne, og med dem stod den haardeste kamp. Samniterne fik efterhaanden hjælp af Italiens øvrige folk, som snart forstod at turen vilde komme til dem, hvis romerne først fik bugt med samniterne. Værst blev det for romerne, da ogsaa deres gamle forbundsfæller latinerne en tid vendte sig mod dem. Men romerne forstod den kunst at splitte sine modstandere og hindre ethvert varigt forbund mellem dem. Det lykkedes dem derfor at beseire alle sine fiender og lægge dem under sig, en for en. Men saa kjæmpede de ogsaa med storartet tapperhed og viste en udholdenhed i modgang, en offervillighed og lydighed ligeoverfor staten, som historien knapt nok kjender magen til. Denne tid blev ogsaa af romerne selv anseet for deres heltetid.
Der fortælles mange eksempler paa romernes tapperhed og den strenge mandstugt som herskede i deres hær. Konsulen havde engang befalet, at ingen uden tilladelse maatte indlade sig i tvekamp med nogen fiende. Konsulens søn kunde ikke modstaa sine fienders udfordring, indlod sig i tvekamp og dræbte sin modstander. Konsulen belønnede 31sin søn for hans tapperhed, men lod ham henrette for hans ulydighed.
Da alle Mellemitaliens folk var undertvunget, stod kun den allersydligste del af halvøen igjen. Den mægtigste stat der var den græske koloni Tarént. Tarentinerne var et blødagtigt og forfinet folk. De kunde ikke forsvare sig mod romerne, men kaldte til hjælp Epíros's konge Pýrrhos. Denne havde taget del i kampene mellem Aleksander den stores generaler og var anseet for sin tids dygtigste hærfører. Han kom med en øvet hær og havde ogsaa krigselefanter med. To gange overvandt han de romerske legioner; men disse seire kostede ham mere end de kostede romerne. Tilsidst led han et fuldstændigt nederlag og forlod Italien, hvor han havde haabet at vinde sig et rige. Tarent maatte overgive sig, og kort efter var romerne herrer over hele den italienske halvø (266).
De beseirede folk blev gjort til forbundsfæller. Forbundsfællerne var frie for skat til Rom og stod under sine egne embedsmænd og egne love. Men de var pligtige til at hjælpe Rom i krig, uden at faa andel i det land som blev vundet. Rundt om i Italien anlagde romerne kolonier; disse var nærmest befæstede byer med romerske besætninger og skulde tjene til at holde forbundsfællerne i ave. Kolonierne var forbundne med Rom ved ypperlige brolagte landeveie, ad hvilke de romerske legioner hurtig kunde naa frem, naar det nogensteds var nødvendigt.
3. Rom vinder herredømmet i Middelhavslandene 266—133.
De puniske krige ¹).
Da romerne havde bragt hele Italien under sin ledelse, tog Rom plads ved siden af Middelhavslandenes øvrige stormagter. Disse var i vest Karthágo og i øst de tre hellenistiske kongeriger, Makedonien, Syrien og Ægypten. En for en kom disse stater i krig med Rom og bukkede under i kampen. 32Den fønikiske koloni Karthago laa omtrent der hvor den nuværende by Tunis ligger. Efterhvert som det gik tilbage med Fønikien selv, arvede karthagerne handelen i de vestlige Middelhavslande. De underlagde sig efterhaanden ikke blot Nordafrika, men ogsaa det vestlige Sicilien samt Sardinien og Korsika. Men deres herredømme var forhadt; de lagde kun an paa at presse mest muligt penge ud af de undertvungne. Det var de rige kjøbmandsslegter som havde magten i Karthago; styreformen var en aristokratisk republik.
Det var forholdene paa Sicilien som førte til det første sammenstød mellem Rom og Karthago. Karthagerne søgte nemlig at lægge hele øen og de græske kolonier der under sig; dette vilde romerne ikke finde sig i, og saa begyndte den første puniske krig (264—241). Krigen førtes dels som landkrig paa Sicilien, dels som sjøkrig, efterat romerne med et strandet karthagisk krigsskib som mønster havde bygget sig en krigsflaade. Krigen førtes med vekslende held; men tilsidst var karthagernes kræfter udtømt, og de maatte kjøbe sig fred ved at afstaa til Rom sin del af Sicilien samt kort efter Sardinien og Korsika. Disse lande blev, ligesom siden alle undertvungne lande udenfor Italien, gjort til romerske provinser. Provinserne maatte betale skat til Rom og blev bestyret af romerske statholdere; derimod stillede de som regel ikke tropper.
Karthago søgte erstatning for sit tab ved at erobre den sydøstlige del af det rige Spanien. Paa begge sider rustede man sig af al kraft, indtil endelig spørgsmaalet hvem der skulde være herre i det vestlige Middelhav, Rom eller Karthago, fik sin afgjørelse i den anden puniske krig (218—201). Karthagernes anfører var den unge Hánnibal, en af de dygtigste hærførere historien kjender. Allerede som gut havde hans fader ladet ham sverge evigt fiendskab mod Rom, og denne ed holdt han; hele sit liv igjennem forfulgte han kun ett maal, at knække Rom og vinde magten for sit eget fædreland.
Hannibal besluttede at gaa angrebsvis tilverks. Han brød op fra Spanien med en stor hær og drog igjennem Sydgallien 33frem mod Italien. Paa den tid førte ingen veie over Alperne; Hannibal vovede dog overgangen; men den kostede ham en mængde folk og næsten alle hans krigselefanter. I Norditalien slog han romerne i et par slag; efter dette sluttede gallerne sig til ham, saa han hos dem baade nu og senere kunde faa forsterkninger til sin hær, og det trængte han, da han ikke fik nogen hjælp hjemmefra. Det følgende aar gik Hannibal over Apenninerne og ødelagde i Etrurien en stor romersk hær. Rom svævede i den største fare; hver dag kunde man vente at se Hannibal for byens porte. Da valgte man den forsigtige Fábius Máximus til diktator. Han undgik klogelig slag og forstod at hindre Hannibal i hans bevægelser. Men romerne var misfornøiet med denne krigsførsel og kaldte Fabius for «nøleren». Da hans tid var ude, indlod den ene af de nyvalgte konsuler sig i slag ved Cánnæ i det sydøstlige Italien (216). Romerne havde dobbelt saa mange folk som Hannibal; men denne vandt ved sin mesterlige ledelse en afgjørende seier; størstedelen af den romerske hær faldt, og kun faa reddede sig ved flugten.
Efter slaget ved Cannæ faldt mange af Roms forbundsfæller fra, og det saa mørkt ud for romerne; men i farens stund kaldtes folkets store egenskaber for alvor tillive. Der vistes en uforlignelig fasthed og offervillighed; nye hære reistes, og alle ofrede hvad de eiede, for at redde fædrelandet. Hannibal kunde saaledes nok slaa romerne; men knække dem kunde han ikke. Krigen tog snart en anden vending, og Hannibal blev efterhaanden trængt ned paa den allersydligste halvø i Italien, hvor han forsvarede sig med glimrende dygtighed. Men han var for svag til at hindre romerne i at gaa angrebsvis tilverks paa andre kanter. En romersk hær blev sendt mod Syrakús, som havde støttet Hannibal; byen blev erobret og lagt under Rom; under stormen fandt den store mathematiker og fysiker Archimédes døden. En anden hær under Cornélius Scipio (Africanus den ældre) gik til Spanien, hvor alle karthagernes besiddelser blev taget. Da derpaa Scipio drog over til Afrika, maatte karthagerne kalde Hannibal hjem for at forsvare
3 — Historie for middelskolen.
34Karthago. Han kom, men blev overvundet i slaget ved Záma. Nu maatte karthagerne give tabt og slutte fred paa haarde betingelser. De maatte afstaa Spanien, betale en stor sum penge og forpligte sig til ikke at føre krig uden Roms samtykke (201).
Hannibal bragte imidlertid snart Karthago paafode igjen. Romerne blev bange og forlangte ham udleveret; han flygtede til Asien, hvor han forfulgtes fra sted til sted, indtil han tilsidst maatte tage gift for ikke at falde i romernes hænder. Karthago plagedes stadig ved anfald af sine naboer, og disse fik altid medhold i Rom. Tilsidst greb de i fortvilelse til vaaben og forsvarede sig mod sine fiender. Heraf benyttede romerne sig til at erklære freden for brudt; de sendte en hær over, og dermed begyndte den tredje puniske krig (149—146). Karthagerne bad om fred. Den romerske anfører forlangte først at de skulde udlevere sine vaaben; det gjorde de. Men saa forlangte han at de skulde flytte sin by nogle mil ind i landet. Denne fordring var det umuligt at efterkomme; thi Karthagos hele velstand beroede paa dets handel og skibsfart. Karthagerne besluttede heller at vove en sidste kamp; de smidde nye vaaben og befæstede sin by. De forsvarede sig med heltemod, og beleiringen drog i langdrag; men overmagten var for stor, og Karthago blev indtaget af Cornelius Scipio Africanus den yngre. Paa senatets befaling blev byen fuldstændig ødelagt, og landet blev gjort til romersk provins under navn af Afrika (146).
Kampe i Østen.
Allerede i tiden mellem 2den og 3dje puniske krig havde romerne kjæmpet med Makedonien og Syrien og beseiret dem. I aaret 148 blev Makedonien endelig overvundet og gjort til provins. 2 aar efter, i 146, blev ogsaa Grækenland lagt under Rom. Korinth, som dengang var landets største by, blev ødelagt paa samme maade som Karthago. Det var disse byers handel romerne paa denne maade vilde tilvende sig. I 133 blev ogsaa den vestlige del af Lilleasien provins, og samtidig sank Syrien og Ægypten ned til at blive en slags romerske lydstater.