Rom (egentlig Roma) laa i det nordlige Latium paa nogle høie ved elven Tíber, 30 kilometer fra havet. Efter sagnet skal Rom være grundet af Rómulus aar 753 f. Kr. Rom var i den ældste tid kongedømme. En valgt konge stod i spidsen for regjeringen og havde ved sin side et raad, som kaldtes senátet; dette talte 300 medlemmer eller senatorer. Vigtigere sager maatte indbringes for folkeforsamlingen, hvor alle voksne borgere havde stemmeret. Befolkningen bestod, foruden af trælle, af to klasser, patrícier og plebeíer. Patricierne var de oprindelige indbyggere; det var dem som havde stiftet staten, og de eiede fra begyndelsen af al jord og var de eneste borgere. Men der opstod lidt efter lidt af frigivne slaver, undertrykte folk og tilvandrede fremmede en klasse af frie arbeidere. Disse kaldtes plebeier. Henimod slutningen af kongetiden blev plebeierne optaget blandt borgerskabet, men fik ikke samme rettigheder som de gamle borgere. De blev vistnok regnet med til folket, men som en lavere stand (almue) i modsætning til de mægtige patricier, som blev en stand med arvelige forrettigheder (adel). Agerbrug og fædrift var romernes vigtigste næringsvei. Hertil kom endel handel; men i den ældste tid var handelen for det meste i etruskernes hænder, og fra Etrurien kom ogsaa de første haandverkere og kunstnere til Rom.
Sagnet ved at fortælle om syv konger. Den sidste var Tarquínius den overmodige. Ved sin frække færd vakte han forbitrelse baade hos patricier og plebeier, og i aaret 510 blev han og hans slegt fordrevet. Siden blev der hvert aar valgt to kónsuler til at styre staten, og hermed gik Rom over til at blive en republik; men statsforfatningen blev forøvrigt i det væsentlige uforandret.