Filip af Makedonien (360—336). Makedonien stod oprindelig udenfor den hellenske verden. Fra kolonierne paa kysten var imidlertid græsk kultur trængt ind i landet. I 360 blev Filip Makedoniens konge. Han var en ypperlig feltherre og havde lært krigskunsten i Epaminondas's hus; dertil var han listig og snedig, og forstod fremfor alt at anvende bestikkelser; naar der blot var saa stor aabning at et æsel belæsset med guld kunde slippe ind, var ingen by uindtagelig, pleiede han sige. Af den makedonske adel dannede han et udmerket rytteri, og af bønderne sin berømte falanks, en dyb fylking, bevæbnet med lange spyd. Filips maal var at samle hele Grækenland under sin anførsel, og saa i spidsen for Makedoniens og Hellas's forenede kræfter gaa mod Persien. De stadige krige i Grækenland gav ham anledning til at blande sig ind i dets indre forhold. Da søgte Athens sidste store statsmand og taler Demósthenes at aabne sine landsmænds øine for den fare som truede. Først for sent, da Filip allerede stod i Mellemhellas, gik det op for athenerne og thebanerne at Grækenlands frihed stod paa spil. De forenede sig og kjæmpede med stor tapperhed ved Chæronéa i Bøotien (338). Men intet kunde modstaa det makedonske rytteri, som førtes af Filips unge søn Aleksander. Hellas maatte anerkjende Filips overherredømme, og paa et møde i Korinth blev han valgt til anfører for et tog mod Persien; men kort efter blev han myrdet af en uven.
Aleksander den store (336—323). Det faldt i sønnen Aleksander den stores lod at fuldende Filips planer om 24perserrigets erobring. Aleksander var blevet opdraget af oldtidens lærdeste mand, filosofen Aristóteles, og viste snart at han var i besiddelse af lige store evner som kriger og som styrer i fred. Han var 20 aar ved faderens død, og 2 aar efter (334) gik han med 35 000 mand over til Lilleasien for at angribe perserne.
Med perserriget var det stadig gaaet nedover siden Xerxes's tid; de fleste konger havde været udygtige. Daríus Kodománnus, som var konge da Aleksander drog mod Persien, var en hæderlig men svag mand. Med uimodstaaelig kraft trængte Aleksander frem gjennem Lilleasien. Ved Issus, inderst inde, der hvor Lilleasien og Syrien støder sammen, mødte han Darius og den store persiske rigshær paa 600 000 mand. Aleksander stormede selv frem i spidsen for sit rytteri, og Darius undslap kun med nød og neppe til rigets indre provinser; men hans leir og familie faldt i seierherrens hænder. Aleksander forfulgte ham ikke straks; han vilde sikre sig hele kyststrækningen, før han begav sig til det indre. Han rykkede sydover gjennem Syrien, hvor han længe maatte beleire den gamle fønikerby Tyrus, og derfra gjennem Jødeland til Ægypten, hvor han hilsedes som befrier fra persernes forhadte herredømme. Her som overalt vandt Aleksander folket for sig ved den agtelse han viste for dets religion, og de hensyn han tog til nationale eiendommeligheder. I Ægypten grundede han byen Aleksándria.
Derefter rykkede han frem mod perserrigets indre provinser. Forgjæves bød Darius ham fred og halvdelen af sine lande. Ved Eufrat kom det til det sidste, afgjørende slag; det stod ved Gaugaméla, nær Ninives ruiner. Aleksander slog ogsaa her persernes store overmagt, og Darius maatte atter flygte, men blev paa flugten dræbt af en oprørsk satrap. Aleksander optraadte nu som perserkongens arving; han indtog rigets hovedstæder og bemægtigede sig den persiske statskasse, hvor han fandt mange hundrede millioner kroner i guld og sølv. Han udsaa Babylon til sin hovedstad og begyndte at ordne sit nye rige. Hans tanke var at udbrede græsk dannelse blandt de undertvungne folk og faa dem smeltet 25sammen med hellener og makedoner til ett folk. Selv egtede han en af Darius's døtre, og mange tusende af hans soldater egtede persiske kvinder. Han gjorde heller ingen forskjel paa sine gamle og sine nye undergivne og benyttede perser endog i sin hær. Dette vakte makedonernes og hellenernes forbitrelse; de var kommet for i en fart at berige sig, og Aleksanders høiere planer forstod de ikke.
For at beskjæftige sine misfornøiede soldater og for at gjøre nye erobringer drog Aleksander ud paa et tog til Indien. Han tog landet til Indus's østligste tilløb; men da han ogsaa vilde gaa over til Gangesdalen, negtede hans soldater at følge ham. Han vendte derfor tilbage, og naaede Babylon efter en møisommelig ørkenvandring, hvor hæren led frygtelig af sult og tørst, og hvor Aleksander trolig delte alle besværligheder med sine soldater. Optaget med store planer om sit riges udvidelse og udvikling døde han, kun 33 aar gammel. De udstaaede anstrengelser og et umaadeholdent, nydelsesrigt liv havde brudt hans kraft.
De hellenistiske riger.
Da Aleksander var død, udbrød der strid mellem hans generaler, og hans rige blev opløst i mange dele. Aleksanders store tanke: at samle alle lande ved det indre Middelhav til én stor stat, mislykkedes saaledes. Men det vigtigste blev dog opnaaet. Græsk dannelse spredte sig ud over disse lande, og snart blev græsk de dannede klassers talesprog i Lilleasien og Mesopotamien, i Syrien og Ægypten. Den græske dannelse optog i sig spirer fra disse landes gamle kultur. Den nye kultur som opstod ved denne blanding, kaldes hellenismen, og de nye stater kaldes de hellenistiske.
De vigtigste af disse var: 1. Makedonien med Hellas. 2. Syrien med Mesopotamien. 3. Ægypten. Denne sidste stat var den rigeste og den mest blomstrende, især under de første dygtige konger af Ptolemæernes æt. Det lykkedes disse konger at drage handelen mellem Indien og Europa over Ægypten og gjøre sin hovedstad Aleksandria til verdens største handelsby. Ogsaa kunst og videnskab fandt beskyttere i disse konger. I Aleksandria oprettedes et uhyre 26bibliothek, hvor den græske, jødiske og ægyptiske litteratur samledes. De rige hellenistiske staters kraft svandt dog snart, og en for en maatte de bukke under for romerne. Aar 30 f. Kr. var de gamle kulturlande ved det østlige Middelhav af romerne samlet under fælles styrelse; de havde da fælles sprog (det græske), og samme dannelse var den raadende.