Peloponneserkrigen (431—404). Med misundelse saa Sparta og de øvrige stater paa Athens voksende magt. Det maatte snart komme til aabenbar strid. Der var saa stor forskjel mellem Athen og Sparta, at der ikke kunde være tale om enighed og venskab. Athen var en sjøstad, Sparta en landstad; Athen var en handlende og industridrivende by, i Sparta var jordbruget hovednæringsveien; i Athen var der folkestyre, i Sparta stormandsvælde.
I 431 begyndte kampen, som har faaet navn af peloponneserkrigen. Paa Spartas side stod forbundsfællerne paa Peloponnes samt Theben, paa Athens alle de stæder som hørte til sjøforbundet; athenerne var herrer paa sjøen, spartanerne paa landjorden. I begyndelsen af krigen rammede en frygtelig ulykke Athen. En ondartet pest brød ud i byen, som netop paa den tid var overfyldt af mennesker, da hele landbefolkningen havde søgt tilflugt indenfor de lange mure. Mange tusender døde; men det haardeste tab var at Perikles døde af pesten. Der var ingen dygtig mand til at tage ledelsen efter ham, og netop paa den tid behøvedes der en kraftig haand ved styret. Efter 10 aars uafgjort kamp sluttedes fred; alt skulde være som før.
Freden blev dog ikke af lang varighed. Den som bærer skylden herfor, var Alkibíades. Dette var en fornem og rig ung athener. Han var udrustet med glimrende evner som kriger og statsmand, og drømte om at øge sit fædrelands 22magt og anseelse. Men det som han først og fremst tragtede efter, var at vinde ære og berømmelse for sig selv. Han fik sine landsmænd til at udruste en stor flaade, som skulde lægge det rige og frugtbare Sicilien under Athen (415). Alkibiades havde alt indesluttet Siciliens mægtigste by Syrakús; da blev han kaldt hjem for at forsvare sig mod en anklage for gudsbespottelse, som hans fiender havde rettet mod ham; natten før flaadens afreise fra Athen var nemlig nogle gudebilleder blevet nedrevet i byens gader; herfor gav man Alkibiades og hans venner skylden. Alkibiades flygtede til Sparta, og blev fraværende dømt til døden. For at hevne sig fik han spartanerne til at sende hjælp til Syrakus, hvor den atheniensiske hær og flaade gik tilgrunde.
Samtidig fornyede Sparta krigen i selve Grækenland. Athenerne, som ved toget til Sicilien havde mistet en stor del af sin hær og flaade og tømt sit skatkammer, forsvarede sig med tapperhed. Men efterhaanden begyndte deres forbundsfæller at falde fra, og paa samme tid skaffede Sparta sig en flaade ved persisk hjælp. Da kaldte athenerne Alkibiades tilbage, og det saa virkelig ud til at han endnu skulde kunne give krigen en ny vending. Men athenerne forviste ham igjen, fordi de gav ham skylden for et nederlag de havde lidt. Paa samme tid fik spartanerne en udmerket anfører i Lysánder. Athens sidste flaade blev slaaet, og byen selv indesluttet tillands og tilvands. Da alle levnetsmidler var fortæret, maatte Athen overgive sig og slutte fred (404). De «lange mure» blev nedrevet, sjøforbundet blev opløst, og Athen maatte anerkjende Spartas hegemoni. Spartanerne indsatte 30 spartansksindede athenere til at styre; men disse, de saakaldte «30 tyranner», blev snart fordrevet, og den demokratiske forfatning blev atter indført.
Thebens hegemoni. For sent angrede Hellas's stater at de havde hjulpet Sparta til at knække Athen; thi Spartas herredømme var tungt og trykkende. Der fulgte nye kampe, og under disse gjenvandt Athen noget af sin gamle magt og fik atter et sjøforbund istand; men Sparta holdt sig ved perserkongens hjælp. Tilsidst lykkedes det Theben under sin 23store anfører Epaminóndas at knække Sparta i slaget ved Leúktra i Bøotien (371). Sparta mistede al magt udenfor landskabet Lakonien, og Hellas stod der som før delt i en række smaastater, som oprev og svækkede hverandre gjennem indbyrdes krig. Følgen heraf var at det blev et let bytte for fremmede erobrere. Den første af dem var Filip af Makedonien.