17

Tiden nærmest efter perserkrigenes ophør er Athens storhedstid. Périkles var dengang den ledende mand i Athen; efter ham kalder man tiden «den perikleiske». Forfatningen var et rent folkestyre (demokrati). Den afgjørende magt laa hos folkeforsamlingen, hvor enhver borger frit kunde optræde og give sin mening tilkjende. Her krævedes ikke blot dygtighed og forstand, men ogsaa veltalenhed; den som kunde faa folkeforsamlingen til at beslutte det han vilde, var statens egentlige styrer. Saa var tilfældet med Perikles, som i 20 aar ledede folket gjennem sin statsmandsdygtighed og veltalenhed. Athens skibsfart og handel vokste stadig, og ingen anden stat i det østlige Middelhav kunde maale sig med Athen i den retning. Skibsfarten og handelen var samlet i havnestaden Piræus, som var forbundet med Athen ved de saakaldte «lange mure», der sikrede Athen forbindelse med havet. I Piræus anlagdes store fabriker, som skaffede kjøbmændene varer, som de kunde bytte bort mod fremmede landes frembringelser. Som følge af næringsveienes opblomstring steg folkemængden raskt; men de egentlige arbeidere var for det meste trælle, og der var flere trælle end frie borgere.

Perikles nøiede sig ikke med at Athen var blevet den første handels- og industriby; ogsaa paa kunstens og videnskabens omraade skulde den blive Hellas's hovedstad. Han smykkede byen med en række storartede bygverker; især

2 — Historie for middelskolen.

[18]

[19]

20blev Akropolis opfyldt af templer og billedstøtter. Her byggedes Párthenon, oldtidens vakreste tempel. Det var bygget af hvidt marmor og var omgivet af svære søilerækker. Inde i templet stod gudinden Athenes billedstøtte af guld og elfenben, et verk af Athens største billedhugger Fídias. Op til Akropolis førte en pragtfuld marmortrappe med søilegange; ret for indgangen stod en stor broncestøtte af Athene, hvis hjelmbusk og lansespids saaes langt ud paa havet. Ved Akropolis's fod laa det store theater indhugget i fjeldet; det havde siddepladse for 30 000 tilskuere. Her opførtes de samtidige store digteres verker. Blandt disse digtere maa merkes Perikles's ven Sófokles, som skrev tragedier eller sørgespil, og den noget yngre Aristófanes, som skrev komedier eller lystspil.

Paa denne tid levede to berømte græske historieskrivere Herodót og Thukydíd. Herodot var født i Lilleasien, men opholdt sig meget i Athen; han kaldes «historiens fader» og har beskrevet perserkrigene. Lidt yngre var athenienseren Thukydid, som ansees for oldtidens første historieskriver; han har beskrevet peloponneserkrigen. Herodots og Thukydids skrifter og verker af Sofokles og Aristofanes og andre store digtere er bevaret til vor tid. Lidt senere falder den atheniensiske filosof eller vismand Sókrates's virksomhed. Han hævede sig til troen paa én gud, som raader for alt med fuldkommen visdom og retfærdighed. Det er hvert menneskes pligt at arbeide sig frem til at erkjende hvad der er rigtigt og godt, for derved at blive bedre og leve sit liv i overensstemmelse med gudens vilje; dette har mere værd end al verdens skatte. Saaledes lød i korthed Sokrates's lære, og den vilde han faa sine landsmænd til at forstaa; derfor gav han sig i samtale med dem, 21hvor han traf dem, paa gader og torve og i verksteder, og søgte at vække dem til at prøve sig selv og sine meninger. Men mængden forstod ikke den gode mening, og det endte med at han blev dømt til døden som den der nedbrød troen paa de gamle guder, og han maatte tømme giftbægeret. Sokrates har intet skrevet; men hans «disciple» har bevaret hans minde; særlig har Pláton i sine skrifter givet et levende billede af Sokrates, som er den ædleste skikkelse i den hedenske oldtid.

17

Tiden nærmest etter perserkrigenes opphør er Athens storhetstid. Périkles var dengang den ledende mann i Athen; etter ham kaller man tiden «den perikleiske». Forfatningen var et rent folkestyre (demokrati). Den avgjørende makt lå hos folkeforsamlingen, hvor enhver borger fritt kunne opptre og gi sin mening tilkjenne. Her krevdes ikke blot dyktighet og forstand, men også veltalenhet; den som kunne få folkeforsamlingen til å beslutte det han ville, var statens egentlige styrer. Så var tilfellet med Perikles, som i 20 år ledede folket gjennom sin statsmannsdyktighet og veltalenhet. Athens skipsfart og handel vokste stadig, og ingen annen stat i det østlige Middelhav kunne måle seg med Athen i den retning. Skipsfarten og handelen var samlet i havnestaden Piræus, som var forbundet med Athen ved de såkalte «lange mure», der sikrede Athen forbindelse med havet. I Piræus anlagdes store fabrikker, som skaffet kjøpmennene varer, som de kunne bytte bort mot fremmede landes frembringelser. Som følge av næringsveienes oppblomstring steg folkemengden raskt; men de egentlige arbeidere var for det meste trelle, og der var flere trelle enn frie borgere.

Perikles nøyde seg ikke med at Athen var blitt den første handels- og industriby; også på kunstens og videnskabens område skulle den bli Hellas's hovedstad. Han smykket byen med en rekke storartede bygverker; især

2 — Historie for middelskolen.

18

19

20ble Akropolis oppfylt av templer og billedstøtter. Her byggedes Párthenon, oldtidens vakreste tempel. Det var bygget av hvitt marmor og var omgivet av svære søylerekker. Inne i templet stod gudinnen Athenes billedstøtte av gull og elfenben, et verk av Athens største billedhugger Fídias. Opp til Akropolis førte en praktfull marmortrappe med søyleganger; rett for inngangen stod en stor bronsestøtte av Athene, hvis hjelmbusk og lansespiss saaes langt ut på havet. Ved Akropolis's fot lå det store teater innhugget i fjellet; det hadde sitteplasser for 30 000 tilskuere. Her opførtes de samtidige store dikteres verker. Blant disse diktere må merkes Perikles's venn Sófokles, som skrev tragedier eller sørgespill, og den noe yngre Aristófanes, som skrev komedier eller lystspill.

På denne tid levde to berømte greske historieskrivere Herodót og Thukydíd. Herodot var født i Lilleasien, men oppholdt seg meget i Athen; han kalles «historiens far» og har beskrevet perserkrigene. Litt yngre var athenienseren Thukydid, som anses for oldtidens første historieskriver; han har beskrevet peloponneserkrigen. Herodots og Thukydids skrifter og verker av Sofokles og Aristofanes og andre store diktere er bevaret til vår tid. Litt senere faller den atheniensiske filosof eller vismann Sókrates's virksomhet. Han hevet seg til troen på én gud, som råder for alt med fullkommen visdom og rettferdighet. Det er hvert menneskes plikt å arbeide seg frem til å erkjenne hva der er riktig og godt, for derved å bli bedre og leve sitt liv i overensstemmelse med gudens vilje; dette har mer verd enn all verdens skatte. Således lød i korthet Sokrates's lære, og den ville han få sine landsmenn til å forstå; derfor ga han seg i samtale med dem, 21hvor han traff dem, på gater og torve og i verksteder, og søkte å vekke dem til å prøve seg selv og sine meninger. Men mengden forstod ikke den gode mening, og det endte med at han ble dømt til døden som den der nedbrøt troen på de gamle guder, og han måtte tømme giftbegeret. Sokrates har intet skrevet; men hans «disipler» har bevaret hans minde; særlig har Pláton i sine skrifter gitt et levende bilde av Sokrates, som er den edleste skikkelse i den hedenske oldtid.