Da perserkongen Daríus var vendt tilbage fra sit tog mod skytherne (side 9), begyndte han at tænke paa at erobre Grækenland. Men da gjorde de græske kolonier paa Lilleasiens kyst, som havde maattet underkaste sig perserne, opstand (500). Athen understøttede opstanden; men kolonierne blev beseiret og maatte atter give sig under perserne. Følgen af Athens optræden var at Darius's vrede især rettedes mod denne by; hans bøn til guderne var hver dag at de maatte give ham hevn over Athen. I aaret 490 udsendte han en flaade med over 100 000 mand. Perserne seilede tvers over Ægæerhavet og landede paa Attikas kyst ved Marathon. Athenienserne kunde ikke stille mere end 9 000 soldater; i farens stund kom kun den lille bøotiske by Platææ dem til hjælp med 1 000 mand. Atheniensernes anfører var den tapre Miltíades. Han førte hæren i stormløb mod perserne, som stod nedenfor paa sletten, og alt ved første angreb blev deres rækker brudt; de flygtede med stort tab tilbage til skibene og seilede hjem igjen. Darius foretog storartede rustninger over hele sit rige for at hevne det nederlag hans hær havde lidt; men han døde før de blev færdige.
Xerxes's tog.
Hans søn og efterfølger Xérxes (485—465) fortsatte rustningerne, og i 480 drog han afsted med en uhyre hær; 800 000 fodsoldater, 120 000 ryttere, 1 200 krigsskibe og 2 000 lastskibe fulgte ham mod Hellas. Xerxes havde slaaet en skibsbro over Hellesponten (Dardanellerstrædet), og da stormen ødelagde broen, lod han i sit overmod bygmestrene halshugge og havet piske og lægge i lænker. En ny skibsbro 15byggedes, og hæren var saa stor at den brugte syv dage til at gaa over. Hæren rykkede derpaa videre frem, medens flaaden fulgte langs kysten.
Faren var stor for Hellas; men man havde rustet sig til at tage mod den. I Athen var der fremtraadt en mand, som hed Themístokles; han havde længe i forveien seet den fare som truede. Han havde faaet sine landsmænd til at indrette en sterk krigshavn paa halvøen Piræus, samt til bygge en stor flaade. Da Xerxes nærmede sig, fik alle nene op for faren, og Themistokles stiftede et stort forbund mellem Grækenlands stater; alle anerkjendte Spartas hegemoni, og spartanerne fik overanførselen baade tillands og tilvands.
Spartanerkongen Leónidas besatte med en liden hær Thermopylerne for der at stanse Xerxes, og optog her med dødsforagt kampen mod persernes talløse skarer. Xerxes sendte sine bedste tropper mod dem; men alt var forgjæves; hans folk kunde intet udrette mod den mur af lanser som spartanerne stillede mod dem, og pile og kastespyd prellede af paa deres rustninger. Da gav en forræder perserne underretning om en sti over fjeldene, og en afdeling faldt spartanerne i ryggen. Da Leonidas saa at forsvar var forgjæves, sendte han de fleste af grækerne hjem; men spartanerne maatte ifølge sine love ikke flygte, og 300 spartaner og nogle andre blev igjen. Leonidas og hans krigere faldt alle til sidste mand, og viste Xerxes hvorledes et lidet folk kan kjæmpe, naar det gjælder frihed og fædreland.
Nu laa veien aaben til Athen. Xerxes fandt byen forladt. Borgen Akrópolis blev brændt med alle dens templer. Befolkningen var flygtet, og det vaabenføre mandskab var gaaet ombord paa flaaden. Et orakelsvar havde forkyndt athenerne at «træmure var uindtagelige», og Themistokles havde overbevist dem om, at det var skibene som mentes med disse træmure. Den forenede græske flaade havde lagt sig i det trange løb mellem øen Sálamis og Attikas kyst. Da den persiske flaade nærmede sig, 1 000 skibe sterk, blev de peloponnesiske skibsfolk saa bange at de vilde drage hjem. 16Uagtet athenerne havde stillet de fleste skibe, kunde deres anfører Themistokles ikke hindre denne beslutning, og han tog da sin tilflugt til en list. Ved et bud underrettede han Xerxes om at hellenerne tænkte paa at flygte; han burde derfor angribe straks; da vilde han med én gang gjøre det af med dem, ellers maatte han drage om fra by til by. Kongen lod sig narre, omringede den græske flaade og angreb. Perserne havde tre gange saa mange skibe som hellenerne; men strøm og vind var dem imod; et for et af deres skibe sænkedes, og tilsidst kom hele flaaden i forvirring og maatte flygte tilbage til Asien.
Xerxes blev saa forfærdet over sit nederlag, at han hurtigst muligt drog hjem med en del af hæren; men han lod tilbage sin svoger Mardónius med 300 000 udvalgte soldater. Det følgende aar (479) samlede hellenerne en hær paa 100 000 mand; spartaneren Pausánias havde overanførselen; den atheniensiske styrke førtes af Aristídes. Ved Platææ i Bøotien kom det til slag. Mardonius tabte og faldt; levningerne af hans hær flygtede tilbage til Asien.
Fra nu af er det hellenerne som er den angribende part. De græske kolonier i Lilleasien, Makedonien og Thrakien reiser sig og kaster sig ind i kampen mod perserne. Grækernes overanfører var spartaneren Pausanias; han opførte sig imidlertid saa overmodig at alle de andre stater negtede at lystre ham, og isteden valgte de athenienseren Aristides til anfører. Spartanerne trak sig nu ud af krigen, og athenerne fik hegemoniet i sjøkrigen (478). Øerne i Ægæerhavet og byerne rundt omkring sluttede et forbund med Athen til fælles kamp mod perserne, og det blev overladt til Aristides, som var bekjendt for sin retfærdighed og uegennyttighed, at ordne forbundet, og bestemme hvor meget ethvert medlem skulde yde af skibe, folk og penge. Paa denne maade saa Athen sig snart i spidsen for et forbund paa omkring 300 byer. Da alle græske stæder var befriet, døde krigen hen af sig selv. I 449 endte den, uden at der sluttedes nogen ordentlig fred; men perserne havde maattet rømme Europa, og maatte finde sig i at hellenerne 17paa Asiens kyst var frie. Efter denne krig gjenvandt aldrig perserriget sin gamle anseelse; hellenerne var blevet Middelhavslandenes første folk.